Long time, no me write

Ja, det er unægtelig noget tid siden (sådan set i Belgien-optik) at jeg har fået postet noget her på siden. Ikke med min gode vilje, skulle jeg hilse og sige!

Først var det fordi vi virkelig nød Belgien: Mandag var vi først ude og købe en masse småting til hjemmet (igen), og blev så enige om at forkæle os selv ved at gå ud at spise. Vi tullede derfor med Sophie i liften små 75 meter ned ad gaden til Kombuis, en lille bitte og meget lokal muslingerestaurant. Man går ind i gennem køkkenet, og så er der plads til en 10-12 mennesker. Der sad et ældre ægtepar, en enlig ældre herre og ditto dame, et ungt par - og så os. Først med Sophie på armen, men hun faldt heldigvis i søvn næsten inden maden kom. Et kilo moules til hver, en stor pande pommes frites (dog ikke de ægte belgiske, ifølge Andreas - de skal være håndskårne) og en kæmpe bøtte hjemmelavet, tyk gul mayonnaise. Plus to lækre dressinger, den ene med så meget hvidløg at vi blev nødt til at dele. Efter sådan en portion kan man lige klare den til næste morgen.

Tirsdag var det meningen vi skulle have haft en gæst, norske Krister. Men pludselig blev hele holdet inviteret ud at spise, og den slags "repræsentationer" må man jo nødvendigvis deltage i. Baaah. Moderen til barnet (dvs moi) blev en anelse misundelig, og før jeg vidste af det stod jeg på en bar med mit barn i bæresele! Dårlig mor! Dååårlig mor! Ok, der er rygeforbud på alle barer i Belgien, så så slemt var det måske ikke, vi var der kun en halv time og bla bla. Undskyldninger er der nok af. Jeg har stadig dårlig samvittighed, men på den anden side var det rart at se det sted, Andreas hang så meget ud sidste år (Bottelje, "Flasken").

Tirsdag aften/nat begyndte det så at blive interessant for mit vedkommende. Sophie faldt som altid i søvn klokken otte - hun er altså dejlig, det barn - og jeg satte mig for at se en film. Fik voldsomt mavekneb, som gjorde at jeg hverken nød filmen eller min nattesøvn, på trods af at Sophie-ducks var musestille. Så jeg var temmelig gnaven da stakkels Andreas kom hjem ud på de sene nattetimer (I der kender mig kan kun sende ham en trøstende tanke). Furien fra Aalborg. Nå men, jeg fik min velfortjente straf, for maveknebet blev værre, og til sidst kom aftensmaden op igen. Uaks.

Dagen efter (onsdag) havde jeg det ad h til, Andreas kom hjem ved frokosttid og var også så småt dårlig. En rigtig omgang maveinfluenza til os begge, med andre ord. Vi mistænkte først les moules, men andre fra hans hold havde også været syge.
Sophie kom i seng klokken otte, vi ligeså - man bliver træt af sådan en omgang, og jeg skulle hilse og sige at det absolut ikke er en dans på roser som ammende mor! Gudskelov er Sophie så småt begyndt på fast føde, så vi stak hende lidt grød så hun ikke sultede totalt. En hård omgang for os alle tre.

Torsdag var vi stadig sengeliggende, dvs vores internetmand dukkede op straks før otte (den slags fungerer åbenbart på samme måde i alle lande - de kommer når de selv vil) og jog os ud af sengen. Det tog 1½ time, så havde vi kabler på kryds og tværs i lejligheden, men både internet og skarpt tv. Hurra!
Ud på eftermiddagen snakkede vi om at drive ud og købe lidt ind, og på vej ud til skiftebordet med Sophie kastede Andreas et blik ud af vinduet for at se, hvor meget sne der var på bilen. Nå ja, det sneede jo mens vi lå hmm indisponerede. Men hvor var bilen? Han fortsatte ud til badeværelset mens han råbte til mig at jeg lige skulle kigge efter den. Solen var trods alt ret skarp, og Andreas ser jo ikke ligefrem som en ørn på den afstand. Men ingen bil i sigte!
Stod den lille Fabia måske nede på skolen? I vores omtågede syge tilstand kunne vi intet huske. Andreas mandede sig heroisk op og gik derned. Ingen bil. Han snakkede med skolens personale, som har kontakter alle mulige mærkelige steder. De ville ringe lidt rundt. Inden han nåede hjem, var sagen opklaret, og skolen ringede til mig: Politiet havde slæbt vores fine bil væk!
Mens vi lå syge i snevejret havde man sat et typisk belgisk skilt op: Lillebitte, håndskrevet på flamsk: Ingen parkering fra d. 24. og frem, gældende 30 meter den vej. Nå, der var jo intet andet at gøre end at slæbe sig ned på Alfons Pieterslaan 39 og hente bilen. Vi gik alle 3, hvis de nu kun talte flamsk og fransk. Man ved jo aldrig...
Politiet var dog meget forståelige overfor os dumme dänen, så vi slap for bøden og fik vores bil igen. De talte meget varmt og længe om Jylland, Skagen og Jomfru Ane gade, da vi først havde afsløret vores adresse. Verden er altså lille.

I dag fredag har vi taget det stille og roligt. Andreas har holdt oplæg om det danske minevåben på skolen, mens jeg har dasket rundt og hygget med Sophie. Er stadig lidt mat i koderne, og maven vil fortsat ikke helt leve op til tidligere standarder. Det skal den altså meget gerne snart; der er jo en hel verden af frisk fisk, chokolade og sprøde vafler derude!

Tot ziens!