Deet er ganskje vidst! Heer dufter af foraar.
Sophie og jeg har lige været en tur i Leopold-parken. Det gælder om at tage chancen, når vejret holder tørt, solen skinner ind i mellem og det ikke blæser så meget. I går var barnevognen lige ved at vælte, da vi krydsede Kapellestraat...
Leopold-parken er delvist en skulpturpark, anrettet med snirklede rosenfarvede stengange a la Frederiksberg Have, vistnok engang sidst i det for-forrige århundrede, da folket skulle have luft for sundhedens skyld. Mellem træerne står smukke bronzeskulpturer, og på en bakketop ligger en enkelt gylden løvinde på lur. Skovbunden er dækket af de hvideste krokusser, knejsende påskeliljer og enkelte blå for amatørbiologen ukendte blomstrende himstergimser. På søen sejler gigantiske måger (!) rundt, men til min store lettelse er der også de klassiske 3 aggressive svaner. Det skal de næsten være, de smukke væsner. Deadly beautiful.
Der stikker også fire elegante damehoveder op af søen. Bronzehoveder, skal det siges. Hvis jeg tyder det flamske skilt korrekt, repræsenterer de fire antikke dyder, symbolsk placeret så vandet dækker for munden. En enkelt må dog være blevet rapkæftet, for i dag står hun kun i vand til skuldrene.
Sophie kommenterer som vanligt alle herlighederne på sit helt eget sprog. Ved synet af svanerne hviner hun lystigt, men de ser blot nådigt efter klapvognen. Vi passerer en yndig havfrue og pludselig - oh hjerte, brist ikke - står der et blomstrende kirsebærtræ. Kan det virkelig passe? Allerede nu?
Jeg elsker kirsebærtræer. De florlette skyer af rosa blomster, som strejfer ens kind i blæsevejr. Solens spil i de sorte, krogede grene. Kontrasten mellem det lyse og det mørke. Forårsbebuderen.
Fra min første tur til Paris husker jeg kun kirsebærtræerne. Der er en svag erindring om en parktur, et baguette med ost og skinke, en spæd ungdomsforelskelse. Men kirsebærtræerne står stærkest.
GPS'en siger 3 timer til Paris. Skulle man?
Der er forår i luften.
onsdag, februar 28, 2007
tirsdag, februar 27, 2007
At vælge
Advarsel: I det følgende kommer adskillige linjer af mere eller mindre lomme-filosofisk indhold. Måske er det vejret. Måske er jeg ved at blive vanvittig af at tale med en 5-måneder gammel bebs som ikke kan svare andet end bbrbs og loaloaa. Måske har jeg altid været sådan her. Gammelfilosofisk. Lommefilosofisk. Platfilosofisk.
Uanset hvad kan indholdet ikke anbefales folk som skal vælge studie, giftes, købe hus eller på anden måde vælge indenfor de næste par uger. Så er I advaret.
En god ven spurgte mig, hvordan jeg af vidste, at Andreas var The One? Det spørgsmål har snurret i baghovedet de sidste dage. Forstå mig nu ret: Jeg er jo ikke i tvivl om, at han er det! Men hvordan ved jeg det? Hvordan vidste jeg, at jeg skulle sige ja?
Jeg forsøgte at svare med alskens smukke metaforer (dem har vi vist en svaghed for i familien). Om terninger, man ønskede skulle lande på bestemte måder. Om en ubestemmelig fornemmelse af sikkerhed. Om arkimediske punkter. Og kærlighedens væsen.
Til sidst tror jeg nok, jeg fik konkluderet, at man jo aldrig kan være sikker på det varer for evigt, men at man må tro på det i ja'ets øjeblik. Dvs at man meget gerne skal sige ja (i kirken, på skibet, i skovlysningen eller hvor man nu siger ja) med den fulde overbevisning at dette er for livet.
Siden da er jeg kommet til at tænke på, at dette valg (kærlighedens) måske ikke er så anderledes end andre - store - valg? Vores valg af studie, bolig, venner etc. Disse valg har også enorm indflydelse på vores liv, og de fleste af dem træffer vi endda, mens vi er unge, forvirrede og håbløst sort-hvide i vores tilgang til verden. Og lever med dem. Tag nu fx mit valg af studie; jeg valgte, fortrød, rodede lidt rundt i Lund, valgte på ny, og har nu fortrudt igen.
Det kunne da være skægt at læse til jordemoder, kiropraktor, psykolog eller noget helt fjerde. Men jeg gør det jo ikke, vel? Ikke kun fordi jeg mangler SU, fordi det er hamrende besværligt, fordi jeg først ville blive færdig, når jeg er på den helt forkerte side af 30 - men først og fremmest fordi jeg har truffet en beslutning. Og vil leve med den. Kan leve med den. Arbejde rundt om den, finde nye smuthuller, presse beslutningen i nye retninger. Men fortsat leve med den. Fordi jeg holder af den udfordring, det er at bevæge livet efter mit hovede.
Havde jeg ikke haft det sådan, havde jeg nok hoppet på Andreas forslag om at sælge huset og flytte til Australien for at læse. Ok, jeg kunne godt finde på at sige ja bare for eventyrets skyld. Men ikke fordi jeg ikke kan leve med min beslutning.
Men for nu at blive i en nogenlunde logisk tankerække: Hvordan ved man, at disse valg er de rigtige? Hvordan vælger man et studie? En kæreste? At få børn eller lade være? Flytte? Købe hus?
Et eller andet sted tror jeg, at det er vores generations forbandelse. De mange valgmuligheder. For vores forældre, men især bedsteforældre, var valgene nok mere indlysende. Eller begrænsede. Gjorde det livet lettere? Kedeligere?
Min pointe er, at valget af ægtefælle i sidste ende ikke er lettere eller sværere end valget af profession. Og at man måske med fordel kan betragte og behandle de to valg på samme måde. Altså vælge med hjertet, efter evner og muligheder. Og dernæst leve med sit valg. Jonglere med det, som jeg gør med mit valg af studie. Ok, jeg fortrød undervejs, men fandt da en måde at (gen)bruge mit oprindelige valg på. Jeg har absolut ikke tænkt mig at fortryde valget af Andreas, men der har da været enkelte valg før ham (host, host). Og de påvirkede da mit endelige valg.
Bliver vi i dette vanvittige tankespor, skal man naturligvis sørge for også at vedlige holde sit valg. Opdatere cv'et, så at sige. Sørge for at man stadig er ferm til sin profession (være kæreste), at man stadig er interessant på "jobmarkedet". Bruge the little grey cells, undlade vanens faldgruber. Og så hele tiden holde sig for øje, at man har valgt, og at man må leve med det valg. Arbejde med og rundt om det. Udvikle det. I stedet for at spekulere over, hvad der ville være sket, hvis man havde valgt anderledes.
Er det for sært? At sammenligne de to valg? Eller giver det mening, at når man har valgt, så skal man ikke bare lade stå til? Men derimod pleje og passe ens valg. Vedligeholde og udvikle det. Metaforisk sagt holde valget i bevægelse, så det altid er et valg af i dag i stedet for et, man traf for 1-3-12-30 år siden.
Det gælder vel alle slags valg. Kærlighed, job, bolig, børn. Det kan jeg jo så slå mig selv i hovedet med, når jeg brokker mig over mit job. Mens jeg spekulerer over, hvordan jeg skal indrette badeværelset i det gamle skrummel af et hus, vi har købt. Og glæder mig over mit særdeles fornuftige valg af ægtemand. Og nyder den datter, som vækker mig hver morgen med sine frydefulde skrig.
Uanset hvad kan indholdet ikke anbefales folk som skal vælge studie, giftes, købe hus eller på anden måde vælge indenfor de næste par uger. Så er I advaret.
En god ven spurgte mig, hvordan jeg af vidste, at Andreas var The One? Det spørgsmål har snurret i baghovedet de sidste dage. Forstå mig nu ret: Jeg er jo ikke i tvivl om, at han er det! Men hvordan ved jeg det? Hvordan vidste jeg, at jeg skulle sige ja?
Jeg forsøgte at svare med alskens smukke metaforer (dem har vi vist en svaghed for i familien). Om terninger, man ønskede skulle lande på bestemte måder. Om en ubestemmelig fornemmelse af sikkerhed. Om arkimediske punkter. Og kærlighedens væsen.
Til sidst tror jeg nok, jeg fik konkluderet, at man jo aldrig kan være sikker på det varer for evigt, men at man må tro på det i ja'ets øjeblik. Dvs at man meget gerne skal sige ja (i kirken, på skibet, i skovlysningen eller hvor man nu siger ja) med den fulde overbevisning at dette er for livet.
Siden da er jeg kommet til at tænke på, at dette valg (kærlighedens) måske ikke er så anderledes end andre - store - valg? Vores valg af studie, bolig, venner etc. Disse valg har også enorm indflydelse på vores liv, og de fleste af dem træffer vi endda, mens vi er unge, forvirrede og håbløst sort-hvide i vores tilgang til verden. Og lever med dem. Tag nu fx mit valg af studie; jeg valgte, fortrød, rodede lidt rundt i Lund, valgte på ny, og har nu fortrudt igen.
Det kunne da være skægt at læse til jordemoder, kiropraktor, psykolog eller noget helt fjerde. Men jeg gør det jo ikke, vel? Ikke kun fordi jeg mangler SU, fordi det er hamrende besværligt, fordi jeg først ville blive færdig, når jeg er på den helt forkerte side af 30 - men først og fremmest fordi jeg har truffet en beslutning. Og vil leve med den. Kan leve med den. Arbejde rundt om den, finde nye smuthuller, presse beslutningen i nye retninger. Men fortsat leve med den. Fordi jeg holder af den udfordring, det er at bevæge livet efter mit hovede.
Havde jeg ikke haft det sådan, havde jeg nok hoppet på Andreas forslag om at sælge huset og flytte til Australien for at læse. Ok, jeg kunne godt finde på at sige ja bare for eventyrets skyld. Men ikke fordi jeg ikke kan leve med min beslutning.
Men for nu at blive i en nogenlunde logisk tankerække: Hvordan ved man, at disse valg er de rigtige? Hvordan vælger man et studie? En kæreste? At få børn eller lade være? Flytte? Købe hus?
Et eller andet sted tror jeg, at det er vores generations forbandelse. De mange valgmuligheder. For vores forældre, men især bedsteforældre, var valgene nok mere indlysende. Eller begrænsede. Gjorde det livet lettere? Kedeligere?
