fredag, maj 18, 2007
There And Back Again
Hjemme i Aalborg. Småregn, blæst og tunge grå skyer over byens lave huse. Der er langt til syvende sal og bikini på terassen. Men det er dejligt! At være hjemme, altså. Trods vejret nyder vi tøser at rende op og ned af trapperne (jeg render, Sophie hænger på) - guldklumpen hviner af fryd når mor hopper på trinnene. Det er sjovt, mor - igen!
Alligevel har jeg det lidt som Bilbo Sækker, når han sidder der i sit lille hyggelige bo og erindrer. For kontrasten mellem livet for to uger siden og livet af i dag er til at føle på. Egentlig burde det ikke være så anderledes; jeg er stadig på barsel, døgnrytmen er nogenlunde den samme, og efter lidt tilvænning er Sophie lige så munter som altid. Måske skyldes det er drastisk fald i chokoladeindtagelsen, jeg er virkelig på de-chokoficerings-kur. Dechoks, kan man vel kalde det. For under den dejlige fornemmelse af at være hjemme, kunne ringe til tøserne og råsladre i timevis, handle ind hvor man forstår hvad der står på pakkerne, have sine egne ting omkring sig og ikke mindst kokkerere i eget køkken - ja så er der altså en fornemmelse af at der mangler noget. Som om jeg har hukommelsestab, som om jeg slet ikke har været her, i mit liv, de sidste 3-4 måneder. Som om der er én Oostende-Kathrine og én Aalborg-Kathrine.
Jeg kender fornemmelsen fra tidligere. Jeg havde den samme oplevelse efter eller rettere undervejs i mit Sveriges-ophold (3. år på uni). Følelsen af, at ens oplevelser er koncentreret i en lille hukommelseskasse, som langsomt skal bearbejdes og indarbejdes i ens liv, før det virkelig kan blive en del af selvsamme liv. Som om livet laver en lille løkke, en detour som egentlig ikke hørte med til den slagne vej.
Det forklarer måske også hvorfor jeg i bund og grund elsker disse omfartsveje. Den slagne vej er fin og dejlig; det kan være rart nok med et par faste holdepunkter i dette kaos, vi lever i (og her mener jeg både bogstaveligt og overført!!!) Men ture som denne til Oostende er livsnødvendige for mig. Jeg har brug for det spice, som sådan en tur er, både til at holde mit liv ud - og holde af det. (Ih hvor jeg sætter mange tankestreger i dag - må være i tankestregshumør...)
For hvor er det dejligt at være ude. Og hjemme. At glæde sig til at komme hjem til modermælkserstatning i brikker, græsplæner der skal slås, venindesnak, rugbrød, malerprojekter, arbejdsliv, Netto og familiefester. Lilla tulipaner. Lyse, stille nætter. Mormors hjemmebagte boller. Men også at endelig kunne savne chokolade i kassevis, torsdagsmarked, penthouse-livet, Corinne, festlige sømænd med saltvand og spiritus i blodet. Belgisk øl. Løbeture langs havet. Tidevandets brusen frem og tilbage.
Så lige nu sidder jeg og stirrer ud af vinduet. Kigger på klatrerosen, som svajer for vinden. Nogen burde binde den op. Jeg burde binde den op. Men i stedet sidder jeg og nyder mit liv på en sær, vemodig vis. Nyder at have savnet hverdagen, nyder at savne livet i Belgien. Forsøger at forbinde min udlængsel med mit behov for hjemlig hygge. Og tryghed. For det er vel dér, skoen trykker.
Gud ved hvor vi skal hen næste gang.
Alligevel har jeg det lidt som Bilbo Sækker, når han sidder der i sit lille hyggelige bo og erindrer. For kontrasten mellem livet for to uger siden og livet af i dag er til at føle på. Egentlig burde det ikke være så anderledes; jeg er stadig på barsel, døgnrytmen er nogenlunde den samme, og efter lidt tilvænning er Sophie lige så munter som altid. Måske skyldes det er drastisk fald i chokoladeindtagelsen, jeg er virkelig på de-chokoficerings-kur. Dechoks, kan man vel kalde det. For under den dejlige fornemmelse af at være hjemme, kunne ringe til tøserne og råsladre i timevis, handle ind hvor man forstår hvad der står på pakkerne, have sine egne ting omkring sig og ikke mindst kokkerere i eget køkken - ja så er der altså en fornemmelse af at der mangler noget. Som om jeg har hukommelsestab, som om jeg slet ikke har været her, i mit liv, de sidste 3-4 måneder. Som om der er én Oostende-Kathrine og én Aalborg-Kathrine.
Jeg kender fornemmelsen fra tidligere. Jeg havde den samme oplevelse efter eller rettere undervejs i mit Sveriges-ophold (3. år på uni). Følelsen af, at ens oplevelser er koncentreret i en lille hukommelseskasse, som langsomt skal bearbejdes og indarbejdes i ens liv, før det virkelig kan blive en del af selvsamme liv. Som om livet laver en lille løkke, en detour som egentlig ikke hørte med til den slagne vej.
Det forklarer måske også hvorfor jeg i bund og grund elsker disse omfartsveje. Den slagne vej er fin og dejlig; det kan være rart nok med et par faste holdepunkter i dette kaos, vi lever i (og her mener jeg både bogstaveligt og overført!!!) Men ture som denne til Oostende er livsnødvendige for mig. Jeg har brug for det spice, som sådan en tur er, både til at holde mit liv ud - og holde af det. (Ih hvor jeg sætter mange tankestreger i dag - må være i tankestregshumør...)
For hvor er det dejligt at være ude. Og hjemme. At glæde sig til at komme hjem til modermælkserstatning i brikker, græsplæner der skal slås, venindesnak, rugbrød, malerprojekter, arbejdsliv, Netto og familiefester. Lilla tulipaner. Lyse, stille nætter. Mormors hjemmebagte boller. Men også at endelig kunne savne chokolade i kassevis, torsdagsmarked, penthouse-livet, Corinne, festlige sømænd med saltvand og spiritus i blodet. Belgisk øl. Løbeture langs havet. Tidevandets brusen frem og tilbage.
Så lige nu sidder jeg og stirrer ud af vinduet. Kigger på klatrerosen, som svajer for vinden. Nogen burde binde den op. Jeg burde binde den op. Men i stedet sidder jeg og nyder mit liv på en sær, vemodig vis. Nyder at have savnet hverdagen, nyder at savne livet i Belgien. Forsøger at forbinde min udlængsel med mit behov for hjemlig hygge. Og tryghed. For det er vel dér, skoen trykker.
Gud ved hvor vi skal hen næste gang.
torsdag, maj 03, 2007
Ps til Frankrig
Jeg glemte helt at fortælle jer, hvor dejligt hovedløse vi var på vores skønne familieweekend.
Vi tog afsted uden pas!!!!
Så har man altså boet for længe i hjertet af Europa. Paris - jamen det er da lige rundt om hjørnet. Og vi bor jo hernede, så selvfølgelig har vi lov til at rejse rundt som vi vil. Teoretisk set kan de vist kun forlange at vi har billedlegitimation med os, men da Sophie ikke helt har kørekort endnu (selvom hun kan lydene), er det måske lidt svært... Men hey - ingen tjekkede os, så måske er det fagre nye grænseløse verden alligevel?
Når vi nu snakker om grænseløse verdner, vil jeg lige anbefale en bog. Egentlig købte Andreas bogen til sin far i USA, men så glemte Ole den og Andreas læste begejstret første kapitel. Meeen så fik jeg ham pudset på The Lighthouse (et Adam Dalgliesh mysterie), og så var bogen jo [tada] ledig til mig. Har foreløbig kun læst et par kapitler, men det er skæg og interessant læsning. Nå ja, bogen hedder The World is Flat, er skrevet af Thomas Friedman, som er amerikansk journalist (og Pulitzer vinder 3 gange). Ind i mellem er bogen lige lovlig amerikansk, men uanset hvad er pointerne vist gode nok. Verden er flad, fordi alting kan ordnes hvorsomhelst af hvemsomhelst. Et job behøver ikke nødvendigvis udføres i USA bare fordi varen bestilles der - fx omdirigeres telefontjenester ofte til Indien. Smarte powerpoints laves i Asien af dygtige assistenter, mens bossen snorker i Guds eget land. Voila; de er klar til om morgenen, selvom de blev bestilt aftenen før. Lokal tid.
Friedmans pointe er, at den flade struktur gavner os alle, selvom det selvfølgelig også udfordrer os dovne vesterlændinge. I stedet for at brokke os over at Asien og Østeuropa snupper jobs fra os, skal vi glæde os over at de interessante, hjerneknusende jobs er tilbage. At vi får lov til alt det sjove, kan overlade andre det grove (som så til gengæld hæver deres levestandard)... Min første tanke var naturligvis, om min hjemlige rengøring kan eksporteres til Indien. For det var sgu fedt!
Nå, tilbage til pakningen. Hvor kommer alle de ting fra?
Vi tog afsted uden pas!!!!
Så har man altså boet for længe i hjertet af Europa. Paris - jamen det er da lige rundt om hjørnet. Og vi bor jo hernede, så selvfølgelig har vi lov til at rejse rundt som vi vil. Teoretisk set kan de vist kun forlange at vi har billedlegitimation med os, men da Sophie ikke helt har kørekort endnu (selvom hun kan lydene), er det måske lidt svært... Men hey - ingen tjekkede os, så måske er det fagre nye grænseløse verden alligevel?
Når vi nu snakker om grænseløse verdner, vil jeg lige anbefale en bog. Egentlig købte Andreas bogen til sin far i USA, men så glemte Ole den og Andreas læste begejstret første kapitel. Meeen så fik jeg ham pudset på The Lighthouse (et Adam Dalgliesh mysterie), og så var bogen jo [tada] ledig til mig. Har foreløbig kun læst et par kapitler, men det er skæg og interessant læsning. Nå ja, bogen hedder The World is Flat, er skrevet af Thomas Friedman, som er amerikansk journalist (og Pulitzer vinder 3 gange). Ind i mellem er bogen lige lovlig amerikansk, men uanset hvad er pointerne vist gode nok. Verden er flad, fordi alting kan ordnes hvorsomhelst af hvemsomhelst. Et job behøver ikke nødvendigvis udføres i USA bare fordi varen bestilles der - fx omdirigeres telefontjenester ofte til Indien. Smarte powerpoints laves i Asien af dygtige assistenter, mens bossen snorker i Guds eget land. Voila; de er klar til om morgenen, selvom de blev bestilt aftenen før. Lokal tid.
Friedmans pointe er, at den flade struktur gavner os alle, selvom det selvfølgelig også udfordrer os dovne vesterlændinge. I stedet for at brokke os over at Asien og Østeuropa snupper jobs fra os, skal vi glæde os over at de interessante, hjerneknusende jobs er tilbage. At vi får lov til alt det sjove, kan overlade andre det grove (som så til gengæld hæver deres levestandard)... Min første tanke var naturligvis, om min hjemlige rengøring kan eksporteres til Indien. For det var sgu fedt!
Nå, tilbage til pakningen. Hvor kommer alle de ting fra?
onsdag, maj 02, 2007
Oostende - Bayeux - Paris - Oostende
Så er vi tilbage fra vores Låååwe-weekend! Og selvom vejret er godt, vasketøjsbunken er større end Himmelbjerget og der er tusind ting, der skal pakkes - jamen så skriver jeg da blog alligevel. KUN fordi min søster plager.
Vi drog afsted sådan i sædvanlig Thye-tid lørdag morgen. På godt dansk betyder det lørdag formiddag, men bedre sent end aldrig, ikke. Glem alt om "travel light" når man skal afsted med et spædbarn. Bare maden fylder en halv Skoda. Og når moderen så er en pylregris som synes barnet skal have rent tøj på og være klædt på efter vejret, jamen så ryger der en del i taskerne.
Afsted kom vi. Og kørte. Og kørte. Og kørte. Sophie sov det første lange stræk, men vågnede så og kørte snart sur i det. Selvom den nye autostol er super-duper, så er der grænser for hvor længe hun kan og vil sidde i den. Så da vi nåede et godt sted ind i Frankrig besluttede vi at droppe Mont St-Michel og køre direkte til Bayeux. Bjerget laaangt ud i havet må vi se (igen) en anden gang. Jeg har været der, og Andreas mente at vi måtte vente til en eventuel søn kunne tage med ham på ridder-udflugt. Jeg har forklaret ham at piger også kan lide borge.
I Bayeux gik vi på boligjagt. Jeg havde forsøgt at maile en del chambre d'hotes inden vi tog afsted, men uden held. Alt optaget. Men man satser vel, og det gik aldeles glimrende. Touristinformationen havde en fin liste over ledige værelser og ringede gerne og reserverede formedelst 2 euro. Så skidt da.
Les trois Pierres ejedes af Marie-Pierre, Pierre-Henri og deres søn Pierre-Antoine. You get the picture. De var søde, elskede Sophie fra første færd og sørgede rigtig godt for os alle tre. Meget fransk og meget fint værelse, selvom det meget hurtigt blev fyldt af alle vores pakkenelliker. Ikke særlig stort, men hey, vi skulle kun sove der.
Prinsessen fik lidt mad, og så gik vi på opdagelse i byen. Fandt et ok sted til aftensmad, nød maden (3 retter er minimum, sugar) og planlagde morgendagens slag. Tapetet måtte på tapetet først (om formiddagen), og så skulle vi bare nyde eftermiddagen i haven og lade Sophie komme på græs. Vejret var nemlig gudeskønt, og hvad er bedre end at dase den i en lille fransk by?
Vejret var ikke godt om søndagen. Bevares, det var da tørt. Men med havgus, sådan lidt råt på den ufede måde. Vi nød verdens første tegneserie - der var sågar audio guides på dansk! Glimrende måde at få forklaret og udpeget alle detaljerne. Sophie sov imens, men vågnede op da vi kom ovenpå til den midlertidige udstilling: Vikingernes indflydelse på Bayeux tapetet. Det meste af det var fra Nationalmuseet, så vi kunne kun gå rundt og nikke som kendere. Og grine af de lokales kommentarer til vores åh-så-kendte kulturarv.
Videre til en frokost i det grønne, pandekager ved den gamle mølle og et kedeligt glas til Sophie. Hvornår laver de købemad, som smager af noget? I stedet for blendet pap, mener jeg?
Når vejret nu var så kedeligt, kunne vi lige så godt tage en tur til stranden. For at se en enkelt amerikansk kirkegård, ikke. Vejret hin juni morgen på Omaha beach skulle netop have været tåget, og det giver da et ekstra pift til fantasien. Knap 10.000 hvide kors og enkelte jødestjerner stod i snorlige rækker. Smukt syn, men også meget amerikansk. De har det med at pensle lige kraftigt nok...
Resten af dagen spadserede vi forskellige steder langs kysten og så tyske kanoner, udkigsposter, allierede bombehuller altimens vi forsøgte at forestille os, hvordan det var at klatre op af disse klipper, blot for at møde en Fritz bevæbnet til tænderne. Det har ikke været særligt morsomt!
Hvad så? Nu havde vi jo set det, der skulle ses i Bayeux. Skulle vi køre videre til Mont St-Michel eller Cherbourg? Køreturen tilbage til Oostende ville blive lang. Hvad så med en tur til Paris?
Det tager kun 3 timer...
Mandag morgen pakkede vi derfor Sophie og 1½ ton habbengut ned og kørte til Paris. Havde bestilt en overnatning på det franske officershotel, som ligger lige bag Boulevard Houssmann. En lille smule slidt, men stadig med masser af fransk grandeur, pompøs marmor og mørke træsorter. Det er formentlig første gang, de har haft et spædbarn overnattende, men Sophie er jo eksemplarisk. Og de var da søde nok ved hende. Lunede hendes mad, da vi forsigtigt bad om det etc.
Men franskmændende har et helt anderledes forhold til børn end belgierne. Vi blev gemt af vejen i et hjørne, hvor belgierne havde været (lige) glade. Der er absolut ingen puslepladser på restauranter, cafeer osv - prinsessen måtte ligge i bar numse midt i Tuillerierne. Heldigt at vejret var godt og lunt. Vi oplevede også, at der pludselig ikke var plads på restauranten, når de så vores lille, sovende prinsesse - selvom der kun sad to gæster i forvejen. Forstå mig nu ret: Det er helt ok. Jeg kan sagtens forstå, at man ikke ønsker spædbørn på bedre restauranter. Men det er blot en af de slående forskelle mellem forholdet til børn i Belgien og i Frankrig. Så skal man på ferie med et spædbarn, ville jeg helt klart vælge Belgien.
Uanset forholdene havde vi en dejlig eftermiddag. Spadserede ned til Concorde, gik gennem Tuillerierne, hvor vi spiste frokost i skyggen af store kastanjer, Andreas fik endelig set Notre Dame indefra, jeg fik handlet knive hos Dehillerin, vi fik lækre crepes i solskinnet - og Sophie fik set, kommenteret og charmeret Paris. Så dejligt, rigtig Parisisk, og absolut ikke sidste gang. Vi fik dog lovet hinanden en da capo uden barn, for der er grænser for, hvad man kan se i Paris med et spædbarn. En klapvogn i metroen er ikke rigtig en option, vel?
Aftensmad på en kinesisk restaurant, ikke den store kulinariske oplevelse, men dejligt at se at vi taler bedre fransk end de lokale. ;-)
Tidligt næste morgen (for os, altså) spiste vi morgenmad på værelset alle tre. Pakkede taskerne og skyndte os ud af Paris. 1. maj er ikke den nemmeste dag at være bilist i Paris på (det er i forvejen ikke lige til højrebenet), så det gjaldt om at slippe væk inden det virkelig gik løs. Sjovt at køre ad mennesketomme boulevarder, se alle de lukkede butikker og enkelte entusiatiske løbende parisere. Eneste sted, hvor der virkelig var mennesker, var i køen til biografen! Så meget for den franske kampånd...
Hjemme i Oostende fortsatte vi den internationale stil med en middag hos grækeren. Andreas skulle forberede et oplæg sammen med Dimitrios og belgiske Axel, og så var tøserne inviteret med til middag. Konklusion: Vi kan godt forstå, underboen klager over støjniveauet! Sophie blev kysset af græske 3-årige Harry (så har hun prøvet det), slået i hovedet af 1-årige Sophokles - men hævnede sig ved at hive hårdt i hans brune krøller. Sej tøs! Græske mænd kan åbenbart ikke imponere tøsen. Så må vi se, hvad hun siger til danske drenge i næste uge?
Vi drog afsted sådan i sædvanlig Thye-tid lørdag morgen. På godt dansk betyder det lørdag formiddag, men bedre sent end aldrig, ikke. Glem alt om "travel light" når man skal afsted med et spædbarn. Bare maden fylder en halv Skoda. Og når moderen så er en pylregris som synes barnet skal have rent tøj på og være klædt på efter vejret, jamen så ryger der en del i taskerne.
