Jeg har opdaget en ny luksus: Rengøringskone. Eller hvad man nu kalder dem på politisk korrekt dansk. Hjemlig hygiejne ekspert? Uanset hvad er Corinne et fund. Hun er flamsk, men taler fransk på nogenlunde samme niveau som mig. Vi klarer os med andre ord, og der er ingen, der bliver fornærmede over at vi er dus eller laver grammatiske brølere. Dejligt.
Corinne er halvanden meter høj og mindst en meter bred. Hun er med andre ord bygget til at modstå den blæst, min søster frygter sådan. (Læste du ikke, at vi bare skal ned i gågaden, så er der læ? Men ok, tag hellere vindjakken med. Vi skal også se havet, søde.)
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, men der er sådan lidt hobbit over hende. Noget triveligt, hjemligt, meget moderligt og rart. Men samtidig er hun betydeligt mere effektiv end en hobbit formentlig ville være. Sidste uge pudsede hun alle vinduerne og gjorde rent i hele hytten. Denne uge får alle dørene en tur - de sidste lejere havde vidstnok børn i 90 centimeters højde - og hvad hun nu ellers finder på. Samtidig med at hun snakker, dikke-dikker Sophie og smiler. For Corinne smiler meget. Måske er hun bare mere morgenfrisk end mig, fordi hun har været på job siden kl. 5. Jeg står tidligt op, fordi hun kommer klokken 9, mens hun lige har været en andet sted først. Det dejlige er, at det ikke gør Corinne noget. Der er ikke det mindste nag over, at hun fræser rundt mens jeg bare sidder her og nyder min te i solskinnet mens Sophie sover. Ok, jeg har måske også hentydet at jeg arbejder (host host), men alligevel!
Så jeg sidder her med semi-dårlig samvittighed over, at verden er så dejlig. At Corinne gør rent, Sophie sover sødt, og jeg for én gangs skyld har to minutter til mig selv. Som jeg bruger på at skrive blog i stedet for at ordne et eller andet effektivt. Livet er da bare for dejligt.
tirsdag, januar 30, 2007
mandag, januar 29, 2007
En hund efter saltvand
Vi har haft en meget belgisk oplevelse! Vi var i svømmehallen i går, sammen med det andet danske par Christian og Mette samt deres 9 måneder gamle datter Agnes.
Sophie har ikke været i vandet før (jo altså, ellers lugtede hun nok ret grimt nu - hun har ikke været i svømmehallen før), så det var to meget spændte forældre, der drog afsted med deres datter først på eftermiddagen søndag. Det blæste som altid i Oostende, men vejret var ellers tørt, så vi besluttede at gå langs promenaden med Sophie i bæreselen. Man ved jo aldrig, hvor man kan stille barnevognen, vel. Og der er ikke nogen, der skal rende med Det Røde Lyn! :-)
Man kunne godt tage barnevognen med ind - endda helt ind i svømmehallen?! Hvad ville hygiejnesygeplejersken mon sige til det? Ak ja, hun ville vist få rigeligt at tænke på...
Jeg havde været ret spændt på, hvordan jeg skulle få Sophie og mig selv nogenlunde civiliseret igennem omklædningsrummet. Men det var helt unødvendigt! I denne som sagt meget belgiske svømmehal har man nemlig fælles omklædning. Jep, I læste rigtigt. Fælles omklædning.
Nu er det desværre ikke halvt så interessant som det lyder - svenskerne og finnerne har det meget sjovere i deres saunaer. Næ nej, her går man ind i verdens mindste skab af et omklædningsrum (vi snuppede endda familie versionen), hvor man skifter til badetøj. Dørene kan i øvrigt kun lukkes, ikke låses. Og nej, der er ikke nogen pusleplads.
Derefter sniger man sig ud på gangen og smækker alt sit tøj i et skab. Den del kender vi. Alt, alt for små skabe, ens tøj i en komplet umulig orden og et håndklæde under armen. Sophie blev på mærkværdig vis lusket i et par pink badebukser (tak til Anna), og så afsted med os.