Min pointe er, at valget af ægtefælle i sidste ende ikke er lettere eller sværere end valget af profession. Og at man måske med fordel kan betragte og behandle de to valg på samme måde. Altså vælge med hjertet, efter evner og muligheder. Og dernæst leve med sit valg. Jonglere med det, som jeg gør med mit valg af studie. Ok, jeg fortrød undervejs, men fandt da en måde at (gen)bruge mit oprindelige valg på. Jeg har absolut ikke tænkt mig at fortryde valget af Andreas, men der har da været enkelte valg før ham (host, host). Og de påvirkede da mit endelige valg.
Bliver vi i dette vanvittige tankespor, skal man naturligvis sørge for også at vedlige holde sit valg. Opdatere cv'et, så at sige. Sørge for at man stadig er ferm til sin profession (være kæreste), at man stadig er interessant på "jobmarkedet". Bruge the little grey cells, undlade vanens faldgruber. Og så hele tiden holde sig for øje, at man har valgt, og at man må leve med det valg. Arbejde med og rundt om det. Udvikle det. I stedet for at spekulere over, hvad der ville være sket, hvis man havde valgt anderledes.
Er det for sært? At sammenligne de to valg? Eller giver det mening, at når man har valgt, så skal man ikke bare lade stå til? Men derimod pleje og passe ens valg. Vedligeholde og udvikle det. Metaforisk sagt holde valget i bevægelse, så det altid er et valg af i dag i stedet for et, man traf for 1-3-12-30 år siden.
Det gælder vel alle slags valg. Kærlighed, job, bolig, børn. Det kan jeg jo så slå mig selv i hovedet med, når jeg brokker mig over mit job. Mens jeg spekulerer over, hvordan jeg skal indrette badeværelset i det gamle skrummel af et hus, vi har købt. Og glæder mig over mit særdeles fornuftige valg af ægtemand. Og nyder den datter, som vækker mig hver morgen med sine frydefulde skrig.
mandag, februar 26, 2007
Spruttende Sophie
Der er visse uforudsete effekter af at invitere hele familjen på besøg. Sophie har lært de mest besynderlige ting!
Se bare her http://www.k-quist.dk/blog/Spruttende%20Sophie.wmv
Gotta love her...
Se bare her http://www.k-quist.dk/blog/Spruttende%20Sophie.wmv
Gotta love her...
Madorgier
Så er de sidste gæster i en lang familiekavalkade taget afsted. Det har været dejligt med så meget besøg (især for Sophie, som er blevet møgforkælet), men også hårdt. For vores familier kan snakke og spise fanden tilbage til helvede!
Denne weekend var ingen undtagelse. Christoffer dukkede op som planlagt fredag formiddag, og vi startede såmænd besøget med en lille chokoladecroissant. Shyyh - det ved Andreas ikke. Dernæst stor frokost, hvorpå Christoffer måtte have en middagslur på et par timer. Han var vist ikke helt klar over, hvor mange procent de øl var på!
Til aftensmaden var Mie og Ole dukket op. Dvs - aftensmaden ventede på dem. De skulle lige kæmpe sig forbi belgisk bagagepersonale med italienske manerer samt den klassiske togtur med interessante skift. 4 diskrete retter senere (tapas, ovnbagt torsk med haricots verts, adskillige oste og Leonidas is med friske hindbær) var drengene klar til at gå i byen. Andreas, Christoffer og Ole daskede ned på Botteltje mens vi andre vaskede op og hyggesnakkede. Godt det ikke var denne weekend, det var kvindernes internationale kampdag. ;-)
Rygtet siger, de var forbi Casinoet i løbet af natten, så Ole og Christoffer også kunne smage på stedets Mojitos. I hvert fald lugtede de både øl og mynte, da de væltede ind ad elevatordøren ved tre-tiden om morgenen. Her kan man godt forbande babyalarmer, for en væltet bøjle og ditto tørrestativ giver virkelig udslag i en sådan. Nå, Sophie fik lidt at spise og så sov vi videre.
Næste morgen fik Andreas virkelig lov til at føle, hvordan det er at være småbarnsfader, da prinsessen vågnede halv otte. Jeg lavede morgenmad sammen med Mie mens de andre (såkaldte mandfolk) sov rusen ud. De var dog ret kække efter en omgang mad, så vi nåede da ud ad døren inden middag.
På markedet og købe ind (ost, skorzonerrødder) og derefter voldsom vinduesshopping i silende regnvejr. Det blev for meget for Andreas & Christoffer, som måtte have mad. Igen. Vi andre var knap nok sultne, men kunne dog i familiens ånd klemme en lille bid eller fire ned.
Så kuppede Mie, Sophie og jeg de andre. Vi sendte dem i Delhaize efter vin til maden, mens vi gik hjemad med Sophie. Hun skulle vistnok snart skiftes, mente vi.
Yah right! Vi skulle bare af med mændene, så vi fik fred til at shoppe. Både fornuftigt (mere ost + kød til aftensmaden), men også en slags avocadokniv, tapasskåle, sko etc. Oostende er en rigtig god shoppingby, hvis man ellers har penge i pungen og kan få barnevognen med ind...
På en eller anden måde fik begge grupper købt kage, så vi endte med at få eftermiddagskage og dessertkage. Som min søde svigermor sagde: Hvis hun skulle bo her i 3 måneder, ville hun tage rigtig, rigtig meget på. Jep - vi ved det. Men det er så svært, når der er så mange lækre ting at smage på, og man virkelig lever for at spise. (Betyder det, at når man kun lever én gang, må man spise hele tiden for virkelig at leve???)
Lørdag aften stod den igen på 4 lækre retter. Vi startede med champagne og lidt småsnacks - fransk bistropølse, oliven, tapenader og godt brød. Igen: Ikke ligefrem slankekost, men nøj hvor vi lever. Så en lillebitte steg i ovnen med nye gulerødder og skorzonerrødder samt to gode rødvine. 8 forskellige gourmetoste i gourmandportioner, dessert, supergod portvin og en lille bitte bitte bitte smule chokolade. Godt vi er mestre i at motionere tungebåndet samtidig, ellers ville vi da slet ikke overleve et sådan måltid.
Det værste ved sådan en weekend er, at man får udvidet mavesækken. Det betyder, at når man vågner søndag morgen, er man voldsomt sulten. Man tror det er løgn, men det er man. Så morgenmad med kaffe, brød, ost, pølse og croissanter glider nemt ned. Efter den obligatoriske tur langs vandet (en meget kort tur, da det var dødssygt vejr) var vi sørme klar til en omgang mere ved bordet. Christoffer skulle med toget 13:47, så vi var jo nødt til det, ikke.
Denne weekend var ingen undtagelse. Christoffer dukkede op som planlagt fredag formiddag, og vi startede såmænd besøget med en lille chokoladecroissant. Shyyh - det ved Andreas ikke. Dernæst stor frokost, hvorpå Christoffer måtte have en middagslur på et par timer. Han var vist ikke helt klar over, hvor mange procent de øl var på!
Til aftensmaden var Mie og Ole dukket op. Dvs - aftensmaden ventede på dem. De skulle lige kæmpe sig forbi belgisk bagagepersonale med italienske manerer samt den klassiske togtur med interessante skift. 4 diskrete retter senere (tapas, ovnbagt torsk med haricots verts, adskillige oste og Leonidas is med friske hindbær) var drengene klar til at gå i byen. Andreas, Christoffer og Ole daskede ned på Botteltje mens vi andre vaskede op og hyggesnakkede. Godt det ikke var denne weekend, det var kvindernes internationale kampdag. ;-)
Rygtet siger, de var forbi Casinoet i løbet af natten, så Ole og Christoffer også kunne smage på stedets Mojitos. I hvert fald lugtede de både øl og mynte, da de væltede ind ad elevatordøren ved tre-tiden om morgenen. Her kan man godt forbande babyalarmer, for en væltet bøjle og ditto tørrestativ giver virkelig udslag i en sådan. Nå, Sophie fik lidt at spise og så sov vi videre.
Næste morgen fik Andreas virkelig lov til at føle, hvordan det er at være småbarnsfader, da prinsessen vågnede halv otte. Jeg lavede morgenmad sammen med Mie mens de andre (såkaldte mandfolk) sov rusen ud. De var dog ret kække efter en omgang mad, så vi nåede da ud ad døren inden middag.
På markedet og købe ind (ost, skorzonerrødder) og derefter voldsom vinduesshopping i silende regnvejr. Det blev for meget for Andreas & Christoffer, som måtte have mad. Igen. Vi andre var knap nok sultne, men kunne dog i familiens ånd klemme en lille bid eller fire ned.
Så kuppede Mie, Sophie og jeg de andre. Vi sendte dem i Delhaize efter vin til maden, mens vi gik hjemad med Sophie. Hun skulle vistnok snart skiftes, mente vi.
Yah right! Vi skulle bare af med mændene, så vi fik fred til at shoppe. Både fornuftigt (mere ost + kød til aftensmaden), men også en slags avocadokniv, tapasskåle, sko etc. Oostende er en rigtig god shoppingby, hvis man ellers har penge i pungen og kan få barnevognen med ind...
På en eller anden måde fik begge grupper købt kage, så vi endte med at få eftermiddagskage og dessertkage. Som min søde svigermor sagde: Hvis hun skulle bo her i 3 måneder, ville hun tage rigtig, rigtig meget på. Jep - vi ved det. Men det er så svært, når der er så mange lækre ting at smage på, og man virkelig lever for at spise. (Betyder det, at når man kun lever én gang, må man spise hele tiden for virkelig at leve???)
Lørdag aften stod den igen på 4 lækre retter. Vi startede med champagne og lidt småsnacks - fransk bistropølse, oliven, tapenader og godt brød. Igen: Ikke ligefrem slankekost, men nøj hvor vi lever. Så en lillebitte steg i ovnen med nye gulerødder og skorzonerrødder samt to gode rødvine. 8 forskellige gourmetoste i gourmandportioner, dessert, supergod portvin og en lille bitte bitte bitte smule chokolade. Godt vi er mestre i at motionere tungebåndet samtidig, ellers ville vi da slet ikke overleve et sådan måltid.
