M & M på besøg

TAAAK til mormor & morfar for besøg!
Billeder siger mere end tusind ord, ikke? Og jeg er altså kommet lidt i bekneb - det er igen lykkedes mig at skippe en uge uden at skrive blog. For meget solskin, cappuccino, småshoppen og almen hygge. Beklager - næsten. Næste uge skal jeg nok oppe mig!
Men for at kort opsummere ugen: Afslapning, god mad (det er jo os), et lille smut til Brugge, Sophie i hopla, morfar i hopla, mormor som tornado og en evig gulvvask. Prinsessen sviner!
Morfar er Sophies største fan og omvendt. Uanset hvor vi er, kan de to godt finde tid til at lave lidt ballade i gaden. Her er det en uskyldig cafe på strandpromenaden, det går ud over.

Endelig var der en sjæl, der forbarmede sig og tog nogle billeder af mor & datter. Jeg var ellers ved at blive rimeligt ferm til det med selvudløseren. Jeg ville bare så gerne have ét pænt billede af os to, til når Sophie bliver teenager og i forvejen er flov over sin mor. Ét billede, hvor jeg ikke ligner en komplet tåbe eller ser alt for barsels-agtig ud. Et billede, som hun kan se på og sige "nøøj mor, du var da ikke så grim!". Nå, vi må vist tage nogle flere billeder...
Endelig kom der en dansk avis i huset! Sophie har jo måttet lide under Het Laatse Nieuws i nogle måneder - hun foretrækker altså de danske erhvervssider. Morfar sad nervøst ved siden af, for der var vist et par sudokuer blandt siderne, han ikke havde løst endnu.
Her sidder den unge dame som sædvanlig mageligt tilbagelænet under frokosten. Det er ærtemos, hun har i mundvigen. Hun underholder og underholdes enormt ved måltiderne. Æblet falder altså ikke langt fra stammen. Det er mageligheden, jeg tænker på...
Her gumles der agurk. Morfar er sød at skrælle dem + lave et fint hul til tommelfingeren midt i skiven. Men Sophie får hurtigt mast den til to halvdele - hun kan sagtens bruges som juice-presser!

Sophie i mormors fine hæklede hue. Senere på ugen tryllede hun en sød, hvid sommerversion frem. Keep up the good work, momse!
Hey! Hvem er den lækre dame i spejlet der? Lad mig smage på hende. Mormor lærer som sædvanlig Sophie grissede tricks. (Det var også hende, der lærte S at sige Brrrrsl)
Forår i Oostende. Dejligt. Vi gik en tur i parken, hvor endnu flere forårsbebudere viste stadstøjet frem. Prinsessen nyder en formiddagsmos på torvet i Brugge. Det er mormors kaffe.
To himmelskt dejlige damer i guddomelig belysning. Bemærk venligst mormors rally-stil. Farlig dame!

Blogs der blogger til andre blogs

Sejt!
I dag er jeg nævnt i to andre blogs! Moster Nanna og min gode ven (vi er altså bare venner) Alexander har begge linket til mig, og nu har jeg linket til dem, og så går det ligesom i ring, ikke? Totalt terapi for blondiner!
Lige nu går vi bare og venter på mormor & morfar. Altså, det vil sige mor går, jeg ligger. Mormor, morfar og far sidder et eller andet sted på motorvejen fra lufthavnen. Far ville køre i IKEA efter en ny pude til min høje stol, fordi jeg hele tiden grisser dynen til som de gamle bruger i stedet for den pude som hørte med til stolen. Så kan de lære at være så skide nærige. Altså heeelt ærligt, hvor mange gange får man en guldklump som mig? Og er jeg ikke det værd måske?
Nå men når han nu skulle i IKEA kunne han jo lige så godt hente dem også. Men der er en del kø - hvad regner de med, det er fredag og myldretid?
I øvrigt vil jeg gerne benytte lejligheden til at citere min mærkelige ven Christer: Jeg er såret, skuffet og vonbroten. Ingen, jeg gentager, ingen gaver til min fødselsdag!
Og jeg havde ellers skrevet en fin ønskeliste:
Hoppeborg
Gyngestativ til altanen
Racerbil (til promenaden)
Gucci solbriller (her er altså meget sol)
Diamantarmbånd
...og flere andre ting. Men mor sagde at den kunne jeg absolut ikke sende ud, og at jeg skulle ønske mig praktiske ting som tøj i str 74 og en ny autostol. K-E-D-E-L-I-G-T siger jeg bare. Altså, hvem har fødselsdag, spørger jeg bare?
Så nu har jeg slet ikke fået noget. Skuffet, siger jeg. Må håbe at min 1 års fødselsdag bliver bedre.
Nå, nu vil jeg plage mor om lidt mad. Hej!

Markedsdag

Nu har jeg skrevet den ene blog efter den anden om Markedet (bemærk det store M) her i Oostende. Nu er det vist på tide, at I får syn for sagen!