Afsted kom vi. Og kørte. Og kørte. Og kørte. Sophie sov det første lange stræk, men vågnede så og kørte snart sur i det. Selvom den nye autostol er super-duper, så er der grænser for hvor længe hun kan og vil sidde i den. Så da vi nåede et godt sted ind i Frankrig besluttede vi at droppe Mont St-Michel og køre direkte til Bayeux. Bjerget laaangt ud i havet må vi se (igen) en anden gang. Jeg har været der, og Andreas mente at vi måtte vente til en eventuel søn kunne tage med ham på ridder-udflugt. Jeg har forklaret ham at piger også kan lide borge.
I Bayeux gik vi på boligjagt. Jeg havde forsøgt at maile en del chambre d'hotes inden vi tog afsted, men uden held. Alt optaget. Men man satser vel, og det gik aldeles glimrende. Touristinformationen havde en fin liste over ledige værelser og ringede gerne og reserverede formedelst 2 euro. Så skidt da.
Les trois Pierres ejedes af Marie-Pierre, Pierre-Henri og deres søn Pierre-Antoine. You get the picture. De var søde, elskede Sophie fra første færd og sørgede rigtig godt for os alle tre. Meget fransk og meget fint værelse, selvom det meget hurtigt blev fyldt af alle vores pakkenelliker. Ikke særlig stort, men hey, vi skulle kun sove der.
Prinsessen fik lidt mad, og så gik vi på opdagelse i byen. Fandt et ok sted til aftensmad, nød maden (3 retter er minimum, sugar) og planlagde morgendagens slag. Tapetet måtte på tapetet først (om formiddagen), og så skulle vi bare nyde eftermiddagen i haven og lade Sophie komme på græs. Vejret var nemlig gudeskønt, og hvad er bedre end at dase den i en lille fransk by?
Vejret var ikke godt om søndagen. Bevares, det var da tørt. Men med havgus, sådan lidt råt på den ufede måde. Vi nød verdens første tegneserie - der var sågar audio guides på dansk! Glimrende måde at få forklaret og udpeget alle detaljerne. Sophie sov imens, men vågnede op da vi kom ovenpå til den midlertidige udstilling: Vikingernes indflydelse på Bayeux tapetet. Det meste af det var fra Nationalmuseet, så vi kunne kun gå rundt og nikke som kendere. Og grine af de lokales kommentarer til vores åh-så-kendte kulturarv.
Videre til en frokost i det grønne, pandekager ved den gamle mølle og et kedeligt glas til Sophie. Hvornår laver de købemad, som smager af noget? I stedet for blendet pap, mener jeg?
Når vejret nu var så kedeligt, kunne vi lige så godt tage en tur til stranden. For at se en enkelt amerikansk kirkegård, ikke. Vejret hin juni morgen på Omaha beach skulle netop have været tåget, og det giver da et ekstra pift til fantasien. Knap 10.000 hvide kors og enkelte jødestjerner stod i snorlige rækker. Smukt syn, men også meget amerikansk. De har det med at pensle lige kraftigt nok...
Resten af dagen spadserede vi forskellige steder langs kysten og så tyske kanoner, udkigsposter, allierede bombehuller altimens vi forsøgte at forestille os, hvordan det var at klatre op af disse klipper, blot for at møde en Fritz bevæbnet til tænderne. Det har ikke været særligt morsomt!
Hvad så? Nu havde vi jo set det, der skulle ses i Bayeux. Skulle vi køre videre til Mont St-Michel eller Cherbourg? Køreturen tilbage til Oostende ville blive lang. Hvad så med en tur til Paris?
Det tager kun 3 timer...
Mandag morgen pakkede vi derfor Sophie og 1½ ton habbengut ned og kørte til Paris. Havde bestilt en overnatning på det franske officershotel, som ligger lige bag Boulevard Houssmann. En lille smule slidt, men stadig med masser af fransk grandeur, pompøs marmor og mørke træsorter. Det er formentlig første gang, de har haft et spædbarn overnattende, men Sophie er jo eksemplarisk. Og de var da søde nok ved hende. Lunede hendes mad, da vi forsigtigt bad om det etc.
Men franskmændende har et helt anderledes forhold til børn end belgierne. Vi blev gemt af vejen i et hjørne, hvor belgierne havde været (lige) glade. Der er absolut ingen puslepladser på restauranter, cafeer osv - prinsessen måtte ligge i bar numse midt i Tuillerierne. Heldigt at vejret var godt og lunt. Vi oplevede også, at der pludselig ikke var plads på restauranten, når de så vores lille, sovende prinsesse - selvom der kun sad to gæster i forvejen. Forstå mig nu ret: Det er helt ok. Jeg kan sagtens forstå, at man ikke ønsker spædbørn på bedre restauranter. Men det er blot en af de slående forskelle mellem forholdet til børn i Belgien og i Frankrig. Så skal man på ferie med et spædbarn, ville jeg helt klart vælge Belgien.
Uanset forholdene havde vi en dejlig eftermiddag. Spadserede ned til Concorde, gik gennem Tuillerierne, hvor vi spiste frokost i skyggen af store kastanjer, Andreas fik endelig set Notre Dame indefra, jeg fik handlet knive hos Dehillerin, vi fik lækre crepes i solskinnet - og Sophie fik set, kommenteret og charmeret Paris. Så dejligt, rigtig Parisisk, og absolut ikke sidste gang. Vi fik dog lovet hinanden en da capo uden barn, for der er grænser for, hvad man kan se i Paris med et spædbarn. En klapvogn i metroen er ikke rigtig en option, vel?
Aftensmad på en kinesisk restaurant, ikke den store kulinariske oplevelse, men dejligt at se at vi taler bedre fransk end de lokale. ;-)
Tidligt næste morgen (for os, altså) spiste vi morgenmad på værelset alle tre. Pakkede taskerne og skyndte os ud af Paris. 1. maj er ikke den nemmeste dag at være bilist i Paris på (det er i forvejen ikke lige til højrebenet), så det gjaldt om at slippe væk inden det virkelig gik løs. Sjovt at køre ad mennesketomme boulevarder, se alle de lukkede butikker og enkelte entusiatiske løbende parisere. Eneste sted, hvor der virkelig var mennesker, var i køen til biografen! Så meget for den franske kampånd...
Hjemme i Oostende fortsatte vi den internationale stil med en middag hos grækeren. Andreas skulle forberede et oplæg sammen med Dimitrios og belgiske Axel, og så var tøserne inviteret med til middag. Konklusion: Vi kan godt forstå, underboen klager over støjniveauet! Sophie blev kysset af græske 3-årige Harry (så har hun prøvet det), slået i hovedet af 1-årige Sophokles - men hævnede sig ved at hive hårdt i hans brune krøller. Sej tøs! Græske mænd kan åbenbart ikke imponere tøsen. Så må vi se, hvad hun siger til danske drenge i næste uge?
torsdag, april 26, 2007
3 timer???
Det var egentlig ikke meningen, jeg skulle skrive blog i dag. Men nu har jeg nået alt det andet, såeh...
Og min datter sover! Sophie-ducks har råsovet i næsten tre timer. Helt, helt stille. Så stille at jeg faktisk har været inde for at tjekke, om hun stadig trak vejret. Bare rolig - det gjorde hun. :-)
Årsagen til denne bjørnelignende adfærd er uden tvivl mælk. Ikke mors, men af den mystiske belgiske slags, der skal blandes op med vand fra blå flasker. MME, eller blandt uindviede modermælkserstatning. Jeg har ikke haft så meget mælk, og de sidste par dage har vi eksperimenteret med lidt tilskud. Måske er damen bare doven - det ligger jo til familien. Amme gider hun i hvert fald ikke. En lille hyggetår om morgenen, men ellers står den på grød, mos og den vidunderlige flaske. Hun bliver helt elektrisk, når hun ser den. Rækker ud efter den, og holder den selv mens hun spiser. Hvis hun må! For ind i mellem sejler en måge forbi vinduet, og ups, flasken ryger på gulvet. Måger er altså bedre end mælk, må vi konstatere med Erasmus Montanus-logik.
Så nu sover hun, på mos af kalkun, kartofler, gulerødder og squash samt masser af mælk. En stille prinsessesøvn, mens mor ordner vasketøj, skriver mails og laver frugtgrød. Og piller nervøst ved perlekæden ved tanken om, at hendes datter har sultet de sidste uger...
Vi lader som ingenting, ikke?
Og min datter sover! Sophie-ducks har råsovet i næsten tre timer. Helt, helt stille. Så stille at jeg faktisk har været inde for at tjekke, om hun stadig trak vejret. Bare rolig - det gjorde hun. :-)
Årsagen til denne bjørnelignende adfærd er uden tvivl mælk. Ikke mors, men af den mystiske belgiske slags, der skal blandes op med vand fra blå flasker. MME, eller blandt uindviede modermælkserstatning. Jeg har ikke haft så meget mælk, og de sidste par dage har vi eksperimenteret med lidt tilskud. Måske er damen bare doven - det ligger jo til familien. Amme gider hun i hvert fald ikke. En lille hyggetår om morgenen, men ellers står den på grød, mos og den vidunderlige flaske. Hun bliver helt elektrisk, når hun ser den. Rækker ud efter den, og holder den selv mens hun spiser. Hvis hun må! For ind i mellem sejler en måge forbi vinduet, og ups, flasken ryger på gulvet. Måger er altså bedre end mælk, må vi konstatere med Erasmus Montanus-logik.
Så nu sover hun, på mos af kalkun, kartofler, gulerødder og squash samt masser af mælk. En stille prinsessesøvn, mens mor ordner vasketøj, skriver mails og laver frugtgrød. Og piller nervøst ved perlekæden ved tanken om, at hendes datter har sultet de sidste uger...
Vi lader som ingenting, ikke?
onsdag, april 25, 2007
Push-ups
Ville blot opdatere jer på, hvordan det går med Prinsessens kravleri:Ikke godt!
Hun er stadig meget stærkere i armene end i benene, hvilket billedet også afslører. Så det foregår fortsat baglæns, efterhånden i et tempo der er Bjarne Riis værdigt, men dog baglæns.
Til gengæld kan hun snart dyrke yoga med Madonna.
mandag, april 23, 2007
Hmpf!
Hvad i alverden bilder de sig ind??? Første prinsesse i 60 år... Mage til løgn!
JEG er jo prinsesse! I disse moderne tider kan det sgu da ikke være farven på ens blod, der afgør sagen. Det er efterhånden så udvandet, at det nærmere er lyseblåt end kongeblåt. Og må jeg lige have lov til at pointere, at lyseblåt er en drengefarve! En prinsesse... Hmpf!
Næ, mine manerer, min charme, veltalenhed og elegante bevægelser er det rigtige tegn på en prinsesse. Krøller lagnet det mindste, kan jeg ikke sove. Min næse er så følsom, at jeg kan lugte fiskefabrikkerne uden for Antwerpen. Og hvis jeg får lov, går jeg helst på tæer. Er det måske ikke en rigtig prinsesse?
I weekenden har vi haft dejligt besøg. Peter & Anne kom torsdag aften, og jeg fik lov til at være oppe til de kom. Det var lidt noget narrefis, for jeg blev jo puttet lige bagefter. Så ligger man derinde og lytter til, at de spiser god mad og snakker til langt ud på natten. Strengt, siger jeg bare. Men mor var rigtig glad fredag morgen, og så må jeg jo æde den. Også.
Fredag gik vi en lang tur i Oostende mens far var på arbejde. Peter fik lov til at køre min vogn, og han er altså en bedre chauffør end mor. Han kører ganske vist ikke lige så vildt, men han fortæller og synger undervejs. Så det var ret underholdende.
Om eftermiddagen var vi på tøsetur, Anne, mor og jeg. De voksne skulle kigge på sko, og helt ærligt synes jeg det er ret opreklameret. Altså de er jo ens alle sammen og alligevel snakker de om at den ene er pænere end den anden. Og hvad er det for noget med størrelser? Gælder det ikke bare om at tage dem store nok så man kan vokse i dem?
Det fede ved at vi har gæster er, at der ikke skal så meget brok til før jeg får min vilje. Jeg kan altid komme op og lege med de voksne, der er altid nogen der henter legetøjet for mig - og om natten skal jeg bare brokke mig en 2-3 gange, så kommer jeg ind og sover hos de gamle. Så roder jeg lidt rundt indtil jeg har det plads, jeg har krav på (man ER jo prinsesse), og så sover jeg rigtig dejligt. Altså når far ikke vækker mig fordi han laver mærkelige lyde med næsen. Han ser så sjov ud, munden er helt spids og næsen krøllet sammen. Så lyder han lidt ligesom de der store kasser nede på vandet mor kalder færger.
Lørdag spiste vi rigtig hyggelig morgenmad. Peter gav mig noget af sin croissant - ham kan jeg altså rigtig godt lide. Mor gav mig også lidt frugt, men far og Anne var ret ubestikkelige. Jeg charmede ellers det bedste, jeg har lært, og lavede både skruer-i-stolen og armen-bag-hovedet-mens-jeg-blinker. Intet virkede. Må lære nye tricks.
Bagefter kørte vi til Ghent, som vi alle rigtig godt kunne lide. Der er ikke så mange heste som i Brügge, men masser af smukke huse, enorme kirker med god musik og flotte billeder, gode butikker (især med børnetøj) osv. Mor & far siger det er deres yndlingsby i Belgien, men jeg tror mor lyver for hun snakker hele tiden om Paris. Jeg tror, det er hendes yndlingsby. Mor siger jeg først må komme med til Paris når jeg er lidt større, men så vil jeg have mormor og bedstemor og moster Nanna med. Så går vi til Paris og kigger på huse.
Lørdag aften var mor og jeg alene hjemme. Far, Peter & Anne gik ned på det der sted som hedder noget med en flaske. Da far kom hjem igen var han ret fuld, og han lugtede ret dårligt. Så jeg hylede lidt og så lugtede han endnu dårligere. Men så ammede mor mig, og så faldt vi begge i søvn. Altså far og mig. Mor sov vidst nok ikke så godt, men det er jo ligesom ikke mit problem, vel. Hun kan sove når hun bliver gammel, siger hun. Men jeg synes altså hun er RET gammel allerede.
Søndag hyggede vi rigtig meget. Jeg var med på restorang for første gang. Det var sådan lidt opreklameret, for vi skulle jo bare have morgenmad. Denne gang fik jeg croissant af far og æg af mor og en lille smule kaffe. Og så fik jeg champagne, og det kan jeg rigtig godt lide. Det kilder på tungen, så man får lyst til at sige smak-smak hele tiden. Men jeg fik altså ikke ret meget. Kan man købe det derhjemme, tror I?
Om eftermiddagen sov jeg mens de andre sov. Altså mor sov mens de andre læste og arbejdede. Altså Anne læste og far og Peter arbejdede, men ikke på det samme. Da jeg vågnede fik jeg lov til at komme op på terassen i min nye smarte soldragt og kigge på måger. Det kan jeg godt lide. Måger er flotte. Hvide og meget prinsesseagtige. De skider også når de har lyst.
Til sommer skal Peter & Anne til Frankrig, og måske får jeg lov til at besøge dem. Jeg håber der er champagne i Frankrig.
JEG er jo prinsesse! I disse moderne tider kan det sgu da ikke være farven på ens blod, der afgør sagen. Det er efterhånden så udvandet, at det nærmere er lyseblåt end kongeblåt. Og må jeg lige have lov til at pointere, at lyseblåt er en drengefarve! En prinsesse... Hmpf!
Næ, mine manerer, min charme, veltalenhed og elegante bevægelser er det rigtige tegn på en prinsesse. Krøller lagnet det mindste, kan jeg ikke sove. Min næse er så følsom, at jeg kan lugte fiskefabrikkerne uden for Antwerpen. Og hvis jeg får lov, går jeg helst på tæer. Er det måske ikke en rigtig prinsesse?
I weekenden har vi haft dejligt besøg. Peter & Anne kom torsdag aften, og jeg fik lov til at være oppe til de kom. Det var lidt noget narrefis, for jeg blev jo puttet lige bagefter. Så ligger man derinde og lytter til, at de spiser god mad og snakker til langt ud på natten. Strengt, siger jeg bare. Men mor var rigtig glad fredag morgen, og så må jeg jo æde den. Også.
Fredag gik vi en lang tur i Oostende mens far var på arbejde. Peter fik lov til at køre min vogn, og han er altså en bedre chauffør end mor. Han kører ganske vist ikke lige så vildt, men han fortæller og synger undervejs. Så det var ret underholdende.
Om eftermiddagen var vi på tøsetur, Anne, mor og jeg. De voksne skulle kigge på sko, og helt ærligt synes jeg det er ret opreklameret. Altså de er jo ens alle sammen og alligevel snakker de om at den ene er pænere end den anden. Og hvad er det for noget med størrelser? Gælder det ikke bare om at tage dem store nok så man kan vokse i dem?
Det fede ved at vi har gæster er, at der ikke skal så meget brok til før jeg får min vilje. Jeg kan altid komme op og lege med de voksne, der er altid nogen der henter legetøjet for mig - og om natten skal jeg bare brokke mig en 2-3 gange, så kommer jeg ind og sover hos de gamle. Så roder jeg lidt rundt indtil jeg har det plads, jeg har krav på (man ER jo prinsesse), og så sover jeg rigtig dejligt. Altså når far ikke vækker mig fordi han laver mærkelige lyde med næsen. Han ser så sjov ud, munden er helt spids og næsen krøllet sammen. Så lyder han lidt ligesom de der store kasser nede på vandet mor kalder færger.
Lørdag spiste vi rigtig hyggelig morgenmad. Peter gav mig noget af sin croissant - ham kan jeg altså rigtig godt lide. Mor gav mig også lidt frugt, men far og Anne var ret ubestikkelige. Jeg charmede ellers det bedste, jeg har lært, og lavede både skruer-i-stolen og armen-bag-hovedet-mens-jeg-blinker. Intet virkede. Må lære nye tricks.
Bagefter kørte vi til Ghent, som vi alle rigtig godt kunne lide. Der er ikke så mange heste som i Brügge, men masser af smukke huse, enorme kirker med god musik og flotte billeder, gode butikker (især med børnetøj) osv. Mor & far siger det er deres yndlingsby i Belgien, men jeg tror mor lyver for hun snakker hele tiden om Paris. Jeg tror, det er hendes yndlingsby. Mor siger jeg først må komme med til Paris når jeg er lidt større, men så vil jeg have mormor og bedstemor og moster Nanna med. Så går vi til Paris og kigger på huse.
Lørdag aften var mor og jeg alene hjemme. Far, Peter & Anne gik ned på det der sted som hedder noget med en flaske. Da far kom hjem igen var han ret fuld, og han lugtede ret dårligt. Så jeg hylede lidt og så lugtede han endnu dårligere. Men så ammede mor mig, og så faldt vi begge i søvn. Altså far og mig. Mor sov vidst nok ikke så godt, men det er jo ligesom ikke mit problem, vel. Hun kan sove når hun bliver gammel, siger hun. Men jeg synes altså hun er RET gammel allerede.