Det værste ved sådan en weekend er, at man får udvidet mavesækken. Det betyder, at når man vågner søndag morgen, er man voldsomt sulten. Man tror det er løgn, men det er man. Så morgenmad med kaffe, brød, ost, pølse og croissanter glider nemt ned. Efter den obligatoriske tur langs vandet (en meget kort tur, da det var dødssygt vejr) var vi sørme klar til en omgang mere ved bordet. Christoffer skulle med toget 13:47, så vi var jo nødt til det, ikke.
Hvad vi brugte weekenden på er vist ret indlysende. Men vi hyggede nu altså også! Det er efterhånden sjældent, familien Thye er samlet, eftersom Christoffer huserer i det nordlige Tyskland normalt. Når vi så endelig er sammen, er det ret intensivt. Og mættende.
fredag, februar 23, 2007
Snestorm i Danmark
Og sådan her er vejret i Oostende...
Sophie og jeg skal en tur i byen og hente tandpasta + frisk baguette til frokosten. Så kommer onkel Engoffer (det er Christoffer) med toget fra Bruxelles. Hvis vi er heldige dukker "besserne" også op i eftermiddag. Vi krydser fingre!
God dag til jer alle sammen! Find skiene frem og få det bedste ud af dagen. Det vil vi - med en tur i solskinnet langs havet. Knus!
torsdag, februar 22, 2007
Stædige frøken
Sophie har fået personlighed. En meget, meget stædig personlighed. Med de forældre (læs: mor) kommer det som en meget stor overraskelse. Men det gør det ikke nemmere.
For det er jo to stædige damer, som render rundt sammen på Van Iseghemlaan 39, bus 7. Og ind i mellem må jeg virkelig minde mig selv om, at hun kun er 5 måneder. Hun burde ikke kunne gøre eller forstå de ting, hun gør.
Fx syntes den unge dame at en halv times powernap da var rigelig middagslur til hende. Normalt er det ikke noget problem - hun sover gerne 2- 2½ time. Men ikke i dag. Jeg rendte frem og tilbage et par gange med sut og godnat Sophie indtil jeg gav op. Jeg fortalte hende, at hun godt måtte komme op og lege, men at hun først fik noget at spise klokken 3. Altså ikke noget med at komme rendende en halv time efter og forlange en tår at falde i søvn på. Til den forargede læser skal det lige indskydes, at godt nok er jeg ravnemor, men ikke så meget. Selvfølgelig ville hun få noget! Men det ved damen jo ikke - eller?
Under alle omstændigheder gav Sophie mig et meget sigende blik a la jeg gider jo bare ikke ligge her, dumme mor, så lad os bare aftale det og op kom hun. Og så fulgte to meget interessante timer, hvor Sophie virkelig kæmpede en brag kamp for at holde sig vågen. Hun sang, moslede rundt, gik lidt i bro (hendes nye yndlingsbevægelse), smed rundt med legetøjet (pas på anklerne, siger jeg bare) og snakkede med sig selv. Til sidst snakkede hun 20 minutter med mormor og morfar på Skype, indtil hendes øjne var fuldstændig stive.
Da klokken nærmede sig 3, kiggede jeg på hende og sagde 5 minutter til, Sophie, så er klokken 3. Da sukkede hun og smilede blidt til mig. Så lå hun bare stille på tæppet og fulgte mig med øjnene, mens jeg gjorde sengen klar. Da jeg tog hende op for at give hende mad, hvinede hun glad og spiste så som en lille ulv (Romulus eller Remus?). Og lagde sig til at sove præcis klokken 3.
Nu er det så min logik fortæller mig, at det ikke kan lade sig gøre. Et fem måneder gammelt barn kan ikke forstå sådan en handel, endsige holde styr på tiden. Men Sophie laver den slags stunts dagligt. Og som oftest er det en test af, hvem der er mest stædig. Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke vinder hver gang. De fleste, men ikke alle.
Frøken Sophie kan fx finde på at nægte at spise. Det foregår ikke helt som i gamle dage, hvor hun blot pjatsuttede lidt og så lå og kiggede rundt. Nej, i dag stortuder hun i stedet. Tårerne triller ned ad kinderne - mens hun kigger årvågent runt i stuen. Der er slet ikke nogen tvivl om, at det hverken er kolik, sult eller træthed. Den unge dame vil bare ikke spise lige nu. Hun vil underholdes, tak. Og hun holder først op med at hyle når man begynder at beskæftige hende med noget andet. Så stopper hun til gengæld som om der var en indbygget on-off knap. Switch! Gråd til. Switch! Gråd fra.
Jeg har læst i min børnebibel (60 vidunderlige uger) at det blot er en fase. De er stædige i denne periode, vil selv bestemme sove- og spisetider, smider rundt med tingene og begynder at teste grænser. Desværre tror jeg ikke helt, det passer. Det er Sophies personlighed, den er gal med, og disse kampe kan jeg lige så godt vænne mig til. Med to stædige høns i huset bliver det bare sådan. Stakkels Andreas. Og stakkels frier nummer 247, der bliver afvist i døren af en utilfreds prinsesse Sophie. Man må håbe der findes en meget stædig KlodsHans derude!
For det er jo to stædige damer, som render rundt sammen på Van Iseghemlaan 39, bus 7. Og ind i mellem må jeg virkelig minde mig selv om, at hun kun er 5 måneder. Hun burde ikke kunne gøre eller forstå de ting, hun gør.
Fx syntes den unge dame at en halv times powernap da var rigelig middagslur til hende. Normalt er det ikke noget problem - hun sover gerne 2- 2½ time. Men ikke i dag. Jeg rendte frem og tilbage et par gange med sut og godnat Sophie indtil jeg gav op. Jeg fortalte hende, at hun godt måtte komme op og lege, men at hun først fik noget at spise klokken 3. Altså ikke noget med at komme rendende en halv time efter og forlange en tår at falde i søvn på. Til den forargede læser skal det lige indskydes, at godt nok er jeg ravnemor, men ikke så meget. Selvfølgelig ville hun få noget! Men det ved damen jo ikke - eller?
Under alle omstændigheder gav Sophie mig et meget sigende blik a la jeg gider jo bare ikke ligge her, dumme mor, så lad os bare aftale det og op kom hun. Og så fulgte to meget interessante timer, hvor Sophie virkelig kæmpede en brag kamp for at holde sig vågen. Hun sang, moslede rundt, gik lidt i bro (hendes nye yndlingsbevægelse), smed rundt med legetøjet (pas på anklerne, siger jeg bare) og snakkede med sig selv. Til sidst snakkede hun 20 minutter med mormor og morfar på Skype, indtil hendes øjne var fuldstændig stive.
Da klokken nærmede sig 3, kiggede jeg på hende og sagde 5 minutter til, Sophie, så er klokken 3. Da sukkede hun og smilede blidt til mig. Så lå hun bare stille på tæppet og fulgte mig med øjnene, mens jeg gjorde sengen klar. Da jeg tog hende op for at give hende mad, hvinede hun glad og spiste så som en lille ulv (Romulus eller Remus?). Og lagde sig til at sove præcis klokken 3.
Nu er det så min logik fortæller mig, at det ikke kan lade sig gøre. Et fem måneder gammelt barn kan ikke forstå sådan en handel, endsige holde styr på tiden. Men Sophie laver den slags stunts dagligt. Og som oftest er det en test af, hvem der er mest stædig. Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke vinder hver gang. De fleste, men ikke alle.
Frøken Sophie kan fx finde på at nægte at spise. Det foregår ikke helt som i gamle dage, hvor hun blot pjatsuttede lidt og så lå og kiggede rundt. Nej, i dag stortuder hun i stedet. Tårerne triller ned ad kinderne - mens hun kigger årvågent runt i stuen. Der er slet ikke nogen tvivl om, at det hverken er kolik, sult eller træthed. Den unge dame vil bare ikke spise lige nu. Hun vil underholdes, tak. Og hun holder først op med at hyle når man begynder at beskæftige hende med noget andet. Så stopper hun til gengæld som om der var en indbygget on-off knap. Switch! Gråd til. Switch! Gråd fra.
Jeg har læst i min børnebibel (60 vidunderlige uger) at det blot er en fase. De er stædige i denne periode, vil selv bestemme sove- og spisetider, smider rundt med tingene og begynder at teste grænser. Desværre tror jeg ikke helt, det passer. Det er Sophies personlighed, den er gal med, og disse kampe kan jeg lige så godt vænne mig til. Med to stædige høns i huset bliver det bare sådan. Stakkels Andreas. Og stakkels frier nummer 247, der bliver afvist i døren af en utilfreds prinsesse Sophie. Man må håbe der findes en meget stædig KlodsHans derude!
tirsdag, februar 20, 2007
Det forsvundne indlæg
AAARGGGGGGGGGGGGHHHHHHHHHHHHHH!
Jeg havde skrevet et langt og til tider endda morsomt indlæg omkring vores bytur. Om mørk øl i krystalglas, sprøde mojitos, nye dansetrin (The Diaper, The MailBox og BlendingBabyFood), sushi og shawarma samt adskillige vittige bemærkninger fra Pølo(Paulo på norsk), Lars, Christer og Andreas. Så skulle jeg lige skifte Sophie lynhurtigt, og da jeg kom tilbage var denne lortecomputer løbet tør for strøm!!! Og blogindlægget dermed forsvundet ud i den store internet-tørretumbler.
F O R H E L V E D E! [Man må godt bande højlydt når sådan noget her sker, ikke?]
Vi havde en dejlig aften. Jeg NØD at være ude - det føltes fuldstændig som at være 14 igen. En følelse som blev forstærket af, at Andreas spillede firsermusik og mine forældre spurgte, om jeg skulle have formaninger. Og det var dejligt at være afsted som kærester og ikke som forældre. Utroligt som man pludselig kan værdsætte en bytur!
Men efter sådan en aften melder flere eksistentielle spørgsmål sig:
- Kan døende svaner blive til gopler?
[om lamperne på casinoet, som søster Nanna beskrev som store svaner - sømændene konkluderede det var vandmænd]
- Hvad hedder brunch på norsk?
[Morgenmad er frokost, frokost er lunch... Frunch?]
- Er Pølo virkelig uimodståelig?
[Paulos forklaring på at han ikke smiler på dansegulvet: Hans charme er uimodståelig, når han smiler. Har det mon snarere noget at gøre med italienerens tandbøjle???]
- Hvad kan man egentlig købe på Visserskai?
[V bliver til f på flamsk. Og ja, der lugter af fisk. Men er vistnok blot stedet for at spise fisk her i byen. Vistnok. ]
- Kan man danse så dårligt at andre mister lysten til at entrere dansegulvet?