Dette er dagens høst: To forskellige slags droge worsten til højre, et stykke pâte, 7 store kiwier (1,50 euro), et kopsla (hovedsalat), 3 bakker ardbeeiren (3 euro), 2 bundter nye gulerødder, 2 courgetter, en gigant venkel, nye tulipaner, kartofler til Sophies kartoffelmos, 3 kilo clementiner (4 euro) og endelig en hel del ost. Mormor & morfar kommer jo i morgen, og så må der ekstra rationer til. Ostedamen sendte mig da også det berømte 134,50 smil da jeg gik!

Jeg bad om at blive indskrevet på l'ecole du fromage belgique, hvilket hun heldigvis fattede. Så i morgen skal vi smæske os i diverse klassiske, belgiske oste. Og lidt fransk ged, uden den går det ikke. Så går der (host, host) ged i den. Undskyld - den var bare for oplagt! :-)

Til sidst får I lige dagens billede af Sophie, som gnasker rå courgette. Hun er som sine forældre: Alt hvad der kan puttes i munden er vældig interessant. Sej pige, ikke?

Nå, jeg løber igen - der skal jo også handles ind til aftensmad, ikke?

...

Kunne hun ikke ha gjort det på markedet?

Jo, men jeg gik i panik!

With a little help from my friends

I går var virkelig en shitty dag. Sådan en dag hvor alt vælter, ingenting fungerer og man bare har lyst til at kravle i seng under dynen og glemme det hele. Præmenstruelle kvinder og søvngængere ved, hvad jeg taler om. Nå ja - og andre kvinder på barsel.
Heldigvis er der altid lyspunkter. Sophie er jo altid en god humørbooster, men (og nu får jeg nok skældud af bedsteforældrene) ind i mellem kan hun faktisk blive for meget. For aktiv. For overgearet. Eller bare... Ja, hun har vel også dårlige dage. Og de falder pudsigt nok ofte sammen med mine. Vores rytme er jo meget ens, så det er vel naturligt nok.
Sådanne dage er det godt, man har venner. Jeg fik en dejlig lang mail fra min veninde Birgitte i går aftes, med billeder af børn, ny hest og et hus begravet i sne. I morges dumpede en sød kommentar ind i mailboksen fra mamma, Alexanders dejlige mor. Senere snakkede jeg med søster over Skype, som lavede fjollede ansigter og mærkelige lyde til Sophies store fornøjelse.
Jeg sætter virkelig stor pris på disse beskeder fra omverdenen. Uden dem ville opholdet her slet ikke være så fornøjeligt. I er min online mødregruppe, homeparty og cafe latte klub i ét.
Samtidig er det skægt at høre, hvor mange der rent faktisk læser min blog. Kan vi ikke lave en virtuel håndsoprækning? Bare fordi jeg er nysgerrig? Nej, det er ok. Jeg er blot glad for, at I følger med, interesserer jer for guldklumpen (og lidt for os andre), og tilsyneladende nyder historierne. Jeg nyder skam også at skrive dem!

Og så til noget helt andet. Jeg har fundet ud af, hvorfor jeg taber mig så meget! Jeg troede jo, at det var fordi jeg ammede Sophie. Det besynderlige var dog, at vægttabet kom meget pludseligt, og først efter vi var kommet her til Belgien. Men nu har Arne Astrup givet mig svaret!
Se her: http://fpn.dk/liv/krop_valvare/article29130.ece
Slankere talje, fastere bryster, bedre sexliv... Tjek, tjek, tjek! Alt sammen fordi man æder mørk belgisk chokolade! 750 gram om ugen, nemos problemos. Det lader til at der findes en Gud alligevel.

Sidst men ikke mindst har jeg lagt nye billeder op på albummet. Der har været grove klager og mailstorm fra diverse familiemedlemmer, som manglede deres daglige Sophie-fix. Hermed ordnet. For alle andre, mere normale mennesker, er der også billeder fra Oostende. Enjoy!
Jeg har været nødt til at begrænse kommentar-funktionen, fordi en eller anden hacker lavede kommentarer med link til et site, der var fuld af trojanske heste. Af hensyn til jer har jeg derfor gjort det sådan, at kun medlemmer kan kommentere. Det er dog enkelt: Klik på @ tegnet i menulinjen og opret jer. Jeg lover at jeg nok skal være hurtig med at godkende jer. Så kan I også oprette egne albums, lave foretrukne og en masse andet sjov.

Ved I i øvrigt hvad @ hedder på norsk?? Alfakrøll!!!

xxx - Kathrine

En halv fødselsdag

I dag ligner jeg noget, der er løgn.

