En gourmets bekendelser

Til alles enormt store overraskelse er Sophie glad for mad. Indrømmet; vi har haft vores vanskeligheder. Prinsessen var fx ikke for glad for mors kartoffelmos. Indtil den dag den kjære moder smagte sin egen medicin! Flamske bagekartofler er melede, vandede og smager af kartoffelmel (!?). Nu er vi derfor gået over til en anden slags, hvor der passende står Baby på poserne: Små, nye og lækre kartofler. De koger stadig ud, det skal kartoflerne åbenbart hernede. Men hvad kan man forvente af et land, som primært spiser frietes?
Efter den smagsoplevelse faldt tiøren endelig. Jeg begyndte at eksperimentere med krydderierne, og hold da op en respons! Damen sang sig igennem sin første portion ratatouille (masser af hvidløg, olivenolie og timian), og dette er nok stadig favoritten. Men hvidfisk med kartofler, gulerødder, fennikel og gul karry er også et hit. Ligesom tomat, squash, kartofler og lever (jep, lever) ryger ned, bare der er masser af sort peber og olivenolie i blenderskålen.
Koekoek-kylling var sjovt at spise- Sophie bliver sej til gnaveben, når hun bliver lidt større. Foie gras spiser hun med ske, bogstavelig talt. Bedstes roast beef røg direkte ind på top ti, mens laks stadig er i skammekrogen. Men ærligt talt, den bliver sgu også lidt tør, når den bliver blendet sammen med grøntsager og kartofler. Vi må vente til hun kan klare større stykker ad gangen.
Kartoflerne har vi altså fået i hende. Hemmeligheden lå i processen; blender man dem varme, bliver de som tapetklister og dødssyge i smagen. Koger man de små, faste kartofler i god tid, bliver mosen cremet og spiselig. Hvis, altså, at man som voksen kan få sig selv til at smage på den oftest grøn-brune eller rød-brune masse. Andreas nægter fortsat pure at smage på sin datters mad. Til gengæld er han bedre til at lade som om svineleveren smager pragtfuldt.

Hvordan ved man så, om Sophie kan lide maden? Det er faktisk temmelig enkelt! Er den et hit, synger hun undervejs. Umh-num-na-njæ. Alternativt udstøder hun de skønneste knirkelyde, så hun lyder som en mellemting mellem en knurrende bulldog og et køleskab, der afrimer.
Falder smag, konsistens eller temperatur derimod ikke i prinsessen smag, laver hun klassiske bræk-lyde, fulgt af et meget overbevisende kropssprog. Jeg brækker mig, hvis du giver mig en skefuld mere, mor. Ok ok, point taken.
Når Sophie er mæt, viser hun det ikke som børnene i lærebøgerne; ikke noget med at vende hovedet væk og lukke munden her. Måske fordi hun har lært at forældrene sagtens kan stoppe mere ind i munden på hende alligevel? Hun har helt andre teknikker. Er hun i hopla, vrider hun sig en lystig samba fra side til side, som om ryggen klør helt enormt. Hun kan også finde på at sprutte, lige i det skeen kommer mellem læberne. Dét skal nok få lært den glade giver at holde sig væk. Endelig er der variation 1C: Ih, hvor er mågerne pludselig interessante. Også selvom gardinerne er trukket for. Så spejder hun ud efter dem, læner sig frem og tilbage og snakker med sig selv imens.

I aften skal vi eksperimentere. Fisk, grøntsager - og ris. Bliver blandinger krydret tilstrækkeligt, skal den nok ryge ned. Ellers må vi vel høre for det: Bhhrrradr, mor. Selv tak, søde skat. Det tog kun 4 timer at lave! :-)