[Jep, ingen tvivl. Vi gjorde i hvert fald. Tror stadig DJ'en har mareridt.]
- Hvor mange mojitos går der på en fuld nordmand?
[Det vides ikke. Men der går 3 1/4 på en fuld dansker af gennemsnitsstørrelse.]
- Hvad slags kød er shawarma egentlig?
[Hest, hund eller italiener?]
Jeg havde skrevet et langt og til tider endda morsomt indlæg omkring vores bytur. Om mørk øl i krystalglas, sprøde mojitos, nye dansetrin (The Diaper, The MailBox og BlendingBabyFood), sushi og shawarma samt adskillige vittige bemærkninger fra Pølo(Paulo på norsk), Lars, Christer og Andreas. Så skulle jeg lige skifte Sophie lynhurtigt, og da jeg kom tilbage var denne lortecomputer løbet tør for strøm!!! Og blogindlægget dermed forsvundet ud i den store internet-tørretumbler.
F O R H E L V E D E! [Man må godt bande højlydt når sådan noget her sker, ikke?]
Vi havde en dejlig aften. Jeg NØD at være ude - det føltes fuldstændig som at være 14 igen. En følelse som blev forstærket af, at Andreas spillede firsermusik og mine forældre spurgte, om jeg skulle have formaninger. Og det var dejligt at være afsted som kærester og ikke som forældre. Utroligt som man pludselig kan værdsætte en bytur!
Men efter sådan en aften melder flere eksistentielle spørgsmål sig:
- Kan døende svaner blive til gopler?
[om lamperne på casinoet, som søster Nanna beskrev som store svaner - sømændene konkluderede det var vandmænd]
- Hvad hedder brunch på norsk?
[Morgenmad er frokost, frokost er lunch... Frunch?]
- Er Pølo virkelig uimodståelig?
[Paulos forklaring på at han ikke smiler på dansegulvet: Hans charme er uimodståelig, når han smiler. Har det mon snarere noget at gøre med italienerens tandbøjle???]
- Hvad kan man egentlig købe på Visserskai?
[V bliver til f på flamsk. Og ja, der lugter af fisk. Men er vistnok blot stedet for at spise fisk her i byen. Vistnok. ]
- Kan man danse så dårligt at andre mister lysten til at entrere dansegulvet?
[Jep, ingen tvivl. Vi gjorde i hvert fald. Tror stadig DJ'en har mareridt.]
- Hvor mange mojitos går der på en fuld nordmand?
[Det vides ikke. Men der går 3 1/4 på en fuld dansker af gennemsnitsstørrelse.]
- Hvad slags kød er shawarma egentlig?
[Hest, hund eller italiener?]
søndag, februar 18, 2007
En norsk undskyldning
Vi har en vældig god ven hernede, som trænger voldsomt til en undskyldning. Med egne ord er han skuffet, såret og vonbroten. Hvad det så betyder.
Christer hedder Christer. Ikke Krister, ikke Khrister og slet ikke Christian. Undskyld!
Her i huset hedder han bare Moroklumpen. Det betyder vistnok at han er en vældig morsom gut. Og han er morsom, den kjære Krister. Oftest ufrivilligt, fordi han får sagt noget på norsk som vi andre slet ikke kan stå for.
Så nu er vi begyndt at snu på gaten, vi spiser grisegott og vi synes alting er vældig moro. Og når vi får lidt for mange belgiske øl, ryker vi på en vældig smæll.
Til gengæld er Christer begyndt at bande som en rigtig dansk sømand. Han siger for helvede og for fanden i hver anden sætning. Og det lyder altså ret morsomt, når det kommer fra en mand som siger tusinde mange tak for mad og adieu når han går.
Så vi vil gerne sige undskyld til Christer. Det kan du for fanden da ikke være gal over? Vi synes jo stadig du er vældig moro uanset hvordan dit navn staves. Ellers må vi snu på gaten og hente en grisegod pizza som undskyldning. Unnskyll!
Christer hedder Christer. Ikke Krister, ikke Khrister og slet ikke Christian. Undskyld!
Her i huset hedder han bare Moroklumpen. Det betyder vistnok at han er en vældig morsom gut. Og han er morsom, den kjære Krister. Oftest ufrivilligt, fordi han får sagt noget på norsk som vi andre slet ikke kan stå for.
Så nu er vi begyndt at snu på gaten, vi spiser grisegott og vi synes alting er vældig moro. Og når vi får lidt for mange belgiske øl, ryker vi på en vældig smæll.
Til gengæld er Christer begyndt at bande som en rigtig dansk sømand. Han siger for helvede og for fanden i hver anden sætning. Og det lyder altså ret morsomt, når det kommer fra en mand som siger tusinde mange tak for mad og adieu når han går.
Så vi vil gerne sige undskyld til Christer. Det kan du for fanden da ikke være gal over? Vi synes jo stadig du er vældig moro uanset hvordan dit navn staves. Ellers må vi snu på gaten og hente en grisegod pizza som undskyldning. Unnskyll!
fredag, februar 16, 2007
Kedelig overskrift
Åh ja, så skal vi til det igen! Skrive blog, mener jeg. Altså - et eller andet sted er det vel et godt tegn, at jeg ikke får skrevet en pind. For det betyder jo, at der er gang i den!
Vi sluttede sidste blog med tømmermænd. Resten af dagen kan I næsten gætte jer til: Mere cola, hæse stemmer og en del for fanden Nanna, så du Paulo da han... Vi gik en lang tur i solskinnet med Sophie i den nye fancy klapvogn, og det var MEGET spændende. For Sophie. Vinden var vistnok lidt hård ved de andres hovedbund.
Dagen sluttede med obligatorisk junkfood a la Oostende: Krabbeklør fra fiskemarkedet og tagliatelle med muslinger. Som voksede i munden på de tilstedeværende, og derfor endte i skraldespanden. Godt man altid har lidt chokolade i huset. :-)
Mandag meldte sin truende ankomst for Andreas, mens tøserne råhyggede i lejligheden. Jeg ved egentlig ikke, hvad vi lavede - det regnede (det gør det altid, når Nanna er på besøg, uanset om det er Oostende eller Aalborg), så vi gik en lille tur, shoppede lidt og snakkede ellers bare om sådan noget søstre snakker om. Hygge!
I tirsdags var vi en lille smuttur til Brugge. Vi blev enige om at kaste os på hesten igen og tage toget. Noget risikabelt i Belgien, men man skal vel take a walk on the wild side, ikke. Det var faktisk ret kedeligt - fuldstændig problemløst på vejen ud, og med kun én lille bitte forhindring på vejen hjem. Banegården er under ombygning, og de var sgu lige kommet til at fjerne elevatoren op til perron 1 den dag.
To små brede belgiere bar høfligt barnevognen op for os, og så var det problem løst. Men som Nanna sagde: Så blev vi igen dagens turistattraktion. Den røde barnevogn skriger ligesom på opmærksomhed.
Brugge er en dejlig by; temmelig turistet, efter sigende slet ikke så gammel som den selv giver udtryk for - men hamrende charmerende. Små kanaler, brostensgader og glimrende mulighed for at fare vild. Vi gik rundt på må og få, nød det lune forårsvejr og lyttede til de engelske turister. De har simpelthen ingen hæmninger, især ikke når det kommer til at kommentere hinandens adfærd. Højlydt. På engelsk. Har de ikke lært rule no 1 når man er udenlands?
Det er i øvrigt ret fedt at være turist i et land med så meget chokolade. For hvad gør den gode turist som det første? Køber 250 gram chokolade, selvfølgelig. For så har man altid liige et lille stykke fyldt chokolade når man går sukkerkold. Herligt. Det hjalp så ikke så meget på vores shoppingevner, for vi fik ikke købt nogetsomhelst. Jo, tre savlesmække i H&M. Spændende...
Efter frokost var Sophie en time i bæreselen hos moster Nanna. Med ansigtet fremad, vel at mærke. Hun fik med andre ord stimuleret sanserne rigeligt, hvilket gav verdens bedste middagslur. Vi andre var også temmelig trætte, så til sidst blev vi enige om at tage hjem igen. Som to gamle pensionister, der faldt i søvn i toget. Det er f**** for pinligt. Sølle!
I onsdags dukkede vores forældre så op. Igen stod den på take away, da vi ikke kunne være helt sikre på hvornår bedsteforældrene ville dukke op. Det er jo Belgien, ikke. Så vi gik ned til het mosselrestaurant, Kombuis, med en stor gryde og plastikskålen fra salatslyngeren og hentede muslinger. Først 2 portioner, for det var hvad der kunne være i gryden/skålen. Det var egentlig nok, men familien Quist giver jo ikke op så let, så Andreas og Søren hentede en omgang mere. Vi åd med andre ord indtil der stod moules, frites og hjemmelavet tyk mayonnaise ud af ørerne. Og skålede lidt på de sidste to medlemmer af Quist/Thye junior familien; Mads & Emma. Vi ved ikke helt om vi tør håbe på vi alle når at blive samlet hernede i Oostende - for hold da op, hvor kan vi larme!
Vi sluttede sidste blog med tømmermænd. Resten af dagen kan I næsten gætte jer til: Mere cola, hæse stemmer og en del for fanden Nanna, så du Paulo da han... Vi gik en lang tur i solskinnet med Sophie i den nye fancy klapvogn, og det var MEGET spændende. For Sophie. Vinden var vistnok lidt hård ved de andres hovedbund.Dagen sluttede med obligatorisk junkfood a la Oostende: Krabbeklør fra fiskemarkedet og tagliatelle med muslinger. Som voksede i munden på de tilstedeværende, og derfor endte i skraldespanden. Godt man altid har lidt chokolade i huset. :-)
Mandag meldte sin truende ankomst for Andreas, mens tøserne råhyggede i lejligheden. Jeg ved egentlig ikke, hvad vi lavede - det regnede (det gør det altid, når Nanna er på besøg, uanset om det er Oostende eller Aalborg), så vi gik en lille tur, shoppede lidt og snakkede ellers bare om sådan noget søstre snakker om. Hygge!
I tirsdags var vi en lille smuttur til Brugge. Vi blev enige om at kaste os på hesten igen og tage toget. Noget risikabelt i Belgien, men man skal vel take a walk on the wild side, ikke. Det var faktisk ret kedeligt - fuldstændig problemløst på vejen ud, og med kun én lille bitte forhindring på vejen hjem. Banegården er under ombygning, og de var sgu lige kommet til at fjerne elevatoren op til perron 1 den dag.