Det er selvfølgelig ikke første gang i år. Man er vel på barsel. Men i dag er det virkelig ekstra grusomt. Måske er det lyset? Det klare, hvide lys, man kun får ved havet.
Jeg ligner i hvert fald en rigtig PåBarselMor.
Det startede med, at Sophie - som så mange andre børn, inklusive hendes egen mor - vågnede meget tidligt på sin ½ års fødselsdag. Meget tidligt. Faktisk sådan omkring klokken 3 i nat. Hun var ikke sulten, ikke for kold, ikke for varm. Hun var helt enkelt bare i hopla. Det var vi andre så ikke helt, så det blev en del renden frem og tilbage indtil hun endelig gav sig ved halv seks-tiden. Da farmand stod op ved syvtiden vågnede hun igen, og grin-hvinede af hans fine fødseldagssang.
Heldigvis kan jeg et lille trick. Hvis Sophie får lov at putte sig ind til mig, mens vi holder i hånden, falder hun som regel i søvn igen. Hvor tror I Sophie ender hver morgen? Jeg sov til kvart over otte, men prinsessen sov videre. Til sidst vækkede jeg hende med knap så køn morgensang, for Corinne kom for at gøre rent.
Og vi skulle i svømmehallen! Sophie elsker det, og så er det jo klart, at det skal på programmet på hendes fødselsdag. Så jeg gav hende lidt mad og klædte hende på i 1-2-3 lag tøj, inden vi begav os afsted langs promenaden. Det stormede, småregnede og var (pardon my french) pissekoldt.
På dette tidspunkit havde jeg stadig ikke været i bad - vi skulle jo i svømmehallen. Jeg var pakket ind i trøjer, vindblæser, absolut ikke-matchende hue og store støvler. Og masede mig afsted som en god brite i den stive blæst. Med en rød barnevogn, camoufleret under et stort, sort regnslag. Sådanne tilfælde er man glad for, at man har en syngende datter. Hun lå derinne i halvmørket og opmuntrede sin mor, som asede afsted. Havde jeg mon haft samme entusiasme med en skrigende unge?
Svømmehallen var samme kaotiske oplevelse som altid. Efterhånden er vi vant til det, Sophie og jeg. Vi kommer nok til at synes de danske forhold er barneleg, når vi engang kommer hjem. Vi svømmede et par baner, plaskede og øvede os i at springe i fra kanten. Altimens Sophie som vanligt kommenterede højlydt. Jeg har faktisk helt glemt at skrive om det, men sidste gang var vi med at blive smidt ud af hallen, fordi hun snakkede så højt. Bademesteren kom for at irettesætte mig, men opdagede så at det var hende, der snakkede. Og uanset hvilket sprog, han forsøgte på, ville hun nok ikke makke ret. Hey - der er hammerfedt ekko på det sted!
Turen hjem var et mareridt. Nu regnede det for alvor, og vinden må være vendt. Vi havde i hvert fald strid modvind. Så strid, at barnevognen flere gange var oppe på to hjul, og andre gange simpelthen gled hen ad promenaden. Vi var de eneste mennesker, der var ude at promenere, bortset fra to hovedrystende kommunale arbejdere i en (varm) kassevogn.
Vi kom hjem to minutter i tolv, aka to minutter i spisetid. Kastede lidt suppe i en gryde på komfuret og lavede så mos til Sophie. Andreas kom hjem og underholdt mens jeg fodrede la principessa.
Nu havde jeg så været i bad - saltvand i poolen og en hurtig bruser bagefter. Håret blev vistnok redt i omklædningsrummet, men det var ikke rigtig til at se efter gåturen hjem (med hue). Desuden havde jeg kastet en ekstra trøje på, da jeg kold kom ind ad døren. Så et kønt synt var jeg ikke på dette tidspunkt. Det skulle blive værre.
Da Andreas gik, daskede Sophie og jeg i seng igen. Hun var træt efter svømmeturen, og jeg var bare træt. Øm i armene af at holde barnevognen på rette kurs, det regnede og stormede udenfor - dagen var bare til en eftermiddagslur med den søde datter.
1½ time senere stod jeg foran spejlet. Tilbage kiggede et blegt væsen med temmelig uglet hår. Det sidste var jo tørret mens vi sov, så det nu krøllede fint udad bag højre øre. Og opad i en elegant antenne. Desuden havde jeg et fint aftryk af Sophies sut på kinden, små røde huller på kindbenet. Sikke en middagslur.
Sådanne dage kan man virkelig spekulere på, om man nogensinde bliver normal. Skidt pyt med, at maveskindet aldrig bliver trommefast igen. Skal sandheden frem, har det vist aldrig været det. Men det andet? Bliver man nogensinde en storbychic tøs igen? Som kigger sig selv i spejlet inden man går ud? Og som bekymrer sig om det? I stedet for at tænke på, om barnet nu er korrekt klædt på og om man har husket ekstra-sutten?
Igen kan jeg jo prise mig lykkelig for, at jeg har så charmerende et barn. Jeg tror virkelig ikke, at de andre mænd fra Andreas' klasse har kastet et ærligt blik på mig. Ok, de er mænd, så det har de jo nok. Men Sophie, hende ser de. Og forelsker sig alle som én i hende på et splitsekund.
Verdens bedste accessory.

Tillykke med fødselsdagen, søde Sophie. Og tak!

Eye candy til folket

Sophie kedede sig, mens jeg lavede mos til hende. Hvad gør man så? Jo, gummerne klør jo, og så kan man lige så godt klø igen. Jeg stak hende derfor denne orange kløpind, og det nød hun! Eneste minus var at jeg hele tiden var nødt til at holde øje med hende, både fordi hun så så sød ud, men også fordi jeg var bange for at hun ville få guleroden galt i halsen. 12 cm gulerod??? Ja, mødre er sgu tossede. Sophie lavede fis med mig og gemte den under fåret. Total panik!