På vej til bruseren formåede barnet at tisse på sin moder, så hun glædede sig virkelig til en skyller. Men det er altså ikke obligatorisk, finder vi ud af. Og der er ingen sæbe. Hmm! Hygiejne er åbenbart temmelig overvurderet i Belgien...
Vi gør hvad vi kan, og går så videre - mor med Sophie på armen, far med en stor stak håndklæder. Og så er det, det igen bliver interessant. For man bliver spulet på vej ind til svømmehallen - man skal nemlig igennem en lang gang med dysere, som aktiveres når nogen går igennem. Man kan diskutere hvor meget det hjælper på hygiejnen, men håndklæderne blev da våde.
Og som kom vi i vandet. Som smagte spøjst. Og sved (man barberer sig da inden man går i svømmehallen, ikke). Saltvand! Men Sophie vidste ikke bedre, og nød det åbenlyst. Først tøvende og med store øjne, så med ivrige spark og sædvanlig snak. Til sidst formåede hun endda næsten at flyde selv - men det var jo også saltvand!
Jeg behøver vel ikke fortælle, at det var en temmelig interessant oplevelse at stå i et lille bitte omklædningsrum dyngvåde og med et efterhånden ret træt spædbarn? Hun klarede det flot, faldt i søvn på vej op ad trappen ud til den kølige luft - og spiste godt senere. Hun skal nok blive en god dykker med tiden!
Sophie har ikke været i vandet før (jo altså, ellers lugtede hun nok ret grimt nu - hun har ikke været i svømmehallen før), så det var to meget spændte forældre, der drog afsted med deres datter først på eftermiddagen søndag. Det blæste som altid i Oostende, men vejret var ellers tørt, så vi besluttede at gå langs promenaden med Sophie i bæreselen. Man ved jo aldrig, hvor man kan stille barnevognen, vel. Og der er ikke nogen, der skal rende med Det Røde Lyn! :-)
Man kunne godt tage barnevognen med ind - endda helt ind i svømmehallen?! Hvad ville hygiejnesygeplejersken mon sige til det? Ak ja, hun ville vist få rigeligt at tænke på...
Jeg havde været ret spændt på, hvordan jeg skulle få Sophie og mig selv nogenlunde civiliseret igennem omklædningsrummet. Men det var helt unødvendigt! I denne som sagt meget belgiske svømmehal har man nemlig fælles omklædning. Jep, I læste rigtigt. Fælles omklædning.
Nu er det desværre ikke halvt så interessant som det lyder - svenskerne og finnerne har det meget sjovere i deres saunaer. Næ nej, her går man ind i verdens mindste skab af et omklædningsrum (vi snuppede endda familie versionen), hvor man skifter til badetøj. Dørene kan i øvrigt kun lukkes, ikke låses. Og nej, der er ikke nogen pusleplads.
Derefter sniger man sig ud på gangen og smækker alt sit tøj i et skab. Den del kender vi. Alt, alt for små skabe, ens tøj i en komplet umulig orden og et håndklæde under armen. Sophie blev på mærkværdig vis lusket i et par pink badebukser (tak til Anna), og så afsted med os.
På vej til bruseren formåede barnet at tisse på sin moder, så hun glædede sig virkelig til en skyller. Men det er altså ikke obligatorisk, finder vi ud af. Og der er ingen sæbe. Hmm! Hygiejne er åbenbart temmelig overvurderet i Belgien...
Vi gør hvad vi kan, og går så videre - mor med Sophie på armen, far med en stor stak håndklæder. Og så er det, det igen bliver interessant. For man bliver spulet på vej ind til svømmehallen - man skal nemlig igennem en lang gang med dysere, som aktiveres når nogen går igennem. Man kan diskutere hvor meget det hjælper på hygiejnen, men håndklæderne blev da våde.
Og som kom vi i vandet. Som smagte spøjst. Og sved (man barberer sig da inden man går i svømmehallen, ikke). Saltvand! Men Sophie vidste ikke bedre, og nød det åbenlyst. Først tøvende og med store øjne, så med ivrige spark og sædvanlig snak. Til sidst formåede hun endda næsten at flyde selv - men det var jo også saltvand!