To små brede belgiere bar høfligt barnevognen op for os, og så var det problem løst. Men som Nanna sagde: Så blev vi igen dagens turistattraktion. Den røde barnevogn skriger ligesom på opmærksomhed.Brugge er en dejlig by; temmelig turistet, efter sigende slet ikke så gammel som den selv giver udtryk for - men hamrende charmerende. Små kanaler, brostensgader og glimrende mulighed for at fare vild. Vi gik rundt på må og få, nød det lune forårsvejr og lyttede til de engelske turister. De har simpelthen ingen hæmninger, især ikke når det kommer til at kommentere hinandens adfærd. Højlydt. På engelsk. Har de ikke lært rule no 1 når man er udenlands?
Det er i øvrigt ret fedt at være turist i et land med så meget chokolade. For hvad gør den gode turist som det første? Køber 250 gram chokolade, selvfølgelig. For så har man altid liige et lille stykke fyldt chokolade når man går sukkerkold. Herligt. Det hjalp så ikke så meget på vores shoppingevner, for vi fik ikke købt nogetsomhelst. Jo, tre savlesmække i H&M. Spændende...
Efter frokost var Sophie en time i bæreselen hos moster Nanna. Med ansigtet fremad, vel at mærke. Hun fik med andre ord stimuleret sanserne rigeligt, hvilket gav verdens bedste middagslur. Vi andre var også temmelig trætte, så til sidst blev vi enige om at tage hjem igen. Som to gamle pensionister, der faldt i søvn i toget. Det er f**** for pinligt. Sølle!
I onsdags dukkede vores forældre så op. Igen stod den på take away, da vi ikke kunne være helt sikre på hvornår bedsteforældrene ville dukke op. Det er jo Belgien, ikke. Så vi gik ned til het mosselrestaurant, Kombuis, med en stor gryde og plastikskålen fra salatslyngeren og hentede muslinger. Først 2 portioner, for det var hvad der kunne være i gryden/skålen. Det var egentlig nok, men familien Quist giver jo ikke op så let, så Andreas og Søren hentede en omgang mere. Vi åd med andre ord indtil der stod moules, frites og hjemmelavet tyk mayonnaise ud af ørerne. Og skålede lidt på de sidste to medlemmer af Quist/Thye junior familien; Mads & Emma. Vi ved ikke helt om vi tør håbe på vi alle når at blive samlet hernede i Oostende - for hold da op, hvor kan vi larme!
Torsdag vågnede vi op til verdens dejligste dag. Solskin over byens tage, og så var det ovenikøbet markedsdag. Eneste minus var at det var Nannas sidste dag, men forhåbentlig kommer hun snart igen.
Vi gik altså på marked. Jeg havde advaret dem, men de blev tilpas forvirrede og ubeslutsomme alligevel. Vi fik dog købt en del ost, skinke, pølse og 4 kilo clementiner (til 4 euro!), så lidt kom vi da hjem med. På vejen gik vi også forbi Marie-Anne og udvalgte endnu 500 gram chokolade. Vistnok kasse nummer 4. Hmm!
Hjem og pakke Nannas kuffert - Sophie ville gerne med, men der var ikke rigtig plads. Moster havde alligevel formået at købe lidt ting og sager; små skåle, æggebægere a la Rostis gamle i fede farver, ost + pølse, lidt tøj... Med vold og magt fik vi lukket den, smurt en madpakke og så kørt hende til stationen. Siden da har Sophie været verdens strålende midtpunkt. Mere end hun plejer, altså. Mormor og morfar forkæler hende grusomt, så det meste af tiden har hun været herligt lattermild og let overgearet. Jeg er nu også blevet forkælet - var til frisøren i 2½ time i går (!) og nu sidder Bodil og jeg og holder masken. Sørens joke. Jeg ved ikke hvad vi ligner, men det skulle være effektivt. Nu må vi se!
Derefter står den på hyggeindkøb, lidt arbejde og så BYTUR. For første gang i mere end et år. Det bliver så sindssygt. Resume følger!mandag, februar 12, 2007
Da Moster kom til byen - og gik i byen
Jeg er blevet beordret til at give den fulde, sandfærdige og helt igennem normale beretning om min tur i Oostendes natteliv. OBS! Explicit content may occur.
Andreas havde fortalt sine kolleger om den unge svigerindes ankomst til Oostende, og der var vist bred enighed om, at det skulle fejres med en tur på Botteltje (flasken - udtales bottle-dje). Jeg var stadig lidt...øh, jeg kan vist ikke kalde det jetlagged, men jeg var lidt rejsetræt, så lørdag eftermiddag tog jeg en god skraber. Jeg har før været i byen med Andreas, og jeg vidste godt, at jeg hellere måtte være i tip-top-party-form.
Kl 18:30 vågnede jeg og gik nedenunder (jeg bor ovenpå i minilejligheden - med 180 graders vue over Oostende - ikke det værste!) til en pre-dinner-øl. En diskret en af slagsen på bare 10%. Andreas havde kastet sin kærlighed på tre kæmpebøffer i Delhaze, så middagen stod på bøf, pommes frittes og en god rødvin. Mandemad!
Kl 22 ankommer vi så til Botteltje - og jeg følte mig straks hjemme. Det er en mørk, englesk pub-agtig bar med pejs - og nul rygning! Herligt at kunne undgå røg-hovedpine (havde jeg så også bare kunnet undgå øl-hovedpine).
"Hej Krister, ciao Paulo, hej Peter, Hello Carlos - åh, tak for øl, Andreas!" Andreas troede ikke på, at jeg ville kunne lide kirsebærøllet, så jeg lagde ud med en kirsebær på fad, mens mændene fik sig en Kwak. Botteltjes ølkort er på 300 øl - de har to sider med frugtøl. Bananøl? Hmm, vi holdt os til de mere klassiske, dvs let bitter øl med tykt skum og en alkoholprocent på 8-12 stykker. Lidt af et problem, når man skal følge med mændenes drikketempo (og de har altså været her en måneds tid og er tilvænnede!) og stadig tænker "Shjamen, jeg har sho kun fåået fire øl, shå jeg kan ik' være fuld endnu..."
Efter en detour på the Celtic (gæt selv konceptet) gik vi videre til Oostendes casino, hvor byens trendy folk går på Lounge, en dekadent natklub med excellente drinks! Italieneren Paulo blev overfaldet af byens bøsse på dansegulvet - en lille fyr i hvide jeans, sort skjorte med hvidt slips og stramme sorte læderstøvler uden på bukserne. Han løftede et superplukket øjenbryn, da han så Paulo, og gav meget nødigt slip på ham igen - til Paulos store fortrydelse. Vi andre kunne grine over det, mens vi skyllede mojitos ned.
På et tidspunkt kommer Andreas løbende: "Nanna, Nanna, du skal smage den her drink - den smager herregodt! Jeg ved ikke hvad de har puttet i det, men jeg skal have én til!" Det viste sig at være gin og lime - meget gin og lidt lime. Kære læser, du kan vist efterhånden se, hvor det bærer henad...
Andreas smuttede hjem ved 5-tiden. Jeg havde stadig en halv caipirinha foran mig, så Krister blev bedt om at følge mig hjem - de er jo gentlemen, de sømænd. En halv time senere ringer jeg på og håber på, at Kathrine er vågen. Det var hun - og grinede, da jeg med dansetrin viste, hvordan man har det efter 4 belgiske øl.
Dagen efter? Av, av, av! Vågnede halv elleve med pels på tænderne - men Kathrine var overskuds-super-mama og lavede brunch. Krister blev inviteret over, og vi kunne sidde og fortælle Kathrine hvilke vanvittige ting, fulde mennesker finder på. Vi fik fx Paulo til at bunde to Guiness på the Celtic "Kan Paulo, kan Paulo, kan Paulo drikke øl?" Det kunne Paulo godt! Og så Guiness...
Krister lærte de andre sømænd at danse: først helikopteren (en hånd føres med pegefingeren i cirkelbevægelser) den dobbelte helikopter (begge hænder), the lawn-mower (forestil dig fire granvoksne mænd stå på en eksklusiv natklub og lade, som om de trækker i startledningen til en lille motor.), og ikke mindst hoola-hoop-ringen.
Oostende er sjovt - man skal bare passe på procenterne!
Kh. Moster Nanna
Andreas havde fortalt sine kolleger om den unge svigerindes ankomst til Oostende, og der var vist bred enighed om, at det skulle fejres med en tur på Botteltje (flasken - udtales bottle-dje). Jeg var stadig lidt...øh, jeg kan vist ikke kalde det jetlagged, men jeg var lidt rejsetræt, så lørdag eftermiddag tog jeg en god skraber. Jeg har før været i byen med Andreas, og jeg vidste godt, at jeg hellere måtte være i tip-top-party-form.
Kl 18:30 vågnede jeg og gik nedenunder (jeg bor ovenpå i minilejligheden - med 180 graders vue over Oostende - ikke det værste!) til en pre-dinner-øl. En diskret en af slagsen på bare 10%. Andreas havde kastet sin kærlighed på tre kæmpebøffer i Delhaze, så middagen stod på bøf, pommes frittes og en god rødvin. Mandemad!
Kl 22 ankommer vi så til Botteltje - og jeg følte mig straks hjemme. Det er en mørk, englesk pub-agtig bar med pejs - og nul rygning! Herligt at kunne undgå røg-hovedpine (havde jeg så også bare kunnet undgå øl-hovedpine).
"Hej Krister, ciao Paulo, hej Peter, Hello Carlos - åh, tak for øl, Andreas!" Andreas troede ikke på, at jeg ville kunne lide kirsebærøllet, så jeg lagde ud med en kirsebær på fad, mens mændene fik sig en Kwak. Botteltjes ølkort er på 300 øl - de har to sider med frugtøl. Bananøl? Hmm, vi holdt os til de mere klassiske, dvs let bitter øl med tykt skum og en alkoholprocent på 8-12 stykker. Lidt af et problem, når man skal følge med mændenes drikketempo (og de har altså været her en måneds tid og er tilvænnede!) og stadig tænker "Shjamen, jeg har sho kun fåået fire øl, shå jeg kan ik' være fuld endnu..."
