Det var egentlig ikke meningen, jeg skulle skrive blog i dag. Men nu har jeg nået alt det andet, såeh...
Og min datter sover! Sophie-ducks har råsovet i næsten tre timer. Helt, helt stille. Så stille at jeg faktisk har været inde for at tjekke, om hun stadig trak vejret. Bare rolig - det gjorde hun. :-)
Årsagen til denne bjørnelignende adfærd er uden tvivl mælk. Ikke mors, men af den mystiske belgiske slags, der skal blandes op med vand fra blå flasker. MME, eller blandt uindviede modermælkserstatning. Jeg har ikke haft så meget mælk, og de sidste par dage har vi eksperimenteret med lidt tilskud. Måske er damen bare doven - det ligger jo til familien. Amme gider hun i hvert fald ikke. En lille hyggetår om morgenen, men ellers står den på grød, mos og den vidunderlige flaske. Hun bliver helt elektrisk, når hun ser den. Rækker ud efter den, og holder den selv mens hun spiser. Hvis hun må! For ind i mellem sejler en måge forbi vinduet, og ups, flasken ryger på gulvet. Måger er altså bedre end mælk, må vi konstatere med Erasmus Montanus-logik.
Så nu sover hun, på mos af kalkun, kartofler, gulerødder og squash samt masser af mælk. En stille prinsessesøvn, mens mor ordner vasketøj, skriver mails og laver frugtgrød. Og piller nervøst ved perlekæden ved tanken om, at hendes datter har sultet de sidste uger...
Vi lader som ingenting, ikke?
torsdag, april 26, 2007
onsdag, april 25, 2007
Push-ups
Ville blot opdatere jer på, hvordan det går med Prinsessens kravleri:Ikke godt!
Hun er stadig meget stærkere i armene end i benene, hvilket billedet også afslører. Så det foregår fortsat baglæns, efterhånden i et tempo der er Bjarne Riis værdigt, men dog baglæns.
Til gengæld kan hun snart dyrke yoga med Madonna.
mandag, april 23, 2007
Hmpf!
Hvad i alverden bilder de sig ind??? Første prinsesse i 60 år... Mage til løgn!
JEG er jo prinsesse! I disse moderne tider kan det sgu da ikke være farven på ens blod, der afgør sagen. Det er efterhånden så udvandet, at det nærmere er lyseblåt end kongeblåt. Og må jeg lige have lov til at pointere, at lyseblåt er en drengefarve! En prinsesse... Hmpf!
Næ, mine manerer, min charme, veltalenhed og elegante bevægelser er det rigtige tegn på en prinsesse. Krøller lagnet det mindste, kan jeg ikke sove. Min næse er så følsom, at jeg kan lugte fiskefabrikkerne uden for Antwerpen. Og hvis jeg får lov, går jeg helst på tæer. Er det måske ikke en rigtig prinsesse?
I weekenden har vi haft dejligt besøg. Peter & Anne kom torsdag aften, og jeg fik lov til at være oppe til de kom. Det var lidt noget narrefis, for jeg blev jo puttet lige bagefter. Så ligger man derinde og lytter til, at de spiser god mad og snakker til langt ud på natten. Strengt, siger jeg bare. Men mor var rigtig glad fredag morgen, og så må jeg jo æde den. Også.
Fredag gik vi en lang tur i Oostende mens far var på arbejde. Peter fik lov til at køre min vogn, og han er altså en bedre chauffør end mor. Han kører ganske vist ikke lige så vildt, men han fortæller og synger undervejs. Så det var ret underholdende.
Om eftermiddagen var vi på tøsetur, Anne, mor og jeg. De voksne skulle kigge på sko, og helt ærligt synes jeg det er ret opreklameret. Altså de er jo ens alle sammen og alligevel snakker de om at den ene er pænere end den anden. Og hvad er det for noget med størrelser? Gælder det ikke bare om at tage dem store nok så man kan vokse i dem?
Det fede ved at vi har gæster er, at der ikke skal så meget brok til før jeg får min vilje. Jeg kan altid komme op og lege med de voksne, der er altid nogen der henter legetøjet for mig - og om natten skal jeg bare brokke mig en 2-3 gange, så kommer jeg ind og sover hos de gamle. Så roder jeg lidt rundt indtil jeg har det plads, jeg har krav på (man ER jo prinsesse), og så sover jeg rigtig dejligt. Altså når far ikke vækker mig fordi han laver mærkelige lyde med næsen. Han ser så sjov ud, munden er helt spids og næsen krøllet sammen. Så lyder han lidt ligesom de der store kasser nede på vandet mor kalder færger.
Lørdag spiste vi rigtig hyggelig morgenmad. Peter gav mig noget af sin croissant - ham kan jeg altså rigtig godt lide. Mor gav mig også lidt frugt, men far og Anne var ret ubestikkelige. Jeg charmede ellers det bedste, jeg har lært, og lavede både skruer-i-stolen og armen-bag-hovedet-mens-jeg-blinker. Intet virkede. Må lære nye tricks.