Jeg behøver vel ikke fortælle, at det var en temmelig interessant oplevelse at stå i et lille bitte omklædningsrum dyngvåde og med et efterhånden ret træt spædbarn? Hun klarede det flot, faldt i søvn på vej op ad trappen ud til den kølige luft - og spiste godt senere. Hun skal nok blive en god dykker med tiden!
fredag, januar 26, 2007
Long time, no me write
Ja, det er unægtelig noget tid siden (sådan set i Belgien-optik) at jeg har fået postet noget her på siden. Ikke med min gode vilje, skulle jeg hilse og sige!
Først var det fordi vi virkelig nød Belgien: Mandag var vi først ude og købe en masse småting til hjemmet (igen), og blev så enige om at forkæle os selv ved at gå ud at spise. Vi tullede derfor med Sophie i liften små 75 meter ned ad gaden til Kombuis, en lille bitte og meget lokal muslingerestaurant. Man går ind i gennem køkkenet, og så er der plads til en 10-12 mennesker. Der sad et ældre ægtepar, en enlig ældre herre og ditto dame, et ungt par - og så os. Først med Sophie på armen, men hun faldt heldigvis i søvn næsten inden maden kom. Et kilo moules til hver, en stor pande pommes frites (dog ikke de ægte belgiske, ifølge Andreas - de skal være håndskårne) og en kæmpe bøtte hjemmelavet, tyk gul mayonnaise. Plus to lækre dressinger, den ene med så meget hvidløg at vi blev nødt til at dele. Efter sådan en portion kan man lige klare den til næste morgen.
Tirsdag var det meningen vi skulle have haft en gæst, norske Krister. Men pludselig blev hele holdet inviteret ud at spise, og den slags "repræsentationer" må man jo nødvendigvis deltage i. Baaah. Moderen til barnet (dvs moi) blev en anelse misundelig, og før jeg vidste af det stod jeg på en bar med mit barn i bæresele! Dårlig mor! Dååårlig mor! Ok, der er rygeforbud på alle barer i Belgien, så så slemt var det måske ikke, vi var der kun en halv time og bla bla. Undskyldninger er der nok af. Jeg har stadig dårlig samvittighed, men på den anden side var det rart at se det sted, Andreas hang så meget ud sidste år (Bottelje, "Flasken").
Tirsdag aften/nat begyndte det så at blive interessant for mit vedkommende. Sophie faldt som altid i søvn klokken otte - hun er altså dejlig, det barn - og jeg satte mig for at se en film. Fik voldsomt mavekneb, som gjorde at jeg hverken nød filmen eller min nattesøvn, på trods af at Sophie-ducks var musestille. Så jeg var temmelig gnaven da stakkels Andreas kom hjem ud på de sene nattetimer (I der kender mig kan kun sende ham en trøstende tanke). Furien fra Aalborg. Nå men, jeg fik min velfortjente straf, for maveknebet blev værre, og til sidst kom aftensmaden op igen. Uaks.
Dagen efter (onsdag) havde jeg det ad h til, Andreas kom hjem ved frokosttid og var også så småt dårlig. En rigtig omgang maveinfluenza til os begge, med andre ord. Vi mistænkte først les moules, men andre fra hans hold havde også været syge.
Sophie kom i seng klokken otte, vi ligeså - man bliver træt af sådan en omgang, og jeg skulle hilse og sige at det absolut ikke er en dans på roser som ammende mor! Gudskelov er Sophie så småt begyndt på fast føde, så vi stak hende lidt grød så hun ikke sultede totalt. En hård omgang for os alle tre.
Torsdag var vi stadig sengeliggende, dvs vores internetmand dukkede op straks før otte (den slags fungerer åbenbart på samme måde i alle lande - de kommer når de selv vil) og jog os ud af sengen. Det tog 1½ time, så havde vi kabler på kryds og tværs i lejligheden, men både internet og skarpt tv. Hurra!
