Sophies choice

Er kommet ind fra endnu en dejlig dag i solen. Har siddet næsten 3 timer på altanen i shorts, t-shirt og havainas (taark til Christoffer) og ligner nu mere en bavian bagfra end den omgang rismelsgrød, der så tilbage fra spejlet i morges.
Så nu hygger tøserne i skyggen med Operanyt på P2, et af Sophies yndlingsprogrammer. Damen har altså en særpræget musiksmag, næsten mere besynderlig end hendes svenske loverboy Alexander. Han holder sig dog stadig til traditionelle børnesange, selvom de er i mors version. Til de uindviede skal det siges at Christine, Alexanders mor, har nogenlunde samme tonesans som mig. Hun er engang blevet smidt ud fra en karaokebar! Selvom hun selvfølgelig til sin dødsdag vil hævde, at det var for at give plads for amatørerne efter timer med hendes grandiose optræden. Nej, Christine og jeg har ikke de store sangstemmer, men vi synger da med følelse og indleven. Til stor morskab og pinsel for de tilstedeværende.
Sophie smiler også ad sin mors sang. Højt på en gren en krage har fået flere vers, Tornerose var et vakkert barn bliver mere og mere fantasifuld (Christines guddommelige inspiration), og hesten prruster virkelig i Mæh sir det lille lam.
Men det bliver altså ved smilet. Det afslører måske, at pigebarnet egentlig synes det er mere morsomt end kønt. Og dét er første bevis for, at Sophie er musikalsk.
Dernæst den musik, som hun virkelig holder af. Hvordan kan man så se, at Sophie holder af opera, klassiske koncerter, middelaldermusik (morfars indflydelse) og så videre? Jo, hun bliver helt slap. Ligger bare med store øjne og lytter, uanset hvor hidsig eller ked hun var to sekunder tidligere. Efter et stykke tid synger hun faktisk med. Stopper musikken, stopper Sophie. Så mens smægtende arier flyder ud af computerens højttalere ligger Sophie på tæppet og laver de særeste lyde. Ind i mellem bliver kroppen helt stiv, hun strækker arme og ben helt ud og ser meget, meget koncentreret ud.
Andreas og jeg undrer os. Endnu engang må to minusser blive et plus, for musikalske kan vi vist ikke påstå, vi er. Ok, Andreas formår da at synge rent, men han er da ingen Amadeus. Hvad Sophie er, må fremtiden vise. En ny Inga, måske?