Bagefter kørte vi til Ghent, som vi alle rigtig godt kunne lide. Der er ikke så mange heste som i Brügge, men masser af smukke huse, enorme kirker med god musik og flotte billeder, gode butikker (især med børnetøj) osv. Mor & far siger det er deres yndlingsby i Belgien, men jeg tror mor lyver for hun snakker hele tiden om Paris. Jeg tror, det er hendes yndlingsby. Mor siger jeg først må komme med til Paris når jeg er lidt større, men så vil jeg have mormor og bedstemor og moster Nanna med. Så går vi til Paris og kigger på huse.
Lørdag aften var mor og jeg alene hjemme. Far, Peter & Anne gik ned på det der sted som hedder noget med en flaske. Da far kom hjem igen var han ret fuld, og han lugtede ret dårligt. Så jeg hylede lidt og så lugtede han endnu dårligere. Men så ammede mor mig, og så faldt vi begge i søvn. Altså far og mig. Mor sov vidst nok ikke så godt, men det er jo ligesom ikke mit problem, vel. Hun kan sove når hun bliver gammel, siger hun. Men jeg synes altså hun er RET gammel allerede.
Søndag hyggede vi rigtig meget. Jeg var med på restorang for første gang. Det var sådan lidt opreklameret, for vi skulle jo bare have morgenmad. Denne gang fik jeg croissant af far og æg af mor og en lille smule kaffe. Og så fik jeg champagne, og det kan jeg rigtig godt lide. Det kilder på tungen, så man får lyst til at sige smak-smak hele tiden. Men jeg fik altså ikke ret meget. Kan man købe det derhjemme, tror I?
Om eftermiddagen sov jeg mens de andre sov. Altså mor sov mens de andre læste og arbejdede. Altså Anne læste og far og Peter arbejdede, men ikke på det samme. Da jeg vågnede fik jeg lov til at komme op på terassen i min nye smarte soldragt og kigge på måger. Det kan jeg godt lide. Måger er flotte. Hvide og meget prinsesseagtige. De skider også når de har lyst.
Til sommer skal Peter & Anne til Frankrig, og måske får jeg lov til at besøge dem. Jeg håber der er champagne i Frankrig.
JEG er jo prinsesse! I disse moderne tider kan det sgu da ikke være farven på ens blod, der afgør sagen. Det er efterhånden så udvandet, at det nærmere er lyseblåt end kongeblåt. Og må jeg lige have lov til at pointere, at lyseblåt er en drengefarve! En prinsesse... Hmpf!
Næ, mine manerer, min charme, veltalenhed og elegante bevægelser er det rigtige tegn på en prinsesse. Krøller lagnet det mindste, kan jeg ikke sove. Min næse er så følsom, at jeg kan lugte fiskefabrikkerne uden for Antwerpen. Og hvis jeg får lov, går jeg helst på tæer. Er det måske ikke en rigtig prinsesse?
I weekenden har vi haft dejligt besøg. Peter & Anne kom torsdag aften, og jeg fik lov til at være oppe til de kom. Det var lidt noget narrefis, for jeg blev jo puttet lige bagefter. Så ligger man derinde og lytter til, at de spiser god mad og snakker til langt ud på natten. Strengt, siger jeg bare. Men mor var rigtig glad fredag morgen, og så må jeg jo æde den. Også.
Fredag gik vi en lang tur i Oostende mens far var på arbejde. Peter fik lov til at køre min vogn, og han er altså en bedre chauffør end mor. Han kører ganske vist ikke lige så vildt, men han fortæller og synger undervejs. Så det var ret underholdende.
Om eftermiddagen var vi på tøsetur, Anne, mor og jeg. De voksne skulle kigge på sko, og helt ærligt synes jeg det er ret opreklameret. Altså de er jo ens alle sammen og alligevel snakker de om at den ene er pænere end den anden. Og hvad er det for noget med størrelser? Gælder det ikke bare om at tage dem store nok så man kan vokse i dem?
Det fede ved at vi har gæster er, at der ikke skal så meget brok til før jeg får min vilje. Jeg kan altid komme op og lege med de voksne, der er altid nogen der henter legetøjet for mig - og om natten skal jeg bare brokke mig en 2-3 gange, så kommer jeg ind og sover hos de gamle. Så roder jeg lidt rundt indtil jeg har det plads, jeg har krav på (man ER jo prinsesse), og så sover jeg rigtig dejligt. Altså når far ikke vækker mig fordi han laver mærkelige lyde med næsen. Han ser så sjov ud, munden er helt spids og næsen krøllet sammen. Så lyder han lidt ligesom de der store kasser nede på vandet mor kalder færger.
