Stædige frøken

Sophie har fået personlighed. En meget, meget stædig personlighed. Med de forældre (læs: mor) kommer det som en meget stor overraskelse. Men det gør det ikke nemmere.
For det er jo to stædige damer, som render rundt sammen på Van Iseghemlaan 39, bus 7. Og ind i mellem må jeg virkelig minde mig selv om, at hun kun er 5 måneder. Hun burde ikke kunne gøre eller forstå de ting, hun gør.
Fx syntes den unge dame at en halv times powernap da var rigelig middagslur til hende. Normalt er det ikke noget problem - hun sover gerne 2- 2½ time. Men ikke i dag. Jeg rendte frem og tilbage et par gange med sut og godnat Sophie indtil jeg gav op. Jeg fortalte hende, at hun godt måtte komme op og lege, men at hun først fik noget at spise klokken 3. Altså ikke noget med at komme rendende en halv time efter og forlange en tår at falde i søvn på. Til den forargede læser skal det lige indskydes, at godt nok er jeg ravnemor, men ikke så meget. Selvfølgelig ville hun få noget! Men det ved damen jo ikke - eller?
Under alle omstændigheder gav Sophie mig et meget sigende blik a la jeg gider jo bare ikke ligge her, dumme mor, så lad os bare aftale det og op kom hun. Og så fulgte to meget interessante timer, hvor Sophie virkelig kæmpede en brag kamp for at holde sig vågen. Hun sang, moslede rundt, gik lidt i bro (hendes nye yndlingsbevægelse), smed rundt med legetøjet (pas på anklerne, siger jeg bare) og snakkede med sig selv. Til sidst snakkede hun 20 minutter med mormor og morfar på Skype, indtil hendes øjne var fuldstændig stive.
Da klokken nærmede sig 3, kiggede jeg på hende og sagde 5 minutter til, Sophie, så er klokken 3. Da sukkede hun og smilede blidt til mig. Så lå hun bare stille på tæppet og fulgte mig med øjnene, mens jeg gjorde sengen klar. Da jeg tog hende op for at give hende mad, hvinede hun glad og spiste så som en lille ulv (Romulus eller Remus?). Og lagde sig til at sove præcis klokken 3.
Nu er det så min logik fortæller mig, at det ikke kan lade sig gøre. Et fem måneder gammelt barn kan ikke forstå sådan en handel, endsige holde styr på tiden. Men Sophie laver den slags stunts dagligt. Og som oftest er det en test af, hvem der er mest stædig. Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke vinder hver gang. De fleste, men ikke alle.
Frøken Sophie kan fx finde på at nægte at spise. Det foregår ikke helt som i gamle dage, hvor hun blot pjatsuttede lidt og så lå og kiggede rundt. Nej, i dag stortuder hun i stedet. Tårerne triller ned ad kinderne - mens hun kigger årvågent runt i stuen. Der er slet ikke nogen tvivl om, at det hverken er kolik, sult eller træthed. Den unge dame vil bare ikke spise lige nu. Hun vil underholdes, tak. Og hun holder først op med at hyle når man begynder at beskæftige hende med noget andet. Så stopper hun til gengæld som om der var en indbygget on-off knap. Switch! Gråd til. Switch! Gråd fra.
Jeg har læst i min børnebibel (60 vidunderlige uger) at det blot er en fase. De er stædige i denne periode, vil selv bestemme sove- og spisetider, smider rundt med tingene og begynder at teste grænser. Desværre tror jeg ikke helt, det passer. Det er Sophies personlighed, den er gal med, og disse kampe kan jeg lige så godt vænne mig til. Med to stædige høns i huset bliver det bare sådan. Stakkels Andreas. Og stakkels frier nummer 247, der bliver afvist i døren af en utilfreds prinsesse Sophie. Man må håbe der findes en meget stædig KlodsHans derude!