Søndag hyggede vi rigtig meget. Jeg var med på restorang for første gang. Det var sådan lidt opreklameret, for vi skulle jo bare have morgenmad. Denne gang fik jeg croissant af far og æg af mor og en lille smule kaffe. Og så fik jeg champagne, og det kan jeg rigtig godt lide. Det kilder på tungen, så man får lyst til at sige smak-smak hele tiden. Men jeg fik altså ikke ret meget. Kan man købe det derhjemme, tror I?
Om eftermiddagen sov jeg mens de andre sov. Altså mor sov mens de andre læste og arbejdede. Altså Anne læste og far og Peter arbejdede, men ikke på det samme. Da jeg vågnede fik jeg lov til at komme op på terassen i min nye smarte soldragt og kigge på måger. Det kan jeg godt lide. Måger er flotte. Hvide og meget prinsesseagtige. De skider også når de har lyst.
Til sommer skal Peter & Anne til Frankrig, og måske får jeg lov til at besøge dem. Jeg håber der er champagne i Frankrig.
torsdag, april 19, 2007
Kryds i kalenderen!
Sæt kryds i kalenderen!
Sophie har den samme body på i dag som i går! Den var ikke beskidt!
Miraklernes tid er vist ikke forbi...
Sophie har den samme body på i dag som i går! Den var ikke beskidt!
Miraklernes tid er vist ikke forbi...
onsdag, april 18, 2007
En gourmets bekendelser
Til alles enormt store overraskelse er Sophie glad for mad. Indrømmet; vi har haft vores vanskeligheder. Prinsessen var fx ikke for glad for mors kartoffelmos. Indtil den dag den kjære moder smagte sin egen medicin! Flamske bagekartofler er melede, vandede og smager af kartoffelmel (!?). Nu er vi derfor gået over til en anden slags, hvor der passende står Baby på poserne: Små, nye og lækre kartofler. De koger stadig ud, det skal kartoflerne åbenbart hernede. Men hvad kan man forvente af et land, som primært spiser frietes?
Efter den smagsoplevelse faldt tiøren endelig. Jeg begyndte at eksperimentere med krydderierne, og hold da op en respons! Damen sang sig igennem sin første portion ratatouille (masser af hvidløg, olivenolie og timian), og dette er nok stadig favoritten. Men hvidfisk med kartofler, gulerødder, fennikel og gul karry er også et hit. Ligesom tomat, squash, kartofler og lever (jep, lever) ryger ned, bare der er masser af sort peber og olivenolie i blenderskålen.
Koekoek-kylling var sjovt at spise- Sophie bliver sej til gnaveben, når hun bliver lidt større. Foie gras spiser hun med ske, bogstavelig talt. Bedstes roast beef røg direkte ind på top ti, mens laks stadig er i skammekrogen. Men ærligt talt, den bliver sgu også lidt tør, når den bliver blendet sammen med grøntsager og kartofler. Vi må vente til hun kan klare større stykker ad gangen.
Kartoflerne har vi altså fået i hende. Hemmeligheden lå i processen; blender man dem varme, bliver de som tapetklister og dødssyge i smagen. Koger man de små, faste kartofler i god tid, bliver mosen cremet og spiselig. Hvis, altså, at man som voksen kan få sig selv til at smage på den oftest grøn-brune eller rød-brune masse. Andreas nægter fortsat pure at smage på sin datters mad. Til gengæld er han bedre til at lade som om svineleveren smager pragtfuldt.
Hvordan ved man så, om Sophie kan lide maden? Det er faktisk temmelig enkelt! Er den et hit, synger hun undervejs. Umh-num-na-njæ. Alternativt udstøder hun de skønneste knirkelyde, så hun lyder som en mellemting mellem en knurrende bulldog og et køleskab, der afrimer.
Falder smag, konsistens eller temperatur derimod ikke i prinsessen smag, laver hun klassiske bræk-lyde, fulgt af et meget overbevisende kropssprog. Jeg brækker mig, hvis du giver mig en skefuld mere, mor. Ok ok, point taken.
Når Sophie er mæt, viser hun det ikke som børnene i lærebøgerne; ikke noget med at vende hovedet væk og lukke munden her. Måske fordi hun har lært at forældrene sagtens kan stoppe mere ind i munden på hende alligevel? Hun har helt andre teknikker. Er hun i hopla, vrider hun sig en lystig samba fra side til side, som om ryggen klør helt enormt. Hun kan også finde på at sprutte, lige i det skeen kommer mellem læberne. Dét skal nok få lært den glade giver at holde sig væk. Endelig er der variation 1C: Ih, hvor er mågerne pludselig interessante. Også selvom gardinerne er trukket for. Så spejder hun ud efter dem, læner sig frem og tilbage og snakker med sig selv imens.
I aften skal vi eksperimentere. Fisk, grøntsager - og ris. Bliver blandinger krydret tilstrækkeligt, skal den nok ryge ned. Ellers må vi vel høre for det: Bhhrrradr, mor. Selv tak, søde skat. Det tog kun 4 timer at lave! :-)
Efter den smagsoplevelse faldt tiøren endelig. Jeg begyndte at eksperimentere med krydderierne, og hold da op en respons! Damen sang sig igennem sin første portion ratatouille (masser af hvidløg, olivenolie og timian), og dette er nok stadig favoritten. Men hvidfisk med kartofler, gulerødder, fennikel og gul karry er også et hit. Ligesom tomat, squash, kartofler og lever (jep, lever) ryger ned, bare der er masser af sort peber og olivenolie i blenderskålen.
Koekoek-kylling var sjovt at spise- Sophie bliver sej til gnaveben, når hun bliver lidt større. Foie gras spiser hun med ske, bogstavelig talt. Bedstes roast beef røg direkte ind på top ti, mens laks stadig er i skammekrogen. Men ærligt talt, den bliver sgu også lidt tør, når den bliver blendet sammen med grøntsager og kartofler. Vi må vente til hun kan klare større stykker ad gangen.
Kartoflerne har vi altså fået i hende. Hemmeligheden lå i processen; blender man dem varme, bliver de som tapetklister og dødssyge i smagen. Koger man de små, faste kartofler i god tid, bliver mosen cremet og spiselig. Hvis, altså, at man som voksen kan få sig selv til at smage på den oftest grøn-brune eller rød-brune masse. Andreas nægter fortsat pure at smage på sin datters mad. Til gengæld er han bedre til at lade som om svineleveren smager pragtfuldt.
Hvordan ved man så, om Sophie kan lide maden? Det er faktisk temmelig enkelt! Er den et hit, synger hun undervejs. Umh-num-na-njæ. Alternativt udstøder hun de skønneste knirkelyde, så hun lyder som en mellemting mellem en knurrende bulldog og et køleskab, der afrimer.
Falder smag, konsistens eller temperatur derimod ikke i prinsessen smag, laver hun klassiske bræk-lyde, fulgt af et meget overbevisende kropssprog. Jeg brækker mig, hvis du giver mig en skefuld mere, mor. Ok ok, point taken.
Når Sophie er mæt, viser hun det ikke som børnene i lærebøgerne; ikke noget med at vende hovedet væk og lukke munden her. Måske fordi hun har lært at forældrene sagtens kan stoppe mere ind i munden på hende alligevel? Hun har helt andre teknikker. Er hun i hopla, vrider hun sig en lystig samba fra side til side, som om ryggen klør helt enormt. Hun kan også finde på at sprutte, lige i det skeen kommer mellem læberne. Dét skal nok få lært den glade giver at holde sig væk. Endelig er der variation 1C: Ih, hvor er mågerne pludselig interessante. Også selvom gardinerne er trukket for. Så spejder hun ud efter dem, læner sig frem og tilbage og snakker med sig selv imens.
I aften skal vi eksperimentere. Fisk, grøntsager - og ris. Bliver blandinger krydret tilstrækkeligt, skal den nok ryge ned. Ellers må vi vel høre for det: Bhhrrradr, mor. Selv tak, søde skat. Det tog kun 4 timer at lave! :-)
tirsdag, april 17, 2007
Åh, Frederik
Moster Nanna har været på besøg. En meget, meget forelsket moster Nanna. Som en blussende skolepige har hun gang på gang været langt borte i lyserødt prinsesseland med en ægte prins ved sin side: Høj, mellemblond, med isblå øjne, et blændende smil og (ak ja, Andreas) lave tindinger. Så sidder hun der med et fjoget smil på, indtil drømmen brydes af et Åh, Frederik sagde også... eller Frederik kan godt lide...
Faktisk har Frederik været så stor del af samtalerne de sidste dage at vi har været nødt til at skabe variation ved at kalde ham Lille frække F, Frede, Frikken, Prinsen, Frekke, Frække Frederik og Monsieur F. (Tak til Danmarks Royale Ugeblad for inspiration, i øvrigt.) Og når vi så ikke har talt om ham, har Nansen talt med ham. I telefonen, på Messenger, Skype, sms'et eller bare telepatisk. Prinsen regnede ud, at han tænkte på hende hver 25. sekund. Omvendt tror jeg, at den stakkels knægt har haft konstant hyletone for øret de sidste 4 dage.
Om det har været kedeligt? Slet ikke. Forestil jer DR's Harlekin-drama for fuld udblæsning, tilsat solskinsvejr, hvidvin og en let sommerpåklædning. Det er da kun til at blive i godt humør af! Love is in the air, everywhere you look around...
Udover at nyde de sommerlige temperaturer "a la Oostende" har det gamle ægtepar - det er Andreas og mig - også været en tur i byen. For det var jo undskyldningen for Nannas visit, at hun skulle passe Sophie. Lørdag aften stod den på Mayamana! Et grande spektakel som de siger hernede, en musikalsk bombe tilsat lidt dans, teater osv... Som Stomp, hvis I kender det?
Vi købte billetter for en måneds tid siden, til os, Christer, Pølo (Piccolo Paulo) og Peter. Men visse af herrerne er ikke helt så organiserede - det der med at aftale noget SÅ lang tid i forvejen blev alligevel for meget. Så vi endte som den dynamiske trio bestående af en temmelig tømmermændsramt Christer, solbrændte Andreas og mig. Dressed to kill i dagens anledning, sådan da. Jeg havde taget rent tøj på og make-up, hvilket er ret vildt for en småbørnsmor som mig. :-)
Gudskelov havde vi ikke fået de bedste billetter. !? Jep; de spillede ekstremt højt. Og på hvad som helst. Skraldespande, svømmefødder, vandpiber osv. Hvis forestillingen havde et budskab, var det vist at everything is music. Sågar en lille scene med 3 herrer på cafe blev til musik. Friete-friet-friete. Min favorit var et nummer med selvlysende bolde, som de brugte til at spille på store tønder med. De var selv klædt i sort, lyset var slukket, så man kunne kun se boldende flyve rundt på kryds og tværs, indlysende nok i takt til musikken. Som runde ildfluer i et imaginært orkester.
Efter godt halvanden time var forestillingen vistnok færdig. Vistnok, for vi fatter jo en bønne af hurtigsnakkende flamsk i et par skrattende højttalere. Men hvor længe kan man blive ved med at danse rundt i det maniske tempo? De lokale blev stående i foyeren og drak øl, så det gjorde vi også. Efter en halv times tid begyndte folk så at sive lige så stille, hvorpå vi konkluderede at det nok var færdigt alligevel. Nu var vi alligevel på casinoet, så trods tømmermænd fik vi Christer overtalt til en enkelt drink eller to. Sandt at sige krævede det nada overtalelse; med ondt skal ondt som bekendt fordrives.
Mens vi tæskede mojitos og martinis ned sluttede Lars & hans søde kone + Pølo og hans dramatiske date sig til selskabet. Paulo var glad for vores moralske støtte; han havde åbenbart ikke det sædvanlige italienske held med sin smukke ledsagerske. Hans aften var begyndt med, at han havde serveret spaghetti carbonara for den muslimske skønhed, og derefter var det vist fortsat i samme dur. Lars havde tilsvarende behov for hjælp, for hans kone var i hopla, mens han måske ikke ligefrem havde samme energiniveau. Det er der ingen der har, men netop derfor må man vel hjælpe, ikke.
Da drinksene ikke flød så lindt på casinoet - tre kvarter om at lave 3 mojitos, fnys - dansede vi videre til byens nye sted, Tao. Nye dansetrin blev testet, inspireret af aftenens forestilling og om muligt endnu mere absurde end vores eksisterende repertoire. Til sidst nægtede Christer pure at danse, for Andreas og jeg har vist fået devalueret hans koncept noget. Indrømmet; det er ikke kønt, men vi morer os. Er det så ikke ok?
Ved tre-tiden hentede en gabende Andreas vores frakker. Jeg var stadig temmelig...hvad skal vi kalde det? Irriterende? Overgearet? Festlig? Flabet? - men gik da alligevel med til at gå hjemad. Godt det samme, for overgearet var måske den bedste beskrivelse. Da Sophie vågnede i mor-panik blev jeg ædru på 0.0003 sekunder, hvilket er ret godt gået min alkoholprocent taget i betragtning. Der er gods i de mojitos! Ved fem-tiden var der igen ro over lejren, og vi stenede indtil solen nådesløst varmede rummet op. Så brunchede vi på terrassen, på et tæppe i solskinnet med Sophie i improviseret skygge.
Nanna spottede Peter, dennes date og Lars & Tina (eller Nina? Hans kone) på Peters terrasse, og vi råbte en invitation over. Da de dukkede op, havde vi endelig fået pakket havemøblerne ud, og resten af dagen blev nu tilbragt heroppe i solen med skiftende gæster; Peter og hans date, Lars & frue, Paulo, Raidar - et bredt udvalg af deltagerne på kurset og lige så mange forskellige slags hvidvin, øl og snacks. Vi sluttede dagen med Koekoek-kylling og en film, vi allerede havde set (Deja-vu med Denzel W).
Mandag blev et deja-fait for Nanna og mig. Shopping, solbadning og masser af sladder. Jep - åh, Frederik... Kanin til aften og lidt skum i opvaskemaskinen. Jeg lavede en rigtig blondine! Hæld ALDRIG opvaskemiddel i opvaskemaskinen, ok?! Maskinen bliver godt nok fint ren af det, men alligevel... Suk. Kan jeg stadig skylle skylden på ammehjerne?
Faktisk har Frederik været så stor del af samtalerne de sidste dage at vi har været nødt til at skabe variation ved at kalde ham Lille frække F, Frede, Frikken, Prinsen, Frekke, Frække Frederik og Monsieur F. (Tak til Danmarks Royale Ugeblad for inspiration, i øvrigt.) Og når vi så ikke har talt om ham, har Nansen talt med ham. I telefonen, på Messenger, Skype, sms'et eller bare telepatisk. Prinsen regnede ud, at han tænkte på hende hver 25. sekund. Omvendt tror jeg, at den stakkels knægt har haft konstant hyletone for øret de sidste 4 dage.
Om det har været kedeligt? Slet ikke. Forestil jer DR's Harlekin-drama for fuld udblæsning, tilsat solskinsvejr, hvidvin og en let sommerpåklædning. Det er da kun til at blive i godt humør af! Love is in the air, everywhere you look around...
Udover at nyde de sommerlige temperaturer "a la Oostende" har det gamle ægtepar - det er Andreas og mig - også været en tur i byen. For det var jo undskyldningen for Nannas visit, at hun skulle passe Sophie. Lørdag aften stod den på Mayamana! Et grande spektakel som de siger hernede, en musikalsk bombe tilsat lidt dans, teater osv... Som Stomp, hvis I kender det?
Vi købte billetter for en måneds tid siden, til os, Christer, Pølo (Piccolo Paulo) og Peter. Men visse af herrerne er ikke helt så organiserede - det der med at aftale noget SÅ lang tid i forvejen blev alligevel for meget. Så vi endte som den dynamiske trio bestående af en temmelig tømmermændsramt Christer, solbrændte Andreas og mig. Dressed to kill i dagens anledning, sådan da. Jeg havde taget rent tøj på og make-up, hvilket er ret vildt for en småbørnsmor som mig. :-)
Gudskelov havde vi ikke fået de bedste billetter. !? Jep; de spillede ekstremt højt. Og på hvad som helst. Skraldespande, svømmefødder, vandpiber osv. Hvis forestillingen havde et budskab, var det vist at everything is music. Sågar en lille scene med 3 herrer på cafe blev til musik. Friete-friet-friete. Min favorit var et nummer med selvlysende bolde, som de brugte til at spille på store tønder med. De var selv klædt i sort, lyset var slukket, så man kunne kun se boldende flyve rundt på kryds og tværs, indlysende nok i takt til musikken. Som runde ildfluer i et imaginært orkester.
Efter godt halvanden time var forestillingen vistnok færdig. Vistnok, for vi fatter jo en bønne af hurtigsnakkende flamsk i et par skrattende højttalere. Men hvor længe kan man blive ved med at danse rundt i det maniske tempo? De lokale blev stående i foyeren og drak øl, så det gjorde vi også. Efter en halv times tid begyndte folk så at sive lige så stille, hvorpå vi konkluderede at det nok var færdigt alligevel. Nu var vi alligevel på casinoet, så trods tømmermænd fik vi Christer overtalt til en enkelt drink eller to. Sandt at sige krævede det nada overtalelse; med ondt skal ondt som bekendt fordrives.
Mens vi tæskede mojitos og martinis ned sluttede Lars & hans søde kone + Pølo og hans dramatiske date sig til selskabet. Paulo var glad for vores moralske støtte; han havde åbenbart ikke det sædvanlige italienske held med sin smukke ledsagerske. Hans aften var begyndt med, at han havde serveret spaghetti carbonara for den muslimske skønhed, og derefter var det vist fortsat i samme dur. Lars havde tilsvarende behov for hjælp, for hans kone var i hopla, mens han måske ikke ligefrem havde samme energiniveau. Det er der ingen der har, men netop derfor må man vel hjælpe, ikke.
Da drinksene ikke flød så lindt på casinoet - tre kvarter om at lave 3 mojitos, fnys - dansede vi videre til byens nye sted, Tao. Nye dansetrin blev testet, inspireret af aftenens forestilling og om muligt endnu mere absurde end vores eksisterende repertoire. Til sidst nægtede Christer pure at danse, for Andreas og jeg har vist fået devalueret hans koncept noget. Indrømmet; det er ikke kønt, men vi morer os. Er det så ikke ok?
Ved tre-tiden hentede en gabende Andreas vores frakker. Jeg var stadig temmelig...hvad skal vi kalde det? Irriterende? Overgearet? Festlig? Flabet? - men gik da alligevel med til at gå hjemad. Godt det samme, for overgearet var måske den bedste beskrivelse. Da Sophie vågnede i mor-panik blev jeg ædru på 0.0003 sekunder, hvilket er ret godt gået min alkoholprocent taget i betragtning. Der er gods i de mojitos! Ved fem-tiden var der igen ro over lejren, og vi stenede indtil solen nådesløst varmede rummet op. Så brunchede vi på terrassen, på et tæppe i solskinnet med Sophie i improviseret skygge.