Lørdag spiste vi rigtig hyggelig morgenmad. Peter gav mig noget af sin croissant - ham kan jeg altså rigtig godt lide. Mor gav mig også lidt frugt, men far og Anne var ret ubestikkelige. Jeg charmede ellers det bedste, jeg har lært, og lavede både skruer-i-stolen og armen-bag-hovedet-mens-jeg-blinker. Intet virkede. Må lære nye tricks.
Bagefter kørte vi til Ghent, som vi alle rigtig godt kunne lide. Der er ikke så mange heste som i Brügge, men masser af smukke huse, enorme kirker med god musik og flotte billeder, gode butikker (især med børnetøj) osv. Mor & far siger det er deres yndlingsby i Belgien, men jeg tror mor lyver for hun snakker hele tiden om Paris. Jeg tror, det er hendes yndlingsby. Mor siger jeg først må komme med til Paris når jeg er lidt større, men så vil jeg have mormor og bedstemor og moster Nanna med. Så går vi til Paris og kigger på huse.
Lørdag aften var mor og jeg alene hjemme. Far, Peter & Anne gik ned på det der sted som hedder noget med en flaske. Da far kom hjem igen var han ret fuld, og han lugtede ret dårligt. Så jeg hylede lidt og så lugtede han endnu dårligere. Men så ammede mor mig, og så faldt vi begge i søvn. Altså far og mig. Mor sov vidst nok ikke så godt, men det er jo ligesom ikke mit problem, vel. Hun kan sove når hun bliver gammel, siger hun. Men jeg synes altså hun er RET gammel allerede.
Søndag hyggede vi rigtig meget. Jeg var med på restorang for første gang. Det var sådan lidt opreklameret, for vi skulle jo bare have morgenmad. Denne gang fik jeg croissant af far og æg af mor og en lille smule kaffe. Og så fik jeg champagne, og det kan jeg rigtig godt lide. Det kilder på tungen, så man får lyst til at sige smak-smak hele tiden. Men jeg fik altså ikke ret meget. Kan man købe det derhjemme, tror I?
Om eftermiddagen sov jeg mens de andre sov. Altså mor sov mens de andre læste og arbejdede. Altså Anne læste og far og Peter arbejdede, men ikke på det samme. Da jeg vågnede fik jeg lov til at komme op på terassen i min nye smarte soldragt og kigge på måger. Det kan jeg godt lide. Måger er flotte. Hvide og meget prinsesseagtige. De skider også når de har lyst.
Til sommer skal Peter & Anne til Frankrig, og måske får jeg lov til at besøge dem. Jeg håber der er champagne i Frankrig.
torsdag, april 19, 2007
Kryds i kalenderen!
Sæt kryds i kalenderen!
Sophie har den samme body på i dag som i går! Den var ikke beskidt!
Miraklernes tid er vist ikke forbi...
Sophie har den samme body på i dag som i går! Den var ikke beskidt!
Miraklernes tid er vist ikke forbi...
onsdag, april 18, 2007
En gourmets bekendelser
Til alles enormt store overraskelse er Sophie glad for mad. Indrømmet; vi har haft vores vanskeligheder. Prinsessen var fx ikke for glad for mors kartoffelmos. Indtil den dag den kjære moder smagte sin egen medicin! Flamske bagekartofler er melede, vandede og smager af kartoffelmel (!?). Nu er vi derfor gået over til en anden slags, hvor der passende står Baby på poserne: Små, nye og lækre kartofler. De koger stadig ud, det skal kartoflerne åbenbart hernede. Men hvad kan man forvente af et land, som primært spiser frietes?
Efter den smagsoplevelse faldt tiøren endelig. Jeg begyndte at eksperimentere med krydderierne, og hold da op en respons! Damen sang sig igennem sin første portion ratatouille (masser af hvidløg, olivenolie og timian), og dette er nok stadig favoritten. Men hvidfisk med kartofler, gulerødder, fennikel og gul karry er også et hit. Ligesom tomat, squash, kartofler og lever (jep, lever) ryger ned, bare der er masser af sort peber og olivenolie i blenderskålen.
Koekoek-kylling var sjovt at spise- Sophie bliver sej til gnaveben, når hun bliver lidt større. Foie gras spiser hun med ske, bogstavelig talt. Bedstes roast beef røg direkte ind på top ti, mens laks stadig er i skammekrogen. Men ærligt talt, den bliver sgu også lidt tør, når den bliver blendet sammen med grøntsager og kartofler. Vi må vente til hun kan klare større stykker ad gangen.
Kartoflerne har vi altså fået i hende. Hemmeligheden lå i processen; blender man dem varme, bliver de som tapetklister og dødssyge i smagen. Koger man de små, faste kartofler i god tid, bliver mosen cremet og spiselig. Hvis, altså, at man som voksen kan få sig selv til at smage på den oftest grøn-brune eller rød-brune masse. Andreas nægter fortsat pure at smage på sin datters mad. Til gengæld er han bedre til at lade som om svineleveren smager pragtfuldt.
