Waterloo! Waterloo!

Vi har været i Waterloo. Sophie, moster Nanna og jeg. Ikke med vilje, skal det lige siges.
Og vi endte i en by, der rimer på skraldespand.
Alt det vender vi tilbage til. Men lad os først lige se resumere den sidste uge:
Sidste fredag var vi hos portugiseren Carlos, hans kone Silvia, sønnen Gustave på 3 år og datteren Rachel på 1½ måned. Vi var inviteret til klokken otte, var der præcis som gode skandinaver - men havde forudseende spist et mellemmåltid klokken fem. Klogt, skulle det vise sig. Grækeren Dimitri (selvfølgelig hedder han det) var også inviteret med kone og to sønner - Heres og Sofokles. Hustruen ligner i øvrigt et lyslevende Picassomaleri! De dukkede så op på klassisk græsk vis klokken kvart i ni. Så den fantastiske middag blev serveret halv ti. Her sov Sophie sødeligt, mens resten af børneflokken væltede rundt i et inferno af legetøj og almen larm. Super tagliatelli med alt godt fra havet som sagt, og meget hyggelig snak. Om børn, mest af alt.
Om lørdagen var vi inviteret til hollandske Geoffreys fødselsdag i forstaden Den Haan (hanen!). Skønt hus, fantastisk vejr og masser af øl. Vores vært tilberedte desuden et super lækkert måltid (kinesisk) - men her sprang kæden. :-) Jeg var ved at putte Sophie, og nåede lige akkurat ned til buffeten da den var tom. Øv! Her havde vi duftet til lækre ingredienser i en time, og så må man nøjes med bundskrabet. Andreas havde ikke fået synderlig meget at spise heller, så efter et stykke tid var vores datter heldigvis lidt umulig, og så måtte vi jo simpelthen gå hjem. Hun faldt i søvn i bilen, og forældrene festede på den første pizza nogensinde fra Pizza Hut.
Søndag havde vi aftalt at mødes med Krister til brunch. Vi havde fået anbefalet et sted på Kapellestraat, hvor barnevognen oven i købet kunne komme ind. Men brunch?! Næ nej, det kan man ikke få andre steder end på de store engelske turisthoteller. Så det blev omelet og kaffe. Hamrende god omelet, men jo altså ikke det orgie i pandekager og friskpresset juice, jeg havde glædet mig til. Hmm.
Mandag morgen skulle Andreas så til Italien, mens Sophie og jeg skulle hjem til Danmark. Andreas skulle afsted klokken halv fem om morgenen, og jeg havde drillet ham med at han sikkert ville komme afsted tyve minutter i. Jeg fik desværre ret, for vækkeuret ringede ikke. Det gjorde Krister til gengæld, fem minutter i halv fem, og så fik Andreas ellers fart på.
Sophie og jeg skulle afsted på et mere "mageligt" tidspunkt, klokken otte hvor Peter (som underviser på kurset) havde lovet at køre os til lufthavnen. Vi nåede det lige akkurat, efter en del kø rundt Bruxelles + adskillige kilometer gennem lufthavnen med tuuunge Sophie i autostolen. Og nej, der er ingen vogne til håndbagage i Bruxelles lufthavn. Suk.
Mens Andreas åd og drak sig igennem Italien hyggede vi to tøser rundt derhjemme. Sophie blev målt (67 cm) og vejet (7150 gram), vi hyggede med mødregruppen (som altid dejligt at råsludre) og nåede også at blive vaccinerede - Sophie, altså. Samt hygge med mormor og morfar, som havde saaavnet Sophie og vistnok også mig lidt. Ja ja, prioriteterne ændrer sig, når man bliver forældre!
I går tog vi så igen flyveren til København (hvorfor kan man ikke få bonuskort til babyer?) og mødtes med moster Nanna i lufthavnen. Købte sushi og spiste frokost under megen latter ved gate B8. Sophie fik lidt bryst, en ren ble og en masse kys og kram. Så satte vi os på en proppet flyver mod Bruxelles, Nanna ved siden af en ildelugtende russer og jeg med Sophie på skødet. Hun faldt i søvn mens vi indhentede forsømt søster-tid. Sladrede om alt og alle, med andre ord: Alexandra, Anna-Nicole, Brixtofte og os selv. Skønt!
I Bruxelles slæbte vi sammen en træt Sophie ad de blanke gange efter Uitgangen. Fandt vores bagage, fandt banegården og fik købt billetter. Spor 2, toget afgår om tre minutter. Afsted med os i det tempo vi nu kunne præstere, og akkurat nåede vi toget. Vi installerede os med vores ubehagelige mængder bagage og fandt mos frem til Sophie. Kværnede også lige en halv plade chokolade for lige at holde blodsukkeret oppe indtil vi kom til Oostende. Og mens vi så hygger, spiser, snakker og slapper af passerer vi pludselig Waterloo. Jeg begynder igen at spekulere på de skolepenge, jeg måske skulle betale tilbage - for Waterloo ligger skisme da ikke på vejen mod Brugge? Og har vi ikke snart siddet i det tog længe? Så lyder der en masse besynderligt på hurtigt fransk og hakkende flamsk i højttaleren, og vi begynder for alvor at spekulere på, om vi ikke er på vej den forkerte vej? Men vi havde jo fået kontrolleret vores billet, og ville han ikke have sagt noget? Eller hvad med billetdamen? Toget er snart helt tomt, så til sidst bliver vi enige om at spørge. På hakkende fransk bliver mistanken bekræftet: Vi er absolut på gale veje.
Nogle gange er Belgien meget tysk. Ordentligt, grænsende til det kedelige. Andre gange er landet rystende fransk i sin fremtræden. Disse var absolut en af de franske gange. Vi stod fortumlede af toget i Nivelles (som rimer på poubelle, s'et er stumt), fandt kontrolløren og gav ham MorBlikket. Han undskyldte ikke, men hjalp os da på rette vej. Vi skulle tilbage til Bruxelles South (flamsk)/ Bruxelles Midi (fransk!), og så skifte der. Den forudseende mor havde lagt Sophies flyverdragt øverst, så den fik hun lynhurtigt på. Så ventede vi der, i kulden og mørket på Nivelles-Poubelle. Toget var - selvfølgelig - forsinket, så omkring halv ni var vi på Bruxelles South/Midi. Faldt i snak med en anden småbørnsmor og holdt modet oppe. Fandt et lyntog til Oostende og holdt ud. Sophie klarede det flot efter omstændighederne, men som moster Nanna sagde: Hvis jeg var et spædbarn, ville jeg sgu også græde. Vi voksne må bare sukke og se stenede ud i stedet.
Da vi endelig nåede lejligheden lidt over halv ti (vi skulle have været her senest syv) var blodsukkeret meget, meget lavt. Nanna hentede kylling fra Koekkoek (åbent 24/7), mens jeg puttede en udmattet Sophie. Andreas kom hjem mens vi sumpede foran flamsk Sylvester Stallone med fedtede kyllingefingre og resterne af en Kvak-øl i glasset. Han havde den skønneste drukstemme og underholdt levende om italienske fabriksmetoder. Ikke underligt at DSB-togene blev flere år forsinkede...
I dag har vi hygget. Spist sen morgenmad, gået tur, spist store vafler på promenaden og handlet i Delhaize. Nu er Nanna og Andreas tullet ned på Botteltje for liiige at hilse på de andre - italieneren synes Nannas rygte lyder "better and better" - mens jeg vogter mit sovende barn. Og skriver blog, spiser chokolade og nyder at være hjemme.
Oostende er dejlig.