Et styks charmetrold igang med at oversavle sin skildpadde. Men man kan da altid løfte hovedet og sende sin mor et 134,50 smil. - Udtrykket stammer fra min tid hos bageren. Når man virkelig havde solgt for mange penge (134,50 kr fx), skulle man smile ekstra stort. Fnis - det var også dengang, jeg opgjorde min månedlige løn i romkugler. Ja ja, da mor var barn!

Sophie sidder selv - bare ikke så længe ad gangen. Men hun synes det er sjovt, og selv på puslebordet forsøger hun at hive sig selv op. Farmand øver med hende, og forsøger at lære hende gode teknikker til at sætte sig op. Jeg har lidt på fornemmelsen, at det kommer til at give bagslag en dag!

Her sidder trolden og underholder mens vi andre spiser frokost. Som så mange andre børn synes Sophie det er sjovest at smide tingene på gulvet - det lyder hamrende fedt, når de rammer stengulvet! Især den lille rangle fra mormor & morfar, som hun her har på armen.

Det er svært at lade være med at kysse, nusse og kilde hende. Hun er så dejlig!

Gode og dårlige nyheder

Tja - vi kan lige så godt springe ud i det!
Vi har gode og dårlige nyheder.
Hvilken vil I have først?
Ok. Den gode nyhed er, at vi ved præcis, hvad vi skal lave indtil vi skal hjem igen. 2 * bedsteforældre kigger forbi, mine forældre i uge 13 og Andreas' i påsken. Så kommer søster Nanna og hygger midt i april - hun har lovet at være barnepige mens vi går i teateret. Ved ikke hvem der kommer til at nyde det mest! Peter & Anne kigger forbi weekenden 21-22. april, og det glæder vi os rigtig meget til. Så har vi selv planlagt en lille Låwe weekend sidst i april, da Andreas har fri mandag-tirsdag. Indtil videre skal vi sydpå; hvor langt er uvist. Tror ikke vi vil booke hotel, vi kører vist bare ud i det blå, os tre. Dejligt!
Den dårlige nyhed er, at så er weekenderne brugt. Dvs - hvis I er hurtige, skal vi ikke noget den kommende weekend! Først til mølle?! Nå ja, der er også den allersidste weekend (første weekend i maj), men den skal muligvis bruges på at samle alt vores l*** sammen igen. Vi har efterhånden en del. Kan muligvis overtales til besøg, hvis vedkommende kommer i bil og har plads til noget på vejen hjem. :-)
Er det så det? Næ. Hvis I har lyst, er I også velkomne i løbet af ugerne der kommer. Weekenderne er bare booket. Sophie og jeg kan alle dage! Og så er der jo altid plads i Aalborg. En lille prinsesse skal døbes i løbet af sommeren. De fleste hjemmeprojekter er overstået, så I risikerer ikke engang at blive sat til noget. Andreas er på barsel, så der kan han alle dage.
Men altså; vi er frygtelig kede af det. Vi troede, der var flere weekender! Men så begyndte vi at plotte alle besøgene ind, og pludselig løb vi tør. Hvad gør man? Andreas må vel søge om at blive underviser hernede om nogle år. Så er vi her et helt år!

Sophies choice

Er kommet ind fra endnu en dejlig dag i solen. Har siddet næsten 3 timer på altanen i shorts, t-shirt og havainas (taark til Christoffer) og ligner nu mere en bavian bagfra end den omgang rismelsgrød, der så tilbage fra spejlet i morges.
Så nu hygger tøserne i skyggen med Operanyt på P2, et af Sophies yndlingsprogrammer. Damen har altså en særpræget musiksmag, næsten mere besynderlig end hendes svenske loverboy Alexander. Han holder sig dog stadig til traditionelle børnesange, selvom de er i mors version. Til de uindviede skal det siges at Christine, Alexanders mor, har nogenlunde samme tonesans som mig. Hun er engang blevet smidt ud fra en karaokebar! Selvom hun selvfølgelig til sin dødsdag vil hævde, at det var for at give plads for amatørerne efter timer med hendes grandiose optræden. Nej, Christine og jeg har ikke de store sangstemmer, men vi synger da med følelse og indleven. Til stor morskab og pinsel for de tilstedeværende.
Sophie smiler også ad sin mors sang. Højt på en gren en krage har fået flere vers, Tornerose var et vakkert barn bliver mere og mere fantasifuld (Christines guddommelige inspiration), og hesten prruster virkelig i Mæh sir det lille lam.
Men det bliver altså ved smilet. Det afslører måske, at pigebarnet egentlig synes det er mere morsomt end kønt. Og dét er første bevis for, at Sophie er musikalsk.
Dernæst den musik, som hun virkelig holder af. Hvordan kan man så se, at Sophie holder af opera, klassiske koncerter, middelaldermusik (morfars indflydelse) og så videre? Jo, hun bliver helt slap. Ligger bare med store øjne og lytter, uanset hvor hidsig eller ked hun var to sekunder tidligere. Efter et stykke tid synger hun faktisk med. Stopper musikken, stopper Sophie. Så mens smægtende arier flyder ud af computerens højttalere ligger Sophie på tæppet og laver de særeste lyde. Ind i mellem bliver kroppen helt stiv, hun strækker arme og ben helt ud og ser meget, meget koncentreret ud.
Andreas og jeg undrer os. Endnu engang må to minusser blive et plus, for musikalske kan vi vist ikke påstå, vi er. Ok, Andreas formår da at synge rent, men han er da ingen Amadeus. Hvad Sophie er, må fremtiden vise. En ny Inga, måske?