Efter en detour på the Celtic (gæt selv konceptet) gik vi videre til Oostendes casino, hvor byens trendy folk går på Lounge, en dekadent natklub med excellente drinks! Italieneren Paulo blev overfaldet af byens bøsse på dansegulvet - en lille fyr i hvide jeans, sort skjorte med hvidt slips og stramme sorte læderstøvler uden på bukserne. Han løftede et superplukket øjenbryn, da han så Paulo, og gav meget nødigt slip på ham igen - til Paulos store fortrydelse. Vi andre kunne grine over det, mens vi skyllede mojitos ned.
På et tidspunkt kommer Andreas løbende: "Nanna, Nanna, du skal smage den her drink - den smager herregodt! Jeg ved ikke hvad de har puttet i det, men jeg skal have én til!" Det viste sig at være gin og lime - meget gin og lidt lime. Kære læser, du kan vist efterhånden se, hvor det bærer henad...
Andreas smuttede hjem ved 5-tiden. Jeg havde stadig en halv caipirinha foran mig, så Krister blev bedt om at følge mig hjem - de er jo gentlemen, de sømænd. En halv time senere ringer jeg på og håber på, at Kathrine er vågen. Det var hun - og grinede, da jeg med dansetrin viste, hvordan man har det efter 4 belgiske øl.
Dagen efter? Av, av, av! Vågnede halv elleve med pels på tænderne - men Kathrine var overskuds-super-mama og lavede brunch. Krister blev inviteret over, og vi kunne sidde og fortælle Kathrine hvilke vanvittige ting, fulde mennesker finder på. Vi fik fx Paulo til at bunde to Guiness på the Celtic "Kan Paulo, kan Paulo, kan Paulo drikke øl?" Det kunne Paulo godt! Og så Guiness...
Krister lærte de andre sømænd at danse: først helikopteren (en hånd føres med pegefingeren i cirkelbevægelser) den dobbelte helikopter (begge hænder), the lawn-mower (forestil dig fire granvoksne mænd stå på en eksklusiv natklub og lade, som om de trækker i startledningen til en lille motor.), og ikke mindst hoola-hoop-ringen.
Oostende er sjovt - man skal bare passe på procenterne!
Kh. Moster Nanna
lørdag, februar 10, 2007
Waterloo! Waterloo!
Vi har været i Waterloo. Sophie, moster Nanna og jeg. Ikke med vilje, skal det lige siges.
Og vi endte i en by, der rimer på skraldespand.
Alt det vender vi tilbage til. Men lad os først lige se resumere den sidste uge:
Sidste fredag var vi hos portugiseren Carlos, hans kone Silvia, sønnen Gustave på 3 år og datteren Rachel på 1½ måned. Vi var inviteret til klokken otte, var der præcis som gode skandinaver - men havde forudseende spist et mellemmåltid klokken fem. Klogt, skulle det vise sig. Grækeren Dimitri (selvfølgelig hedder han det) var også inviteret med kone og to sønner - Heres og Sofokles. Hustruen ligner i øvrigt et lyslevende Picassomaleri! De dukkede så op på klassisk græsk vis klokken kvart i ni. Så den fantastiske middag blev serveret halv ti. Her sov Sophie sødeligt, mens resten af børneflokken væltede rundt i et inferno af legetøj og almen larm. Super tagliatelli med alt godt fra havet som sagt, og meget hyggelig snak. Om børn, mest af alt.
Om lørdagen var vi inviteret til hollandske Geoffreys fødselsdag i forstaden Den Haan (hanen!). Skønt hus, fantastisk vejr og masser af øl. Vores vært tilberedte desuden et super lækkert måltid (kinesisk) - men her sprang kæden. :-) Jeg var ved at putte Sophie, og nåede lige akkurat ned til buffeten da den var tom. Øv! Her havde vi duftet til lækre ingredienser i en time, og så må man nøjes med bundskrabet. Andreas havde ikke fået synderlig meget at spise heller, så efter et stykke tid var vores datter heldigvis lidt umulig, og så måtte vi jo simpelthen gå hjem. Hun faldt i søvn i bilen, og forældrene festede på den første pizza nogensinde fra Pizza Hut.
Søndag havde vi aftalt at mødes med Krister til brunch. Vi havde fået anbefalet et sted på Kapellestraat, hvor barnevognen oven i købet kunne komme ind. Men brunch?! Næ nej, det kan man ikke få andre steder end på de store engelske turisthoteller. Så det blev omelet og kaffe. Hamrende god omelet, men jo altså ikke det orgie i pandekager og friskpresset juice, jeg havde glædet mig til. Hmm.
Mandag morgen skulle Andreas så til Italien, mens Sophie og jeg skulle hjem til Danmark. Andreas skulle afsted klokken halv fem om morgenen, og jeg havde drillet ham med at han sikkert ville komme afsted tyve minutter i. Jeg fik desværre ret, for vækkeuret ringede ikke. Det gjorde Krister til gengæld, fem minutter i halv fem, og så fik Andreas ellers fart på.
Sophie og jeg skulle afsted på et mere "mageligt" tidspunkt, klokken otte hvor Peter (som underviser på kurset) havde lovet at køre os til lufthavnen. Vi nåede det lige akkurat, efter en del kø rundt Bruxelles + adskillige kilometer gennem lufthavnen med tuuunge Sophie i autostolen. Og nej, der er ingen vogne til håndbagage i Bruxelles lufthavn. Suk.
Mens Andreas åd og drak sig igennem Italien hyggede vi to tøser rundt derhjemme. Sophie blev målt (67 cm) og vejet (7150 gram), vi hyggede med mødregruppen (som altid dejligt at råsludre) og nåede også at blive vaccinerede - Sophie, altså. Samt hygge med mormor og morfar, som havde saaavnet Sophie og vistnok også mig lidt. Ja ja, prioriteterne ændrer sig, når man bliver forældre!
I går tog vi så igen flyveren til København (hvorfor kan man ikke få bonuskort til babyer?) og mødtes med moster Nanna i lufthavnen. Købte sushi og spiste frokost under megen latter ved gate B8. Sophie fik lidt bryst, en ren ble og en masse kys og kram. Så satte vi os på en proppet flyver mod Bruxelles, Nanna ved siden af en ildelugtende russer og jeg med Sophie på skødet. Hun faldt i søvn mens vi indhentede forsømt søster-tid. Sladrede om alt og alle, med andre ord: Alexandra, Anna-Nicole, Brixtofte og os selv. Skønt!
I Bruxelles slæbte vi sammen en træt Sophie ad de blanke gange efter Uitgangen. Fandt vores bagage, fandt banegården og fik købt billetter. Spor 2, toget afgår om tre minutter. Afsted med os i det tempo vi nu kunne præstere, og akkurat nåede vi toget. Vi installerede os med vores ubehagelige mængder bagage og fandt mos frem til Sophie. Kværnede også lige en halv plade chokolade for lige at holde blodsukkeret oppe indtil vi kom til Oostende. Og mens vi så hygger, spiser, snakker og slapper af passerer vi pludselig Waterloo. Jeg begynder igen at spekulere på de skolepenge, jeg måske skulle betale tilbage - for Waterloo ligger skisme da ikke på vejen mod Brugge? Og har vi ikke snart siddet i det tog længe? Så lyder der en masse besynderligt på hurtigt fransk og hakkende flamsk i højttaleren, og vi begynder for alvor at spekulere på, om vi ikke er på vej den forkerte vej? Men vi havde jo fået kontrolleret vores billet, og ville han ikke have sagt noget? Eller hvad med billetdamen? Toget er snart helt tomt, så til sidst bliver vi enige om at spørge. På hakkende fransk bliver mistanken bekræftet: Vi er absolut på gale veje.
Nogle gange er Belgien meget tysk. Ordentligt, grænsende til det kedelige. Andre gange er landet rystende fransk i sin fremtræden. Disse var absolut en af de franske gange. Vi stod fortumlede af toget i Nivelles (som rimer på poubelle, s'et er stumt), fandt kontrolløren og gav ham MorBlikket. Han undskyldte ikke, men hjalp os da på rette vej. Vi skulle tilbage til Bruxelles South (flamsk)/ Bruxelles Midi (fransk!), og så skifte der. Den forudseende mor havde lagt Sophies flyverdragt øverst, så den fik hun lynhurtigt på. Så ventede vi der, i kulden og mørket på Nivelles-Poubelle. Toget var - selvfølgelig - forsinket, så omkring halv ni var vi på Bruxelles South/Midi. Faldt i snak med en anden småbørnsmor og holdt modet oppe. Fandt et lyntog til Oostende og holdt ud. Sophie klarede det flot efter omstændighederne, men som moster Nanna sagde: Hvis jeg var et spædbarn, ville jeg sgu også græde. Vi voksne må bare sukke og se stenede ud i stedet.
Da vi endelig nåede lejligheden lidt over halv ti (vi skulle have været her senest syv) var blodsukkeret meget, meget lavt. Nanna hentede kylling fra Koekkoek (åbent 24/7), mens jeg puttede en udmattet Sophie. Andreas kom hjem mens vi sumpede foran flamsk Sylvester Stallone med fedtede kyllingefingre og resterne af en Kvak-øl i glasset. Han havde den skønneste drukstemme og underholdt levende om italienske fabriksmetoder. Ikke underligt at DSB-togene blev flere år forsinkede...
I dag har vi hygget. Spist sen morgenmad, gået tur, spist store vafler på promenaden og handlet i Delhaize. Nu er Nanna og Andreas tullet ned på Botteltje for liiige at hilse på de andre - italieneren synes Nannas rygte lyder "better and better" - mens jeg vogter mit sovende barn. Og skriver blog, spiser chokolade og nyder at være hjemme.
Oostende er dejlig.
Og vi endte i en by, der rimer på skraldespand.
Alt det vender vi tilbage til. Men lad os først lige se resumere den sidste uge:
Sidste fredag var vi hos portugiseren Carlos, hans kone Silvia, sønnen Gustave på 3 år og datteren Rachel på 1½ måned. Vi var inviteret til klokken otte, var der præcis som gode skandinaver - men havde forudseende spist et mellemmåltid klokken fem. Klogt, skulle det vise sig. Grækeren Dimitri (selvfølgelig hedder han det) var også inviteret med kone og to sønner - Heres og Sofokles. Hustruen ligner i øvrigt et lyslevende Picassomaleri! De dukkede så op på klassisk græsk vis klokken kvart i ni. Så den fantastiske middag blev serveret halv ti. Her sov Sophie sødeligt, mens resten af børneflokken væltede rundt i et inferno af legetøj og almen larm. Super tagliatelli med alt godt fra havet som sagt, og meget hyggelig snak. Om børn, mest af alt.
