Åh ja, så skal vi til det igen! Skrive blog, mener jeg. Altså - et eller andet sted er det vel et godt tegn, at jeg ikke får skrevet en pind. For det betyder jo, at der er gang i den!
Vi sluttede sidste blog med tømmermænd. Resten af dagen kan I næsten gætte jer til: Mere cola, hæse stemmer og en del for fanden Nanna, så du Paulo da han... Vi gik en lang tur i solskinnet med Sophie i den nye fancy klapvogn, og det var MEGET spændende. For Sophie. Vinden var vistnok lidt hård ved de andres hovedbund.
Dagen sluttede med obligatorisk junkfood a la Oostende: Krabbeklør fra fiskemarkedet og tagliatelle med muslinger. Som voksede i munden på de tilstedeværende, og derfor endte i skraldespanden. Godt man altid har lidt chokolade i huset. :-)
Mandag meldte sin truende ankomst for Andreas, mens tøserne råhyggede i lejligheden. Jeg ved egentlig ikke, hvad vi lavede - det regnede (det gør det altid, når Nanna er på besøg, uanset om det er Oostende eller Aalborg), så vi gik en lille tur, shoppede lidt og snakkede ellers bare om sådan noget søstre snakker om. Hygge!
I tirsdags var vi en lille smuttur til Brugge. Vi blev enige om at kaste os på hesten igen og tage toget. Noget risikabelt i Belgien, men man skal vel take a walk on the wild side, ikke. Det var faktisk ret kedeligt - fuldstændig problemløst på vejen ud, og med kun én lille bitte forhindring på vejen hjem. Banegården er under ombygning, og de var sgu lige kommet til at fjerne elevatoren op til perron 1 den dag.
To små brede belgiere bar høfligt barnevognen op for os, og så var det problem løst. Men som Nanna sagde: Så blev vi igen dagens turistattraktion. Den røde barnevogn skriger ligesom på opmærksomhed.
Brugge er en dejlig by; temmelig turistet, efter sigende slet ikke så gammel som den selv giver udtryk for - men hamrende charmerende. Små kanaler, brostensgader og glimrende mulighed for at fare vild. Vi gik rundt på må og få, nød det lune forårsvejr og lyttede til de engelske turister. De har simpelthen ingen hæmninger, især ikke når det kommer til at kommentere hinandens adfærd. Højlydt. På engelsk. Har de ikke lært rule no 1 når man er udenlands?
Det er i øvrigt ret fedt at være turist i et land med så meget chokolade. For hvad gør den gode turist som det første? Køber 250 gram chokolade, selvfølgelig. For så har man altid liige et lille stykke fyldt chokolade når man går sukkerkold. Herligt. Det hjalp så ikke så meget på vores shoppingevner, for vi fik ikke købt nogetsomhelst. Jo, tre savlesmække i H&M. Spændende...
Efter frokost var Sophie en time i bæreselen hos moster Nanna. Med ansigtet fremad, vel at mærke. Hun fik med andre ord stimuleret sanserne rigeligt, hvilket gav verdens bedste middagslur. Vi andre var også temmelig trætte, så til sidst blev vi enige om at tage hjem igen. Som to gamle pensionister, der faldt i søvn i toget. Det er f**** for pinligt. Sølle!
I onsdags dukkede vores forældre så op. Igen stod den på take away, da vi ikke kunne være helt sikre på hvornår bedsteforældrene ville dukke op. Det er jo Belgien, ikke. Så vi gik ned til het mosselrestaurant, Kombuis, med en stor gryde og plastikskålen fra salatslyngeren og hentede muslinger. Først 2 portioner, for det var hvad der kunne være i gryden/skålen. Det var egentlig nok, men familien Quist giver jo ikke op så let, så Andreas og Søren hentede en omgang mere. Vi åd med andre ord indtil der stod moules, frites og hjemmelavet tyk mayonnaise ud af ørerne. Og skålede lidt på de sidste to medlemmer af Quist/Thye junior familien; Mads & Emma. Vi ved ikke helt om vi tør håbe på vi alle når at blive samlet hernede i Oostende - for hold da op, hvor kan vi larme!
Vi sluttede sidste blog med tømmermænd. Resten af dagen kan I næsten gætte jer til: Mere cola, hæse stemmer og en del for fanden Nanna, så du Paulo da han... Vi gik en lang tur i solskinnet med Sophie i den nye fancy klapvogn, og det var MEGET spændende. For Sophie. Vinden var vistnok lidt hård ved de andres hovedbund.Dagen sluttede med obligatorisk junkfood a la Oostende: Krabbeklør fra fiskemarkedet og tagliatelle med muslinger. Som voksede i munden på de tilstedeværende, og derfor endte i skraldespanden. Godt man altid har lidt chokolade i huset. :-)
Mandag meldte sin truende ankomst for Andreas, mens tøserne råhyggede i lejligheden. Jeg ved egentlig ikke, hvad vi lavede - det regnede (det gør det altid, når Nanna er på besøg, uanset om det er Oostende eller Aalborg), så vi gik en lille tur, shoppede lidt og snakkede ellers bare om sådan noget søstre snakker om. Hygge!