Sunshine reggae

Egentlig burde Andreas skrive denne post. Stort set hele weekenden har han udbrudt: Dette skal på bloggen! over et eller andet skægt, dejligt, fantastisk eller bare - belgisk. Men den stakkels mand har travlt, og så må jeg jo til det.
I lørdags proppede vi Sophie og Land Roveren i bilen og kørte et lille smut til Frankrig. Jep, det er et lille smut - det tager godt en halv time at nå grænsen. Kørte forbi Duinkerke [Dån Kørk] og Calais [Kæjlæjs], fra motorvejen, gennem 4 rundkørsler og endte så (hurra for GPS'en) ved Marques Avenue Côte d'Opale. Centret sælger sig selv som outlet, men det er nok i luksusklassen af et sådant. Mere ISO end Aldi, altså. Officielt sparer man 30%, og man kan da også gøre nogle gode kup. Hvis man i forvejen shopper amok i Hugo Boss og deslige. :-)
Men vi fik da købt lidt! En hip-hop hue i pink til Sophie-ducks, en tekande (2,50 euro, og lejligheden har ingen), trusser i str-ikke-gravid til mor, en lækker jakke til farmand og (ak ak ak oh ve) løbetøj + -sko. Strandpromenaden er simpelthen for indbydende. Solen, Sophie i Land Roveren, bølgebrus...
Så vi købte Asecs løbesko. Og det er absolut noget helt andet end mine 10 år (!) gamle Reebok. Et par kilo lettere, en hel del renere og med en støddæmpende funktion, der faktisk virker. Søndag morgen skulle den store test så stå. Andreas havde været et lille smut i byen aftenen inden - Paulo havde fødselsdag - så helt tidligt blev det ikke. Men ved ti-tiden kom vi ud, og dengang var stadig masser af plads på promenaden.
Resultatet? Jeg kom da ud til højhuset (Andreas' morgentur) i et acceptabelt tempo. Strak lidt ud, nød udsigten, fik vejret. Så snur vi og løber tilbage, nu med vinden i ryggen. Jeg overtog Land Roveren, hvilket udløste et par kommentarer fra min løbemakker. Det er åbenbart ikke meningen, at man skal bruge babyjoggeren som rullator. Ikke noget med at hænge på styret, altså. Godt han ikke er med hver gang! :-)
Først ved casinoet måtte jeg sætte tempoet ned. Ok, tempoet var vist efterhånden ret langt nede. Andreas illustrerede dette ved provokerende at gå ved siden af mig en del af strækningen. Men han har også meget lange ben, ikke? Vi nåede i hvert fald hjem uden pinlige episoder, og forkælede os selv med en god brunch. Melon, croissanter, yoghurt, ost, te, mangojuice. Uhm!
Så ringede Christer på døren. Han var vågnet med tømmermænd på sofaen og var derfor ikke helt sig selv. Havde forsøgt McD-kuren, men uden held. Fik pludselig lyst til te - og hvem har nu te? Hr og fru Thye, selvfølgelig. Verdens ældste 29-årige.
En times tid senere mente Christer han måtte inspicere sin seng. Vi pakkede Sophie ned i barnevognen og gik en tur i byen. Måtte bruge Ferrarien som rambuk for at komme frem - Oostende var sort af mennesker. Alle ville til havet i det gode vejr. Og butikkerne har jo også åbent om søndagen. Fandt til sidst en plads i solen ved Sint Peter en Pauluskerk. Spiste sandwich, drak kaffe og råhyggede. Da Sophie vågnede trillede vi langsomt hjemad. Nåede lige forbi Leonidas - sidste tilbudsdag (750 gram fyldte chokolader for 10 euro). Mit franske har åbenbart fået et boost af at være i Frankrig, for nu gik det elegant at bestille. En kasse blandet mørk chokolade uden creme fraiche-fyld, tak.
Så ringede Peter. Han, Christer og Paulo sad på promenaden og drak hvidvin i solen. Paulo havde mistet sin pung ud på de tidlige morgentimer, så han trængte til at drukne sin sorg. Vi tjekkede husets beholdning af spirituøse varer og blev enige om at møde dem på stranden, selvom huset tagterasse var badet i sol. Det bliver næste gang.
På restauranten underholdt Paulo med nattens begivenheder. Historien gik på, at han havde mistet sin pung i nattens løb. I stedet for bare at blive forbandet og gå i seng, var Paulo gået ned på gaden og verbalt overfuset første bedste mand - some kind of northern african, yes. Det festlige var, at Paulo havde handlet som kun en italiener kan. Han sagde nemlig: I'm Italian. I've lost my vallet. I want it back. Now. Hvorefter han bare så på det stakkels sagesløse menneske. Åbenbart har de også hørt om il mafioso heroppe, for bemærkningen havde en vis effekt. De tilstedeværende løb rundt i byen for at finde Paulos pung. Imens stod Paulo og så på folket og fremførte sine anklager. På et tidspunkt begynder en af dem at true Paulo med en flaske. Hvortil den høje italiener svarer på sit meget specielle engelsk: You will better be sure to kill me, yes, for if not, you will be very, very sorry.
Jeg ved ikke hvor sjov historien er på tryk. Når en italiener med tandbøjle fremfører dem med fægtende arme på sit skønne engelsk er den ret sjov. Solen, kølig Chablis og glitrende bølger så langt øjet rækker hjælper også på stemningen. Vi havde det med andre ord hamrende hyggeligt. Måtte til sidst hjem med en sulten Sophie og et par selskabeligt overrislede herrer med røde pander. Men hvilken dag! Hvorfor bor man i det kolde nord?