Hvordan ved man så, om Sophie kan lide maden? Det er faktisk temmelig enkelt! Er den et hit, synger hun undervejs. Umh-num-na-njæ. Alternativt udstøder hun de skønneste knirkelyde, så hun lyder som en mellemting mellem en knurrende bulldog og et køleskab, der afrimer.
Falder smag, konsistens eller temperatur derimod ikke i prinsessen smag, laver hun klassiske bræk-lyde, fulgt af et meget overbevisende kropssprog. Jeg brækker mig, hvis du giver mig en skefuld mere, mor. Ok ok, point taken.
Når Sophie er mæt, viser hun det ikke som børnene i lærebøgerne; ikke noget med at vende hovedet væk og lukke munden her. Måske fordi hun har lært at forældrene sagtens kan stoppe mere ind i munden på hende alligevel? Hun har helt andre teknikker. Er hun i hopla, vrider hun sig en lystig samba fra side til side, som om ryggen klør helt enormt. Hun kan også finde på at sprutte, lige i det skeen kommer mellem læberne. Dét skal nok få lært den glade giver at holde sig væk. Endelig er der variation 1C: Ih, hvor er mågerne pludselig interessante. Også selvom gardinerne er trukket for. Så spejder hun ud efter dem, læner sig frem og tilbage og snakker med sig selv imens.
I aften skal vi eksperimentere. Fisk, grøntsager - og ris. Bliver blandinger krydret tilstrækkeligt, skal den nok ryge ned. Ellers må vi vel høre for det: Bhhrrradr, mor. Selv tak, søde skat. Det tog kun 4 timer at lave! :-)
Efter den smagsoplevelse faldt tiøren endelig. Jeg begyndte at eksperimentere med krydderierne, og hold da op en respons! Damen sang sig igennem sin første portion ratatouille (masser af hvidløg, olivenolie og timian), og dette er nok stadig favoritten. Men hvidfisk med kartofler, gulerødder, fennikel og gul karry er også et hit. Ligesom tomat, squash, kartofler og lever (jep, lever) ryger ned, bare der er masser af sort peber og olivenolie i blenderskålen.
Koekoek-kylling var sjovt at spise- Sophie bliver sej til gnaveben, når hun bliver lidt større. Foie gras spiser hun med ske, bogstavelig talt. Bedstes roast beef røg direkte ind på top ti, mens laks stadig er i skammekrogen. Men ærligt talt, den bliver sgu også lidt tør, når den bliver blendet sammen med grøntsager og kartofler. Vi må vente til hun kan klare større stykker ad gangen.
Kartoflerne har vi altså fået i hende. Hemmeligheden lå i processen; blender man dem varme, bliver de som tapetklister og dødssyge i smagen. Koger man de små, faste kartofler i god tid, bliver mosen cremet og spiselig. Hvis, altså, at man som voksen kan få sig selv til at smage på den oftest grøn-brune eller rød-brune masse. Andreas nægter fortsat pure at smage på sin datters mad. Til gengæld er han bedre til at lade som om svineleveren smager pragtfuldt.
Hvordan ved man så, om Sophie kan lide maden? Det er faktisk temmelig enkelt! Er den et hit, synger hun undervejs. Umh-num-na-njæ. Alternativt udstøder hun de skønneste knirkelyde, så hun lyder som en mellemting mellem en knurrende bulldog og et køleskab, der afrimer.
Falder smag, konsistens eller temperatur derimod ikke i prinsessen smag, laver hun klassiske bræk-lyde, fulgt af et meget overbevisende kropssprog. Jeg brækker mig, hvis du giver mig en skefuld mere, mor. Ok ok, point taken.
Når Sophie er mæt, viser hun det ikke som børnene i lærebøgerne; ikke noget med at vende hovedet væk og lukke munden her. Måske fordi hun har lært at forældrene sagtens kan stoppe mere ind i munden på hende alligevel? Hun har helt andre teknikker. Er hun i hopla, vrider hun sig en lystig samba fra side til side, som om ryggen klør helt enormt. Hun kan også finde på at sprutte, lige i det skeen kommer mellem læberne. Dét skal nok få lært den glade giver at holde sig væk. Endelig er der variation 1C: Ih, hvor er mågerne pludselig interessante. Også selvom gardinerne er trukket for. Så spejder hun ud efter dem, læner sig frem og tilbage og snakker med sig selv imens.
