søndag, januar 21, 2007

At bo i en hårtørrer

Vi vågnede op klokken fire til lyden af orkan. Det lød virkelig som om vi var midt i en gigantisk hårtørrer. Eller måske en bas? Dhuaaaooom. Tingene væltede rundt på gaden, og vi sendte den lille bil en bekymret tanke. Mere forudseende lokale havde flyttet deres, men det er ikke så nemt når man ikke fatter de lokale nyheder. Straks værre var det med havemøblerne på tagterassen, men dem havde ejeren smart nok surret fast med tykke tove og store kroge boltet fast i gulvet.
Lejligheden ligger på hjørnet af Kapellastraat og Langestraat (jep, den er lang). Vandet er 30 meter mod vest, for enden af Kapellastraat. For enden af Langenstraat ligger havnen. Så med andre ord bor vi midt i en vindtunnel. Ovenikøbet øverst oppe.
Det larmede altså ad h til (se! Jeg bandede ikke!). Sophie sov uroligt, peb i søvnen. Og vi andre lå meget vågne og lyttede efter flyvende vejafspærringer og blafrende skilte. Indtil Andreas lukkede vinduet, takkede Tryg på forhånd og vi blev enige om at sove videre. Vi kunne jo alligevel ikke ændre på status quo.
Det blæser altså meget og ofte i Oostende. Så meget, at der i turistbrochuren står, at "museet er åbent alle dage, undtagen nationale helligdage og ved stormvejr". Kunne være DSB skulle lære af det? Toget kører til tiden alle dage, undtagen ved varmt, blæsende, regnfuldt eller koldt vejr.
Heldigvis er der altid læ længere nede af Kapellastraat. Den laver et knæk stort set dér, hvor gaden bliver gågade. Så i blæsevejr er der kun én ting at gøre: Shoppe.

1 kommentar:

Fru Flindt Kreiner sagde ...

Nu begynder jeg at forstå, hvorfor vores (dine+mine) veninder siger, at vi minder ret meget om hinanden. vi bruger i hvert fald de samme topoi. I går var jeg i Blockb. med Rie for at leje lørdagsfilm, og på vejen hjem stoppede jeg op og udbrød: "Fuck, fuck, fuck! Jeg er så træt af denne her fucking vind! Det har blæst i tre uger, og jeg er TRÆT af at få snavs i øjenene, tabe min kasket og svede tran!" (alt sammen på grund af den dårlige cykel-vind kombo) Vind og verbale udtryk er vores varetegn. (Du har vist også en forkærlighed til allitterationer, ik?)

Men fuck er ikke nødvendigvis et dårligt ord; man kan faktisk bruge det til at træne ordklasser. Se, om du kan genkende ordklasserne i fælgende udsagn (der er 4): Fuck it. The fucking fucker's fucking fucked!