Nanna spottede Peter, dennes date og Lars & Tina (eller Nina? Hans kone) på Peters terrasse, og vi råbte en invitation over. Da de dukkede op, havde vi endelig fået pakket havemøblerne ud, og resten af dagen blev nu tilbragt heroppe i solen med skiftende gæster; Peter og hans date, Lars & frue, Paulo, Raidar - et bredt udvalg af deltagerne på kurset og lige så mange forskellige slags hvidvin, øl og snacks. Vi sluttede dagen med Koekoek-kylling og en film, vi allerede havde set (Deja-vu med Denzel W).
Mandag blev et deja-fait for Nanna og mig. Shopping, solbadning og masser af sladder. Jep - åh, Frederik... Kanin til aften og lidt skum i opvaskemaskinen. Jeg lavede en rigtig blondine! Hæld ALDRIG opvaskemiddel i opvaskemaskinen, ok?! Maskinen bliver godt nok fint ren af det, men alligevel... Suk. Kan jeg stadig skylle skylden på ammehjerne?
torsdag, april 12, 2007
Strøtanker fra 7. sal
Tak til bedsterne og Christoffer! Dejligt besøg. Smukt vejr, god mad - og så er I simpelthen den mest lattermilde familie, man kan tænke sig. Jeg kender kun én anden familie, som kan sprutte sådan af grin under en middag. Desuden er det fantastisk at se, at selvom man selv bliver "voksen", så er man aldrig for gammel til at sidde på skødet af mor. Vel, Christoffer?
Eneste minus ved alle disse besøg er, at vaskemaskinen kommer på katastrofalt overarbejde. Vi havde 4 poser vasketøj + sengetøj og håndklæder tirsdag morgen. Og tirsdag er som bekendt Corinne-dag, så der blev der ikke vasket så meget. Godt vejret er pragtfuldt, ellers kunne jeg jo rende i fast rutefart ned til tørretumbleren på vaskeriet rundt om hjørnet.
En stor del af vasketøjet skyldes uden tvivl min datters spisevaner. Det er måske lidt min egen skyld, for hun går jo ikke ligefrem i køleskabet af sig selv indtil videre. Jeg forsøger at begrænse efter-Sophie-har-spist-nu-spiser-de-voksne-og-Sophie-spiser-med-maden til "tørre" ting som gulerødder, blegselleri, æblestykker og stenhårde stykker brød. De griser nemlig hverken bord, gulv eller prinsesse til i helt samme grad som banan, mandarin, pandekage eller agurk. Men sidstnævnte er nu sjovere, både for Sophie og os andre. Hendes frydefulde hvin når hun moser en banan med fingrene og forsøger at ryste resterne af har nogenlunde samme effekt som fire stykker chokolade på moderen. Begge dele giver slank talje og strålende humør!
Christoffer står i øvrigt for årets bemærkning. I anledning af påsken fik Sophie et fint påskeæg - fra en høne, og ikke Leonidas som os andre. Visse grænser har vi dog. Søde Sophie angreb ægget men sædvanlig omhu, og slugte det næsten som en ægte tryllekunstner: Se mor, ægget er væk! Andreas gik prompte på jagt efter kameraet, for dette gyldne øjeblik skulle selvfølgelig foreviges. Mens han fotograferer siger han med den typiske jeg-filmer-og-forklarer-hvad-jeg-filmer-stemme: Sophies første æg. Hvortil Christoffer sindrigt spurgte, hvor mange billeder vi havde taget siden Sophies fødsel? Skynd dig at komme med kameraet, hun er i et hjørne hun ikke har været i før!
Som forældre smiler man et lille Søren Brun-smil og tænker, tja... Vi købte kameraet i december, og der er vel taget en 1600 billeder! Men vi har jo også været på ferie, haft mange gæster, oplevet en masse... Godt de digitale er gratis indtil fremkaldelsen!
Christoffer, du har helt ret. Men lad os lige tales ved om en 10-15 års tid, når du selv får den førstefødte, ikke!?
Når vi har alle de billeder, må jeg hellere smide et par af dem herud på bloggen. Bare så jeg ikke får klager fra morfar Søren; Der er aldrig nogen billeder af Sophie. Eller, der er aldrig nok billeder af Sophie. Vi vil se flere billeder af Sophie. Ok ok. Opium til folket.
Eneste minus ved alle disse besøg er, at vaskemaskinen kommer på katastrofalt overarbejde. Vi havde 4 poser vasketøj + sengetøj og håndklæder tirsdag morgen. Og tirsdag er som bekendt Corinne-dag, så der blev der ikke vasket så meget. Godt vejret er pragtfuldt, ellers kunne jeg jo rende i fast rutefart ned til tørretumbleren på vaskeriet rundt om hjørnet.
En stor del af vasketøjet skyldes uden tvivl min datters spisevaner. Det er måske lidt min egen skyld, for hun går jo ikke ligefrem i køleskabet af sig selv indtil videre. Jeg forsøger at begrænse efter-Sophie-har-spist-nu-spiser-de-voksne-og-Sophie-spiser-med-maden til "tørre" ting som gulerødder, blegselleri, æblestykker og stenhårde stykker brød. De griser nemlig hverken bord, gulv eller prinsesse til i helt samme grad som banan, mandarin, pandekage eller agurk. Men sidstnævnte er nu sjovere, både for Sophie og os andre. Hendes frydefulde hvin når hun moser en banan med fingrene og forsøger at ryste resterne af har nogenlunde samme effekt som fire stykker chokolade på moderen. Begge dele giver slank talje og strålende humør!
Christoffer står i øvrigt for årets bemærkning. I anledning af påsken fik Sophie et fint påskeæg - fra en høne, og ikke Leonidas som os andre. Visse grænser har vi dog. Søde Sophie angreb ægget men sædvanlig omhu, og slugte det næsten som en ægte tryllekunstner: Se mor, ægget er væk! Andreas gik prompte på jagt efter kameraet, for dette gyldne øjeblik skulle selvfølgelig foreviges. Mens han fotograferer siger han med den typiske jeg-filmer-og-forklarer-hvad-jeg-filmer-stemme: Sophies første æg. Hvortil Christoffer sindrigt spurgte, hvor mange billeder vi havde taget siden Sophies fødsel? Skynd dig at komme med kameraet, hun er i et hjørne hun ikke har været i før!
Som forældre smiler man et lille Søren Brun-smil og tænker, tja... Vi købte kameraet i december, og der er vel taget en 1600 billeder! Men vi har jo også været på ferie, haft mange gæster, oplevet en masse... Godt de digitale er gratis indtil fremkaldelsen!
Christoffer, du har helt ret. Men lad os lige tales ved om en 10-15 års tid, når du selv får den førstefødte, ikke!?
Når vi har alle de billeder, må jeg hellere smide et par af dem herud på bloggen. Bare så jeg ikke får klager fra morfar Søren; Der er aldrig nogen billeder af Sophie. Eller, der er aldrig nok billeder af Sophie. Vi vil se flere billeder af Sophie. Ok ok. Opium til folket.
Det berømte æggebillede... Bemærk også den fikse dragt, damen har på. Meget praktisk!
Fra vores dejlige tur til Brügge. Sejlturen var virkelig dejlig (første gang hylede Sophie uafbrudt), og som I kan se var der rigeligt at kigge på. 
Bedste og Sophie. Hvem der elsker den anden højest står hen i det uvisse.
Sophie spiser citron - og nyder det vistnok?
Solnedgang over Oostende. Vi kan lige klare det.
torsdag, april 05, 2007
Den belgiske mødregruppe - og mad
Hurra!!!
Den belgiske mødregruppe er genopstået! I dag kom Sophie og jeg ud af døren til ordentlig tid. Prinsessen blev puttet klokken syv i går aftes, hun var helt umuligt træt efter en anstrængende dag med madras-saltomortaler, ny mad (mors kødboller, nænsomt kogt) og køreture i den friske blæst. Så i morges lidt før ni svingede Land Roveren ud af elevatoren, kun for at møde den søde underbo. De har (desværre) fundet ud af hvor meget flamsk jeg forstår, så nu insisterer de på kun at tale flamsk til mig. Heldigvis taler de høj-flamsk, som er mere forståeligt end Oostende-dialekten, så lidt forstår jeg da.
En kort sproglig bivej: På Oostende-mål kan man godt sige "snäll", som faktisk betyder sød, god, rar! På flamsk betyder det hurtig (tysk: schnell). Har de svenske vikinger mon været forbi?
Tilbage til emnet, Kathrine! Vi hyggesnakkede altså med naboen, og gik så afsted på markedet. Og endelig mødte vi min fransk-flamske veninde, med huen kækt på skrå og en syg datter i barnevognen. Hendes pige er en måned yngre end Sophie, men en ordentlig englebasse. Jeg tror, at hvis man kombinerer Sophies længde og hendes vægt, får man et normalt barn på en 7-8 måneder...
Jeg har ikke set hende meget længe, faktisk ikke siden mormor & morfars forrige besøg. Var bange for at hun var flyttet, var syg eller noget lignende. Men det har vist mest været tilfældigheder, der har gjort, at vi ikke har set hinanden. Hun har set mig flere gange fra vinduet, inde fra stuens lune varme. Med egne ord er hun en frossenpind. Hun sagde faktisk, at hun bliver til en ispind, når hun kommer ud i den flamske blæst! Og det må vel være fransk for frossenpind?
Hun er sød, det er dejligt at vende moderbekymringer med en anden - og så er hun så skæg. ALTING er flamlændernes skyld, det flamske vejr eller ditto mad. Sagt med et glimt i øjet, naturligvis, men ingen røg uden ild, 'ein. Endelig er det jo dejligt for en frankofil tøs som mig at få lov til at tale lidt fransk... Med én hvor det faktisk lyder fransk!
Moderbekymringer er der nok af. Tror jeg er nede i en af de bølgedale, hvor man føler sig utilstrækkelig hele tiden. Hvorfor vil hun nu ikke spise det? Får hun nok? Hvornår begynder det barn at sove igennem? Stimulerer jeg hende nok? For meget?
Barnet forstår også at udfordre sin mor. Hun er begyndt at rulle meget, foreløbig mest fra mave til ryg. Ligger hun på ryggen, forsøger hun i stedet ihærdigt at sætte sig op. Den pige har snart tyrenakke! Samtidig bevæger hun sig hurtigt rundt i cirkler, hvilket gør at jeg slet ikke har styr på hende. 2 sekunder er man væk, og så befinder prinsessen sig på ukendt territorie. Jeg ved det; det er kun begyndelsen.
I går var jeg ovenpå for at ordne vasketøj. Havde taget Sophie-ducks med, for trods alt at have lidt styr på hende. Lagde hende på ryggen på en madras på gulvet - stengulvet er hårdt og koldt. Hun gylpede lidt, så jeg ville lige løbe op og hente et stykke toiletpapir. Da jeg 40 nanosekunder senere (mor er en superhelt) kom tilbage, lå Sophie på maven og kiggede ud over kanten af madrassen. Hun strakte armen frem for at kunne banke på gulvet - det er nemlig sjovt, lyder og føles anderledes end det bløde tæppe. Og så lægger hun an til at vende sig!
Jeg kastede mig fremad i en glidende tackling, der ville have glædet min gamle håndboldtræner (men han havde selvfølgelig ikke så store ambitioner på mine vegne). Nåede akkurat at stikke en finger ind under Sophies hoved, så styrtet ikke blev helt så voldsomt. Hun slog sig naturligvis alligevel, og blev da også noget forskrækket. Gråd, hulken og en mor, der desperat forsøger at finde en måge, der kan aflede opmærksomheden. Skide fugle; de er der aldrig, når man har brug for dem.
Resten af dagen hænger der en mørk djævel ved venstre skulder. Sådan en i rød/sort dragt og med en ordentlig trefork, der prikker til dig: Dååårlig mor! Dååårrrlig mor!
Jeg ved da godt, at Sophie ikke er det første barn, der har lavet sådan et stunt. Andreas' fætter Phillip faldt ned fra en havebænk 4 uger gammel, trøster jeg mig med. Han er da nogenlunde normal? Underboen havde en lignende historie; deres dreng (som også hedder Phillip!!!) faldt ned fra spisebordet. Og endelig den ultimative skrækhistorie; Christers bror tabte ham som spæd - faldt i tæppet - så drengen slog hul i hovedet, blod over det hele og et længere hospitalsophold. Med sådanne tanker bliver man virkelig bekymret, for Christer er absolut ikke normal!
Men selvom mange andre børn har gjort det samme og overlevet, tror jeg alle mødre sværger, at det ikke skal ske på deres vagt. Når manden har barsel, bevares. Han er jo utilregnelig pr. definition. Moderen derimod forventes at have et øje på hver kropsdel (deraf de store bagdele) og superhørelse, der afslører ethvert forsøg på mytteri fra barnets side. Ok, det er i hvert fald mine forventninger til mig selv.
De sidste 6 måneder har jeg dog måttet indse, at selvom meget går glat, selvom Sophie udvikler sig til en strålende juvel i familiens pragtdiadem, ja så kan jeg ikke alt. Stilhed! Vi gentager det lige: Jeg kan ikke alt. Måske lærer Sophie aldrig at sætte pris på sin mors kartoffelmos. Måske kommer hun til at hade kødboller, fordi hun har fået dem presset ned i halsen som spæd. Måske tager hun permanent skade af alle disse rullefald, så hun udvikler helt normal intelligens...
I lyset af denne enorme erkendelse vil jeg derfor bede alle mødre - nybagte, langtidsholdbare, genbrugte, støbeklare og potentielle - om gode råd. Hvordan får jeg fast føde i mit barn? Hvordan får jeg hende til at spise andet end grød sødet med frugtmos? Hvordan går man fra flydende, cremet grød til fast føde? Altså andet end det, barnet selv kan lege med ved bordet?
For det vil hun jo besynderligt nok gerne. Sågar kartoflerne roder hun med, bare hun selv må!
Hjææææææææææælp!
Den belgiske mødregruppe er genopstået! I dag kom Sophie og jeg ud af døren til ordentlig tid. Prinsessen blev puttet klokken syv i går aftes, hun var helt umuligt træt efter en anstrængende dag med madras-saltomortaler, ny mad (mors kødboller, nænsomt kogt) og køreture i den friske blæst. Så i morges lidt før ni svingede Land Roveren ud af elevatoren, kun for at møde den søde underbo. De har (desværre) fundet ud af hvor meget flamsk jeg forstår, så nu insisterer de på kun at tale flamsk til mig. Heldigvis taler de høj-flamsk, som er mere forståeligt end Oostende-dialekten, så lidt forstår jeg da.
En kort sproglig bivej: På Oostende-mål kan man godt sige "snäll", som faktisk betyder sød, god, rar! På flamsk betyder det hurtig (tysk: schnell). Har de svenske vikinger mon været forbi?
Tilbage til emnet, Kathrine! Vi hyggesnakkede altså med naboen, og gik så afsted på markedet. Og endelig mødte vi min fransk-flamske veninde, med huen kækt på skrå og en syg datter i barnevognen. Hendes pige er en måned yngre end Sophie, men en ordentlig englebasse. Jeg tror, at hvis man kombinerer Sophies længde og hendes vægt, får man et normalt barn på en 7-8 måneder...
Jeg har ikke set hende meget længe, faktisk ikke siden mormor & morfars forrige besøg. Var bange for at hun var flyttet, var syg eller noget lignende. Men det har vist mest været tilfældigheder, der har gjort, at vi ikke har set hinanden. Hun har set mig flere gange fra vinduet, inde fra stuens lune varme. Med egne ord er hun en frossenpind. Hun sagde faktisk, at hun bliver til en ispind, når hun kommer ud i den flamske blæst! Og det må vel være fransk for frossenpind?
Hun er sød, det er dejligt at vende moderbekymringer med en anden - og så er hun så skæg. ALTING er flamlændernes skyld, det flamske vejr eller ditto mad. Sagt med et glimt i øjet, naturligvis, men ingen røg uden ild, 'ein. Endelig er det jo dejligt for en frankofil tøs som mig at få lov til at tale lidt fransk... Med én hvor det faktisk lyder fransk!
Moderbekymringer er der nok af. Tror jeg er nede i en af de bølgedale, hvor man føler sig utilstrækkelig hele tiden. Hvorfor vil hun nu ikke spise det? Får hun nok? Hvornår begynder det barn at sove igennem? Stimulerer jeg hende nok? For meget?
Barnet forstår også at udfordre sin mor. Hun er begyndt at rulle meget, foreløbig mest fra mave til ryg. Ligger hun på ryggen, forsøger hun i stedet ihærdigt at sætte sig op. Den pige har snart tyrenakke! Samtidig bevæger hun sig hurtigt rundt i cirkler, hvilket gør at jeg slet ikke har styr på hende. 2 sekunder er man væk, og så befinder prinsessen sig på ukendt territorie. Jeg ved det; det er kun begyndelsen.
I går var jeg ovenpå for at ordne vasketøj. Havde taget Sophie-ducks med, for trods alt at have lidt styr på hende. Lagde hende på ryggen på en madras på gulvet - stengulvet er hårdt og koldt. Hun gylpede lidt, så jeg ville lige løbe op og hente et stykke toiletpapir. Da jeg 40 nanosekunder senere (mor er en superhelt) kom tilbage, lå Sophie på maven og kiggede ud over kanten af madrassen. Hun strakte armen frem for at kunne banke på gulvet - det er nemlig sjovt, lyder og føles anderledes end det bløde tæppe. Og så lægger hun an til at vende sig!
Jeg kastede mig fremad i en glidende tackling, der ville have glædet min gamle håndboldtræner (men han havde selvfølgelig ikke så store ambitioner på mine vegne). Nåede akkurat at stikke en finger ind under Sophies hoved, så styrtet ikke blev helt så voldsomt. Hun slog sig naturligvis alligevel, og blev da også noget forskrækket. Gråd, hulken og en mor, der desperat forsøger at finde en måge, der kan aflede opmærksomheden. Skide fugle; de er der aldrig, når man har brug for dem.
Resten af dagen hænger der en mørk djævel ved venstre skulder. Sådan en i rød/sort dragt og med en ordentlig trefork, der prikker til dig: Dååårlig mor! Dååårrrlig mor!
Jeg ved da godt, at Sophie ikke er det første barn, der har lavet sådan et stunt. Andreas' fætter Phillip faldt ned fra en havebænk 4 uger gammel, trøster jeg mig med. Han er da nogenlunde normal? Underboen havde en lignende historie; deres dreng (som også hedder Phillip!!!) faldt ned fra spisebordet. Og endelig den ultimative skrækhistorie; Christers bror tabte ham som spæd - faldt i tæppet - så drengen slog hul i hovedet, blod over det hele og et længere hospitalsophold. Med sådanne tanker bliver man virkelig bekymret, for Christer er absolut ikke normal!
Men selvom mange andre børn har gjort det samme og overlevet, tror jeg alle mødre sværger, at det ikke skal ske på deres vagt. Når manden har barsel, bevares. Han er jo utilregnelig pr. definition. Moderen derimod forventes at have et øje på hver kropsdel (deraf de store bagdele) og superhørelse, der afslører ethvert forsøg på mytteri fra barnets side. Ok, det er i hvert fald mine forventninger til mig selv.