I aften skal vi eksperimentere. Fisk, grøntsager - og ris. Bliver blandinger krydret tilstrækkeligt, skal den nok ryge ned. Ellers må vi vel høre for det: Bhhrrradr, mor. Selv tak, søde skat. Det tog kun 4 timer at lave! :-)
tirsdag, april 17, 2007
Åh, Frederik
Moster Nanna har været på besøg. En meget, meget forelsket moster Nanna. Som en blussende skolepige har hun gang på gang været langt borte i lyserødt prinsesseland med en ægte prins ved sin side: Høj, mellemblond, med isblå øjne, et blændende smil og (ak ja, Andreas) lave tindinger. Så sidder hun der med et fjoget smil på, indtil drømmen brydes af et Åh, Frederik sagde også... eller Frederik kan godt lide...
Faktisk har Frederik været så stor del af samtalerne de sidste dage at vi har været nødt til at skabe variation ved at kalde ham Lille frække F, Frede, Frikken, Prinsen, Frekke, Frække Frederik og Monsieur F. (Tak til Danmarks Royale Ugeblad for inspiration, i øvrigt.) Og når vi så ikke har talt om ham, har Nansen talt med ham. I telefonen, på Messenger, Skype, sms'et eller bare telepatisk. Prinsen regnede ud, at han tænkte på hende hver 25. sekund. Omvendt tror jeg, at den stakkels knægt har haft konstant hyletone for øret de sidste 4 dage.
Om det har været kedeligt? Slet ikke. Forestil jer DR's Harlekin-drama for fuld udblæsning, tilsat solskinsvejr, hvidvin og en let sommerpåklædning. Det er da kun til at blive i godt humør af! Love is in the air, everywhere you look around...
Udover at nyde de sommerlige temperaturer "a la Oostende" har det gamle ægtepar - det er Andreas og mig - også været en tur i byen. For det var jo undskyldningen for Nannas visit, at hun skulle passe Sophie. Lørdag aften stod den på Mayamana! Et grande spektakel som de siger hernede, en musikalsk bombe tilsat lidt dans, teater osv... Som Stomp, hvis I kender det?
Vi købte billetter for en måneds tid siden, til os, Christer, Pølo (Piccolo Paulo) og Peter. Men visse af herrerne er ikke helt så organiserede - det der med at aftale noget SÅ lang tid i forvejen blev alligevel for meget. Så vi endte som den dynamiske trio bestående af en temmelig tømmermændsramt Christer, solbrændte Andreas og mig. Dressed to kill i dagens anledning, sådan da. Jeg havde taget rent tøj på og make-up, hvilket er ret vildt for en småbørnsmor som mig. :-)
Gudskelov havde vi ikke fået de bedste billetter. !? Jep; de spillede ekstremt højt. Og på hvad som helst. Skraldespande, svømmefødder, vandpiber osv. Hvis forestillingen havde et budskab, var det vist at everything is music. Sågar en lille scene med 3 herrer på cafe blev til musik. Friete-friet-friete. Min favorit var et nummer med selvlysende bolde, som de brugte til at spille på store tønder med. De var selv klædt i sort, lyset var slukket, så man kunne kun se boldende flyve rundt på kryds og tværs, indlysende nok i takt til musikken. Som runde ildfluer i et imaginært orkester.
Efter godt halvanden time var forestillingen vistnok færdig. Vistnok, for vi fatter jo en bønne af hurtigsnakkende flamsk i et par skrattende højttalere. Men hvor længe kan man blive ved med at danse rundt i det maniske tempo? De lokale blev stående i foyeren og drak øl, så det gjorde vi også. Efter en halv times tid begyndte folk så at sive lige så stille, hvorpå vi konkluderede at det nok var færdigt alligevel. Nu var vi alligevel på casinoet, så trods tømmermænd fik vi Christer overtalt til en enkelt drink eller to. Sandt at sige krævede det nada overtalelse; med ondt skal ondt som bekendt fordrives.
Mens vi tæskede mojitos og martinis ned sluttede Lars & hans søde kone + Pølo og hans dramatiske date sig til selskabet. Paulo var glad for vores moralske støtte; han havde åbenbart ikke det sædvanlige italienske held med sin smukke ledsagerske. Hans aften var begyndt med, at han havde serveret spaghetti carbonara for den muslimske skønhed, og derefter var det vist fortsat i samme dur. Lars havde tilsvarende behov for hjælp, for hans kone var i hopla, mens han måske ikke ligefrem havde samme energiniveau. Det er der ingen der har, men netop derfor må man vel hjælpe, ikke.
Da drinksene ikke flød så lindt på casinoet - tre kvarter om at lave 3 mojitos, fnys - dansede vi videre til byens nye sted, Tao. Nye dansetrin blev testet, inspireret af aftenens forestilling og om muligt endnu mere absurde end vores eksisterende repertoire. Til sidst nægtede Christer pure at danse, for Andreas og jeg har vist fået devalueret hans koncept noget. Indrømmet; det er ikke kønt, men vi morer os. Er det så ikke ok?