Om lørdagen var vi inviteret til hollandske Geoffreys fødselsdag i forstaden Den Haan (hanen!). Skønt hus, fantastisk vejr og masser af øl. Vores vært tilberedte desuden et super lækkert måltid (kinesisk) - men her sprang kæden. :-) Jeg var ved at putte Sophie, og nåede lige akkurat ned til buffeten da den var tom. Øv! Her havde vi duftet til lækre ingredienser i en time, og så må man nøjes med bundskrabet. Andreas havde ikke fået synderlig meget at spise heller, så efter et stykke tid var vores datter heldigvis lidt umulig, og så måtte vi jo simpelthen gå hjem. Hun faldt i søvn i bilen, og forældrene festede på den første pizza nogensinde fra Pizza Hut.
Søndag havde vi aftalt at mødes med Krister til brunch. Vi havde fået anbefalet et sted på Kapellestraat, hvor barnevognen oven i købet kunne komme ind. Men brunch?! Næ nej, det kan man ikke få andre steder end på de store engelske turisthoteller. Så det blev omelet og kaffe. Hamrende god omelet, men jo altså ikke det orgie i pandekager og friskpresset juice, jeg havde glædet mig til. Hmm.
Mandag morgen skulle Andreas så til Italien, mens Sophie og jeg skulle hjem til Danmark. Andreas skulle afsted klokken halv fem om morgenen, og jeg havde drillet ham med at han sikkert ville komme afsted tyve minutter i. Jeg fik desværre ret, for vækkeuret ringede ikke. Det gjorde Krister til gengæld, fem minutter i halv fem, og så fik Andreas ellers fart på.
Sophie og jeg skulle afsted på et mere "mageligt" tidspunkt, klokken otte hvor Peter (som underviser på kurset) havde lovet at køre os til lufthavnen. Vi nåede det lige akkurat, efter en del kø rundt Bruxelles + adskillige kilometer gennem lufthavnen med tuuunge Sophie i autostolen. Og nej, der er ingen vogne til håndbagage i Bruxelles lufthavn. Suk.
Mens Andreas åd og drak sig igennem Italien hyggede vi to tøser rundt derhjemme. Sophie blev målt (67 cm) og vejet (7150 gram), vi hyggede med mødregruppen (som altid dejligt at råsludre) og nåede også at blive vaccinerede - Sophie, altså. Samt hygge med mormor og morfar, som havde saaavnet Sophie og vistnok også mig lidt. Ja ja, prioriteterne ændrer sig, når man bliver forældre!
I går tog vi så igen flyveren til København (hvorfor kan man ikke få bonuskort til babyer?) og mødtes med moster Nanna i lufthavnen. Købte sushi og spiste frokost under megen latter ved gate B8. Sophie fik lidt bryst, en ren ble og en masse kys og kram. Så satte vi os på en proppet flyver mod Bruxelles, Nanna ved siden af en ildelugtende russer og jeg med Sophie på skødet. Hun faldt i søvn mens vi indhentede forsømt søster-tid. Sladrede om alt og alle, med andre ord: Alexandra, Anna-Nicole, Brixtofte og os selv. Skønt!
I Bruxelles slæbte vi sammen en træt Sophie ad de blanke gange efter Uitgangen. Fandt vores bagage, fandt banegården og fik købt billetter. Spor 2, toget afgår om tre minutter. Afsted med os i det tempo vi nu kunne præstere, og akkurat nåede vi toget. Vi installerede os med vores ubehagelige mængder bagage og fandt mos frem til Sophie. Kværnede også lige en halv plade chokolade for lige at holde blodsukkeret oppe indtil vi kom til Oostende. Og mens vi så hygger, spiser, snakker og slapper af passerer vi pludselig Waterloo. Jeg begynder igen at spekulere på de skolepenge, jeg måske skulle betale tilbage - for Waterloo ligger skisme da ikke på vejen mod Brugge? Og har vi ikke snart siddet i det tog længe? Så lyder der en masse besynderligt på hurtigt fransk og hakkende flamsk i højttaleren, og vi begynder for alvor at spekulere på, om vi ikke er på vej den forkerte vej? Men vi havde jo fået kontrolleret vores billet, og ville han ikke have sagt noget? Eller hvad med billetdamen? Toget er snart helt tomt, så til sidst bliver vi enige om at spørge. På hakkende fransk bliver mistanken bekræftet: Vi er absolut på gale veje.
Nogle gange er Belgien meget tysk. Ordentligt, grænsende til det kedelige. Andre gange er landet rystende fransk i sin fremtræden. Disse var absolut en af de franske gange. Vi stod fortumlede af toget i Nivelles (som rimer på poubelle, s'et er stumt), fandt kontrolløren og gav ham MorBlikket. Han undskyldte ikke, men hjalp os da på rette vej. Vi skulle tilbage til Bruxelles South (flamsk)/ Bruxelles Midi (fransk!), og så skifte der. Den forudseende mor havde lagt Sophies flyverdragt øverst, så den fik hun lynhurtigt på. Så ventede vi der, i kulden og mørket på Nivelles-Poubelle. Toget var - selvfølgelig - forsinket, så omkring halv ni var vi på Bruxelles South/Midi. Faldt i snak med en anden småbørnsmor og holdt modet oppe. Fandt et lyntog til Oostende og holdt ud. Sophie klarede det flot efter omstændighederne, men som moster Nanna sagde: Hvis jeg var et spædbarn, ville jeg sgu også græde. Vi voksne må bare sukke og se stenede ud i stedet.
Da vi endelig nåede lejligheden lidt over halv ti (vi skulle have været her senest syv) var blodsukkeret meget, meget lavt. Nanna hentede kylling fra Koekkoek (åbent 24/7), mens jeg puttede en udmattet Sophie. Andreas kom hjem mens vi sumpede foran flamsk Sylvester Stallone med fedtede kyllingefingre og resterne af en Kvak-øl i glasset. Han havde den skønneste drukstemme og underholdt levende om italienske fabriksmetoder. Ikke underligt at DSB-togene blev flere år forsinkede...
I dag har vi hygget. Spist sen morgenmad, gået tur, spist store vafler på promenaden og handlet i Delhaize. Nu er Nanna og Andreas tullet ned på Botteltje for liiige at hilse på de andre - italieneren synes Nannas rygte lyder "better and better" - mens jeg vogter mit sovende barn. Og skriver blog, spiser chokolade og nyder at være hjemme.
Oostende er dejlig.
fredag, februar 02, 2007
My Aphrodisiac Is You
Kan man være forelsket i sit barn?
Sophie er et meget nemt barn. Hun vågner glad om morgenen, ligger og småsnakker på tæppet mens mor er i bad, spiser flittigt, sover når man lægger hende ned i sengen og vågner ikke alt for mange gange om natten. Oven i det opfører hun sig altid eksemplarisk når vi er ude i byen, har gæster eller stresser rundt med et eller andet.
Så jeg har altså ikke synderlig meget at klage over. Men det er nu ikke derfor, jeg elsker hende så højt. Det er hendes væsen. Alle de små detaljer, man som mor kun kan juble over og dele med lige så tossede bedsteforældre, veninder og stakkels forsvarsløse belgiere på gaden.
Når Sophie er træt, klør hun sig i nakken og folder det højre øre. Hun tager simpelthen hånden om i nakken og kører den fremad. Så slipper hun øret med et lille svup, vrider underkroppen lystigt på tæppet og sukker. Det er ikke til at tage fejl af; så er hun ved at have set nok, vil godt lige hvile øjnene lidt.
Når hun får grød eller mos, går det altid for langsomt. Uanset hvor meget vi skynder os og propper maden i hende. Hun sidder utilfreds og grynter indtil hun når et vist mæthedsniveau (sådan en deciliter grød senere). Og ind i mellem kommer der en anden slags grynt, som betyder Vand Nu. Lige nu. Og det lapper hun så i sig indtil hun ikke er tørstig mere. Så lader hun resten sive ned ad hagen mens hun ser på een.
Når Sophie skal sove - uanset om det er formiddagens powernap, middagsluren eller om aftenen - så skal hun have sin kanin eller sit får. Muligvis sin bamse. Og dyret skal placeres hen over hovedet. Ikke noget med at lave plads til at man lige kan trække vejret. Nixen. Så grynter hun utilfreds og hiver den hen over hovedet igen. Og ve den der fjerner dyret; så vågner man nemlig. Og så er Sophie sur!
Så er der Sophies små hvin, når hun leger, hendes spændte arme når noget er spændende, eller den måde, hun følger mig rundt i køkkenet på.
Så hvis nogen spørger mig, om jeg er forelsket i mit barn, er svaret ja. Det er jeg. Jeg kan have mareridt om natten, ikke (kun) om hvad der kan ske hende, men også om den dag, jeg skal tilbage på arbejde. Hvordan vores mødre kunne nøjes med 14 dages barsel fatter man jo ikke. Barsel er som bekendt ikke for barnets skyld, men moderens! :-)
Indtil den gruelige dag i juni må jeg virkelig forsøge at nyde hvert øjeblik. Det er svært, for ind i mellem har mødre jo brug for tid til sig selv. Uanset hvor dejlige børn man har. Om ikke andet så for at nå at savne dem lidt?
Jeg må hellere lige se, om hun stadig sover sødt. Måske flytte lidt på kaninen?
Sophie er et meget nemt barn. Hun vågner glad om morgenen, ligger og småsnakker på tæppet mens mor er i bad, spiser flittigt, sover når man lægger hende ned i sengen og vågner ikke alt for mange gange om natten. Oven i det opfører hun sig altid eksemplarisk når vi er ude i byen, har gæster eller stresser rundt med et eller andet.
Så jeg har altså ikke synderlig meget at klage over. Men det er nu ikke derfor, jeg elsker hende så højt. Det er hendes væsen. Alle de små detaljer, man som mor kun kan juble over og dele med lige så tossede bedsteforældre, veninder og stakkels forsvarsløse belgiere på gaden.
Når Sophie er træt, klør hun sig i nakken og folder det højre øre. Hun tager simpelthen hånden om i nakken og kører den fremad. Så slipper hun øret med et lille svup, vrider underkroppen lystigt på tæppet og sukker. Det er ikke til at tage fejl af; så er hun ved at have set nok, vil godt lige hvile øjnene lidt.