Ud på eftermiddagen snakkede vi om at drive ud og købe lidt ind, og på vej ud til skiftebordet med Sophie kastede Andreas et blik ud af vinduet for at se, hvor meget sne der var på bilen. Nå ja, det sneede jo mens vi lå hmm indisponerede. Men hvor var bilen? Han fortsatte ud til badeværelset mens han råbte til mig at jeg lige skulle kigge efter den. Solen var trods alt ret skarp, og Andreas ser jo ikke ligefrem som en ørn på den afstand. Men ingen bil i sigte!
Stod den lille Fabia måske nede på skolen? I vores omtågede syge tilstand kunne vi intet huske. Andreas mandede sig heroisk op og gik derned. Ingen bil. Han snakkede med skolens personale, som har kontakter alle mulige mærkelige steder. De ville ringe lidt rundt. Inden han nåede hjem, var sagen opklaret, og skolen ringede til mig: Politiet havde slæbt vores fine bil væk!
Mens vi lå syge i snevejret havde man sat et typisk belgisk skilt op: Lillebitte, håndskrevet på flamsk: Ingen parkering fra d. 24. og frem, gældende 30 meter den vej. Nå, der var jo intet andet at gøre end at slæbe sig ned på Alfons Pieterslaan 39 og hente bilen. Vi gik alle 3, hvis de nu kun talte flamsk og fransk. Man ved jo aldrig...
Politiet var dog meget forståelige overfor os dumme dänen, så vi slap for bøden og fik vores bil igen. De talte meget varmt og længe om Jylland, Skagen og Jomfru Ane gade, da vi først havde afsløret vores adresse. Verden er altså lille.
I dag fredag har vi taget det stille og roligt. Andreas har holdt oplæg om det danske minevåben på skolen, mens jeg har dasket rundt og hygget med Sophie. Er stadig lidt mat i koderne, og maven vil fortsat ikke helt leve op til tidligere standarder. Det skal den altså meget gerne snart; der er jo en hel verden af frisk fisk, chokolade og sprøde vafler derude!
Tot ziens!
Først var det fordi vi virkelig nød Belgien: Mandag var vi først ude og købe en masse småting til hjemmet (igen), og blev så enige om at forkæle os selv ved at gå ud at spise. Vi tullede derfor med Sophie i liften små 75 meter ned ad gaden til Kombuis, en lille bitte og meget lokal muslingerestaurant. Man går ind i gennem køkkenet, og så er der plads til en 10-12 mennesker. Der sad et ældre ægtepar, en enlig ældre herre og ditto dame, et ungt par - og så os. Først med Sophie på armen, men hun faldt heldigvis i søvn næsten inden maden kom. Et kilo moules til hver, en stor pande pommes frites (dog ikke de ægte belgiske, ifølge Andreas - de skal være håndskårne) og en kæmpe bøtte hjemmelavet, tyk gul mayonnaise. Plus to lækre dressinger, den ene med så meget hvidløg at vi blev nødt til at dele. Efter sådan en portion kan man lige klare den til næste morgen.
Tirsdag var det meningen vi skulle have haft en gæst, norske Krister. Men pludselig blev hele holdet inviteret ud at spise, og den slags "repræsentationer" må man jo nødvendigvis deltage i. Baaah. Moderen til barnet (dvs moi) blev en anelse misundelig, og før jeg vidste af det stod jeg på en bar med mit barn i bæresele! Dårlig mor! Dååårlig mor! Ok, der er rygeforbud på alle barer i Belgien, så så slemt var det måske ikke, vi var der kun en halv time og bla bla. Undskyldninger er der nok af. Jeg har stadig dårlig samvittighed, men på den anden side var det rart at se det sted, Andreas hang så meget ud sidste år (Bottelje, "Flasken").
Tirsdag aften/nat begyndte det så at blive interessant for mit vedkommende. Sophie faldt som altid i søvn klokken otte - hun er altså dejlig, det barn - og jeg satte mig for at se en film. Fik voldsomt mavekneb, som gjorde at jeg hverken nød filmen eller min nattesøvn, på trods af at Sophie-ducks var musestille. Så jeg var temmelig gnaven da stakkels Andreas kom hjem ud på de sene nattetimer (I der kender mig kan kun sende ham en trøstende tanke). Furien fra Aalborg. Nå men, jeg fik min velfortjente straf, for maveknebet blev værre, og til sidst kom aftensmaden op igen. Uaks.
