Den belgiske mødregruppe - og mad

Hurra!!!
Den belgiske mødregruppe er genopstået! I dag kom Sophie og jeg ud af døren til ordentlig tid. Prinsessen blev puttet klokken syv i går aftes, hun var helt umuligt træt efter en anstrængende dag med madras-saltomortaler, ny mad (mors kødboller, nænsomt kogt) og køreture i den friske blæst. Så i morges lidt før ni svingede Land Roveren ud af elevatoren, kun for at møde den søde underbo. De har (desværre) fundet ud af hvor meget flamsk jeg forstår, så nu insisterer de på kun at tale flamsk til mig. Heldigvis taler de høj-flamsk, som er mere forståeligt end Oostende-dialekten, så lidt forstår jeg da.
En kort sproglig bivej: På Oostende-mål kan man godt sige "snäll", som faktisk betyder sød, god, rar! På flamsk betyder det hurtig (tysk: schnell). Har de svenske vikinger mon været forbi?
Tilbage til emnet, Kathrine! Vi hyggesnakkede altså med naboen, og gik så afsted på markedet. Og endelig mødte vi min fransk-flamske veninde, med huen kækt på skrå og en syg datter i barnevognen. Hendes pige er en måned yngre end Sophie, men en ordentlig englebasse. Jeg tror, at hvis man kombinerer Sophies længde og hendes vægt, får man et normalt barn på en 7-8 måneder...
Jeg har ikke set hende meget længe, faktisk ikke siden mormor & morfars forrige besøg. Var bange for at hun var flyttet, var syg eller noget lignende. Men det har vist mest været tilfældigheder, der har gjort, at vi ikke har set hinanden. Hun har set mig flere gange fra vinduet, inde fra stuens lune varme. Med egne ord er hun en frossenpind. Hun sagde faktisk, at hun bliver til en ispind, når hun kommer ud i den flamske blæst! Og det må vel være fransk for frossenpind?
Hun er sød, det er dejligt at vende moderbekymringer med en anden - og så er hun så skæg. ALTING er flamlændernes skyld, det flamske vejr eller ditto mad. Sagt med et glimt i øjet, naturligvis, men ingen røg uden ild, 'ein. Endelig er det jo dejligt for en frankofil tøs som mig at få lov til at tale lidt fransk... Med én hvor det faktisk lyder fransk!

Moderbekymringer er der nok af. Tror jeg er nede i en af de bølgedale, hvor man føler sig utilstrækkelig hele tiden. Hvorfor vil hun nu ikke spise det? Får hun nok? Hvornår begynder det barn at sove igennem? Stimulerer jeg hende nok? For meget?
Barnet forstår også at udfordre sin mor. Hun er begyndt at rulle meget, foreløbig mest fra mave til ryg. Ligger hun på ryggen, forsøger hun i stedet ihærdigt at sætte sig op. Den pige har snart tyrenakke! Samtidig bevæger hun sig hurtigt rundt i cirkler, hvilket gør at jeg slet ikke har styr på hende. 2 sekunder er man væk, og så befinder prinsessen sig på ukendt territorie. Jeg ved det; det er kun begyndelsen.
I går var jeg ovenpå for at ordne vasketøj. Havde taget Sophie-ducks med, for trods alt at have lidt styr på hende. Lagde hende på ryggen på en madras på gulvet - stengulvet er hårdt og koldt. Hun gylpede lidt, så jeg ville lige løbe op og hente et stykke toiletpapir. Da jeg 40 nanosekunder senere (mor er en superhelt) kom tilbage, lå Sophie på maven og kiggede ud over kanten af madrassen. Hun strakte armen frem for at kunne banke på gulvet - det er nemlig sjovt, lyder og føles anderledes end det bløde tæppe. Og så lægger hun an til at vende sig!
Jeg kastede mig fremad i en glidende tackling, der ville have glædet min gamle håndboldtræner (men han havde selvfølgelig ikke så store ambitioner på mine vegne). Nåede akkurat at stikke en finger ind under Sophies hoved, så styrtet ikke blev helt så voldsomt. Hun slog sig naturligvis alligevel, og blev da også noget forskrækket. Gråd, hulken og en mor, der desperat forsøger at finde en måge, der kan aflede opmærksomheden. Skide fugle; de er der aldrig, når man har brug for dem.
Resten af dagen hænger der en mørk djævel ved venstre skulder. Sådan en i rød/sort dragt og med en ordentlig trefork, der prikker til dig: Dååårlig mor! Dååårrrlig mor!
Jeg ved da godt, at Sophie ikke er det første barn, der har lavet sådan et stunt. Andreas' fætter Phillip faldt ned fra en havebænk 4 uger gammel, trøster jeg mig med. Han er da nogenlunde normal? Underboen havde en lignende historie; deres dreng (som også hedder Phillip!!!) faldt ned fra spisebordet. Og endelig den ultimative skrækhistorie; Christers bror tabte ham som spæd - faldt i tæppet - så drengen slog hul i hovedet, blod over det hele og et længere hospitalsophold. Med sådanne tanker bliver man virkelig bekymret, for Christer er absolut ikke normal!
Men selvom mange andre børn har gjort det samme og overlevet, tror jeg alle mødre sværger, at det ikke skal ske på deres vagt. Når manden har barsel, bevares. Han er jo utilregnelig pr. definition. Moderen derimod forventes at have et øje på hver kropsdel (deraf de store bagdele) og superhørelse, der afslører ethvert forsøg på mytteri fra barnets side. Ok, det er i hvert fald mine forventninger til mig selv.
De sidste 6 måneder har jeg dog måttet indse, at selvom meget går glat, selvom Sophie udvikler sig til en strålende juvel i familiens pragtdiadem, ja så kan jeg ikke alt. Stilhed! Vi gentager det lige: Jeg kan ikke alt. Måske lærer Sophie aldrig at sætte pris på sin mors kartoffelmos. Måske kommer hun til at hade kødboller, fordi hun har fået dem presset ned i halsen som spæd. Måske tager hun permanent skade af alle disse rullefald, så hun udvikler helt normal intelligens...
I lyset af denne enorme erkendelse vil jeg derfor bede alle mødre - nybagte, langtidsholdbare, genbrugte, støbeklare og potentielle - om gode råd. Hvordan får jeg fast føde i mit barn? Hvordan får jeg hende til at spise andet end grød sødet med frugtmos? Hvordan går man fra flydende, cremet grød til fast føde? Altså andet end det, barnet selv kan lege med ved bordet?
For det vil hun jo besynderligt nok gerne. Sågar kartoflerne roder hun med, bare hun selv må!
Hjææææææææææælp!