De sidste 6 måneder har jeg dog måttet indse, at selvom meget går glat, selvom Sophie udvikler sig til en strålende juvel i familiens pragtdiadem, ja så kan jeg ikke alt. Stilhed! Vi gentager det lige: Jeg kan ikke alt. Måske lærer Sophie aldrig at sætte pris på sin mors kartoffelmos. Måske kommer hun til at hade kødboller, fordi hun har fået dem presset ned i halsen som spæd. Måske tager hun permanent skade af alle disse rullefald, så hun udvikler helt normal intelligens...
I lyset af denne enorme erkendelse vil jeg derfor bede alle mødre - nybagte, langtidsholdbare, genbrugte, støbeklare og potentielle - om gode råd. Hvordan får jeg fast føde i mit barn? Hvordan får jeg hende til at spise andet end grød sødet med frugtmos? Hvordan går man fra flydende, cremet grød til fast føde? Altså andet end det, barnet selv kan lege med ved bordet?
For det vil hun jo besynderligt nok gerne. Sågar kartoflerne roder hun med, bare hun selv må!
Hjææææææææææælp!
lørdag, marts 31, 2007
M & M på besøg
TAAAK til mormor & morfar for besøg!
Billeder siger mere end tusind ord, ikke? Og jeg er altså kommet lidt i bekneb - det er igen lykkedes mig at skippe en uge uden at skrive blog. For meget solskin, cappuccino, småshoppen og almen hygge. Beklager - næsten. Næste uge skal jeg nok oppe mig!
Men for at kort opsummere ugen: Afslapning, god mad (det er jo os), et lille smut til Brugge, Sophie i hopla, morfar i hopla, mormor som tornado og en evig gulvvask. Prinsessen sviner!
Morfar er Sophies største fan og omvendt. Uanset hvor vi er, kan de to godt finde tid til at lave lidt ballade i gaden. Her er det en uskyldig cafe på strandpromenaden, det går ud over.
Endelig var der en sjæl, der forbarmede sig og tog nogle billeder af mor & datter. Jeg var ellers ved at blive rimeligt ferm til det med selvudløseren. Jeg ville bare så gerne have ét pænt billede af os to, til når Sophie bliver teenager og i forvejen er flov over sin mor. Ét billede, hvor jeg ikke ligner en komplet tåbe eller ser alt for barsels-agtig ud. Et billede, som hun kan se på og sige "nøøj mor, du var da ikke så grim!". Nå, vi må vist tage nogle flere billeder...
Endelig kom der en dansk avis i huset! Sophie har jo måttet lide under Het Laatse Nieuws i nogle måneder - hun foretrækker altså de danske erhvervssider. Morfar sad nervøst ved siden af, for der var vist et par sudokuer blandt siderne, han ikke havde løst endnu.
Her sidder den unge dame som sædvanlig mageligt tilbagelænet under frokosten. Det er ærtemos, hun har i mundvigen. Hun underholder og underholdes enormt ved måltiderne. Æblet falder altså ikke langt fra stammen. Det er mageligheden, jeg tænker på...
Her gumles der agurk. Morfar er sød at skrælle dem + lave et fint hul til tommelfingeren midt i skiven. Men Sophie får hurtigt mast den til to halvdele - hun kan sagtens bruges som juice-presser!
Sophie i mormors fine hæklede hue. Senere på ugen tryllede hun en sød, hvid sommerversion frem. Keep up the good work, momse!
Hey! Hvem er den lækre dame i spejlet der? Lad mig smage på hende. Mormor lærer som sædvanlig Sophie grissede tricks. (Det var også hende, der lærte S at sige Brrrrsl)
Forår i Oostende. Dejligt. Vi gik en tur i parken, hvor endnu flere forårsbebudere viste stadstøjet frem.
Prinsessen nyder en formiddagsmos på torvet i Brugge. Det er mormors kaffe.
To himmelskt dejlige damer i guddomelig belysning. Bemærk venligst mormors rally-stil. Farlig dame!
Billeder siger mere end tusind ord, ikke? Og jeg er altså kommet lidt i bekneb - det er igen lykkedes mig at skippe en uge uden at skrive blog. For meget solskin, cappuccino, småshoppen og almen hygge. Beklager - næsten. Næste uge skal jeg nok oppe mig!
Men for at kort opsummere ugen: Afslapning, god mad (det er jo os), et lille smut til Brugge, Sophie i hopla, morfar i hopla, mormor som tornado og en evig gulvvask. Prinsessen sviner!
Morfar er Sophies største fan og omvendt. Uanset hvor vi er, kan de to godt finde tid til at lave lidt ballade i gaden. Her er det en uskyldig cafe på strandpromenaden, det går ud over.
Endelig var der en sjæl, der forbarmede sig og tog nogle billeder af mor & datter. Jeg var ellers ved at blive rimeligt ferm til det med selvudløseren. Jeg ville bare så gerne have ét pænt billede af os to, til når Sophie bliver teenager og i forvejen er flov over sin mor. Ét billede, hvor jeg ikke ligner en komplet tåbe eller ser alt for barsels-agtig ud. Et billede, som hun kan se på og sige "nøøj mor, du var da ikke så grim!". Nå, vi må vist tage nogle flere billeder...
Endelig kom der en dansk avis i huset! Sophie har jo måttet lide under Het Laatse Nieuws i nogle måneder - hun foretrækker altså de danske erhvervssider. Morfar sad nervøst ved siden af, for der var vist et par sudokuer blandt siderne, han ikke havde løst endnu.
Her sidder den unge dame som sædvanlig mageligt tilbagelænet under frokosten. Det er ærtemos, hun har i mundvigen. Hun underholder og underholdes enormt ved måltiderne. Æblet falder altså ikke langt fra stammen. Det er mageligheden, jeg tænker på... Her gumles der agurk. Morfar er sød at skrælle dem + lave et fint hul til tommelfingeren midt i skiven. Men Sophie får hurtigt mast den til to halvdele - hun kan sagtens bruges som juice-presser!
Sophie i mormors fine hæklede hue. Senere på ugen tryllede hun en sød, hvid sommerversion frem. Keep up the good work, momse!
Hey! Hvem er den lækre dame i spejlet der? Lad mig smage på hende. Mormor lærer som sædvanlig Sophie grissede tricks. (Det var også hende, der lærte S at sige Brrrrsl)
Forår i Oostende. Dejligt. Vi gik en tur i parken, hvor endnu flere forårsbebudere viste stadstøjet frem.
Prinsessen nyder en formiddagsmos på torvet i Brugge. Det er mormors kaffe.
To himmelskt dejlige damer i guddomelig belysning. Bemærk venligst mormors rally-stil. Farlig dame! fredag, marts 23, 2007
Blogs der blogger til andre blogs
Sejt!
I dag er jeg nævnt i to andre blogs! Moster Nanna og min gode ven (vi er altså bare venner) Alexander har begge linket til mig, og nu har jeg linket til dem, og så går det ligesom i ring, ikke? Totalt terapi for blondiner!
Lige nu går vi bare og venter på mormor & morfar. Altså, det vil sige mor går, jeg ligger. Mormor, morfar og far sidder et eller andet sted på motorvejen fra lufthavnen. Far ville køre i IKEA efter en ny pude til min høje stol, fordi jeg hele tiden grisser dynen til som de gamle bruger i stedet for den pude som hørte med til stolen. Så kan de lære at være så skide nærige. Altså heeelt ærligt, hvor mange gange får man en guldklump som mig? Og er jeg ikke det værd måske?
Nå men når han nu skulle i IKEA kunne han jo lige så godt hente dem også. Men der er en del kø - hvad regner de med, det er fredag og myldretid?
I øvrigt vil jeg gerne benytte lejligheden til at citere min mærkelige ven Christer: Jeg er såret, skuffet og vonbroten. Ingen, jeg gentager, ingen gaver til min fødselsdag!
Og jeg havde ellers skrevet en fin ønskeliste:
Hoppeborg
Gyngestativ til altanen
Racerbil (til promenaden)
Gucci solbriller (her er altså meget sol)
Diamantarmbånd
...og flere andre ting. Men mor sagde at den kunne jeg absolut ikke sende ud, og at jeg skulle ønske mig praktiske ting som tøj i str 74 og en ny autostol. K-E-D-E-L-I-G-T siger jeg bare. Altså, hvem har fødselsdag, spørger jeg bare?
Så nu har jeg slet ikke fået noget. Skuffet, siger jeg. Må håbe at min 1 års fødselsdag bliver bedre.
Nå, nu vil jeg plage mor om lidt mad. Hej!
I dag er jeg nævnt i to andre blogs! Moster Nanna og min gode ven (vi er altså bare venner) Alexander har begge linket til mig, og nu har jeg linket til dem, og så går det ligesom i ring, ikke? Totalt terapi for blondiner!
Lige nu går vi bare og venter på mormor & morfar. Altså, det vil sige mor går, jeg ligger. Mormor, morfar og far sidder et eller andet sted på motorvejen fra lufthavnen. Far ville køre i IKEA efter en ny pude til min høje stol, fordi jeg hele tiden grisser dynen til som de gamle bruger i stedet for den pude som hørte med til stolen. Så kan de lære at være så skide nærige. Altså heeelt ærligt, hvor mange gange får man en guldklump som mig? Og er jeg ikke det værd måske?
Nå men når han nu skulle i IKEA kunne han jo lige så godt hente dem også. Men der er en del kø - hvad regner de med, det er fredag og myldretid?
I øvrigt vil jeg gerne benytte lejligheden til at citere min mærkelige ven Christer: Jeg er såret, skuffet og vonbroten. Ingen, jeg gentager, ingen gaver til min fødselsdag!
Og jeg havde ellers skrevet en fin ønskeliste:
Hoppeborg
Gyngestativ til altanen
Racerbil (til promenaden)
Gucci solbriller (her er altså meget sol)
Diamantarmbånd
...og flere andre ting. Men mor sagde at den kunne jeg absolut ikke sende ud, og at jeg skulle ønske mig praktiske ting som tøj i str 74 og en ny autostol. K-E-D-E-L-I-G-T siger jeg bare. Altså, hvem har fødselsdag, spørger jeg bare?
Så nu har jeg slet ikke fået noget. Skuffet, siger jeg. Må håbe at min 1 års fødselsdag bliver bedre.
Nå, nu vil jeg plage mor om lidt mad. Hej!
torsdag, marts 22, 2007
Markedsdag
Nu har jeg skrevet den ene blog efter den anden om Markedet (bemærk det store M) her i Oostende. Nu er det vist på tide, at I får syn for sagen!
Dette er dagens høst: To forskellige slags droge worsten til højre, et stykke pâte, 7 store kiwier (1,50 euro), et kopsla (hovedsalat), 3 bakker ardbeeiren (3 euro), 2 bundter nye gulerødder, 2 courgetter, en gigant venkel, nye tulipaner, kartofler til Sophies kartoffelmos, 3 kilo clementiner (4 euro) og endelig en hel del ost. Mormor & morfar kommer jo i morgen, og så må der ekstra rationer til. Ostedamen sendte mig da også det berømte 134,50 smil da jeg gik!
Jeg bad om at blive indskrevet på l'ecole du fromage belgique, hvilket hun heldigvis fattede. Så i morgen skal vi smæske os i diverse klassiske, belgiske oste. Og lidt fransk ged, uden den går det ikke. Så går der (host, host) ged i den. Undskyld - den var bare for oplagt! :-)
Til sidst får I lige dagens billede af Sophie, som gnasker rå courgette. Hun er som sine forældre: Alt hvad der kan puttes i munden er vældig interessant. Sej pige, ikke?
Nå, jeg løber igen - der skal jo også handles ind til aftensmad, ikke?
...
Kunne hun ikke ha gjort det på markedet?
Jo, men jeg gik i panik!
onsdag, marts 21, 2007
With a little help from my friends
I går var virkelig en shitty dag. Sådan en dag hvor alt vælter, ingenting fungerer og man bare har lyst til at kravle i seng under dynen og glemme det hele. Præmenstruelle kvinder og søvngængere ved, hvad jeg taler om. Nå ja - og andre kvinder på barsel.
Heldigvis er der altid lyspunkter. Sophie er jo altid en god humørbooster, men (og nu får jeg nok skældud af bedsteforældrene) ind i mellem kan hun faktisk blive for meget. For aktiv. For overgearet. Eller bare... Ja, hun har vel også dårlige dage. Og de falder pudsigt nok ofte sammen med mine. Vores rytme er jo meget ens, så det er vel naturligt nok.
Sådanne dage er det godt, man har venner. Jeg fik en dejlig lang mail fra min veninde Birgitte i går aftes, med billeder af børn, ny hest og et hus begravet i sne. I morges dumpede en sød kommentar ind i mailboksen fra mamma, Alexanders dejlige mor. Senere snakkede jeg med søster over Skype, som lavede fjollede ansigter og mærkelige lyde til Sophies store fornøjelse.
Jeg sætter virkelig stor pris på disse beskeder fra omverdenen. Uden dem ville opholdet her slet ikke være så fornøjeligt. I er min online mødregruppe, homeparty og cafe latte klub i ét.
Samtidig er det skægt at høre, hvor mange der rent faktisk læser min blog. Kan vi ikke lave en virtuel håndsoprækning? Bare fordi jeg er nysgerrig? Nej, det er ok. Jeg er blot glad for, at I følger med, interesserer jer for guldklumpen (og lidt for os andre), og tilsyneladende nyder historierne. Jeg nyder skam også at skrive dem!
Og så til noget helt andet. Jeg har fundet ud af, hvorfor jeg taber mig så meget! Jeg troede jo, at det var fordi jeg ammede Sophie. Det besynderlige var dog, at vægttabet kom meget pludseligt, og først efter vi var kommet her til Belgien. Men nu har Arne Astrup givet mig svaret!
Se her: http://fpn.dk/liv/krop_valvare/article29130.ece
Slankere talje, fastere bryster, bedre sexliv... Tjek, tjek, tjek! Alt sammen fordi man æder mørk belgisk chokolade! 750 gram om ugen, nemos problemos. Det lader til at der findes en Gud alligevel.
Sidst men ikke mindst har jeg lagt nye billeder op på albummet. Der har været grove klager og mailstorm fra diverse familiemedlemmer, som manglede deres daglige Sophie-fix. Hermed ordnet. For alle andre, mere normale mennesker, er der også billeder fra Oostende. Enjoy!
Jeg har været nødt til at begrænse kommentar-funktionen, fordi en eller anden hacker lavede kommentarer med link til et site, der var fuld af trojanske heste. Af hensyn til jer har jeg derfor gjort det sådan, at kun medlemmer kan kommentere. Det er dog enkelt: Klik på @ tegnet i menulinjen og opret jer. Jeg lover at jeg nok skal være hurtig med at godkende jer. Så kan I også oprette egne albums, lave foretrukne og en masse andet sjov.
Ved I i øvrigt hvad @ hedder på norsk?? Alfakrøll!!!
xxx - Kathrine
Heldigvis er der altid lyspunkter. Sophie er jo altid en god humørbooster, men (og nu får jeg nok skældud af bedsteforældrene) ind i mellem kan hun faktisk blive for meget. For aktiv. For overgearet. Eller bare... Ja, hun har vel også dårlige dage. Og de falder pudsigt nok ofte sammen med mine. Vores rytme er jo meget ens, så det er vel naturligt nok.
Sådanne dage er det godt, man har venner. Jeg fik en dejlig lang mail fra min veninde Birgitte i går aftes, med billeder af børn, ny hest og et hus begravet i sne. I morges dumpede en sød kommentar ind i mailboksen fra mamma, Alexanders dejlige mor. Senere snakkede jeg med søster over Skype, som lavede fjollede ansigter og mærkelige lyde til Sophies store fornøjelse.
Jeg sætter virkelig stor pris på disse beskeder fra omverdenen. Uden dem ville opholdet her slet ikke være så fornøjeligt. I er min online mødregruppe, homeparty og cafe latte klub i ét.
Samtidig er det skægt at høre, hvor mange der rent faktisk læser min blog. Kan vi ikke lave en virtuel håndsoprækning? Bare fordi jeg er nysgerrig? Nej, det er ok. Jeg er blot glad for, at I følger med, interesserer jer for guldklumpen (og lidt for os andre), og tilsyneladende nyder historierne. Jeg nyder skam også at skrive dem!
Og så til noget helt andet. Jeg har fundet ud af, hvorfor jeg taber mig så meget! Jeg troede jo, at det var fordi jeg ammede Sophie. Det besynderlige var dog, at vægttabet kom meget pludseligt, og først efter vi var kommet her til Belgien. Men nu har Arne Astrup givet mig svaret!
Se her: http://fpn.dk/liv/krop_valvare/article29130.ece
Slankere talje, fastere bryster, bedre sexliv... Tjek, tjek, tjek! Alt sammen fordi man æder mørk belgisk chokolade! 750 gram om ugen, nemos problemos. Det lader til at der findes en Gud alligevel.
Sidst men ikke mindst har jeg lagt nye billeder op på albummet. Der har været grove klager og mailstorm fra diverse familiemedlemmer, som manglede deres daglige Sophie-fix. Hermed ordnet. For alle andre, mere normale mennesker, er der også billeder fra Oostende. Enjoy!
Jeg har været nødt til at begrænse kommentar-funktionen, fordi en eller anden hacker lavede kommentarer med link til et site, der var fuld af trojanske heste. Af hensyn til jer har jeg derfor gjort det sådan, at kun medlemmer kan kommentere. Det er dog enkelt: Klik på @ tegnet i menulinjen og opret jer. Jeg lover at jeg nok skal være hurtig med at godkende jer. Så kan I også oprette egne albums, lave foretrukne og en masse andet sjov.
Ved I i øvrigt hvad @ hedder på norsk?? Alfakrøll!!!
xxx - Kathrine
tirsdag, marts 20, 2007
En halv fødselsdag
I dag ligner jeg noget, der er løgn.
Det er selvfølgelig ikke første gang i år. Man er vel på barsel. Men i dag er det virkelig ekstra grusomt. Måske er det lyset? Det klare, hvide lys, man kun får ved havet.
Jeg ligner i hvert fald en rigtig PåBarselMor.
Det startede med, at Sophie - som så mange andre børn, inklusive hendes egen mor - vågnede meget tidligt på sin ½ års fødselsdag. Meget tidligt. Faktisk sådan omkring klokken 3 i nat. Hun var ikke sulten, ikke for kold, ikke for varm. Hun var helt enkelt bare i hopla. Det var vi andre så ikke helt, så det blev en del renden frem og tilbage indtil hun endelig gav sig ved halv seks-tiden. Da farmand stod op ved syvtiden vågnede hun igen, og grin-hvinede af hans fine fødseldagssang.
Heldigvis kan jeg et lille trick. Hvis Sophie får lov at putte sig ind til mig, mens vi holder i hånden, falder hun som regel i søvn igen. Hvor tror I Sophie ender hver morgen? Jeg sov til kvart over otte, men prinsessen sov videre. Til sidst vækkede jeg hende med knap så køn morgensang, for Corinne kom for at gøre rent.