Ved tre-tiden hentede en gabende Andreas vores frakker. Jeg var stadig temmelig...hvad skal vi kalde det? Irriterende? Overgearet? Festlig? Flabet? - men gik da alligevel med til at gå hjemad. Godt det samme, for overgearet var måske den bedste beskrivelse. Da Sophie vågnede i mor-panik blev jeg ædru på 0.0003 sekunder, hvilket er ret godt gået min alkoholprocent taget i betragtning. Der er gods i de mojitos! Ved fem-tiden var der igen ro over lejren, og vi stenede indtil solen nådesløst varmede rummet op. Så brunchede vi på terrassen, på et tæppe i solskinnet med Sophie i improviseret skygge.
Nanna spottede Peter, dennes date og Lars & Tina (eller Nina? Hans kone) på Peters terrasse, og vi råbte en invitation over. Da de dukkede op, havde vi endelig fået pakket havemøblerne ud, og resten af dagen blev nu tilbragt heroppe i solen med skiftende gæster; Peter og hans date, Lars & frue, Paulo, Raidar - et bredt udvalg af deltagerne på kurset og lige så mange forskellige slags hvidvin, øl og snacks. Vi sluttede dagen med Koekoek-kylling og en film, vi allerede havde set (Deja-vu med Denzel W).
Mandag blev et deja-fait for Nanna og mig. Shopping, solbadning og masser af sladder. Jep - åh, Frederik... Kanin til aften og lidt skum i opvaskemaskinen. Jeg lavede en rigtig blondine! Hæld ALDRIG opvaskemiddel i opvaskemaskinen, ok?! Maskinen bliver godt nok fint ren af det, men alligevel... Suk. Kan jeg stadig skylle skylden på ammehjerne?
Faktisk har Frederik været så stor del af samtalerne de sidste dage at vi har været nødt til at skabe variation ved at kalde ham Lille frække F, Frede, Frikken, Prinsen, Frekke, Frække Frederik og Monsieur F. (Tak til Danmarks Royale Ugeblad for inspiration, i øvrigt.) Og når vi så ikke har talt om ham, har Nansen talt med ham. I telefonen, på Messenger, Skype, sms'et eller bare telepatisk. Prinsen regnede ud, at han tænkte på hende hver 25. sekund. Omvendt tror jeg, at den stakkels knægt har haft konstant hyletone for øret de sidste 4 dage.
Om det har været kedeligt? Slet ikke. Forestil jer DR's Harlekin-drama for fuld udblæsning, tilsat solskinsvejr, hvidvin og en let sommerpåklædning. Det er da kun til at blive i godt humør af! Love is in the air, everywhere you look around...
Udover at nyde de sommerlige temperaturer "a la Oostende" har det gamle ægtepar - det er Andreas og mig - også været en tur i byen. For det var jo undskyldningen for Nannas visit, at hun skulle passe Sophie. Lørdag aften stod den på Mayamana! Et grande spektakel som de siger hernede, en musikalsk bombe tilsat lidt dans, teater osv... Som Stomp, hvis I kender det?
Vi købte billetter for en måneds tid siden, til os, Christer, Pølo (Piccolo Paulo) og Peter. Men visse af herrerne er ikke helt så organiserede - det der med at aftale noget SÅ lang tid i forvejen blev alligevel for meget. Så vi endte som den dynamiske trio bestående af en temmelig tømmermændsramt Christer, solbrændte Andreas og mig. Dressed to kill i dagens anledning, sådan da. Jeg havde taget rent tøj på og make-up, hvilket er ret vildt for en småbørnsmor som mig. :-)
Gudskelov havde vi ikke fået de bedste billetter. !? Jep; de spillede ekstremt højt. Og på hvad som helst. Skraldespande, svømmefødder, vandpiber osv. Hvis forestillingen havde et budskab, var det vist at everything is music. Sågar en lille scene med 3 herrer på cafe blev til musik. Friete-friet-friete. Min favorit var et nummer med selvlysende bolde, som de brugte til at spille på store tønder med. De var selv klædt i sort, lyset var slukket, så man kunne kun se boldende flyve rundt på kryds og tværs, indlysende nok i takt til musikken. Som runde ildfluer i et imaginært orkester.
Efter godt halvanden time var forestillingen vistnok færdig. Vistnok, for vi fatter jo en bønne af hurtigsnakkende flamsk i et par skrattende højttalere. Men hvor længe kan man blive ved med at danse rundt i det maniske tempo? De lokale blev stående i foyeren og drak øl, så det gjorde vi også. Efter en halv times tid begyndte folk så at sive lige så stille, hvorpå vi konkluderede at det nok var færdigt alligevel. Nu var vi alligevel på casinoet, så trods tømmermænd fik vi Christer overtalt til en enkelt drink eller to. Sandt at sige krævede det nada overtalelse; med ondt skal ondt som bekendt fordrives.