Dagen efter (onsdag) havde jeg det ad h til, Andreas kom hjem ved frokosttid og var også så småt dårlig. En rigtig omgang maveinfluenza til os begge, med andre ord. Vi mistænkte først les moules, men andre fra hans hold havde også været syge.
Sophie kom i seng klokken otte, vi ligeså - man bliver træt af sådan en omgang, og jeg skulle hilse og sige at det absolut ikke er en dans på roser som ammende mor! Gudskelov er Sophie så småt begyndt på fast føde, så vi stak hende lidt grød så hun ikke sultede totalt. En hård omgang for os alle tre.
Torsdag var vi stadig sengeliggende, dvs vores internetmand dukkede op straks før otte (den slags fungerer åbenbart på samme måde i alle lande - de kommer når de selv vil) og jog os ud af sengen. Det tog 1½ time, så havde vi kabler på kryds og tværs i lejligheden, men både internet og skarpt tv. Hurra!
Ud på eftermiddagen snakkede vi om at drive ud og købe lidt ind, og på vej ud til skiftebordet med Sophie kastede Andreas et blik ud af vinduet for at se, hvor meget sne der var på bilen. Nå ja, det sneede jo mens vi lå hmm indisponerede. Men hvor var bilen? Han fortsatte ud til badeværelset mens han råbte til mig at jeg lige skulle kigge efter den. Solen var trods alt ret skarp, og Andreas ser jo ikke ligefrem som en ørn på den afstand. Men ingen bil i sigte!
Stod den lille Fabia måske nede på skolen? I vores omtågede syge tilstand kunne vi intet huske. Andreas mandede sig heroisk op og gik derned. Ingen bil. Han snakkede med skolens personale, som har kontakter alle mulige mærkelige steder. De ville ringe lidt rundt. Inden han nåede hjem, var sagen opklaret, og skolen ringede til mig: Politiet havde slæbt vores fine bil væk!
Mens vi lå syge i snevejret havde man sat et typisk belgisk skilt op: Lillebitte, håndskrevet på flamsk: Ingen parkering fra d. 24. og frem, gældende 30 meter den vej. Nå, der var jo intet andet at gøre end at slæbe sig ned på Alfons Pieterslaan 39 og hente bilen. Vi gik alle 3, hvis de nu kun talte flamsk og fransk. Man ved jo aldrig...
Politiet var dog meget forståelige overfor os dumme dänen, så vi slap for bøden og fik vores bil igen. De talte meget varmt og længe om Jylland, Skagen og Jomfru Ane gade, da vi først havde afsløret vores adresse. Verden er altså lille.
I dag fredag har vi taget det stille og roligt. Andreas har holdt oplæg om det danske minevåben på skolen, mens jeg har dasket rundt og hygget med Sophie. Er stadig lidt mat i koderne, og maven vil fortsat ikke helt leve op til tidligere standarder. Det skal den altså meget gerne snart; der er jo en hel verden af frisk fisk, chokolade og sprøde vafler derude!
Tot ziens!
mandag, januar 22, 2007
Sort snak
Jeg havde det på fornemmelsen inden vi tog herned, og min mistanke er virkelig blevet bekræftet: Flamsk er et virkelig løjerligt sprog. Et meget, meget løjerligt sprog.
Tag nu bare vores toiletrens (!):
Harpic Gel Javel
Kan det mon også bruges til at afrette andet? Mænd og børn fx? Eller betyder det bare at det er en usædvanlig straight toiletrens?
Ultra Klevend
Er det nu noget, vi er interesserede i? Klæbende toiletrens? Toiletrens med klæbehjerne? Krævende toiletrens? Hvad kan dette produkt egentlig?
Perfecte hygiène
Aha! Jamen det er jo rart at vide. Harpic toiletrens er med andre ord ansvarsbevidst, intelligent og altid med perfekt resultat. Godt vi har købt netop det mærke. :-)
Et andet eksempel stammer fra vores turistbrochure. Her kan man se, at der rundt om hjørnet ligger
Parkeerplatsen gereserveerd voor kampeerwagens
Min bror vil uden tvivl juble over disse nyheder: En p-plads til kampvogne i gåafstand fra lejligheden. Hvor praktisk! Man kan ikke lade være med at spekulere over, om dette er et levn fra D-dagen - vi er trods alt på de kanter...