No post today

Solen skinner.
Det er 15 grader udenfor.
Og mindst 30 herinde i den solfyldte lejlighed.

Sophie og jeg går nu.
Ned til vandet.
Kigger på mågerne.
Snupper en kop kaffe.
Bliver røde på næserne.

Sophies træningsprogram

Den sidste uges tid har jeg fået mange fanbreve fra kvinder (og mænd) som gerne vil vide, hvordan jeg holder mig så ung og lækker.
Normalt deler jeg ikke den slags oplysninger med andre - man skal jo sørge for at være unik, ikke - men med jer vil jeg gøre en undtagelse. Her følger derfor Sophies Benhårde Fitnessprogram:

Jeg starter morgenen med lidt yoga. Det er bedst at gøre i en let påklædning - jeg foretrækker en god kvalitetsble. Det giver huden plads til at ånde, samtidig med at man føler sig mere smidig.

Dernæst løfter jeg gerne lidt vægte, det har far lært mig. Han synes som jeg at tonede overarme er smukt, og det er jo ikke alle der får dem naturligt som mor, vel. Så der må trænes. Heldigvis har mormor og morfar givet mig en kombineret vægt/tandgnubber, så jeg får renset mundhulen samtidig. Man kan lige så godt spare tid!

Så laver jeg et par knæbøjninger. Jeg må indrømme, at det her er mit svage punkt. Kan faktisk ikke rigtig stå så længe ad gangen, men jeg træner. Morfar siger at hvis jeg bliver ved sådan her skal jeg nok få det lært til sidst. Jeg stoler på ham, han er jo læge.

Sidst men ikke mindst bruger jeg en del tid på min nye sport: Kravling. Her har jeg ansat en personlig træner. Det er et godt råd, jeg gerne giver videre. Han motiverer mig og hjælper mig til at finde en god rytme. Jeg har lidt problemer, for min teknik er ikke supergod. Faktisk kravler jeg mest baglæns. Men hey - øvelse gør mester. Jeg træner hver dag, så mon ikke jeg bliver en SuperKravler til sidst?

Ps

Der er en klar bagdel ved ikke at skrive blog i fire dage: Man glemmer.
Glemmer de 3 store buler i bilen, som kom efter stormvejret natten til mandag. Enten flyvende skilte eller fulde, engelske turister. Efter bulernes placering og vejret gætter vi på det første. Selvrisiko på 6000 kroner. Suk - livet i en hårtørrer.
Glemmer også Festival des Rats Morts, det lokale karneval som fandt sted i søndags. Jeg ved ikke med jer, men for mig er der noget uendeligt sølle ved karneval i nordeuropæiske lande. Kulden, den silende regn og de yderst blege dansende. Dette karneval var måske en undtagelse, idet deltagerne var betydeligt mere påklædte. Festlige vogne, men regnvejr. Og det udstiller stadig, hvor håbløse vi er til spontan, ukontrolleret morskab. Man står pænt og ser på under en paraply, smiler allerhøjst af deltagerne. Ikke meget Rio her. Men ok - vi så med fra vinduet, i behagelig tør afstand. Så måske skal jeg ikke kaste med sten fra mit glasbur...
Sidst men ikke mindst glemmer jeg det, som nok interesserer bedsteforældrene mest: Sophies velbefindende. Damen vokser som ukrudt, er endelig begyndt at spise hjemmelavet kartoffelmos (jeg vandt!) og sover måske-måske-måske snart igennem. Hun skal nok snart få lov til at hamre lidt i tastaturet igen!