I tirsdags var vi en lille smuttur til Brugge. Vi blev enige om at kaste os på hesten igen og tage toget. Noget risikabelt i Belgien, men man skal vel take a walk on the wild side, ikke. Det var faktisk ret kedeligt - fuldstændig problemløst på vejen ud, og med kun én lille bitte forhindring på vejen hjem. Banegården er under ombygning, og de var sgu lige kommet til at fjerne elevatoren op til perron 1 den dag.
To små brede belgiere bar høfligt barnevognen op for os, og så var det problem løst. Men som Nanna sagde: Så blev vi igen dagens turistattraktion. Den røde barnevogn skriger ligesom på opmærksomhed.Brugge er en dejlig by; temmelig turistet, efter sigende slet ikke så gammel som den selv giver udtryk for - men hamrende charmerende. Små kanaler, brostensgader og glimrende mulighed for at fare vild. Vi gik rundt på må og få, nød det lune forårsvejr og lyttede til de engelske turister. De har simpelthen ingen hæmninger, især ikke når det kommer til at kommentere hinandens adfærd. Højlydt. På engelsk. Har de ikke lært rule no 1 når man er udenlands?
Det er i øvrigt ret fedt at være turist i et land med så meget chokolade. For hvad gør den gode turist som det første? Køber 250 gram chokolade, selvfølgelig. For så har man altid liige et lille stykke fyldt chokolade når man går sukkerkold. Herligt. Det hjalp så ikke så meget på vores shoppingevner, for vi fik ikke købt nogetsomhelst. Jo, tre savlesmække i H&M. Spændende...
Efter frokost var Sophie en time i bæreselen hos moster Nanna. Med ansigtet fremad, vel at mærke. Hun fik med andre ord stimuleret sanserne rigeligt, hvilket gav verdens bedste middagslur. Vi andre var også temmelig trætte, så til sidst blev vi enige om at tage hjem igen. Som to gamle pensionister, der faldt i søvn i toget. Det er f**** for pinligt. Sølle!
I onsdags dukkede vores forældre så op. Igen stod den på take away, da vi ikke kunne være helt sikre på hvornår bedsteforældrene ville dukke op. Det er jo Belgien, ikke. Så vi gik ned til het mosselrestaurant, Kombuis, med en stor gryde og plastikskålen fra salatslyngeren og hentede muslinger. Først 2 portioner, for det var hvad der kunne være i gryden/skålen. Det var egentlig nok, men familien Quist giver jo ikke op så let, så Andreas og Søren hentede en omgang mere. Vi åd med andre ord indtil der stod moules, frites og hjemmelavet tyk mayonnaise ud af ørerne. Og skålede lidt på de sidste to medlemmer af Quist/Thye junior familien; Mads & Emma. Vi ved ikke helt om vi tør håbe på vi alle når at blive samlet hernede i Oostende - for hold da op, hvor kan vi larme!
Torsdag vågnede vi op til verdens dejligste dag. Solskin over byens tage, og så var det ovenikøbet markedsdag. Eneste minus var at det var Nannas sidste dag, men forhåbentlig kommer hun snart igen.
Vi gik altså på marked. Jeg havde advaret dem, men de blev tilpas forvirrede og ubeslutsomme alligevel. Vi fik dog købt en del ost, skinke, pølse og 4 kilo clementiner (til 4 euro!), så lidt kom vi da hjem med. På vejen gik vi også forbi Marie-Anne og udvalgte endnu 500 gram chokolade. Vistnok kasse nummer 4. Hmm!
Hjem og pakke Nannas kuffert - Sophie ville gerne med, men der var ikke rigtig plads. Moster havde alligevel formået at købe lidt ting og sager; små skåle, æggebægere a la Rostis gamle i fede farver, ost + pølse, lidt tøj... Med vold og magt fik vi lukket den, smurt en madpakke og så kørt hende til stationen. Siden da har Sophie været verdens strålende midtpunkt. Mere end hun plejer, altså. Mormor og morfar forkæler hende grusomt, så det meste af tiden har hun været herligt lattermild og let overgearet. Jeg er nu også blevet forkælet - var til frisøren i 2½ time i går (!) og nu sidder Bodil og jeg og holder masken. Sørens joke. Jeg ved ikke hvad vi ligner, men det skulle være effektivt. Nu må vi se!
Derefter står den på hyggeindkøb, lidt arbejde og så BYTUR. For første gang i mere end et år. Det bliver så sindssygt. Resume følger!
1 kommentar:
Aj, jeg savner jer allerede! Mest Sophie, men også jer andre...
Glæder mig til at høre om din bytur, Kathrine. Botteltje, kom an! - Pas på den dybe ende.
Send en kommentar