[Til de mindre sprogfantasifulde kan jeg afsløre, at bemeldte brochure også indeholder engelsk tekst. Kampeerwagens er campingvogne - men p-pladsen kan sikkert også rumme en kampvogn eller to! Kom bare an!]
Tag nu bare vores toiletrens (!):
Harpic Gel Javel
Kan det mon også bruges til at afrette andet? Mænd og børn fx? Eller betyder det bare at det er en usædvanlig straight toiletrens?
Ultra Klevend
Er det nu noget, vi er interesserede i? Klæbende toiletrens? Toiletrens med klæbehjerne? Krævende toiletrens? Hvad kan dette produkt egentlig?
Perfecte hygiène
Aha! Jamen det er jo rart at vide. Harpic toiletrens er med andre ord ansvarsbevidst, intelligent og altid med perfekt resultat. Godt vi har købt netop det mærke. :-)
Et andet eksempel stammer fra vores turistbrochure. Her kan man se, at der rundt om hjørnet ligger
Parkeerplatsen gereserveerd voor kampeerwagens
Min bror vil uden tvivl juble over disse nyheder: En p-plads til kampvogne i gåafstand fra lejligheden. Hvor praktisk! Man kan ikke lade være med at spekulere over, om dette er et levn fra D-dagen - vi er trods alt på de kanter...
[Til de mindre sprogfantasifulde kan jeg afsløre, at bemeldte brochure også indeholder engelsk tekst. Kampeerwagens er campingvogne - men p-pladsen kan sikkert også rumme en kampvogn eller to! Kom bare an!]
søndag, januar 21, 2007
At bo i en hårtørrer
Vi vågnede op klokken fire til lyden af orkan. Det lød virkelig som om vi var midt i en gigantisk hårtørrer. Eller måske en bas? Dhuaaaooom. Tingene væltede rundt på gaden, og vi sendte den lille bil en bekymret tanke. Mere forudseende lokale havde flyttet deres, men det er ikke så nemt når man ikke fatter de lokale nyheder. Straks værre var det med havemøblerne på tagterassen, men dem havde ejeren smart nok surret fast med tykke tove og store kroge boltet fast i gulvet.
Lejligheden ligger på hjørnet af Kapellastraat og Langestraat (jep, den er lang). Vandet er 30 meter mod vest, for enden af Kapellastraat. For enden af Langenstraat ligger havnen. Så med andre ord bor vi midt i en vindtunnel. Ovenikøbet øverst oppe.
Det larmede altså ad h til (se! Jeg bandede ikke!). Sophie sov uroligt, peb i søvnen. Og vi andre lå meget vågne og lyttede efter flyvende vejafspærringer og blafrende skilte. Indtil Andreas lukkede vinduet, takkede Tryg på forhånd og vi blev enige om at sove videre. Vi kunne jo alligevel ikke ændre på status quo.
Det blæser altså meget og ofte i Oostende. Så meget, at der i turistbrochuren står, at "museet er åbent alle dage, undtagen nationale helligdage og ved stormvejr". Kunne være DSB skulle lære af det? Toget kører til tiden alle dage, undtagen ved varmt, blæsende, regnfuldt eller koldt vejr.
Heldigvis er der altid læ længere nede af Kapellastraat. Den laver et knæk stort set dér, hvor gaden bliver gågade. Så i blæsevejr er der kun én ting at gøre: Shoppe.
Lejligheden ligger på hjørnet af Kapellastraat og Langestraat (jep, den er lang). Vandet er 30 meter mod vest, for enden af Kapellastraat. For enden af Langenstraat ligger havnen. Så med andre ord bor vi midt i en vindtunnel. Ovenikøbet øverst oppe.
Det larmede altså ad h til (se! Jeg bandede ikke!). Sophie sov uroligt, peb i søvnen. Og vi andre lå meget vågne og lyttede efter flyvende vejafspærringer og blafrende skilte. Indtil Andreas lukkede vinduet, takkede Tryg på forhånd og vi blev enige om at sove videre. Vi kunne jo alligevel ikke ændre på status quo.