xxx

Et kort længere indlæg

Igen må jeg indlede en blog med at beklage ventetiden. Det er såmænd ikke fordi jeg har haft for travlt til at skrive. Og dog - men det er langt fra den primære årsag.
Weekenden over har vores computer opført sig højst besynderligt. De fleste programmer kørte ok, sådan som de nu kører når man har overfyldt sin computer. (Og vi som troede at 80 GB ville være rigeligt...) Men Skype, IE, Messenger og Outlook slæbte sig afsted. Søndag morgen var vi begge godt gnavne over at skulle undvære vores morgenavis og ditto fjernsyn - lidt skal man vel følge med - for selvom explorer hurtigt fandt jp.dk, var siden hundrede år om at loade. Bogstaveligt talt. Jeg tastede adressen ind, lavede te, skiftede Sophie, spiste morgenmad, gik en tur med prinsessen - og siden var stadig ikke loadet.
Så hvad var galt? Virus? Manglende virtuel hukommelse? Dårlig internetforbindelse???
Vi testede alt muligt. Rodede. Bandede. Og ringede til sidst til vores internetleverandør, telenet. Efter at have hakket os igennem tast-selv-servicen (de talte engelsk til sidst, man skulle bare vente længe nok) kom vi igennem til en sød og hjælpsom ung mand. Han afslørede, at vi såmænd bare havde været lidt for flittige med internettet. På download-siden, altså. Der er plads til flere billeder på albummet. Selv om jeg har loadet flere billeder op!
Vi havde altså overskredet vores maksimum, og derfor havde de sænket vores forbindelse. Til sølle 64 k. Og det er altså meget, meget langsomt. Vi fatter slet ikke, at vi engang har surfet rundt på den hastighed. Bevares, siderne er sikkert også blevet tungere med tiden. Men gaaab, hvor er det til at få lange ****** af.
Men nu er vi på igen. Så jeg kan lige benytte mig af, at prinsessen sover til at briefe dig, kære læser, om de sidste dages begivenheder.
Fredag vågnede vi op til strålende solskin. Andreas havde en hjemmearbejdsdag, så vi tullede rundt og råhyggede os om formiddagen. Tog god tid til hinanden og Sophie, nød morgenmaden og solskinnet som dansede gennem vores panoramavinduer. Jep, life is b-e-a-u-t-i-f-u-l.
Godt op ad formiddagen kom Krister over. Han er ellers normalt af den opfattelse at danskere står sindssygt tidligt op (hey, vi har barn, ok), men denne morgen havde han både nået at gå til frisøren, løbe en tur og handle mere tøj. Man må undre sig - det var trods alt næsten en fridag.
De okkuperede spisebordet og gik igang med deres store (lille) opgave, der handler om en ny metode til minestrygning. Imens legede tøserne, sørgede for at beværte herrerne tilpas meget og fik gået en tur i solskinnet. I læ + solskin var der faktisk så varmt, at man kunne nøjes med en t-shirt. Forårskuller!
Fredag aften ville Andreas gerne lave mad. Efter at have serviceret dem en hel dag siger man jo ikke nej tak, især ikke når manden proklamerer at han vil lave italiensk, og at jeg helt selv må bestemme hvad jeg vil have. Når han begynder på den smøre, ved jeg godt at "lave mad selv" ikke nødvendigvis indebærer andet end "betale selv". Som sagt så gjort - vi daskede over på den italienske, som var gabende tom da vi kom - og fyldt da vi gik. Forståeligt, for de serverer den mest guddomelige hjemmelavede pesto. Mums!
Hjemad i regnvejr til en film (The Librarian). Mærkeligt at vi kunne overskride vores download-kvote, ikke?
Lørdag var vejret ikke ligefrem godt. Vi ærgede os faktisk over, at vi ikke havde byttet rundt på dagene, så solskins-fredag var fridag og regnvejrs-lørdag arbejdsdag. Men pyt. Man kan vel altid shoppe lidt. Jeg købte to par nye bukser i H & M - de fleste af mine gamle bukser hænger om mig efter at have ammet i 5 måneder. Jeg har absolut ingen røv tilbage - kun lidt ekstra skind sladrer om fordums storhedstider. Ak ja. Verden står for fald. Forfald.
Vi sluttede dagen af med en tur i den store Delhaize. Vand, bleer, wokmad. Plus et par nye øl, lidt lækre svampe og en stor friskpresset juice. Det er aldrig så kedeligt at købe ind i Belgien.
Søndag havde vi to planer. Den første plan var en tur i svømmehallen. Belgieren Alex (en rigtig sailor med farvestrålende tatoveringer, høj stemmeføring, enormt ølforbrug og ditto kvindefokus) havde anbefalet os svømmehallen i Middelkerke, som i øvrigt ligger midt mellem Oostende og Westende. Så kom forklaringen på navnet!
Svømmehallen var absolut bedre end den i Oostende. (Se tidligere blog!). Her var renere, mere ordentligt og med store kabiner. Men stadig fælles omklædning og frivilligt brusebad. Denne gang var vi dog forberedte, så det virkede ikke så afskrækkende.
Men Sophie var ikke veltilfreds. Vi havde ellers hele det store børnebassin næsten for os selv. Masser af plads til at plaske på. Men vandet er så koldt, mor. Og vandet var vitterlig koldt, for et spædbarn i hvert fald. Lige godt 31 grader, sådan omtrent 5-6 grader koldere end badevandet normalt er for den forkælede prinsesse. Brrr! Hun brokkede sig gevaldigt, munden tegnede et fint, omvendt u - og så klaprede hun med de tænder, hun endnu ikke har fået. Efter et par forsøg måtte vi simpelthen give op, bruse os af og trille hjemad igen.
Plan nummer to for søndagen var middag hos Krister. Da Sophie havde sovet sin velfortjente, lune middagslur krydsede vi derfor gaden og tog elevatoren til 4. sal. Blot for at opdage at Krister skam bor på 5. Hvem har vi så vinket til??
Nordmanden inviterede indenfor på yndlingsvin og -mad: Ch. du Pape og mexikansk. Uhm! Vi spiste til majs, tacos og chili fik ørerne til at stritte, gav Sophie en gang tapetklister (rismelsgrød) og skruede os så ned i sofaen. Hercule Poirot i skikkelse af David Suchet gik på jagt efter en morder i det sydengelske mens vi andre gik på opdagelse i Kristers skåle med guf. Til stor irritation for drengene gættede jeg morderen to gange i træk, og så gad de altså ikke lege med mere. Ord som snyd, bedrageri, forbandede kvindelige intuition og luskefis fløg gennem luften. Tsk tsk. De må bare oppe sig lidt! Jeg kan jo ikke gøre for, at Hercule P. er det eneste, jeg har trænet mine hjerneceller med det sidste halve år, vel?
Mandag var lidt af en sløvedag for Sophie og mig. Vi lavede stort set ikke andet end at gå ture i solskinnet, synge (ikke for kønt) og rode med den forbandede computer. Sophie er meget interesseret i at skrive på tastatur - det varer nok ikke længe inden hun okkuperer Messenger totalt. Næsten lige så spændende er det at snakke med bedsteforældre via Skype. Hun kan altså ikke begribe, at de ikke kommer ud af skærmen. Hun kradser og kigger og snakker - men de sidder bare der, flade og smilende.
Nu er hun så vågnet igen. Ligger her og leger på tæppet, mens vi hører Amadeus via netradio. Jeg drikker kaffe og får mig et enkelt stykke chokolade. Eller to. Farmand kommer snart hjem fra arbejde, og så skal vi ud og brokke os over Land Roveren. Den tabte det forresten hjul forleden. Det er ret upraktisk, når dyret er trehjulet og man er ved at krydse en gade. Tror I moderens temperament blussede?
Skriver snart igen. Indtil da kan I nyde de nye billeder fra lejligheden og af Sophie på albummet! Kommentér gerne...