Mens vi tæskede mojitos og martinis ned sluttede Lars & hans søde kone + Pølo og hans dramatiske date sig til selskabet. Paulo var glad for vores moralske støtte; han havde åbenbart ikke det sædvanlige italienske held med sin smukke ledsagerske. Hans aften var begyndt med, at han havde serveret spaghetti carbonara for den muslimske skønhed, og derefter var det vist fortsat i samme dur. Lars havde tilsvarende behov for hjælp, for hans kone var i hopla, mens han måske ikke ligefrem havde samme energiniveau. Det er der ingen der har, men netop derfor må man vel hjælpe, ikke.
Da drinksene ikke flød så lindt på casinoet - tre kvarter om at lave 3 mojitos, fnys - dansede vi videre til byens nye sted, Tao. Nye dansetrin blev testet, inspireret af aftenens forestilling og om muligt endnu mere absurde end vores eksisterende repertoire. Til sidst nægtede Christer pure at danse, for Andreas og jeg har vist fået devalueret hans koncept noget. Indrømmet; det er ikke kønt, men vi morer os. Er det så ikke ok?
Ved tre-tiden hentede en gabende Andreas vores frakker. Jeg var stadig temmelig...hvad skal vi kalde det? Irriterende? Overgearet? Festlig? Flabet? - men gik da alligevel med til at gå hjemad. Godt det samme, for overgearet var måske den bedste beskrivelse. Da Sophie vågnede i mor-panik blev jeg ædru på 0.0003 sekunder, hvilket er ret godt gået min alkoholprocent taget i betragtning. Der er gods i de mojitos! Ved fem-tiden var der igen ro over lejren, og vi stenede indtil solen nådesløst varmede rummet op. Så brunchede vi på terrassen, på et tæppe i solskinnet med Sophie i improviseret skygge.
Nanna spottede Peter, dennes date og Lars & Tina (eller Nina? Hans kone) på Peters terrasse, og vi råbte en invitation over. Da de dukkede op, havde vi endelig fået pakket havemøblerne ud, og resten af dagen blev nu tilbragt heroppe i solen med skiftende gæster; Peter og hans date, Lars & frue, Paulo, Raidar - et bredt udvalg af deltagerne på kurset og lige så mange forskellige slags hvidvin, øl og snacks. Vi sluttede dagen med Koekoek-kylling og en film, vi allerede havde set (Deja-vu med Denzel W).
Mandag blev et deja-fait for Nanna og mig. Shopping, solbadning og masser af sladder. Jep - åh, Frederik... Kanin til aften og lidt skum i opvaskemaskinen. Jeg lavede en rigtig blondine! Hæld ALDRIG opvaskemiddel i opvaskemaskinen, ok?! Maskinen bliver godt nok fint ren af det, men alligevel... Suk. Kan jeg stadig skylle skylden på ammehjerne?
torsdag, april 12, 2007
Strøtanker fra 7. sal
Tak til bedsterne og Christoffer! Dejligt besøg. Smukt vejr, god mad - og så er I simpelthen den mest lattermilde familie, man kan tænke sig. Jeg kender kun én anden familie, som kan sprutte sådan af grin under en middag. Desuden er det fantastisk at se, at selvom man selv bliver "voksen", så er man aldrig for gammel til at sidde på skødet af mor. Vel, Christoffer?
Eneste minus ved alle disse besøg er, at vaskemaskinen kommer på katastrofalt overarbejde. Vi havde 4 poser vasketøj + sengetøj og håndklæder tirsdag morgen. Og tirsdag er som bekendt Corinne-dag, så der blev der ikke vasket så meget. Godt vejret er pragtfuldt, ellers kunne jeg jo rende i fast rutefart ned til tørretumbleren på vaskeriet rundt om hjørnet.
En stor del af vasketøjet skyldes uden tvivl min datters spisevaner. Det er måske lidt min egen skyld, for hun går jo ikke ligefrem i køleskabet af sig selv indtil videre. Jeg forsøger at begrænse efter-Sophie-har-spist-nu-spiser-de-voksne-og-Sophie-spiser-med-maden til "tørre" ting som gulerødder, blegselleri, æblestykker og stenhårde stykker brød. De griser nemlig hverken bord, gulv eller prinsesse til i helt samme grad som banan, mandarin, pandekage eller agurk. Men sidstnævnte er nu sjovere, både for Sophie og os andre. Hendes frydefulde hvin når hun moser en banan med fingrene og forsøger at ryste resterne af har nogenlunde samme effekt som fire stykker chokolade på moderen. Begge dele giver slank talje og strålende humør!