Og vi skulle i svømmehallen! Sophie elsker det, og så er det jo klart, at det skal på programmet på hendes fødselsdag. Så jeg gav hende lidt mad og klædte hende på i 1-2-3 lag tøj, inden vi begav os afsted langs promenaden. Det stormede, småregnede og var (pardon my french) pissekoldt.
På dette tidspunkit havde jeg stadig ikke været i bad - vi skulle jo i svømmehallen. Jeg var pakket ind i trøjer, vindblæser, absolut ikke-matchende hue og store støvler. Og masede mig afsted som en god brite i den stive blæst. Med en rød barnevogn, camoufleret under et stort, sort regnslag. Sådanne tilfælde er man glad for, at man har en syngende datter. Hun lå derinne i halvmørket og opmuntrede sin mor, som asede afsted. Havde jeg mon haft samme entusiasme med en skrigende unge?
Svømmehallen var samme kaotiske oplevelse som altid. Efterhånden er vi vant til det, Sophie og jeg. Vi kommer nok til at synes de danske forhold er barneleg, når vi engang kommer hjem. Vi svømmede et par baner, plaskede og øvede os i at springe i fra kanten. Altimens Sophie som vanligt kommenterede højlydt. Jeg har faktisk helt glemt at skrive om det, men sidste gang var vi med at blive smidt ud af hallen, fordi hun snakkede så højt. Bademesteren kom for at irettesætte mig, men opdagede så at det var hende, der snakkede. Og uanset hvilket sprog, han forsøgte på, ville hun nok ikke makke ret. Hey - der er hammerfedt ekko på det sted!
Turen hjem var et mareridt. Nu regnede det for alvor, og vinden må være vendt. Vi havde i hvert fald strid modvind. Så strid, at barnevognen flere gange var oppe på to hjul, og andre gange simpelthen gled hen ad promenaden. Vi var de eneste mennesker, der var ude at promenere, bortset fra to hovedrystende kommunale arbejdere i en (varm) kassevogn.
Vi kom hjem to minutter i tolv, aka to minutter i spisetid. Kastede lidt suppe i en gryde på komfuret og lavede så mos til Sophie. Andreas kom hjem og underholdt mens jeg fodrede la principessa.
Nu havde jeg så været i bad - saltvand i poolen og en hurtig bruser bagefter. Håret blev vistnok redt i omklædningsrummet, men det var ikke rigtig til at se efter gåturen hjem (med hue). Desuden havde jeg kastet en ekstra trøje på, da jeg kold kom ind ad døren. Så et kønt synt var jeg ikke på dette tidspunkt. Det skulle blive værre.
Da Andreas gik, daskede Sophie og jeg i seng igen. Hun var træt efter svømmeturen, og jeg var bare træt. Øm i armene af at holde barnevognen på rette kurs, det regnede og stormede udenfor - dagen var bare til en eftermiddagslur med den søde datter.
1½ time senere stod jeg foran spejlet. Tilbage kiggede et blegt væsen med temmelig uglet hår. Det sidste var jo tørret mens vi sov, så det nu krøllede fint udad bag højre øre. Og opad i en elegant antenne. Desuden havde jeg et fint aftryk af Sophies sut på kinden, små røde huller på kindbenet. Sikke en middagslur.
Sådanne dage kan man virkelig spekulere på, om man nogensinde bliver normal. Skidt pyt med, at maveskindet aldrig bliver trommefast igen. Skal sandheden frem, har det vist aldrig været det. Men det andet? Bliver man nogensinde en storbychic tøs igen? Som kigger sig selv i spejlet inden man går ud? Og som bekymrer sig om det? I stedet for at tænke på, om barnet nu er korrekt klædt på og om man har husket ekstra-sutten?
Igen kan jeg jo prise mig lykkelig for, at jeg har så charmerende et barn. Jeg tror virkelig ikke, at de andre mænd fra Andreas' klasse har kastet et ærligt blik på mig. Ok, de er mænd, så det har de jo nok. Men Sophie, hende ser de. Og forelsker sig alle som én i hende på et splitsekund.
Verdens bedste accessory.
Tillykke med fødselsdagen, søde Sophie. Og tak!
Det er selvfølgelig ikke første gang i år. Man er vel på barsel. Men i dag er det virkelig ekstra grusomt. Måske er det lyset? Det klare, hvide lys, man kun får ved havet.
Jeg ligner i hvert fald en rigtig PåBarselMor.
Det startede med, at Sophie - som så mange andre børn, inklusive hendes egen mor - vågnede meget tidligt på sin ½ års fødselsdag. Meget tidligt. Faktisk sådan omkring klokken 3 i nat. Hun var ikke sulten, ikke for kold, ikke for varm. Hun var helt enkelt bare i hopla. Det var vi andre så ikke helt, så det blev en del renden frem og tilbage indtil hun endelig gav sig ved halv seks-tiden. Da farmand stod op ved syvtiden vågnede hun igen, og grin-hvinede af hans fine fødseldagssang.
Heldigvis kan jeg et lille trick. Hvis Sophie får lov at putte sig ind til mig, mens vi holder i hånden, falder hun som regel i søvn igen. Hvor tror I Sophie ender hver morgen? Jeg sov til kvart over otte, men prinsessen sov videre. Til sidst vækkede jeg hende med knap så køn morgensang, for Corinne kom for at gøre rent.
Og vi skulle i svømmehallen! Sophie elsker det, og så er det jo klart, at det skal på programmet på hendes fødselsdag. Så jeg gav hende lidt mad og klædte hende på i 1-2-3 lag tøj, inden vi begav os afsted langs promenaden. Det stormede, småregnede og var (pardon my french) pissekoldt.
På dette tidspunkit havde jeg stadig ikke været i bad - vi skulle jo i svømmehallen. Jeg var pakket ind i trøjer, vindblæser, absolut ikke-matchende hue og store støvler. Og masede mig afsted som en god brite i den stive blæst. Med en rød barnevogn, camoufleret under et stort, sort regnslag. Sådanne tilfælde er man glad for, at man har en syngende datter. Hun lå derinne i halvmørket og opmuntrede sin mor, som asede afsted. Havde jeg mon haft samme entusiasme med en skrigende unge?
Svømmehallen var samme kaotiske oplevelse som altid. Efterhånden er vi vant til det, Sophie og jeg. Vi kommer nok til at synes de danske forhold er barneleg, når vi engang kommer hjem. Vi svømmede et par baner, plaskede og øvede os i at springe i fra kanten. Altimens Sophie som vanligt kommenterede højlydt. Jeg har faktisk helt glemt at skrive om det, men sidste gang var vi med at blive smidt ud af hallen, fordi hun snakkede så højt. Bademesteren kom for at irettesætte mig, men opdagede så at det var hende, der snakkede. Og uanset hvilket sprog, han forsøgte på, ville hun nok ikke makke ret. Hey - der er hammerfedt ekko på det sted!
Turen hjem var et mareridt. Nu regnede det for alvor, og vinden må være vendt. Vi havde i hvert fald strid modvind. Så strid, at barnevognen flere gange var oppe på to hjul, og andre gange simpelthen gled hen ad promenaden. Vi var de eneste mennesker, der var ude at promenere, bortset fra to hovedrystende kommunale arbejdere i en (varm) kassevogn.
Vi kom hjem to minutter i tolv, aka to minutter i spisetid. Kastede lidt suppe i en gryde på komfuret og lavede så mos til Sophie. Andreas kom hjem og underholdt mens jeg fodrede la principessa.
Nu havde jeg så været i bad - saltvand i poolen og en hurtig bruser bagefter. Håret blev vistnok redt i omklædningsrummet, men det var ikke rigtig til at se efter gåturen hjem (med hue). Desuden havde jeg kastet en ekstra trøje på, da jeg kold kom ind ad døren. Så et kønt synt var jeg ikke på dette tidspunkt. Det skulle blive værre.
Da Andreas gik, daskede Sophie og jeg i seng igen. Hun var træt efter svømmeturen, og jeg var bare træt. Øm i armene af at holde barnevognen på rette kurs, det regnede og stormede udenfor - dagen var bare til en eftermiddagslur med den søde datter.
1½ time senere stod jeg foran spejlet. Tilbage kiggede et blegt væsen med temmelig uglet hår. Det sidste var jo tørret mens vi sov, så det nu krøllede fint udad bag højre øre. Og opad i en elegant antenne. Desuden havde jeg et fint aftryk af Sophies sut på kinden, små røde huller på kindbenet. Sikke en middagslur.
Sådanne dage kan man virkelig spekulere på, om man nogensinde bliver normal. Skidt pyt med, at maveskindet aldrig bliver trommefast igen. Skal sandheden frem, har det vist aldrig været det. Men det andet? Bliver man nogensinde en storbychic tøs igen? Som kigger sig selv i spejlet inden man går ud? Og som bekymrer sig om det? I stedet for at tænke på, om barnet nu er korrekt klædt på og om man har husket ekstra-sutten?
Igen kan jeg jo prise mig lykkelig for, at jeg har så charmerende et barn. Jeg tror virkelig ikke, at de andre mænd fra Andreas' klasse har kastet et ærligt blik på mig. Ok, de er mænd, så det har de jo nok. Men Sophie, hende ser de. Og forelsker sig alle som én i hende på et splitsekund.
Verdens bedste accessory.
Tillykke med fødselsdagen, søde Sophie. Og tak!
onsdag, marts 14, 2007
Eye candy til folket
Sophie kedede sig, mens jeg lavede mos til hende. Hvad gør man så? Jo, gummerne klør jo, og så kan man lige så godt klø igen. Jeg stak hende derfor denne orange kløpind, og det nød hun! Eneste minus var at jeg hele tiden var nødt til at holde øje med hende, både fordi hun så så sød ud, men også fordi jeg var bange for at hun ville få guleroden galt i halsen. 12 cm gulerod??? Ja, mødre er sgu tossede. Sophie lavede fis med mig og gemte den under fåret. Total panik!
Et styks charmetrold igang med at oversavle sin skildpadde. Men man kan da altid løfte hovedet og sende sin mor et 134,50 smil. - Udtrykket stammer fra min tid hos bageren. Når man virkelig havde solgt for mange penge (134,50 kr fx), skulle man smile ekstra stort. Fnis - det var også dengang, jeg opgjorde min månedlige løn i romkugler. Ja ja, da mor var barn!
Sophie sidder selv - bare ikke så længe ad gangen. Men hun synes det er sjovt, og selv på puslebordet forsøger hun at hive sig selv op. Farmand øver med hende, og forsøger at lære hende gode teknikker til at sætte sig op. Jeg har lidt på fornemmelsen, at det kommer til at give bagslag en dag!
Her sidder trolden og underholder mens vi andre spiser frokost. Som så mange andre børn synes Sophie det er sjovest at smide tingene på gulvet - det lyder hamrende fedt, når de rammer stengulvet! Især den lille rangle fra mormor & morfar, som hun her har på armen.
Det er svært at lade være med at kysse, nusse og kilde hende. Hun er så dejlig!
tirsdag, marts 13, 2007
Gode og dårlige nyheder
Tja - vi kan lige så godt springe ud i det!
Vi har gode og dårlige nyheder.
Hvilken vil I have først?
Ok. Den gode nyhed er, at vi ved præcis, hvad vi skal lave indtil vi skal hjem igen. 2 * bedsteforældre kigger forbi, mine forældre i uge 13 og Andreas' i påsken. Så kommer søster Nanna og hygger midt i april - hun har lovet at være barnepige mens vi går i teateret. Ved ikke hvem der kommer til at nyde det mest! Peter & Anne kigger forbi weekenden 21-22. april, og det glæder vi os rigtig meget til. Så har vi selv planlagt en lille Låwe weekend sidst i april, da Andreas har fri mandag-tirsdag. Indtil videre skal vi sydpå; hvor langt er uvist. Tror ikke vi vil booke hotel, vi kører vist bare ud i det blå, os tre. Dejligt!
Den dårlige nyhed er, at så er weekenderne brugt. Dvs - hvis I er hurtige, skal vi ikke noget den kommende weekend! Først til mølle?! Nå ja, der er også den allersidste weekend (første weekend i maj), men den skal muligvis bruges på at samle alt vores l*** sammen igen. Vi har efterhånden en del. Kan muligvis overtales til besøg, hvis vedkommende kommer i bil og har plads til noget på vejen hjem. :-)
Er det så det? Næ. Hvis I har lyst, er I også velkomne i løbet af ugerne der kommer. Weekenderne er bare booket. Sophie og jeg kan alle dage! Og så er der jo altid plads i Aalborg. En lille prinsesse skal døbes i løbet af sommeren. De fleste hjemmeprojekter er overstået, så I risikerer ikke engang at blive sat til noget. Andreas er på barsel, så der kan han alle dage.
Men altså; vi er frygtelig kede af det. Vi troede, der var flere weekender! Men så begyndte vi at plotte alle besøgene ind, og pludselig løb vi tør. Hvad gør man? Andreas må vel søge om at blive underviser hernede om nogle år. Så er vi her et helt år!
Vi har gode og dårlige nyheder.
Hvilken vil I have først?
Ok. Den gode nyhed er, at vi ved præcis, hvad vi skal lave indtil vi skal hjem igen. 2 * bedsteforældre kigger forbi, mine forældre i uge 13 og Andreas' i påsken. Så kommer søster Nanna og hygger midt i april - hun har lovet at være barnepige mens vi går i teateret. Ved ikke hvem der kommer til at nyde det mest! Peter & Anne kigger forbi weekenden 21-22. april, og det glæder vi os rigtig meget til. Så har vi selv planlagt en lille Låwe weekend sidst i april, da Andreas har fri mandag-tirsdag. Indtil videre skal vi sydpå; hvor langt er uvist. Tror ikke vi vil booke hotel, vi kører vist bare ud i det blå, os tre. Dejligt!
Den dårlige nyhed er, at så er weekenderne brugt. Dvs - hvis I er hurtige, skal vi ikke noget den kommende weekend! Først til mølle?! Nå ja, der er også den allersidste weekend (første weekend i maj), men den skal muligvis bruges på at samle alt vores l*** sammen igen. Vi har efterhånden en del. Kan muligvis overtales til besøg, hvis vedkommende kommer i bil og har plads til noget på vejen hjem. :-)
Er det så det? Næ. Hvis I har lyst, er I også velkomne i løbet af ugerne der kommer. Weekenderne er bare booket. Sophie og jeg kan alle dage! Og så er der jo altid plads i Aalborg. En lille prinsesse skal døbes i løbet af sommeren. De fleste hjemmeprojekter er overstået, så I risikerer ikke engang at blive sat til noget. Andreas er på barsel, så der kan han alle dage.
Men altså; vi er frygtelig kede af det. Vi troede, der var flere weekender! Men så begyndte vi at plotte alle besøgene ind, og pludselig løb vi tør. Hvad gør man? Andreas må vel søge om at blive underviser hernede om nogle år. Så er vi her et helt år!
mandag, marts 12, 2007
Sophies choice
Er kommet ind fra endnu en dejlig dag i solen. Har siddet næsten 3 timer på altanen i shorts, t-shirt og havainas (taark til Christoffer) og ligner nu mere en bavian bagfra end den omgang rismelsgrød, der så tilbage fra spejlet i morges.
Så nu hygger tøserne i skyggen med Operanyt på P2, et af Sophies yndlingsprogrammer. Damen har altså en særpræget musiksmag, næsten mere besynderlig end hendes svenske loverboy Alexander. Han holder sig dog stadig til traditionelle børnesange, selvom de er i mors version. Til de uindviede skal det siges at Christine, Alexanders mor, har nogenlunde samme tonesans som mig. Hun er engang blevet smidt ud fra en karaokebar! Selvom hun selvfølgelig til sin dødsdag vil hævde, at det var for at give plads for amatørerne efter timer med hendes grandiose optræden. Nej, Christine og jeg har ikke de store sangstemmer, men vi synger da med følelse og indleven. Til stor morskab og pinsel for de tilstedeværende.
Sophie smiler også ad sin mors sang. Højt på en gren en krage har fået flere vers, Tornerose var et vakkert barn bliver mere og mere fantasifuld (Christines guddommelige inspiration), og hesten prruster virkelig i Mæh sir det lille lam.
Men det bliver altså ved smilet. Det afslører måske, at pigebarnet egentlig synes det er mere morsomt end kønt. Og dét er første bevis for, at Sophie er musikalsk.
Dernæst den musik, som hun virkelig holder af. Hvordan kan man så se, at Sophie holder af opera, klassiske koncerter, middelaldermusik (morfars indflydelse) og så videre? Jo, hun bliver helt slap. Ligger bare med store øjne og lytter, uanset hvor hidsig eller ked hun var to sekunder tidligere. Efter et stykke tid synger hun faktisk med. Stopper musikken, stopper Sophie. Så mens smægtende arier flyder ud af computerens højttalere ligger Sophie på tæppet og laver de særeste lyde. Ind i mellem bliver kroppen helt stiv, hun strækker arme og ben helt ud og ser meget, meget koncentreret ud.
Andreas og jeg undrer os. Endnu engang må to minusser blive et plus, for musikalske kan vi vist ikke påstå, vi er. Ok, Andreas formår da at synge rent, men han er da ingen Amadeus. Hvad Sophie er, må fremtiden vise. En ny Inga, måske?
Så nu hygger tøserne i skyggen med Operanyt på P2, et af Sophies yndlingsprogrammer. Damen har altså en særpræget musiksmag, næsten mere besynderlig end hendes svenske loverboy Alexander. Han holder sig dog stadig til traditionelle børnesange, selvom de er i mors version. Til de uindviede skal det siges at Christine, Alexanders mor, har nogenlunde samme tonesans som mig. Hun er engang blevet smidt ud fra en karaokebar! Selvom hun selvfølgelig til sin dødsdag vil hævde, at det var for at give plads for amatørerne efter timer med hendes grandiose optræden. Nej, Christine og jeg har ikke de store sangstemmer, men vi synger da med følelse og indleven. Til stor morskab og pinsel for de tilstedeværende.
Sophie smiler også ad sin mors sang. Højt på en gren en krage har fået flere vers, Tornerose var et vakkert barn bliver mere og mere fantasifuld (Christines guddommelige inspiration), og hesten prruster virkelig i Mæh sir det lille lam.
Men det bliver altså ved smilet. Det afslører måske, at pigebarnet egentlig synes det er mere morsomt end kønt. Og dét er første bevis for, at Sophie er musikalsk.
Dernæst den musik, som hun virkelig holder af. Hvordan kan man så se, at Sophie holder af opera, klassiske koncerter, middelaldermusik (morfars indflydelse) og så videre? Jo, hun bliver helt slap. Ligger bare med store øjne og lytter, uanset hvor hidsig eller ked hun var to sekunder tidligere. Efter et stykke tid synger hun faktisk med. Stopper musikken, stopper Sophie. Så mens smægtende arier flyder ud af computerens højttalere ligger Sophie på tæppet og laver de særeste lyde. Ind i mellem bliver kroppen helt stiv, hun strækker arme og ben helt ud og ser meget, meget koncentreret ud.
