En duft af forår

Deet er ganskje vidst! Heer dufter af foraar.

Sophie og jeg har lige været en tur i Leopold-parken. Det gælder om at tage chancen, når vejret holder tørt, solen skinner ind i mellem og det ikke blæser så meget. I går var barnevognen lige ved at vælte, da vi krydsede Kapellestraat...
Leopold-parken er delvist en skulpturpark, anrettet med snirklede rosenfarvede stengange a la Frederiksberg Have, vistnok engang sidst i det for-forrige århundrede, da folket skulle have luft for sundhedens skyld. Mellem træerne står smukke bronzeskulpturer, og på en bakketop ligger en enkelt gylden løvinde på lur. Skovbunden er dækket af de hvideste krokusser, knejsende påskeliljer og enkelte blå for amatørbiologen ukendte blomstrende himstergimser. På søen sejler gigantiske måger (!) rundt, men til min store lettelse er der også de klassiske 3 aggressive svaner. Det skal de næsten være, de smukke væsner. Deadly beautiful.
Der stikker også fire elegante damehoveder op af søen. Bronzehoveder, skal det siges. Hvis jeg tyder det flamske skilt korrekt, repræsenterer de fire antikke dyder, symbolsk placeret så vandet dækker for munden. En enkelt må dog være blevet rapkæftet, for i dag står hun kun i vand til skuldrene.
Sophie kommenterer som vanligt alle herlighederne på sit helt eget sprog. Ved synet af svanerne hviner hun lystigt, men de ser blot nådigt efter klapvognen. Vi passerer en yndig havfrue og pludselig - oh hjerte, brist ikke - står der et blomstrende kirsebærtræ. Kan det virkelig passe? Allerede nu?
Jeg elsker kirsebærtræer. De florlette skyer af rosa blomster, som strejfer ens kind i blæsevejr. Solens spil i de sorte, krogede grene. Kontrasten mellem det lyse og det mørke. Forårsbebuderen.
Fra min første tur til Paris husker jeg kun kirsebærtræerne. Der er en svag erindring om en parktur, et baguette med ost og skinke, en spæd ungdomsforelskelse. Men kirsebærtræerne står stærkest.
GPS'en siger 3 timer til Paris. Skulle man?

Der er forår i luften.