Det blæser altså meget og ofte i Oostende. Så meget, at der i turistbrochuren står, at "museet er åbent alle dage, undtagen nationale helligdage og ved stormvejr". Kunne være DSB skulle lære af det? Toget kører til tiden alle dage, undtagen ved varmt, blæsende, regnfuldt eller koldt vejr.
Heldigvis er der altid læ længere nede af Kapellastraat. Den laver et knæk stort set dér, hvor gaden bliver gågade. Så i blæsevejr er der kun én ting at gøre: Shoppe.
The Penthouse
Vivian: Wow! Great view! I bet you can see all the way to the ocean from out here.
Edward: I'll take your word for it. I don't go out there.
Vivian: Why don't you go out there?
Edward: I'm afraid of heights.
Vivian: You are? So how come you rented the penthouse?
Edward: It's the best. I looked all around for penthouses on the first floor, but I can't find one.
Edward: I'll take your word for it. I don't go out there.
Vivian: Why don't you go out there?
Edward: I'm afraid of heights.
Vivian: You are? So how come you rented the penthouse?
Edward: It's the best. I looked all around for penthouses on the first floor, but I can't find one.
mandag, januar 15, 2007
Undskyld
Undskyld. Det var ikke meningen.
Beklager. Jeg plejer ikke at gøre sådan!
Altså bande så meget.
Var dette en amerikansk blog, havde jeg fået stemplet "uegnet for mindreårige", og en masse biiip på nationalt tv. F-ordet i hver eneste blog so far.
Pinligt. Man er jo littera(r)t, burde kunne udtrykke sig uden f***, f***** og for h******. Men nej. Jeg lever med en sømand, bander som en sådan i det virkelige liv og forbander mig selv for det. Og nu også i min blog. Dit sprog, unge dame!
Fandens også.
Beklager. Jeg plejer ikke at gøre sådan!
Altså bande så meget.
Var dette en amerikansk blog, havde jeg fået stemplet "uegnet for mindreårige", og en masse biiip på nationalt tv. F-ordet i hver eneste blog so far.
Pinligt. Man er jo littera(r)t, burde kunne udtrykke sig uden f***, f***** og for h******. Men nej. Jeg lever med en sømand, bander som en sådan i det virkelige liv og forbander mig selv for det. Og nu også i min blog. Dit sprog, unge dame!
Fandens også.
Packat o klart
Fuck altså!
Ja undskyld mit sprog, men det er altså den mest rammende kommentar til vores flytteomgang. Vi har SINDSSYGT meget med, men ok - bilen er da ikke fyldt op, så det går vel. Men altså, man skulle tro vi skulle flytte til Belgien, ikke bare være der en 3-4 måneder. :-)
Sådan set fylder vores tøj ikke særlig meget. Vi har faktisk været ret fornuftige på det punkt. Men så er der lige lidt sengetøj, håndklæder, sko (!) computerdimser (en posefuld), en taske med "diverse" (læs; pusleting, ammeting, køkkenting og andre ting) - og så alle Sophies ting. Vi er nok desværre nødt til at smide noget ud for hver gang vi køber noget nyt. Dumdadumdadum.
Andreas kørte nogenlunde til tiden (STT -StandardThyeTid, 12 minutter forsinket) søndag morgen. Med blæst i tagboksen, småregn på ruden men med god madpakke smurt af sin tålmodige og meget gabende hustru. Glemte kun hovedpuderne, men dem kan man jo leve uden. Eller tage med i uge 6... Ringede fra midt-Tyskland irgendwo, gps'en havde netop guidet ham udenom en 6 kilometer lang kø, gennem en lillebitte landsby og over et par marker tilbage på motorvejen. Den bestod med andre ord sin svendeprøve, og lidt over klokken otte om aftenen kunne han svinge ind i Oostende . Nemos problemos.
