At vælge

Advarsel: I det følgende kommer adskillige linjer af mere eller mindre lomme-filosofisk indhold. Måske er det vejret. Måske er jeg ved at blive vanvittig af at tale med en 5-måneder gammel bebs som ikke kan svare andet end bbrbs og loaloaa. Måske har jeg altid været sådan her. Gammelfilosofisk. Lommefilosofisk. Platfilosofisk.
Uanset hvad kan indholdet ikke anbefales folk som skal vælge studie, giftes, købe hus eller på anden måde vælge indenfor de næste par uger. Så er I advaret.

En god ven spurgte mig, hvordan jeg af vidste, at Andreas var The One? Det spørgsmål har snurret i baghovedet de sidste dage. Forstå mig nu ret: Jeg er jo ikke i tvivl om, at han er det! Men hvordan ved jeg det? Hvordan vidste jeg, at jeg skulle sige ja?
Jeg forsøgte at svare med alskens smukke metaforer (dem har vi vist en svaghed for i familien). Om terninger, man ønskede skulle lande på bestemte måder. Om en ubestemmelig fornemmelse af sikkerhed. Om arkimediske punkter. Og kærlighedens væsen.
Til sidst tror jeg nok, jeg fik konkluderet, at man jo aldrig kan være sikker på det varer for evigt, men at man må tro på det i ja'ets øjeblik. Dvs at man meget gerne skal sige ja (i kirken, på skibet, i skovlysningen eller hvor man nu siger ja) med den fulde overbevisning at dette er for livet.
Siden da er jeg kommet til at tænke på, at dette valg (kærlighedens) måske ikke er så anderledes end andre - store - valg? Vores valg af studie, bolig, venner etc. Disse valg har også enorm indflydelse på vores liv, og de fleste af dem træffer vi endda, mens vi er unge, forvirrede og håbløst sort-hvide i vores tilgang til verden. Og lever med dem. Tag nu fx mit valg af studie; jeg valgte, fortrød, rodede lidt rundt i Lund, valgte på ny, og har nu fortrudt igen.
Det kunne da være skægt at læse til jordemoder, kiropraktor, psykolog eller noget helt fjerde. Men jeg gør det jo ikke, vel? Ikke kun fordi jeg mangler SU, fordi det er hamrende besværligt, fordi jeg først ville blive færdig, når jeg er på den helt forkerte side af 30 - men først og fremmest fordi jeg har truffet en beslutning. Og vil leve med den. Kan leve med den. Arbejde rundt om den, finde nye smuthuller, presse beslutningen i nye retninger. Men fortsat leve med den. Fordi jeg holder af den udfordring, det er at bevæge livet efter mit hovede.
Havde jeg ikke haft det sådan, havde jeg nok hoppet på Andreas forslag om at sælge huset og flytte til Australien for at læse. Ok, jeg kunne godt finde på at sige ja bare for eventyrets skyld. Men ikke fordi jeg ikke kan leve med min beslutning.
Men for nu at blive i en nogenlunde logisk tankerække: Hvordan ved man, at disse valg er de rigtige? Hvordan vælger man et studie? En kæreste? At få børn eller lade være? Flytte? Købe hus?
Et eller andet sted tror jeg, at det er vores generations forbandelse. De mange valgmuligheder. For vores forældre, men især bedsteforældre, var valgene nok mere indlysende. Eller begrænsede. Gjorde det livet lettere? Kedeligere?
Min pointe er, at valget af ægtefælle i sidste ende ikke er lettere eller sværere end valget af profession. Og at man måske med fordel kan betragte og behandle de to valg på samme måde. Altså vælge med hjertet, efter evner og muligheder. Og dernæst leve med sit valg. Jonglere med det, som jeg gør med mit valg af studie. Ok, jeg fortrød undervejs, men fandt da en måde at (gen)bruge mit oprindelige valg på. Jeg har absolut ikke tænkt mig at fortryde valget af Andreas, men der har da været enkelte valg før ham (host, host). Og de påvirkede da mit endelige valg.
Bliver vi i dette vanvittige tankespor, skal man naturligvis sørge for også at vedlige holde sit valg. Opdatere cv'et, så at sige. Sørge for at man stadig er ferm til sin profession (være kæreste), at man stadig er interessant på "jobmarkedet". Bruge the little grey cells, undlade vanens faldgruber. Og så hele tiden holde sig for øje, at man har valgt, og at man må leve med det valg. Arbejde med og rundt om det. Udvikle det. I stedet for at spekulere over, hvad der ville være sket, hvis man havde valgt anderledes.
Er det for sært? At sammenligne de to valg? Eller giver det mening, at når man har valgt, så skal man ikke bare lade stå til? Men derimod pleje og passe ens valg. Vedligeholde og udvikle det. Metaforisk sagt holde valget i bevægelse, så det altid er et valg af i dag i stedet for et, man traf for 1-3-12-30 år siden.
Det gælder vel alle slags valg. Kærlighed, job, bolig, børn. Det kan jeg jo så slå mig selv i hovedet med, når jeg brokker mig over mit job. Mens jeg spekulerer over, hvordan jeg skal indrette badeværelset i det gamle skrummel af et hus, vi har købt. Og glæder mig over mit særdeles fornuftige valg af ægtemand. Og nyder den datter, som vækker mig hver morgen med sine frydefulde skrig.