Når hun får grød eller mos, går det altid for langsomt. Uanset hvor meget vi skynder os og propper maden i hende. Hun sidder utilfreds og grynter indtil hun når et vist mæthedsniveau (sådan en deciliter grød senere). Og ind i mellem kommer der en anden slags grynt, som betyder Vand Nu. Lige nu. Og det lapper hun så i sig indtil hun ikke er tørstig mere. Så lader hun resten sive ned ad hagen mens hun ser på een.
Når Sophie skal sove - uanset om det er formiddagens powernap, middagsluren eller om aftenen - så skal hun have sin kanin eller sit får. Muligvis sin bamse. Og dyret skal placeres hen over hovedet. Ikke noget med at lave plads til at man lige kan trække vejret. Nixen. Så grynter hun utilfreds og hiver den hen over hovedet igen. Og ve den der fjerner dyret; så vågner man nemlig. Og så er Sophie sur!
Så er der Sophies små hvin, når hun leger, hendes spændte arme når noget er spændende, eller den måde, hun følger mig rundt i køkkenet på.
Så hvis nogen spørger mig, om jeg er forelsket i mit barn, er svaret ja. Det er jeg. Jeg kan have mareridt om natten, ikke (kun) om hvad der kan ske hende, men også om den dag, jeg skal tilbage på arbejde. Hvordan vores mødre kunne nøjes med 14 dages barsel fatter man jo ikke. Barsel er som bekendt ikke for barnets skyld, men moderens! :-)
Indtil den gruelige dag i juni må jeg virkelig forsøge at nyde hvert øjeblik. Det er svært, for ind i mellem har mødre jo brug for tid til sig selv. Uanset hvor dejlige børn man har. Om ikke andet så for at nå at savne dem lidt?
Jeg må hellere lige se, om hun stadig sover sødt. Måske flytte lidt på kaninen?
torsdag, februar 01, 2007
Sophies tur
Nå men altså, mor har givet mig lov til at skrive lidt selv - hvis jeg lovede ikke at savle ned i tastaturet. Ok ok ok. Hun plager altså lidt, hende mor. Bare fordi man muligvis er ved at få lidt tænder og derfor har svært ved at styre mundvandet i en periode, himler hun op om vand i elektriske installationer og kommer farende med kluden hele tiden. Mødre! De er altså lidt hysteriske ind i mellem. Suk.
I skulle have oplevet hende og far da de var syge. Det var så keeedeligt. De sov bare hele tiden, og når de ikke gjorde det, gik de rundt som om jeg havde holdt dem vågne de sidste 3 dage. Hvilket jeg jo ligesom ikke havde, vel. Og når jeg så gylpede bare det mindste, så de straks bekymrede på hinanden. Det eneste, der var sjovt, var når jeg måtte få grød og vælling. Først og fremmest smager det meget godt. Og så er det helt vildt sjovt at lege med. De gamle går helt vildt i panik når jeg putter hænderne i munden samtidig med. Så det gør jeg selvfølgelig hele tiden. De er nu så skægge.
I det hele taget går jeg ret meget op i det med mad for tiden. Jeg får mos hver dag til frokost, og rismelsgrød til aftensmad.
Når mor smager på det ser hun helt forkert ud i ansigtet, men jeg synes altså det smager meget godt. Det eneste, jeg ikke kan FORDRAGE er det dersens æblemos, de hele tiden prøver at give mig. Adr, siger jeg bare.
Her sidder jeg på skødet af far mens han er hjemme til frokost. De prøver at give mig bananmos - det er ok, men jeg kan altså bedre lide grøntsagsmos. Især med gulerødder i - det giver kanongode pletter på tøjet.
Til maden drikker jeg sådan noget fransk vand på store blå flasker. Igen; mødre er hysteriske. Jeg må under ingen omstændigheder få vand fra hanen, bare fordi der er lidt bakte-et-eller-andet i. Jeg er da ligeglad. De smager sikkert meget godt?
I begyndelsen måtte jeg godt sidde med koppen selv. Det må jeg ikke mere. Far er sur fordi jeg hældte en lille bitte bitte smule vand ud på hans bukser. Det var da meget sjovere, det jeg gjorde ved mor. Jeg tog rigtig meget vand og lidt grød ind i munden, ikke, og så lavede jeg sådan en flot grbrbrrr lyd med munden. Og så fik mor vand i hele hovedet, og alting var vådt, og koppen røg på gulvet. Så nu må jeg kun få vand af flaske. Øv.
Ellers nyder jeg bare livet som enebarn. Det er sgu meget cool, sådan at have to forældre som springer rundt for at stille en tilpas. I'm king of the world!
Her sidder jeg i en af vores lænestole med fjernbetjeningen. De har noget vildt mærkeligt fjernsyn hernede, men deres reklamer er ret ok. Især en med nogle agurker som synger en eller anden sang på sådan et megasort sprog. Far påstår jeg snakker det samme sprog, men det gør jeg altså ikke. Han har slet ikke forstand på den slags, ham far. Men ok, evolutionen går jo også ligesom fremad, ikke bagud, vel?
Mor har lige været forbi og sagt, at jeg ikke må skrive så meget om mad men også skal fortælle hvad jeg ellers laver. Altså hallo!!! Ved hun ikke hvor VIGTIGT mad er???
Nå men altså jeg går også ture med mor i bæreselen (altså mor bærer mig, ikke), og så går vi ture i barnevognen, og så leger vi på legetæppet og så tisser jeg på puslebordet og så ruller vi lidt rundt i sengen og så sover jeg lidt og så griner vi og synger og så var jeg også forleden dag
ude på fars skole og det var også meget cool. De har noget vildt sejt tøj på med sådan nogle guldting på skulderen som jeg godt kunne tænke mig at smage lidt på men det må jeg ikke for far. Og nogle gange ligger jeg bare for mig selv på maven på legetæppet og smager på mit legetøj mens mor render rundt og laver et eller andet. Hun siger hun har vildt travlt og kommer lige straks men det ved jeg godt at det er noget fis og sådan er mødre altså bare. De skal jo også have lidt tid for dem selv, ikke, og jeg kan jo meget godt lide at lege lidt selv og hvis jeg ikke gider mere hyler jeg bare og så kommer hun og vender mig og så laver vi fis og ballade igen. Og når vi så har gjort det lidt sover jeg lidt igen. Helst med kaninen, fåret eller bamsen over hovedet.
I skulle have oplevet hende og far da de var syge. Det var så keeedeligt. De sov bare hele tiden, og når de ikke gjorde det, gik de rundt som om jeg havde holdt dem vågne de sidste 3 dage. Hvilket jeg jo ligesom ikke havde, vel. Og når jeg så gylpede bare det mindste, så de straks bekymrede på hinanden. Det eneste, der var sjovt, var når jeg måtte få grød og vælling. Først og fremmest smager det meget godt. Og så er det helt vildt sjovt at lege med. De gamle går helt vildt i panik når jeg putter hænderne i munden samtidig med. Så det gør jeg selvfølgelig hele tiden. De er nu så skægge.
I det hele taget går jeg ret meget op i det med mad for tiden. Jeg får mos hver dag til frokost, og rismelsgrød til aftensmad.
Når mor smager på det ser hun helt forkert ud i ansigtet, men jeg synes altså det smager meget godt. Det eneste, jeg ikke kan FORDRAGE er det dersens æblemos, de hele tiden prøver at give mig. Adr, siger jeg bare.Her sidder jeg på skødet af far mens han er hjemme til frokost. De prøver at give mig bananmos - det er ok, men jeg kan altså bedre lide grøntsagsmos. Især med gulerødder i - det giver kanongode pletter på tøjet.
Til maden drikker jeg sådan noget fransk vand på store blå flasker. Igen; mødre er hysteriske. Jeg må under ingen omstændigheder få vand fra hanen, bare fordi der er lidt bakte-et-eller-andet i. Jeg er da ligeglad. De smager sikkert meget godt?I begyndelsen måtte jeg godt sidde med koppen selv. Det må jeg ikke mere. Far er sur fordi jeg hældte en lille bitte bitte smule vand ud på hans bukser. Det var da meget sjovere, det jeg gjorde ved mor. Jeg tog rigtig meget vand og lidt grød ind i munden, ikke, og så lavede jeg sådan en flot grbrbrrr lyd med munden. Og så fik mor vand i hele hovedet, og alting var vådt, og koppen røg på gulvet. Så nu må jeg kun få vand af flaske. Øv.
Ellers nyder jeg bare livet som enebarn. Det er sgu meget cool, sådan at have to forældre som springer rundt for at stille en tilpas. I'm king of the world!Her sidder jeg i en af vores lænestole med fjernbetjeningen. De har noget vildt mærkeligt fjernsyn hernede, men deres reklamer er ret ok. Især en med nogle agurker som synger en eller anden sang på sådan et megasort sprog. Far påstår jeg snakker det samme sprog, men det gør jeg altså ikke. Han har slet ikke forstand på den slags, ham far. Men ok, evolutionen går jo også ligesom fremad, ikke bagud, vel?
Mor har lige været forbi og sagt, at jeg ikke må skrive så meget om mad men også skal fortælle hvad jeg ellers laver. Altså hallo!!! Ved hun ikke hvor VIGTIGT mad er???
Nå men altså jeg går også ture med mor i bæreselen (altså mor bærer mig, ikke), og så går vi ture i barnevognen, og så leger vi på legetæppet og så tisser jeg på puslebordet og så ruller vi lidt rundt i sengen og så sover jeg lidt og så griner vi og synger og så var jeg også forleden dag
ude på fars skole og det var også meget cool. De har noget vildt sejt tøj på med sådan nogle guldting på skulderen som jeg godt kunne tænke mig at smage lidt på men det må jeg ikke for far. Og nogle gange ligger jeg bare for mig selv på maven på legetæppet og smager på mit legetøj mens mor render rundt og laver et eller andet. Hun siger hun har vildt travlt og kommer lige straks men det ved jeg godt at det er noget fis og sådan er mødre altså bare. De skal jo også have lidt tid for dem selv, ikke, og jeg kan jo meget godt lide at lege lidt selv og hvis jeg ikke gider mere hyler jeg bare og så kommer hun og vender mig og så laver vi fis og ballade igen. Og når vi så har gjort det lidt sover jeg lidt igen. Helst med kaninen, fåret eller bamsen over hovedet.
Abonner på:
Opslag (Atom)
