Vi har haft en meget belgisk oplevelse! Vi var i svømmehallen i går, sammen med det andet danske par Christian og Mette samt deres 9 måneder gamle datter Agnes.
Sophie har ikke været i vandet før (jo altså, ellers lugtede hun nok ret grimt nu - hun har ikke været i svømmehallen før), så det var to meget spændte forældre, der drog afsted med deres datter først på eftermiddagen søndag. Det blæste som altid i Oostende, men vejret var ellers tørt, så vi besluttede at gå langs promenaden med Sophie i bæreselen. Man ved jo aldrig, hvor man kan stille barnevognen, vel. Og der er ikke nogen, der skal rende med Det Røde Lyn! :-)
Man kunne godt tage barnevognen med ind - endda helt ind i svømmehallen?! Hvad ville hygiejnesygeplejersken mon sige til det? Ak ja, hun ville vist få rigeligt at tænke på...
Jeg havde været ret spændt på, hvordan jeg skulle få Sophie og mig selv nogenlunde civiliseret igennem omklædningsrummet. Men det var helt unødvendigt! I denne som sagt meget belgiske svømmehal har man nemlig fælles omklædning. Jep, I læste rigtigt. Fælles omklædning.
Nu er det desværre ikke halvt så interessant som det lyder - svenskerne og finnerne har det meget sjovere i deres saunaer. Næ nej, her går man ind i verdens mindste skab af et omklædningsrum (vi snuppede endda familie versionen), hvor man skifter til badetøj. Dørene kan i øvrigt kun lukkes, ikke låses. Og nej, der er ikke nogen pusleplads.
Derefter sniger man sig ud på gangen og smækker alt sit tøj i et skab. Den del kender vi. Alt, alt for små skabe, ens tøj i en komplet umulig orden og et håndklæde under armen. Sophie blev på mærkværdig vis lusket i et par pink badebukser (tak til Anna), og så afsted med os.
På vej til bruseren formåede barnet at tisse på sin moder, så hun glædede sig virkelig til en skyller. Men det er altså ikke obligatorisk, finder vi ud af. Og der er ingen sæbe. Hmm! Hygiejne er åbenbart temmelig overvurderet i Belgien...
Vi gør hvad vi kan, og går så videre - mor med Sophie på armen, far med en stor stak håndklæder. Og så er det, det igen bliver interessant. For man bliver spulet på vej ind til svømmehallen - man skal nemlig igennem en lang gang med dysere, som aktiveres når nogen går igennem. Man kan diskutere hvor meget det hjælper på hygiejnen, men håndklæderne blev da våde.
Og som kom vi i vandet. Som smagte spøjst. Og sved (man barberer sig da inden man går i svømmehallen, ikke). Saltvand! Men Sophie vidste ikke bedre, og nød det åbenlyst. Først tøvende og med store øjne, så med ivrige spark og sædvanlig snak. Til sidst formåede hun endda næsten at flyde selv - men det var jo også saltvand!
Jeg behøver vel ikke fortælle, at det var en temmelig interessant oplevelse at stå i et lille bitte omklædningsrum dyngvåde og med et efterhånden ret træt spædbarn? Hun klarede det flot, faldt i søvn på vej op ad trappen ud til den kølige luft - og spiste godt senere. Hun skal nok blive en god dykker med tiden!
mandag, januar 29, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Ih, hvor dejligt! Altså at Sophie også klarede dette med bravour (hun ER altså klogere end andre børn!)- knapt så dejligt med den belgiske standard. På dét punkt kan man godt mærke, at de er beslægtede med franskmændende... Quel odeur - moi? Non, ce n'est peut pas être moi!!
Nu er der kun 12 dage til jeg kommer ned til jer - jeg glæder mig! Men jeg er altså lidt spændt på den blæst, I taler om hele tiden. Hmm, jeg må hellere pakke den vindtætte jakke, strømpebukserne og den grønne kasket, der sidder mest fast på hovedet. Og mon ikke også der kommer et eller andet strikket til min lille niece?
Send en kommentar