My Aphrodisiac Is You

Kan man være forelsket i sit barn?
Sophie er et meget nemt barn. Hun vågner glad om morgenen, ligger og småsnakker på tæppet mens mor er i bad, spiser flittigt, sover når man lægger hende ned i sengen og vågner ikke alt for mange gange om natten. Oven i det opfører hun sig altid eksemplarisk når vi er ude i byen, har gæster eller stresser rundt med et eller andet.
Så jeg har altså ikke synderlig meget at klage over. Men det er nu ikke derfor, jeg elsker hende så højt. Det er hendes væsen. Alle de små detaljer, man som mor kun kan juble over og dele med lige så tossede bedsteforældre, veninder og stakkels forsvarsløse belgiere på gaden.
Når Sophie er træt, klør hun sig i nakken og folder det højre øre. Hun tager simpelthen hånden om i nakken og kører den fremad. Så slipper hun øret med et lille svup, vrider underkroppen lystigt på tæppet og sukker. Det er ikke til at tage fejl af; så er hun ved at have set nok, vil godt lige hvile øjnene lidt.
Når hun får grød eller mos, går det altid for langsomt. Uanset hvor meget vi skynder os og propper maden i hende. Hun sidder utilfreds og grynter indtil hun når et vist mæthedsniveau (sådan en deciliter grød senere). Og ind i mellem kommer der en anden slags grynt, som betyder Vand Nu. Lige nu. Og det lapper hun så i sig indtil hun ikke er tørstig mere. Så lader hun resten sive ned ad hagen mens hun ser på een.
Når Sophie skal sove - uanset om det er formiddagens powernap, middagsluren eller om aftenen - så skal hun have sin kanin eller sit får. Muligvis sin bamse. Og dyret skal placeres hen over hovedet. Ikke noget med at lave plads til at man lige kan trække vejret. Nixen. Så grynter hun utilfreds og hiver den hen over hovedet igen. Og ve den der fjerner dyret; så vågner man nemlig. Og så er Sophie sur!
Så er der Sophies små hvin, når hun leger, hendes spændte arme når noget er spændende, eller den måde, hun følger mig rundt i køkkenet på.
Så hvis nogen spørger mig, om jeg er forelsket i mit barn, er svaret ja. Det er jeg. Jeg kan have mareridt om natten, ikke (kun) om hvad der kan ske hende, men også om den dag, jeg skal tilbage på arbejde. Hvordan vores mødre kunne nøjes med 14 dages barsel fatter man jo ikke. Barsel er som bekendt ikke for barnets skyld, men moderens! :-)
Indtil den gruelige dag i juni må jeg virkelig forsøge at nyde hvert øjeblik. Det er svært, for ind i mellem har mødre jo brug for tid til sig selv. Uanset hvor dejlige børn man har. Om ikke andet så for at nå at savne dem lidt?
Jeg må hellere lige se, om hun stadig sover sødt. Måske flytte lidt på kaninen?