Et kort længere indlæg

Igen må jeg indlede en blog med at beklage ventetiden. Det er såmænd ikke fordi jeg har haft for travlt til at skrive. Og dog - men det er langt fra den primære årsag.
Weekenden over har vores computer opført sig højst besynderligt. De fleste programmer kørte ok, sådan som de nu kører når man har overfyldt sin computer. (Og vi som troede at 80 GB ville være rigeligt...) Men Skype, IE, Messenger og Outlook slæbte sig afsted. Søndag morgen var vi begge godt gnavne over at skulle undvære vores morgenavis og ditto fjernsyn - lidt skal man vel følge med - for selvom explorer hurtigt fandt jp.dk, var siden hundrede år om at loade. Bogstaveligt talt. Jeg tastede adressen ind, lavede te, skiftede Sophie, spiste morgenmad, gik en tur med prinsessen - og siden var stadig ikke loadet.
Så hvad var galt? Virus? Manglende virtuel hukommelse? Dårlig internetforbindelse???
Vi testede alt muligt. Rodede. Bandede. Og ringede til sidst til vores internetleverandør, telenet. Efter at have hakket os igennem tast-selv-servicen (de talte engelsk til sidst, man skulle bare vente længe nok) kom vi igennem til en sød og hjælpsom ung mand. Han afslørede, at vi såmænd bare havde været lidt for flittige med internettet. På download-siden, altså. Der er plads til flere billeder på albummet. Selv om jeg har loadet flere billeder op!
Vi havde altså overskredet vores maksimum, og derfor havde de sænket vores forbindelse. Til sølle 64 k. Og det er altså meget, meget langsomt. Vi fatter slet ikke, at vi engang har surfet rundt på den hastighed. Bevares, siderne er sikkert også blevet tungere med tiden. Men gaaab, hvor er det til at få lange ****** af.
Men nu er vi på igen. Så jeg kan lige benytte mig af, at prinsessen sover til at briefe dig, kære læser, om de sidste dages begivenheder.
Fredag vågnede vi op til strålende solskin. Andreas havde en hjemmearbejdsdag, så vi tullede rundt og råhyggede os om formiddagen. Tog god tid til hinanden og Sophie, nød morgenmaden og solskinnet som dansede gennem vores panoramavinduer. Jep, life is b-e-a-u-t-i-f-u-l.
Godt op ad formiddagen kom Krister over. Han er ellers normalt af den opfattelse at danskere står sindssygt tidligt op (hey, vi har barn, ok), men denne morgen havde han både nået at gå til frisøren, løbe en tur og handle mere tøj. Man må undre sig - det var trods alt næsten en fridag.
De okkuperede spisebordet og gik igang med deres store (lille) opgave, der handler om en ny metode til minestrygning. Imens legede tøserne, sørgede for at beværte herrerne tilpas meget og fik gået en tur i solskinnet. I læ + solskin var der faktisk så varmt, at man kunne nøjes med en t-shirt. Forårskuller!
Fredag aften ville Andreas gerne lave mad. Efter at have serviceret dem en hel dag siger man jo ikke nej tak, især ikke når manden proklamerer at han vil lave italiensk, og at jeg helt selv må bestemme hvad jeg vil have. Når han begynder på den smøre, ved jeg godt at "lave mad selv" ikke nødvendigvis indebærer andet end "betale selv". Som sagt så gjort - vi daskede over på den italienske, som var gabende tom da vi kom - og fyldt da vi gik. Forståeligt, for de serverer den mest guddomelige hjemmelavede pesto. Mums!
Hjemad i regnvejr til en film (The Librarian). Mærkeligt at vi kunne overskride vores download-kvote, ikke?
Lørdag var vejret ikke ligefrem godt. Vi ærgede os faktisk over, at vi ikke havde byttet rundt på dagene, så solskins-fredag var fridag og regnvejrs-lørdag arbejdsdag. Men pyt. Man kan vel altid shoppe lidt. Jeg købte to par nye bukser i H & M - de fleste af mine gamle bukser hænger om mig efter at have ammet i 5 måneder. Jeg har absolut ingen røv tilbage - kun lidt ekstra skind sladrer om fordums storhedstider. Ak ja. Verden står for fald. Forfald.