Andreas og jeg undrer os. Endnu engang må to minusser blive et plus, for musikalske kan vi vist ikke påstå, vi er. Ok, Andreas formår da at synge rent, men han er da ingen Amadeus. Hvad Sophie er, må fremtiden vise. En ny Inga, måske?
Sunshine reggae
Egentlig burde Andreas skrive denne post. Stort set hele weekenden har han udbrudt: Dette skal på bloggen! over et eller andet skægt, dejligt, fantastisk eller bare - belgisk. Men den stakkels mand har travlt, og så må jeg jo til det.
I lørdags proppede vi Sophie og Land Roveren i bilen og kørte et lille smut til Frankrig. Jep, det er et lille smut - det tager godt en halv time at nå grænsen. Kørte forbi Duinkerke [Dån Kørk] og Calais [Kæjlæjs], fra motorvejen, gennem 4 rundkørsler og endte så (hurra for GPS'en) ved Marques Avenue Côte d'Opale. Centret sælger sig selv som outlet, men det er nok i luksusklassen af et sådant. Mere ISO end Aldi, altså. Officielt sparer man 30%, og man kan da også gøre nogle gode kup. Hvis man i forvejen shopper amok i Hugo Boss og deslige. :-)
Men vi fik da købt lidt! En hip-hop hue i pink til Sophie-ducks, en tekande (2,50 euro, og lejligheden har ingen), trusser i str-ikke-gravid til mor, en lækker jakke til farmand og (ak ak ak oh ve) løbetøj + -sko. Strandpromenaden er simpelthen for indbydende. Solen, Sophie i Land Roveren, bølgebrus...
Så vi købte Asecs løbesko. Og det er absolut noget helt andet end mine 10 år (!) gamle Reebok. Et par kilo lettere, en hel del renere og med en støddæmpende funktion, der faktisk virker. Søndag morgen skulle den store test så stå. Andreas havde været et lille smut i byen aftenen inden - Paulo havde fødselsdag - så helt tidligt blev det ikke. Men ved ti-tiden kom vi ud, og dengang var stadig masser af plads på promenaden.
Resultatet? Jeg kom da ud til højhuset (Andreas' morgentur) i et acceptabelt tempo. Strak lidt ud, nød udsigten, fik vejret. Så snur vi og løber tilbage, nu med vinden i ryggen. Jeg overtog Land Roveren, hvilket udløste et par kommentarer fra min løbemakker. Det er åbenbart ikke meningen, at man skal bruge babyjoggeren som rullator. Ikke noget med at hænge på styret, altså. Godt han ikke er med hver gang! :-)
Først ved casinoet måtte jeg sætte tempoet ned. Ok, tempoet var vist efterhånden ret langt nede. Andreas illustrerede dette ved provokerende at gå ved siden af mig en del af strækningen. Men han har også meget lange ben, ikke? Vi nåede i hvert fald hjem uden pinlige episoder, og forkælede os selv med en god brunch. Melon, croissanter, yoghurt, ost, te, mangojuice. Uhm!
Så ringede Christer på døren. Han var vågnet med tømmermænd på sofaen og var derfor ikke helt sig selv. Havde forsøgt McD-kuren, men uden held. Fik pludselig lyst til te - og hvem har nu te? Hr og fru Thye, selvfølgelig. Verdens ældste 29-årige.
En times tid senere mente Christer han måtte inspicere sin seng. Vi pakkede Sophie ned i barnevognen og gik en tur i byen. Måtte bruge Ferrarien som rambuk for at komme frem - Oostende var sort af mennesker. Alle ville til havet i det gode vejr. Og butikkerne har jo også åbent om søndagen. Fandt til sidst en plads i solen ved Sint Peter en Pauluskerk. Spiste sandwich, drak kaffe og råhyggede. Da Sophie vågnede trillede vi langsomt hjemad. Nåede lige forbi Leonidas - sidste tilbudsdag (750 gram fyldte chokolader for 10 euro). Mit franske har åbenbart fået et boost af at være i Frankrig, for nu gik det elegant at bestille. En kasse blandet mørk chokolade uden creme fraiche-fyld, tak.
Så ringede Peter. Han, Christer og Paulo sad på promenaden og drak hvidvin i solen. Paulo havde mistet sin pung ud på de tidlige morgentimer, så han trængte til at drukne sin sorg. Vi tjekkede husets beholdning af spirituøse varer og blev enige om at møde dem på stranden, selvom huset tagterasse var badet i sol. Det bliver næste gang.
På restauranten underholdt Paulo med nattens begivenheder. Historien gik på, at han havde mistet sin pung i nattens løb. I stedet for bare at blive forbandet og gå i seng, var Paulo gået ned på gaden og verbalt overfuset første bedste mand - some kind of northern african, yes. Det festlige var, at Paulo havde handlet som kun en italiener kan. Han sagde nemlig: I'm Italian. I've lost my vallet. I want it back. Now. Hvorefter han bare så på det stakkels sagesløse menneske. Åbenbart har de også hørt om il mafioso heroppe, for bemærkningen havde en vis effekt. De tilstedeværende løb rundt i byen for at finde Paulos pung. Imens stod Paulo og så på folket og fremførte sine anklager. På et tidspunkt begynder en af dem at true Paulo med en flaske. Hvortil den høje italiener svarer på sit meget specielle engelsk: You will better be sure to kill me, yes, for if not, you will be very, very sorry.
Jeg ved ikke hvor sjov historien er på tryk. Når en italiener med tandbøjle fremfører dem med fægtende arme på sit skønne engelsk er den ret sjov. Solen, kølig Chablis og glitrende bølger så langt øjet rækker hjælper også på stemningen. Vi havde det med andre ord hamrende hyggeligt. Måtte til sidst hjem med en sulten Sophie og et par selskabeligt overrislede herrer med røde pander. Men hvilken dag! Hvorfor bor man i det kolde nord?
I lørdags proppede vi Sophie og Land Roveren i bilen og kørte et lille smut til Frankrig. Jep, det er et lille smut - det tager godt en halv time at nå grænsen. Kørte forbi Duinkerke [Dån Kørk] og Calais [Kæjlæjs], fra motorvejen, gennem 4 rundkørsler og endte så (hurra for GPS'en) ved Marques Avenue Côte d'Opale. Centret sælger sig selv som outlet, men det er nok i luksusklassen af et sådant. Mere ISO end Aldi, altså. Officielt sparer man 30%, og man kan da også gøre nogle gode kup. Hvis man i forvejen shopper amok i Hugo Boss og deslige. :-)
Men vi fik da købt lidt! En hip-hop hue i pink til Sophie-ducks, en tekande (2,50 euro, og lejligheden har ingen), trusser i str-ikke-gravid til mor, en lækker jakke til farmand og (ak ak ak oh ve) løbetøj + -sko. Strandpromenaden er simpelthen for indbydende. Solen, Sophie i Land Roveren, bølgebrus...
Så vi købte Asecs løbesko. Og det er absolut noget helt andet end mine 10 år (!) gamle Reebok. Et par kilo lettere, en hel del renere og med en støddæmpende funktion, der faktisk virker. Søndag morgen skulle den store test så stå. Andreas havde været et lille smut i byen aftenen inden - Paulo havde fødselsdag - så helt tidligt blev det ikke. Men ved ti-tiden kom vi ud, og dengang var stadig masser af plads på promenaden.
Resultatet? Jeg kom da ud til højhuset (Andreas' morgentur) i et acceptabelt tempo. Strak lidt ud, nød udsigten, fik vejret. Så snur vi og løber tilbage, nu med vinden i ryggen. Jeg overtog Land Roveren, hvilket udløste et par kommentarer fra min løbemakker. Det er åbenbart ikke meningen, at man skal bruge babyjoggeren som rullator. Ikke noget med at hænge på styret, altså. Godt han ikke er med hver gang! :-)
Først ved casinoet måtte jeg sætte tempoet ned. Ok, tempoet var vist efterhånden ret langt nede. Andreas illustrerede dette ved provokerende at gå ved siden af mig en del af strækningen. Men han har også meget lange ben, ikke? Vi nåede i hvert fald hjem uden pinlige episoder, og forkælede os selv med en god brunch. Melon, croissanter, yoghurt, ost, te, mangojuice. Uhm!
Så ringede Christer på døren. Han var vågnet med tømmermænd på sofaen og var derfor ikke helt sig selv. Havde forsøgt McD-kuren, men uden held. Fik pludselig lyst til te - og hvem har nu te? Hr og fru Thye, selvfølgelig. Verdens ældste 29-årige.
En times tid senere mente Christer han måtte inspicere sin seng. Vi pakkede Sophie ned i barnevognen og gik en tur i byen. Måtte bruge Ferrarien som rambuk for at komme frem - Oostende var sort af mennesker. Alle ville til havet i det gode vejr. Og butikkerne har jo også åbent om søndagen. Fandt til sidst en plads i solen ved Sint Peter en Pauluskerk. Spiste sandwich, drak kaffe og råhyggede. Da Sophie vågnede trillede vi langsomt hjemad. Nåede lige forbi Leonidas - sidste tilbudsdag (750 gram fyldte chokolader for 10 euro). Mit franske har åbenbart fået et boost af at være i Frankrig, for nu gik det elegant at bestille. En kasse blandet mørk chokolade uden creme fraiche-fyld, tak.
Så ringede Peter. Han, Christer og Paulo sad på promenaden og drak hvidvin i solen. Paulo havde mistet sin pung ud på de tidlige morgentimer, så han trængte til at drukne sin sorg. Vi tjekkede husets beholdning af spirituøse varer og blev enige om at møde dem på stranden, selvom huset tagterasse var badet i sol. Det bliver næste gang.
På restauranten underholdt Paulo med nattens begivenheder. Historien gik på, at han havde mistet sin pung i nattens løb. I stedet for bare at blive forbandet og gå i seng, var Paulo gået ned på gaden og verbalt overfuset første bedste mand - some kind of northern african, yes. Det festlige var, at Paulo havde handlet som kun en italiener kan. Han sagde nemlig: I'm Italian. I've lost my vallet. I want it back. Now. Hvorefter han bare så på det stakkels sagesløse menneske. Åbenbart har de også hørt om il mafioso heroppe, for bemærkningen havde en vis effekt. De tilstedeværende løb rundt i byen for at finde Paulos pung. Imens stod Paulo og så på folket og fremførte sine anklager. På et tidspunkt begynder en af dem at true Paulo med en flaske. Hvortil den høje italiener svarer på sit meget specielle engelsk: You will better be sure to kill me, yes, for if not, you will be very, very sorry.
Jeg ved ikke hvor sjov historien er på tryk. Når en italiener med tandbøjle fremfører dem med fægtende arme på sit skønne engelsk er den ret sjov. Solen, kølig Chablis og glitrende bølger så langt øjet rækker hjælper også på stemningen. Vi havde det med andre ord hamrende hyggeligt. Måtte til sidst hjem med en sulten Sophie og et par selskabeligt overrislede herrer med røde pander. Men hvilken dag! Hvorfor bor man i det kolde nord?
torsdag, marts 08, 2007
No post today
Solen skinner.
Det er 15 grader udenfor.
Og mindst 30 herinde i den solfyldte lejlighed.
Sophie og jeg går nu.
Ned til vandet.
Kigger på mågerne.
Snupper en kop kaffe.
Bliver røde på næserne.
Det er 15 grader udenfor.
Og mindst 30 herinde i den solfyldte lejlighed.
Sophie og jeg går nu.
Ned til vandet.
Kigger på mågerne.
Snupper en kop kaffe.
Bliver røde på næserne.
onsdag, marts 07, 2007
Sophies træningsprogram
Den sidste uges tid har jeg fået mange fanbreve fra kvinder (og mænd) som gerne vil vide, hvordan jeg holder mig så ung og lækker.Normalt deler jeg ikke den slags oplysninger med andre - man skal jo sørge for at være unik, ikke - men med jer vil jeg gøre en undtagelse. Her følger derfor Sophies Benhårde Fitnessprogram:
Jeg starter morgenen med lidt yoga. Det er bedst at gøre i en let påklædning - jeg foretrækker en god kvalitetsble. Det giver huden plads til at ånde, samtidig med at man føler sig mere smidig.
Dernæst løfter jeg gerne lidt vægte, det har far lært mig. Han synes som jeg at tonede overarme er smukt, og det er jo ikke alle der får dem naturligt som mor, vel. Så der må trænes. Heldigvis har mormor og morfar givet mig en kombineret vægt/tandgnubber, så jeg får renset mundhulen samtidig. Man kan lige så godt spare tid!
Så laver jeg et par knæbøjninger. Jeg må indrømme, at det her er mit svage punkt. Kan faktisk ikke rigtig stå så længe ad gangen, men jeg træner. Morfar siger at hvis jeg bliver ved sådan her skal jeg nok få det lært til sidst. Jeg stoler på ham, han er jo læge.Sidst men ikke mindst bruger jeg en del tid på min nye sport: 
Kravling. Her har jeg ansat en personlig træner. Det er et godt råd, jeg gerne giver videre. Han motiverer mig og hjælper mig til at finde en god rytme. Jeg har lidt problemer, for min teknik er ikke supergod. Faktisk kravler jeg mest baglæns. Men hey - øvelse gør mester. Jeg træner hver dag, så mon ikke jeg bliver en SuperKravler til sidst?
Kravling. Her har jeg ansat en personlig træner. Det er et godt råd, jeg gerne giver videre. Han motiverer mig og hjælper mig til at finde en god rytme. Jeg har lidt problemer, for min teknik er ikke supergod. Faktisk kravler jeg mest baglæns. Men hey - øvelse gør mester. Jeg træner hver dag, så mon ikke jeg bliver en SuperKravler til sidst? tirsdag, marts 06, 2007
Ps
Der er en klar bagdel ved ikke at skrive blog i fire dage: Man glemmer.
Glemmer de 3 store buler i bilen, som kom efter stormvejret natten til mandag. Enten flyvende skilte eller fulde, engelske turister. Efter bulernes placering og vejret gætter vi på det første. Selvrisiko på 6000 kroner. Suk - livet i en hårtørrer.
Glemmer også Festival des Rats Morts, det lokale karneval som fandt sted i søndags. Jeg ved ikke med jer, men for mig er der noget uendeligt sølle ved karneval i nordeuropæiske lande. Kulden, den silende regn og de yderst blege dansende. Dette karneval var måske en undtagelse, idet deltagerne var betydeligt mere påklædte. Festlige vogne, men regnvejr. Og det udstiller stadig, hvor håbløse vi er til spontan, ukontrolleret morskab. Man står pænt og ser på under en paraply, smiler allerhøjst af deltagerne. Ikke meget Rio her. Men ok - vi så med fra vinduet, i behagelig tør afstand. Så måske skal jeg ikke kaste med sten fra mit glasbur...
Sidst men ikke mindst glemmer jeg det, som nok interesserer bedsteforældrene mest: Sophies velbefindende. Damen vokser som ukrudt, er endelig begyndt at spise hjemmelavet kartoffelmos (jeg vandt!) og sover måske-måske-måske snart igennem. Hun skal nok snart få lov til at hamre lidt i tastaturet igen!
xxx
Glemmer de 3 store buler i bilen, som kom efter stormvejret natten til mandag. Enten flyvende skilte eller fulde, engelske turister. Efter bulernes placering og vejret gætter vi på det første. Selvrisiko på 6000 kroner. Suk - livet i en hårtørrer.
Glemmer også Festival des Rats Morts, det lokale karneval som fandt sted i søndags. Jeg ved ikke med jer, men for mig er der noget uendeligt sølle ved karneval i nordeuropæiske lande. Kulden, den silende regn og de yderst blege dansende. Dette karneval var måske en undtagelse, idet deltagerne var betydeligt mere påklædte. Festlige vogne, men regnvejr. Og det udstiller stadig, hvor håbløse vi er til spontan, ukontrolleret morskab. Man står pænt og ser på under en paraply, smiler allerhøjst af deltagerne. Ikke meget Rio her. Men ok - vi så med fra vinduet, i behagelig tør afstand. Så måske skal jeg ikke kaste med sten fra mit glasbur...
Sidst men ikke mindst glemmer jeg det, som nok interesserer bedsteforældrene mest: Sophies velbefindende. Damen vokser som ukrudt, er endelig begyndt at spise hjemmelavet kartoffelmos (jeg vandt!) og sover måske-måske-måske snart igennem. Hun skal nok snart få lov til at hamre lidt i tastaturet igen!
xxx
Et kort længere indlæg
Igen må jeg indlede en blog med at beklage ventetiden. Det er såmænd ikke fordi jeg har haft for travlt til at skrive. Og dog - men det er langt fra den primære årsag.
Weekenden over har vores computer opført sig højst besynderligt. De fleste programmer kørte ok, sådan som de nu kører når man har overfyldt sin computer. (Og vi som troede at 80 GB ville være rigeligt...) Men Skype, IE, Messenger og Outlook slæbte sig afsted. Søndag morgen var vi begge godt gnavne over at skulle undvære vores morgenavis og ditto fjernsyn - lidt skal man vel følge med - for selvom explorer hurtigt fandt jp.dk, var siden hundrede år om at loade. Bogstaveligt talt. Jeg tastede adressen ind, lavede te, skiftede Sophie, spiste morgenmad, gik en tur med prinsessen - og siden var stadig ikke loadet.
Så hvad var galt? Virus? Manglende virtuel hukommelse? Dårlig internetforbindelse???
Vi testede alt muligt. Rodede. Bandede. Og ringede til sidst til vores internetleverandør, telenet. Efter at have hakket os igennem tast-selv-servicen (de talte engelsk til sidst, man skulle bare vente længe nok) kom vi igennem til en sød og hjælpsom ung mand. Han afslørede, at vi såmænd bare havde været lidt for flittige med internettet. På download-siden, altså. Der er plads til flere billeder på albummet. Selv om jeg har loadet flere billeder op!
Vi havde altså overskredet vores maksimum, og derfor havde de sænket vores forbindelse. Til sølle 64 k. Og det er altså meget, meget langsomt. Vi fatter slet ikke, at vi engang har surfet rundt på den hastighed. Bevares, siderne er sikkert også blevet tungere med tiden. Men gaaab, hvor er det til at få lange ****** af.
Men nu er vi på igen. Så jeg kan lige benytte mig af, at prinsessen sover til at briefe dig, kære læser, om de sidste dages begivenheder.
Fredag vågnede vi op til strålende solskin. Andreas havde en hjemmearbejdsdag, så vi tullede rundt og råhyggede os om formiddagen. Tog god tid til hinanden og Sophie, nød morgenmaden og solskinnet som dansede gennem vores panoramavinduer. Jep, life is b-e-a-u-t-i-f-u-l.
Godt op ad formiddagen kom Krister over. Han er ellers normalt af den opfattelse at danskere står sindssygt tidligt op (hey, vi har barn, ok), men denne morgen havde han både nået at gå til frisøren, løbe en tur og handle mere tøj. Man må undre sig - det var trods alt næsten en fridag.
