En halv fødselsdag

I dag ligner jeg noget, der er løgn.

Det er selvfølgelig ikke første gang i år. Man er vel på barsel. Men i dag er det virkelig ekstra grusomt. Måske er det lyset? Det klare, hvide lys, man kun får ved havet.
Jeg ligner i hvert fald en rigtig PåBarselMor.
Det startede med, at Sophie - som så mange andre børn, inklusive hendes egen mor - vågnede meget tidligt på sin ½ års fødselsdag. Meget tidligt. Faktisk sådan omkring klokken 3 i nat. Hun var ikke sulten, ikke for kold, ikke for varm. Hun var helt enkelt bare i hopla. Det var vi andre så ikke helt, så det blev en del renden frem og tilbage indtil hun endelig gav sig ved halv seks-tiden. Da farmand stod op ved syvtiden vågnede hun igen, og grin-hvinede af hans fine fødseldagssang.
Heldigvis kan jeg et lille trick. Hvis Sophie får lov at putte sig ind til mig, mens vi holder i hånden, falder hun som regel i søvn igen. Hvor tror I Sophie ender hver morgen? Jeg sov til kvart over otte, men prinsessen sov videre. Til sidst vækkede jeg hende med knap så køn morgensang, for Corinne kom for at gøre rent.
Og vi skulle i svømmehallen! Sophie elsker det, og så er det jo klart, at det skal på programmet på hendes fødselsdag. Så jeg gav hende lidt mad og klædte hende på i 1-2-3 lag tøj, inden vi begav os afsted langs promenaden. Det stormede, småregnede og var (pardon my french) pissekoldt.
På dette tidspunkit havde jeg stadig ikke været i bad - vi skulle jo i svømmehallen. Jeg var pakket ind i trøjer, vindblæser, absolut ikke-matchende hue og store støvler. Og masede mig afsted som en god brite i den stive blæst. Med en rød barnevogn, camoufleret under et stort, sort regnslag. Sådanne tilfælde er man glad for, at man har en syngende datter. Hun lå derinne i halvmørket og opmuntrede sin mor, som asede afsted. Havde jeg mon haft samme entusiasme med en skrigende unge?
Svømmehallen var samme kaotiske oplevelse som altid. Efterhånden er vi vant til det, Sophie og jeg. Vi kommer nok til at synes de danske forhold er barneleg, når vi engang kommer hjem. Vi svømmede et par baner, plaskede og øvede os i at springe i fra kanten. Altimens Sophie som vanligt kommenterede højlydt. Jeg har faktisk helt glemt at skrive om det, men sidste gang var vi med at blive smidt ud af hallen, fordi hun snakkede så højt. Bademesteren kom for at irettesætte mig, men opdagede så at det var hende, der snakkede. Og uanset hvilket sprog, han forsøgte på, ville hun nok ikke makke ret. Hey - der er hammerfedt ekko på det sted!
Turen hjem var et mareridt. Nu regnede det for alvor, og vinden må være vendt. Vi havde i hvert fald strid modvind. Så strid, at barnevognen flere gange var oppe på to hjul, og andre gange simpelthen gled hen ad promenaden. Vi var de eneste mennesker, der var ude at promenere, bortset fra to hovedrystende kommunale arbejdere i en (varm) kassevogn.
Vi kom hjem to minutter i tolv, aka to minutter i spisetid. Kastede lidt suppe i en gryde på komfuret og lavede så mos til Sophie. Andreas kom hjem og underholdt mens jeg fodrede la principessa.
Nu havde jeg så været i bad - saltvand i poolen og en hurtig bruser bagefter. Håret blev vistnok redt i omklædningsrummet, men det var ikke rigtig til at se efter gåturen hjem (med hue). Desuden havde jeg kastet en ekstra trøje på, da jeg kold kom ind ad døren. Så et kønt synt var jeg ikke på dette tidspunkt. Det skulle blive værre.
Da Andreas gik, daskede Sophie og jeg i seng igen. Hun var træt efter svømmeturen, og jeg var bare træt. Øm i armene af at holde barnevognen på rette kurs, det regnede og stormede udenfor - dagen var bare til en eftermiddagslur med den søde datter.
1½ time senere stod jeg foran spejlet. Tilbage kiggede et blegt væsen med temmelig uglet hår. Det sidste var jo tørret mens vi sov, så det nu krøllede fint udad bag højre øre. Og opad i en elegant antenne. Desuden havde jeg et fint aftryk af Sophies sut på kinden, små røde huller på kindbenet. Sikke en middagslur.
Sådanne dage kan man virkelig spekulere på, om man nogensinde bliver normal. Skidt pyt med, at maveskindet aldrig bliver trommefast igen. Skal sandheden frem, har det vist aldrig været det. Men det andet? Bliver man nogensinde en storbychic tøs igen? Som kigger sig selv i spejlet inden man går ud? Og som bekymrer sig om det? I stedet for at tænke på, om barnet nu er korrekt klædt på og om man har husket ekstra-sutten?
Igen kan jeg jo prise mig lykkelig for, at jeg har så charmerende et barn. Jeg tror virkelig ikke, at de andre mænd fra Andreas' klasse har kastet et ærligt blik på mig. Ok, de er mænd, så det har de jo nok. Men Sophie, hende ser de. Og forelsker sig alle som én i hende på et splitsekund.
Verdens bedste accessory.

Tillykke med fødselsdagen, søde Sophie. Og tak!