Sunshine reggae

Egentlig burde Andreas skrive denne post. Stort set hele weekenden har han udbrudt: Dette skal på bloggen! over et eller andet skægt, dejligt, fantastisk eller bare - belgisk. Men den stakkels mand har travlt, og så må jeg jo til det.
I lørdags proppede vi Sophie og Land Roveren i bilen og kørte et lille smut til Frankrig. Jep, det er et lille smut - det tager godt en halv time at nå grænsen. Kørte forbi Duinkerke [Dån Kørk] og Calais [Kæjlæjs], fra motorvejen, gennem 4 rundkørsler og endte så (hurra for GPS'en) ved Marques Avenue Côte d'Opale. Centret sælger sig selv som outlet, men det er nok i luksusklassen af et sådant. Mere ISO end Aldi, altså. Officielt sparer man 30%, og man kan da også gøre nogle gode kup. Hvis man i forvejen shopper amok i Hugo Boss og deslige. :-)
Men vi fik da købt lidt! En hip-hop hue i pink til Sophie-ducks, en tekande (2,50 euro, og lejligheden har ingen), trusser i str-ikke-gravid til mor, en lækker jakke til farmand og (ak ak ak oh ve) løbetøj + -sko. Strandpromenaden er simpelthen for indbydende. Solen, Sophie i Land Roveren, bølgebrus...
Så vi købte Asecs løbesko. Og det er absolut noget helt andet end mine 10 år (!) gamle Reebok. Et par kilo lettere, en hel del renere og med en støddæmpende funktion, der faktisk virker. Søndag morgen skulle den store test så stå. Andreas havde været et lille smut i byen aftenen inden - Paulo havde fødselsdag - så helt tidligt blev det ikke. Men ved ti-tiden kom vi ud, og dengang var stadig masser af plads på promenaden.
Resultatet? Jeg kom da ud til højhuset (Andreas' morgentur) i et acceptabelt tempo. Strak lidt ud, nød udsigten, fik vejret. Så snur vi og løber tilbage, nu med vinden i ryggen. Jeg overtog Land Roveren, hvilket udløste et par kommentarer fra min løbemakker. Det er åbenbart ikke meningen, at man skal bruge babyjoggeren som rullator. Ikke noget med at hænge på styret, altså. Godt han ikke er med hver gang! :-)
Først ved casinoet måtte jeg sætte tempoet ned. Ok, tempoet var vist efterhånden ret langt nede. Andreas illustrerede dette ved provokerende at gå ved siden af mig en del af strækningen. Men han har også meget lange ben, ikke? Vi nåede i hvert fald hjem uden pinlige episoder, og forkælede os selv med en god brunch. Melon, croissanter, yoghurt, ost, te, mangojuice. Uhm!
Så ringede Christer på døren. Han var vågnet med tømmermænd på sofaen og var derfor ikke helt sig selv. Havde forsøgt McD-kuren, men uden held. Fik pludselig lyst til te - og hvem har nu te? Hr og fru Thye, selvfølgelig. Verdens ældste 29-årige.
En times tid senere mente Christer han måtte inspicere sin seng. Vi pakkede Sophie ned i barnevognen og gik en tur i byen. Måtte bruge Ferrarien som rambuk for at komme frem - Oostende var sort af mennesker. Alle ville til havet i det gode vejr. Og butikkerne har jo også åbent om søndagen. Fandt til sidst en plads i solen ved Sint Peter en Pauluskerk. Spiste sandwich, drak kaffe og råhyggede. Da Sophie vågnede trillede vi langsomt hjemad. Nåede lige forbi Leonidas - sidste tilbudsdag (750 gram fyldte chokolader for 10 euro). Mit franske har åbenbart fået et boost af at være i Frankrig, for nu gik det elegant at bestille. En kasse blandet mørk chokolade uden creme fraiche-fyld, tak.
Så ringede Peter. Han, Christer og Paulo sad på promenaden og drak hvidvin i solen. Paulo havde mistet sin pung ud på de tidlige morgentimer, så han trængte til at drukne sin sorg. Vi tjekkede husets beholdning af spirituøse varer og blev enige om at møde dem på stranden, selvom huset tagterasse var badet i sol. Det bliver næste gang.
På restauranten underholdt Paulo med nattens begivenheder. Historien gik på, at han havde mistet sin pung i nattens løb. I stedet for bare at blive forbandet og gå i seng, var Paulo gået ned på gaden og verbalt overfuset første bedste mand - some kind of northern african, yes. Det festlige var, at Paulo havde handlet som kun en italiener kan. Han sagde nemlig: I'm Italian. I've lost my vallet. I want it back. Now. Hvorefter han bare så på det stakkels sagesløse menneske. Åbenbart har de også hørt om il mafioso heroppe, for bemærkningen havde en vis effekt. De tilstedeværende løb rundt i byen for at finde Paulos pung. Imens stod Paulo og så på folket og fremførte sine anklager. På et tidspunkt begynder en af dem at true Paulo med en flaske. Hvortil den høje italiener svarer på sit meget specielle engelsk: You will better be sure to kill me, yes, for if not, you will be very, very sorry.
Jeg ved ikke hvor sjov historien er på tryk. Når en italiener med tandbøjle fremfører dem med fægtende arme på sit skønne engelsk er den ret sjov. Solen, kølig Chablis og glitrende bølger så langt øjet rækker hjælper også på stemningen. Vi havde det med andre ord hamrende hyggeligt. Måtte til sidst hjem med en sulten Sophie og et par selskabeligt overrislede herrer med røde pander. Men hvilken dag! Hvorfor bor man i det kolde nord?