Portieren taler selvfølgelig kun flamsk, fransk og tysk. Hotellet er ingen jubelmarch, men der er da havudsigt. Og jagtsæsonen for boliger går ind mandag eftermiddag. Forhåbentlig taler de engelsk på udlejningsbureauet?
Ja undskyld mit sprog, men det er altså den mest rammende kommentar til vores flytteomgang. Vi har SINDSSYGT meget med, men ok - bilen er da ikke fyldt op, så det går vel. Men altså, man skulle tro vi skulle flytte til Belgien, ikke bare være der en 3-4 måneder. :-)
Sådan set fylder vores tøj ikke særlig meget. Vi har faktisk været ret fornuftige på det punkt. Men så er der lige lidt sengetøj, håndklæder, sko (!) computerdimser (en posefuld), en taske med "diverse" (læs; pusleting, ammeting, køkkenting og andre ting) - og så alle Sophies ting. Vi er nok desværre nødt til at smide noget ud for hver gang vi køber noget nyt. Dumdadumdadum.
Andreas kørte nogenlunde til tiden (STT -StandardThyeTid, 12 minutter forsinket) søndag morgen. Med blæst i tagboksen, småregn på ruden men med god madpakke smurt af sin tålmodige og meget gabende hustru. Glemte kun hovedpuderne, men dem kan man jo leve uden. Eller tage med i uge 6... Ringede fra midt-Tyskland irgendwo, gps'en havde netop guidet ham udenom en 6 kilometer lang kø, gennem en lillebitte landsby og over et par marker tilbage på motorvejen. Den bestod med andre ord sin svendeprøve, og lidt over klokken otte om aftenen kunne han svinge ind i Oostende . Nemos problemos.
Portieren taler selvfølgelig kun flamsk, fransk og tysk. Hotellet er ingen jubelmarch, men der er da havudsigt. Og jagtsæsonen for boliger går ind mandag eftermiddag. Forhåbentlig taler de engelsk på udlejningsbureauet?
torsdag, januar 11, 2007
Aalborg bye bye
Så er der snart afrejsedag! Andreas skal køre tidligt søndag morgen, så vi har fredag eftermiddag og lørdag til at pakke alt grejet. Et kaos uden lige! Heldigvis har mine forældre lovet at kigge forbi og passe Sophie mens vi løber rundt som strudse (inklusive sand) op og ned ad trapperne. For hvad er det lige, man skal have med til 3 måneder sydpå? Vores ting giver næsten sig selv, mens Sophies giver (mest) mor grå hår i hovedet. Simple living my ass. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre med et spædbarn. Tøj i 3 forskellige størrelser, barnevogn, seng, dyner, sengetøj, puslegrej. For slet ikke at overveje 2-3 sække med legetøj. For hvad nu hvis hun virkelig udvikler sig så hurtigt som vi tror? Altså - vi (læs: jeg) står ikke ligefrem og overvejer at tage en dukkevogn med, men... Hun skal i hvert fald ikke komme hjem understimuleret! :-)
Og så har vi pylremoderens mange bekymringer! Hvordan håndterer jeg næste uge uden barnevogn? Kan man efterlade sit barn i en autostol i Bruxelles lufthavn, mens man henter bagagen? Nej vel? For de hugger hende garanteret, de @#¤&* belgiere (de er jo uden tvivl pædofile i 12. grad alle sammen). Godt, temmelig neurotisk og ret langt ude, men man tænker det. Og handler derefter. For gud nåde og trøste en selv, hvis det værste skulle ske. 7-9-13 og alt det der.
Fuck hvor er jeg en neurotisk mor.
Og så har vi pylremoderens mange bekymringer! Hvordan håndterer jeg næste uge uden barnevogn? Kan man efterlade sit barn i en autostol i Bruxelles lufthavn, mens man henter bagagen? Nej vel? For de hugger hende garanteret, de @#¤&* belgiere (de er jo uden tvivl pædofile i 12. grad alle sammen). Godt, temmelig neurotisk og ret langt ude, men man tænker det. Og handler derefter. For gud nåde og trøste en selv, hvis det værste skulle ske. 7-9-13 og alt det der.
Fuck hvor er jeg en neurotisk mor.
Abonner på:
Opslag (Atom)