De okkuperede spisebordet og gik igang med deres store (lille) opgave, der handler om en ny metode til minestrygning. Imens legede tøserne, sørgede for at beværte herrerne tilpas meget og fik gået en tur i solskinnet. I læ + solskin var der faktisk så varmt, at man kunne nøjes med en t-shirt. Forårskuller!
Fredag aften ville Andreas gerne lave mad. Efter at have serviceret dem en hel dag siger man jo ikke nej tak, især ikke når manden proklamerer at han vil lave italiensk, og at jeg helt selv må bestemme hvad jeg vil have. Når han begynder på den smøre, ved jeg godt at "lave mad selv" ikke nødvendigvis indebærer andet end "betale selv". Som sagt så gjort - vi daskede over på den italienske, som var gabende tom da vi kom - og fyldt da vi gik. Forståeligt, for de serverer den mest guddomelige hjemmelavede pesto. Mums!
Hjemad i regnvejr til en film (The Librarian). Mærkeligt at vi kunne overskride vores download-kvote, ikke?
Lørdag var vejret ikke ligefrem godt. Vi ærgede os faktisk over, at vi ikke havde byttet rundt på dagene, så solskins-fredag var fridag og regnvejrs-lørdag arbejdsdag. Men pyt. Man kan vel altid shoppe lidt. Jeg købte to par nye bukser i H & M - de fleste af mine gamle bukser hænger om mig efter at have ammet i 5 måneder. Jeg har absolut ingen røv tilbage - kun lidt ekstra skind sladrer om fordums storhedstider. Ak ja. Verden står for fald. Forfald.
Vi sluttede dagen af med en tur i den store Delhaize. Vand, bleer, wokmad. Plus et par nye øl, lidt lækre svampe og en stor friskpresset juice. Det er aldrig så kedeligt at købe ind i Belgien.
Søndag havde vi to planer. Den første plan var en tur i svømmehallen. Belgieren Alex (en rigtig sailor med farvestrålende tatoveringer, høj stemmeføring, enormt ølforbrug og ditto kvindefokus) havde anbefalet os svømmehallen i Middelkerke, som i øvrigt ligger midt mellem Oostende og Westende. Så kom forklaringen på navnet!
Svømmehallen var absolut bedre end den i Oostende. (Se tidligere blog!). Her var renere, mere ordentligt og med store kabiner. Men stadig fælles omklædning og frivilligt brusebad. Denne gang var vi dog forberedte, så det virkede ikke så afskrækkende.
Men Sophie var ikke veltilfreds. Vi havde ellers hele det store børnebassin næsten for os selv. Masser af plads til at plaske på. Men vandet er så koldt, mor. Og vandet var vitterlig koldt, for et spædbarn i hvert fald. Lige godt 31 grader, sådan omtrent 5-6 grader koldere end badevandet normalt er for den forkælede prinsesse. Brrr! Hun brokkede sig gevaldigt, munden tegnede et fint, omvendt u - og så klaprede hun med de tænder, hun endnu ikke har fået. Efter et par forsøg måtte vi simpelthen give op, bruse os af og trille hjemad igen.
Plan nummer to for søndagen var middag hos Krister. Da Sophie havde sovet sin velfortjente, lune middagslur krydsede vi derfor gaden og tog elevatoren til 4. sal. Blot for at opdage at Krister skam bor på 5. Hvem har vi så vinket til??
Nordmanden inviterede indenfor på yndlingsvin og -mad: Ch. du Pape og mexikansk. Uhm! Vi spiste til majs, tacos og chili fik ørerne til at stritte, gav Sophie en gang tapetklister (rismelsgrød) og skruede os så ned i sofaen. Hercule Poirot i skikkelse af David Suchet gik på jagt efter en morder i det sydengelske mens vi andre gik på opdagelse i Kristers skåle med guf. Til stor irritation for drengene gættede jeg morderen to gange i træk, og så gad de altså ikke lege med mere. Ord som snyd, bedrageri, forbandede kvindelige intuition og luskefis fløg gennem luften. Tsk tsk. De må bare oppe sig lidt! Jeg kan jo ikke gøre for, at Hercule P. er det eneste, jeg har trænet mine hjerneceller med det sidste halve år, vel?
Mandag var lidt af en sløvedag for Sophie og mig. Vi lavede stort set ikke andet end at gå ture i solskinnet, synge (ikke for kønt) og rode med den forbandede computer. Sophie er meget interesseret i at skrive på tastatur - det varer nok ikke længe inden hun okkuperer Messenger totalt. Næsten lige så spændende er det at snakke med bedsteforældre via Skype. Hun kan altså ikke begribe, at de ikke kommer ud af skærmen. Hun kradser og kigger og snakker - men de sidder bare der, flade og smilende.
Nu er hun så vågnet igen. Ligger her og leger på tæppet, mens vi hører Amadeus via netradio. Jeg drikker kaffe og får mig et enkelt stykke chokolade. Eller to. Farmand kommer snart hjem fra arbejde, og så skal vi ud og brokke os over Land Roveren. Den tabte det forresten hjul forleden. Det er ret upraktisk, når dyret er trehjulet og man er ved at krydse en gade. Tror I moderens temperament blussede?
Skriver snart igen. Indtil da kan I nyde de nye billeder fra lejligheden og af Sophie på albummet! Kommentér gerne...
Weekenden over har vores computer opført sig højst besynderligt. De fleste programmer kørte ok, sådan som de nu kører når man har overfyldt sin computer. (Og vi som troede at 80 GB ville være rigeligt...) Men Skype, IE, Messenger og Outlook slæbte sig afsted. Søndag morgen var vi begge godt gnavne over at skulle undvære vores morgenavis og ditto fjernsyn - lidt skal man vel følge med - for selvom explorer hurtigt fandt jp.dk, var siden hundrede år om at loade. Bogstaveligt talt. Jeg tastede adressen ind, lavede te, skiftede Sophie, spiste morgenmad, gik en tur med prinsessen - og siden var stadig ikke loadet.
Så hvad var galt? Virus? Manglende virtuel hukommelse? Dårlig internetforbindelse???
Vi testede alt muligt. Rodede. Bandede. Og ringede til sidst til vores internetleverandør, telenet. Efter at have hakket os igennem tast-selv-servicen (de talte engelsk til sidst, man skulle bare vente længe nok) kom vi igennem til en sød og hjælpsom ung mand. Han afslørede, at vi såmænd bare havde været lidt for flittige med internettet. På download-siden, altså. Der er plads til flere billeder på albummet. Selv om jeg har loadet flere billeder op!
Vi havde altså overskredet vores maksimum, og derfor havde de sænket vores forbindelse. Til sølle 64 k. Og det er altså meget, meget langsomt. Vi fatter slet ikke, at vi engang har surfet rundt på den hastighed. Bevares, siderne er sikkert også blevet tungere med tiden. Men gaaab, hvor er det til at få lange ****** af.
Men nu er vi på igen. Så jeg kan lige benytte mig af, at prinsessen sover til at briefe dig, kære læser, om de sidste dages begivenheder.
Fredag vågnede vi op til strålende solskin. Andreas havde en hjemmearbejdsdag, så vi tullede rundt og råhyggede os om formiddagen. Tog god tid til hinanden og Sophie, nød morgenmaden og solskinnet som dansede gennem vores panoramavinduer. Jep, life is b-e-a-u-t-i-f-u-l.
Godt op ad formiddagen kom Krister over. Han er ellers normalt af den opfattelse at danskere står sindssygt tidligt op (hey, vi har barn, ok), men denne morgen havde han både nået at gå til frisøren, løbe en tur og handle mere tøj. Man må undre sig - det var trods alt næsten en fridag.
De okkuperede spisebordet og gik igang med deres store (lille) opgave, der handler om en ny metode til minestrygning. Imens legede tøserne, sørgede for at beværte herrerne tilpas meget og fik gået en tur i solskinnet. I læ + solskin var der faktisk så varmt, at man kunne nøjes med en t-shirt. Forårskuller!
Fredag aften ville Andreas gerne lave mad. Efter at have serviceret dem en hel dag siger man jo ikke nej tak, især ikke når manden proklamerer at han vil lave italiensk, og at jeg helt selv må bestemme hvad jeg vil have. Når han begynder på den smøre, ved jeg godt at "lave mad selv" ikke nødvendigvis indebærer andet end "betale selv". Som sagt så gjort - vi daskede over på den italienske, som var gabende tom da vi kom - og fyldt da vi gik. Forståeligt, for de serverer den mest guddomelige hjemmelavede pesto. Mums!
Hjemad i regnvejr til en film (The Librarian). Mærkeligt at vi kunne overskride vores download-kvote, ikke?
Lørdag var vejret ikke ligefrem godt. Vi ærgede os faktisk over, at vi ikke havde byttet rundt på dagene, så solskins-fredag var fridag og regnvejrs-lørdag arbejdsdag. Men pyt. Man kan vel altid shoppe lidt. Jeg købte to par nye bukser i H & M - de fleste af mine gamle bukser hænger om mig efter at have ammet i 5 måneder. Jeg har absolut ingen røv tilbage - kun lidt ekstra skind sladrer om fordums storhedstider. Ak ja. Verden står for fald. Forfald.
Vi sluttede dagen af med en tur i den store Delhaize. Vand, bleer, wokmad. Plus et par nye øl, lidt lækre svampe og en stor friskpresset juice. Det er aldrig så kedeligt at købe ind i Belgien.
Søndag havde vi to planer. Den første plan var en tur i svømmehallen. Belgieren Alex (en rigtig sailor med farvestrålende tatoveringer, høj stemmeføring, enormt ølforbrug og ditto kvindefokus) havde anbefalet os svømmehallen i Middelkerke, som i øvrigt ligger midt mellem Oostende og Westende. Så kom forklaringen på navnet!
Svømmehallen var absolut bedre end den i Oostende. (Se tidligere blog!). Her var renere, mere ordentligt og med store kabiner. Men stadig fælles omklædning og frivilligt brusebad. Denne gang var vi dog forberedte, så det virkede ikke så afskrækkende.
Men Sophie var ikke veltilfreds. Vi havde ellers hele det store børnebassin næsten for os selv. Masser af plads til at plaske på. Men vandet er så koldt, mor. Og vandet var vitterlig koldt, for et spædbarn i hvert fald. Lige godt 31 grader, sådan omtrent 5-6 grader koldere end badevandet normalt er for den forkælede prinsesse. Brrr! Hun brokkede sig gevaldigt, munden tegnede et fint, omvendt u - og så klaprede hun med de tænder, hun endnu ikke har fået. Efter et par forsøg måtte vi simpelthen give op, bruse os af og trille hjemad igen.
Plan nummer to for søndagen var middag hos Krister. Da Sophie havde sovet sin velfortjente, lune middagslur krydsede vi derfor gaden og tog elevatoren til 4. sal. Blot for at opdage at Krister skam bor på 5. Hvem har vi så vinket til??
Nordmanden inviterede indenfor på yndlingsvin og -mad: Ch. du Pape og mexikansk. Uhm! Vi spiste til majs, tacos og chili fik ørerne til at stritte, gav Sophie en gang tapetklister (rismelsgrød) og skruede os så ned i sofaen. Hercule Poirot i skikkelse af David Suchet gik på jagt efter en morder i det sydengelske mens vi andre gik på opdagelse i Kristers skåle med guf. Til stor irritation for drengene gættede jeg morderen to gange i træk, og så gad de altså ikke lege med mere. Ord som snyd, bedrageri, forbandede kvindelige intuition og luskefis fløg gennem luften. Tsk tsk. De må bare oppe sig lidt! Jeg kan jo ikke gøre for, at Hercule P. er det eneste, jeg har trænet mine hjerneceller med det sidste halve år, vel?
Mandag var lidt af en sløvedag for Sophie og mig. Vi lavede stort set ikke andet end at gå ture i solskinnet, synge (ikke for kønt) og rode med den forbandede computer. Sophie er meget interesseret i at skrive på tastatur - det varer nok ikke længe inden hun okkuperer Messenger totalt. Næsten lige så spændende er det at snakke med bedsteforældre via Skype. Hun kan altså ikke begribe, at de ikke kommer ud af skærmen. Hun kradser og kigger og snakker - men de sidder bare der, flade og smilende.
Nu er hun så vågnet igen. Ligger her og leger på tæppet, mens vi hører Amadeus via netradio. Jeg drikker kaffe og får mig et enkelt stykke chokolade. Eller to. Farmand kommer snart hjem fra arbejde, og så skal vi ud og brokke os over Land Roveren. Den tabte det forresten hjul forleden. Det er ret upraktisk, når dyret er trehjulet og man er ved at krydse en gade. Tror I moderens temperament blussede?
Skriver snart igen. Indtil da kan I nyde de nye billeder fra lejligheden og af Sophie på albummet! Kommentér gerne...
torsdag, marts 01, 2007
Kan selv, vil selv
I går var Sophie frk. Tudefjæs det meste af dagen. Som så mange andre mødre skylder jeg skylden på tænder. Eller også er det et af de berømte tigerspring. Uanset hvad var hun noget af en prøvelse. Og jeg fik trænet mine biceps.
Da vi nåede til aftensmaden ville hun under ingen omstændigheder ligge på tæppet og lege. Hun hylede hver gang vi (læs: mor) lagde hende fra os, og til sidst gav vi os. Hun fik lov til at ligge på dynen oppe på spisebordet, så hun kunne være med. Man er vel selskabeligt anlagt.
Mens vi sad og nød madroen gik Sophie i gang med et lille projekt. Hun så sit snit til at angribe frugtkurven, som vi ikke havde tænkt på at flytte. Og inden vi opdagde, at hun var lidt for stille, havde hun fået taget hul på en pære.
Nå ja, man kan vel lige så godt gøre en dyd ud af nødvendigheden. Jeg skrællede og skyllede pæren, serverede den for damen på en tallerken og lod hende spise. Selv. Dynebetrækket og body'en skulle jo alligevel vaskes.
Så frk. Sophie gik i krig. Gnaskede. Smaskede. Suttede og nynnede veltilfreds. Det var et godt projekt, det her. Den smuttede ind i mellem for hende, men hun fik snart lært at holde på skrællen. Slippery little suckers, ikke!
Imens sad hendes forældre og klukkede. Hun er altså kær, når hun sådan koncentrerer sig. Resultatet af denne leg var ganske entydig: Storvask. Der var pære overalt. Hun havde sågar små stykker pære i sine åh så lange (misundelse er en grim ting, moar) øjenvipper.
Dagen i dag startede derfor med et bad. Vi gav hende en god etagevask i går aftes, men hun lugtede altså stadig af hengemt pære i morges. Så mor og Sophie pjaskede sig igennem morgenen og gik så på marked. Det er jo torsdag.
Inden vi tog herned, frygtede jeg for hvor "børnevenlige" belgierne ville være. Man har vel læst en og anden historie om småpiger, der har boet i kældre i årevis osv. Men belgierne er rent faktisk også børnevenlige på den gode måde. Jeg kan ikke gå en tur i byen uden at nogen (oftest ældre damer med blåt hår) bare må kaste et blik ned i barnevognen. Hvorefter de ofte sender en strøm af flamsk tale imod moderen, som står venligt og nikker mens hun mumler et eller andet på en blanding af tysk og engelsk. Jeg ved ikke hvor mange, der hopper på den, men de fleste går smilende derfra med et daak (ha' en god dag).
Markedet i dag var ikke en undtagelse. Adskillige mennesker var forbi klapvognen (aka Land Roveren) og dikke-dikke, komme med rosende kommentarer og storsmile til Sophie. Som naturligvis råcharmede tilbage igen, småsludrende og storsmilende. Det betyder, at vi ofte kommer foran i køen til ostemand, grønthandler og slagteren med sin blåviolette rødvinsnæse, fordi andre kunder hellere end gerne vil snakke med Sophie mens jeg handler.
Jeg holder nu stadig et vågent øje med hende. En sund portion skepsis, et stålgreb omkring klapvognens håndtag og moderen super-hørelse slået til. For man ved jo aldrig, hvem der bliver lidt for venlige. Hvem sagde løvemor?
Da vi nåede til aftensmaden ville hun under ingen omstændigheder ligge på tæppet og lege. Hun hylede hver gang vi (læs: mor) lagde hende fra os, og til sidst gav vi os. Hun fik lov til at ligge på dynen oppe på spisebordet, så hun kunne være med. Man er vel selskabeligt anlagt.
Mens vi sad og nød madroen gik Sophie i gang med et lille projekt. Hun så sit snit til at angribe frugtkurven, som vi ikke havde tænkt på at flytte. Og inden vi opdagde, at hun var lidt for stille, havde hun fået taget hul på en pære.
Nå ja, man kan vel lige så godt gøre en dyd ud af nødvendigheden. Jeg skrællede og skyllede pæren, serverede den for damen på en tallerken og lod hende spise. Selv. Dynebetrækket og body'en skulle jo alligevel vaskes.
Så frk. Sophie gik i krig. Gnaskede. Smaskede. Suttede og nynnede veltilfreds. Det var et godt projekt, det her. Den smuttede ind i mellem for hende, men hun fik snart lært at holde på skrællen. Slippery little suckers, ikke!
Imens sad hendes forældre og klukkede. Hun er altså kær, når hun sådan koncentrerer sig. Resultatet af denne leg var ganske entydig: Storvask. Der var pære overalt. Hun havde sågar små stykker pære i sine åh så lange (misundelse er en grim ting, moar) øjenvipper.Dagen i dag startede derfor med et bad. Vi gav hende en god etagevask i går aftes, men hun lugtede altså stadig af hengemt pære i morges. Så mor og Sophie pjaskede sig igennem morgenen og gik så på marked. Det er jo torsdag.
Inden vi tog herned, frygtede jeg for hvor "børnevenlige" belgierne ville være. Man har vel læst en og anden historie om småpiger, der har boet i kældre i årevis osv. Men belgierne er rent faktisk også børnevenlige på den gode måde. Jeg kan ikke gå en tur i byen uden at nogen (oftest ældre damer med blåt hår) bare må kaste et blik ned i barnevognen. Hvorefter de ofte sender en strøm af flamsk tale imod moderen, som står venligt og nikker mens hun mumler et eller andet på en blanding af tysk og engelsk. Jeg ved ikke hvor mange, der hopper på den, men de fleste går smilende derfra med et daak (ha' en god dag).
Markedet i dag var ikke en undtagelse. Adskillige mennesker var forbi klapvognen (aka Land Roveren) og dikke-dikke, komme med rosende kommentarer og storsmile til Sophie. Som naturligvis råcharmede tilbage igen, småsludrende og storsmilende. Det betyder, at vi ofte kommer foran i køen til ostemand, grønthandler og slagteren med sin blåviolette rødvinsnæse, fordi andre kunder hellere end gerne vil snakke med Sophie mens jeg handler.
Jeg holder nu stadig et vågent øje med hende. En sund portion skepsis, et stålgreb omkring klapvognens håndtag og moderen super-hørelse slået til. For man ved jo aldrig, hvem der bliver lidt for venlige. Hvem sagde løvemor?
Abonner på:
Opslag (Atom)