Vi sluttede dagen af med en tur i den store Delhaize. Vand, bleer, wokmad. Plus et par nye øl, lidt lækre svampe og en stor friskpresset juice. Det er aldrig så kedeligt at købe ind i Belgien.
Søndag havde vi to planer. Den første plan var en tur i svømmehallen. Belgieren Alex (en rigtig sailor med farvestrålende tatoveringer, høj stemmeføring, enormt ølforbrug og ditto kvindefokus) havde anbefalet os svømmehallen i Middelkerke, som i øvrigt ligger midt mellem Oostende og Westende. Så kom forklaringen på navnet!
Svømmehallen var absolut bedre end den i Oostende. (Se tidligere blog!). Her var renere, mere ordentligt og med store kabiner. Men stadig fælles omklædning og frivilligt brusebad. Denne gang var vi dog forberedte, så det virkede ikke så afskrækkende.
Men Sophie var ikke veltilfreds. Vi havde ellers hele det store børnebassin næsten for os selv. Masser af plads til at plaske på. Men vandet er så koldt, mor. Og vandet var vitterlig koldt, for et spædbarn i hvert fald. Lige godt 31 grader, sådan omtrent 5-6 grader koldere end badevandet normalt er for den forkælede prinsesse. Brrr! Hun brokkede sig gevaldigt, munden tegnede et fint, omvendt u - og så klaprede hun med de tænder, hun endnu ikke har fået. Efter et par forsøg måtte vi simpelthen give op, bruse os af og trille hjemad igen.
Plan nummer to for søndagen var middag hos Krister. Da Sophie havde sovet sin velfortjente, lune middagslur krydsede vi derfor gaden og tog elevatoren til 4. sal. Blot for at opdage at Krister skam bor på 5. Hvem har vi så vinket til??
Nordmanden inviterede indenfor på yndlingsvin og -mad: Ch. du Pape og mexikansk. Uhm! Vi spiste til majs, tacos og chili fik ørerne til at stritte, gav Sophie en gang tapetklister (rismelsgrød) og skruede os så ned i sofaen. Hercule Poirot i skikkelse af David Suchet gik på jagt efter en morder i det sydengelske mens vi andre gik på opdagelse i Kristers skåle med guf. Til stor irritation for drengene gættede jeg morderen to gange i træk, og så gad de altså ikke lege med mere. Ord som snyd, bedrageri, forbandede kvindelige intuition og luskefis fløg gennem luften. Tsk tsk. De må bare oppe sig lidt! Jeg kan jo ikke gøre for, at Hercule P. er det eneste, jeg har trænet mine hjerneceller med det sidste halve år, vel?
Mandag var lidt af en sløvedag for Sophie og mig. Vi lavede stort set ikke andet end at gå ture i solskinnet, synge (ikke for kønt) og rode med den forbandede computer. Sophie er meget interesseret i at skrive på tastatur - det varer nok ikke længe inden hun okkuperer Messenger totalt. Næsten lige så spændende er det at snakke med bedsteforældre via Skype. Hun kan altså ikke begribe, at de ikke kommer ud af skærmen. Hun kradser og kigger og snakker - men de sidder bare der, flade og smilende.
Nu er hun så vågnet igen. Ligger her og leger på tæppet, mens vi hører Amadeus via netradio. Jeg drikker kaffe og får mig et enkelt stykke chokolade. Eller to. Farmand kommer snart hjem fra arbejde, og så skal vi ud og brokke os over Land Roveren. Den tabte det forresten hjul forleden. Det er ret upraktisk, når dyret er trehjulet og man er ved at krydse en gade. Tror I moderens temperament blussede?
Skriver snart igen. Indtil da kan I nyde de nye billeder fra lejligheden og af Sophie på albummet! Kommentér gerne...