Kan selv, vil selv

I går var Sophie frk. Tudefjæs det meste af dagen. Som så mange andre mødre skylder jeg skylden på tænder. Eller også er det et af de berømte tigerspring. Uanset hvad var hun noget af en prøvelse. Og jeg fik trænet mine biceps.
Da vi nåede til aftensmaden ville hun under ingen omstændigheder ligge på tæppet og lege. Hun hylede hver gang vi (læs: mor) lagde hende fra os, og til sidst gav vi os. Hun fik lov til at ligge på dynen oppe på spisebordet, så hun kunne være med. Man er vel selskabeligt anlagt.
Mens vi sad og nød madroen gik Sophie i gang med et lille projekt. Hun så sit snit til at angribe frugtkurven, som vi ikke havde tænkt på at flytte. Og inden vi opdagde, at hun var lidt for stille, havde hun fået taget hul på en pære.
Nå ja, man kan vel lige så godt gøre en dyd ud af nødvendigheden. Jeg skrællede og skyllede pæren, serverede den for damen på en tallerken og lod hende spise. Selv. Dynebetrækket og body'en skulle jo alligevel vaskes.
Så frk. Sophie gik i krig. Gnaskede. Smaskede. Suttede og nynnede veltilfreds. Det var et godt projekt, det her. Den smuttede ind i mellem for hende, men hun fik snart lært at holde på skrællen. Slippery little suckers, ikke!
Imens sad hendes forældre og klukkede. Hun er altså kær, når hun sådan koncentrerer sig. Resultatet af denne leg var ganske entydig: Storvask. Der var pære overalt. Hun havde sågar små stykker pære i sine åh så lange (misundelse er en grim ting, moar) øjenvipper.
Dagen i dag startede derfor med et bad. Vi gav hende en god etagevask i går aftes, men hun lugtede altså stadig af hengemt pære i morges. Så mor og Sophie pjaskede sig igennem morgenen og gik så på marked. Det er jo torsdag.
Inden vi tog herned, frygtede jeg for hvor "børnevenlige" belgierne ville være. Man har vel læst en og anden historie om småpiger, der har boet i kældre i årevis osv. Men belgierne er rent faktisk også børnevenlige på den gode måde. Jeg kan ikke gå en tur i byen uden at nogen (oftest ældre damer med blåt hår) bare må kaste et blik ned i barnevognen. Hvorefter de ofte sender en strøm af flamsk tale imod moderen, som står venligt og nikker mens hun mumler et eller andet på en blanding af tysk og engelsk. Jeg ved ikke hvor mange, der hopper på den, men de fleste går smilende derfra med et daak (ha' en god dag).
Markedet i dag var ikke en undtagelse. Adskillige mennesker var forbi klapvognen (aka Land Roveren) og dikke-dikke, komme med rosende kommentarer og storsmile til Sophie. Som naturligvis råcharmede tilbage igen, småsludrende og storsmilende. Det betyder, at vi ofte kommer foran i køen til ostemand, grønthandler og slagteren med sin blåviolette rødvinsnæse, fordi andre kunder hellere end gerne vil snakke med Sophie mens jeg handler.
Jeg holder nu stadig et vågent øje med hende. En sund portion skepsis, et stålgreb omkring klapvognens håndtag og moderen super-hørelse slået til. For man ved jo aldrig, hvem der bliver lidt for venlige. Hvem sagde løvemor?