Kan selv, vil selv

I går var Sophie frk. Tudefjæs det meste af dagen. Som så mange andre mødre skylder jeg skylden på tænder. Eller også er det et af de berømte tigerspring. Uanset hvad var hun noget af en prøvelse. Og jeg fik trænet mine biceps.
Da vi nåede til aftensmaden ville hun under ingen omstændigheder ligge på tæppet og lege. Hun hylede hver gang vi (læs: mor) lagde hende fra os, og til sidst gav vi os. Hun fik lov til at ligge på dynen oppe på spisebordet, så hun kunne være med. Man er vel selskabeligt anlagt.
Mens vi sad og nød madroen gik Sophie i gang med et lille projekt. Hun så sit snit til at angribe frugtkurven, som vi ikke havde tænkt på at flytte. Og inden vi opdagde, at hun var lidt for stille, havde hun fået taget hul på en pære.
Nå ja, man kan vel lige så godt gøre en dyd ud af nødvendigheden. Jeg skrællede og skyllede pæren, serverede den for damen på en tallerken og lod hende spise. Selv. Dynebetrækket og body'en skulle jo alligevel vaskes.
Så frk. Sophie gik i krig. Gnaskede. Smaskede. Suttede og nynnede veltilfreds. Det var et godt projekt, det her. Den smuttede ind i mellem for hende, men hun fik snart lært at holde på skrællen. Slippery little suckers, ikke!
Imens sad hendes forældre og klukkede. Hun er altså kær, når hun sådan koncentrerer sig. Resultatet af denne leg var ganske entydig: Storvask. Der var pære overalt. Hun havde sågar små stykker pære i sine åh så lange (misundelse er en grim ting, moar) øjenvipper.
Dagen i dag startede derfor med et bad. Vi gav hende en god etagevask i går aftes, men hun lugtede altså stadig af hengemt pære i morges. Så mor og Sophie pjaskede sig igennem morgenen og gik så på marked. Det er jo torsdag.
Inden vi tog herned, frygtede jeg for hvor "børnevenlige" belgierne ville være. Man har vel læst en og anden historie om småpiger, der har boet i kældre i årevis osv. Men belgierne er rent faktisk også børnevenlige på den gode måde. Jeg kan ikke gå en tur i byen uden at nogen (oftest ældre damer med blåt hår) bare må kaste et blik ned i barnevognen. Hvorefter de ofte sender en strøm af flamsk tale imod moderen, som står venligt og nikker mens hun mumler et eller andet på en blanding af tysk og engelsk. Jeg ved ikke hvor mange, der hopper på den, men de fleste går smilende derfra med et daak (ha' en god dag).
Markedet i dag var ikke en undtagelse. Adskillige mennesker var forbi klapvognen (aka Land Roveren) og dikke-dikke, komme med rosende kommentarer og storsmile til Sophie. Som naturligvis råcharmede tilbage igen, småsludrende og storsmilende. Det betyder, at vi ofte kommer foran i køen til ostemand, grønthandler og slagteren med sin blåviolette rødvinsnæse, fordi andre kunder hellere end gerne vil snakke med Sophie mens jeg handler.
Jeg holder nu stadig et vågent øje med hende. En sund portion skepsis, et stålgreb omkring klapvognens håndtag og moderen super-hørelse slået til. For man ved jo aldrig, hvem der bliver lidt for venlige. Hvem sagde løvemor?