Åh, Frederik

Moster Nanna har været på besøg. En meget, meget forelsket moster Nanna. Som en blussende skolepige har hun gang på gang været langt borte i lyserødt prinsesseland med en ægte prins ved sin side: Høj, mellemblond, med isblå øjne, et blændende smil og (ak ja, Andreas) lave tindinger. Så sidder hun der med et fjoget smil på, indtil drømmen brydes af et Åh, Frederik sagde også... eller Frederik kan godt lide...
Faktisk har Frederik været så stor del af samtalerne de sidste dage at vi har været nødt til at skabe variation ved at kalde ham Lille frække F, Frede, Frikken, Prinsen, Frekke, Frække Frederik og Monsieur F. (Tak til Danmarks Royale Ugeblad for inspiration, i øvrigt.) Og når vi så ikke har talt om ham, har Nansen talt med ham. I telefonen, på Messenger, Skype, sms'et eller bare telepatisk. Prinsen regnede ud, at han tænkte på hende hver 25. sekund. Omvendt tror jeg, at den stakkels knægt har haft konstant hyletone for øret de sidste 4 dage.
Om det har været kedeligt? Slet ikke. Forestil jer DR's Harlekin-drama for fuld udblæsning, tilsat solskinsvejr, hvidvin og en let sommerpåklædning. Det er da kun til at blive i godt humør af! Love is in the air, everywhere you look around...
Udover at nyde de sommerlige temperaturer "a la Oostende" har det gamle ægtepar - det er Andreas og mig - også været en tur i byen. For det var jo undskyldningen for Nannas visit, at hun skulle passe Sophie. Lørdag aften stod den på Mayamana! Et grande spektakel som de siger hernede, en musikalsk bombe tilsat lidt dans, teater osv... Som Stomp, hvis I kender det?
Vi købte billetter for en måneds tid siden, til os, Christer, Pølo (Piccolo Paulo) og Peter. Men visse af herrerne er ikke helt så organiserede - det der med at aftale noget SÅ lang tid i forvejen blev alligevel for meget. Så vi endte som den dynamiske trio bestående af en temmelig tømmermændsramt Christer, solbrændte Andreas og mig. Dressed to kill i dagens anledning, sådan da. Jeg havde taget rent tøj på og make-up, hvilket er ret vildt for en småbørnsmor som mig. :-)
Gudskelov havde vi ikke fået de bedste billetter. !? Jep; de spillede ekstremt højt. Og på hvad som helst. Skraldespande, svømmefødder, vandpiber osv. Hvis forestillingen havde et budskab, var det vist at everything is music. Sågar en lille scene med 3 herrer på cafe blev til musik. Friete-friet-friete. Min favorit var et nummer med selvlysende bolde, som de brugte til at spille på store tønder med. De var selv klædt i sort, lyset var slukket, så man kunne kun se boldende flyve rundt på kryds og tværs, indlysende nok i takt til musikken. Som runde ildfluer i et imaginært orkester.
Efter godt halvanden time var forestillingen vistnok færdig. Vistnok, for vi fatter jo en bønne af hurtigsnakkende flamsk i et par skrattende højttalere. Men hvor længe kan man blive ved med at danse rundt i det maniske tempo? De lokale blev stående i foyeren og drak øl, så det gjorde vi også. Efter en halv times tid begyndte folk så at sive lige så stille, hvorpå vi konkluderede at det nok var færdigt alligevel. Nu var vi alligevel på casinoet, så trods tømmermænd fik vi Christer overtalt til en enkelt drink eller to. Sandt at sige krævede det nada overtalelse; med ondt skal ondt som bekendt fordrives.
Mens vi tæskede mojitos og martinis ned sluttede Lars & hans søde kone + Pølo og hans dramatiske date sig til selskabet. Paulo var glad for vores moralske støtte; han havde åbenbart ikke det sædvanlige italienske held med sin smukke ledsagerske. Hans aften var begyndt med, at han havde serveret spaghetti carbonara for den muslimske skønhed, og derefter var det vist fortsat i samme dur. Lars havde tilsvarende behov for hjælp, for hans kone var i hopla, mens han måske ikke ligefrem havde samme energiniveau. Det er der ingen der har, men netop derfor må man vel hjælpe, ikke.
Da drinksene ikke flød så lindt på casinoet - tre kvarter om at lave 3 mojitos, fnys - dansede vi videre til byens nye sted, Tao. Nye dansetrin blev testet, inspireret af aftenens forestilling og om muligt endnu mere absurde end vores eksisterende repertoire. Til sidst nægtede Christer pure at danse, for Andreas og jeg har vist fået devalueret hans koncept noget. Indrømmet; det er ikke kønt, men vi morer os. Er det så ikke ok?
Ved tre-tiden hentede en gabende Andreas vores frakker. Jeg var stadig temmelig...hvad skal vi kalde det? Irriterende? Overgearet? Festlig? Flabet? - men gik da alligevel med til at gå hjemad. Godt det samme, for overgearet var måske den bedste beskrivelse. Da Sophie vågnede i mor-panik blev jeg ædru på 0.0003 sekunder, hvilket er ret godt gået min alkoholprocent taget i betragtning. Der er gods i de mojitos! Ved fem-tiden var der igen ro over lejren, og vi stenede indtil solen nådesløst varmede rummet op. Så brunchede vi på terrassen, på et tæppe i solskinnet med Sophie i improviseret skygge.
Nanna spottede Peter, dennes date og Lars & Tina (eller Nina? Hans kone) på Peters terrasse, og vi råbte en invitation over. Da de dukkede op, havde vi endelig fået pakket havemøblerne ud, og resten af dagen blev nu tilbragt heroppe i solen med skiftende gæster; Peter og hans date, Lars & frue, Paulo, Raidar - et bredt udvalg af deltagerne på kurset og lige så mange forskellige slags hvidvin, øl og snacks. Vi sluttede dagen med Koekoek-kylling og en film, vi allerede havde set (Deja-vu med Denzel W).
Mandag blev et deja-fait for Nanna og mig. Shopping, solbadning og masser af sladder. Jep - åh, Frederik... Kanin til aften og lidt skum i opvaskemaskinen. Jeg lavede en rigtig blondine! Hæld ALDRIG opvaskemiddel i opvaskemaskinen, ok?! Maskinen bliver godt nok fint ren af det, men alligevel... Suk. Kan jeg stadig skylle skylden på ammehjerne?