Christoffer står i øvrigt for årets bemærkning. I anledning af påsken fik Sophie et fint påskeæg - fra en høne, og ikke Leonidas som os andre. Visse grænser har vi dog. Søde Sophie angreb ægget men sædvanlig omhu, og slugte det næsten som en ægte tryllekunstner: Se mor, ægget er væk! Andreas gik prompte på jagt efter kameraet, for dette gyldne øjeblik skulle selvfølgelig foreviges. Mens han fotograferer siger han med den typiske jeg-filmer-og-forklarer-hvad-jeg-filmer-stemme: Sophies første æg. Hvortil Christoffer sindrigt spurgte, hvor mange billeder vi havde taget siden Sophies fødsel? Skynd dig at komme med kameraet, hun er i et hjørne hun ikke har været i før!
Som forældre smiler man et lille Søren Brun-smil og tænker, tja... Vi købte kameraet i december, og der er vel taget en 1600 billeder! Men vi har jo også været på ferie, haft mange gæster, oplevet en masse... Godt de digitale er gratis indtil fremkaldelsen!
Christoffer, du har helt ret. Men lad os lige tales ved om en 10-15 års tid, når du selv får den førstefødte, ikke!?
Når vi har alle de billeder, må jeg hellere smide et par af dem herud på bloggen. Bare så jeg ikke får klager fra morfar Søren; Der er aldrig nogen billeder af Sophie. Eller, der er aldrig nok billeder af Sophie. Vi vil se flere billeder af Sophie. Ok ok. Opium til folket.
Eneste minus ved alle disse besøg er, at vaskemaskinen kommer på katastrofalt overarbejde. Vi havde 4 poser vasketøj + sengetøj og håndklæder tirsdag morgen. Og tirsdag er som bekendt Corinne-dag, så der blev der ikke vasket så meget. Godt vejret er pragtfuldt, ellers kunne jeg jo rende i fast rutefart ned til tørretumbleren på vaskeriet rundt om hjørnet.
En stor del af vasketøjet skyldes uden tvivl min datters spisevaner. Det er måske lidt min egen skyld, for hun går jo ikke ligefrem i køleskabet af sig selv indtil videre. Jeg forsøger at begrænse efter-Sophie-har-spist-nu-spiser-de-voksne-og-Sophie-spiser-med-maden til "tørre" ting som gulerødder, blegselleri, æblestykker og stenhårde stykker brød. De griser nemlig hverken bord, gulv eller prinsesse til i helt samme grad som banan, mandarin, pandekage eller agurk. Men sidstnævnte er nu sjovere, både for Sophie og os andre. Hendes frydefulde hvin når hun moser en banan med fingrene og forsøger at ryste resterne af har nogenlunde samme effekt som fire stykker chokolade på moderen. Begge dele giver slank talje og strålende humør!
Christoffer står i øvrigt for årets bemærkning. I anledning af påsken fik Sophie et fint påskeæg - fra en høne, og ikke Leonidas som os andre. Visse grænser har vi dog. Søde Sophie angreb ægget men sædvanlig omhu, og slugte det næsten som en ægte tryllekunstner: Se mor, ægget er væk! Andreas gik prompte på jagt efter kameraet, for dette gyldne øjeblik skulle selvfølgelig foreviges. Mens han fotograferer siger han med den typiske jeg-filmer-og-forklarer-hvad-jeg-filmer-stemme: Sophies første æg. Hvortil Christoffer sindrigt spurgte, hvor mange billeder vi havde taget siden Sophies fødsel? Skynd dig at komme med kameraet, hun er i et hjørne hun ikke har været i før!
Som forældre smiler man et lille Søren Brun-smil og tænker, tja... Vi købte kameraet i december, og der er vel taget en 1600 billeder! Men vi har jo også været på ferie, haft mange gæster, oplevet en masse... Godt de digitale er gratis indtil fremkaldelsen!
Christoffer, du har helt ret. Men lad os lige tales ved om en 10-15 års tid, når du selv får den førstefødte, ikke!?
Når vi har alle de billeder, må jeg hellere smide et par af dem herud på bloggen. Bare så jeg ikke får klager fra morfar Søren; Der er aldrig nogen billeder af Sophie. Eller, der er aldrig nok billeder af Sophie. Vi vil se flere billeder af Sophie. Ok ok. Opium til folket.
Det berømte æggebillede... Bemærk også den fikse dragt, damen har på. Meget praktisk!
Fra vores dejlige tur til Brügge. Sejlturen var virkelig dejlig (første gang hylede Sophie uafbrudt), og som I kan se var der rigeligt at kigge på. 
Bedste og Sophie. Hvem der elsker den anden højest står hen i det uvisse.
Sophie spiser citron - og nyder det vistnok?
Solnedgang over Oostende. Vi kan lige klare det.
torsdag, april 05, 2007
Den belgiske mødregruppe - og mad
Hurra!!!
Den belgiske mødregruppe er genopstået! I dag kom Sophie og jeg ud af døren til ordentlig tid. Prinsessen blev puttet klokken syv i går aftes, hun var helt umuligt træt efter en anstrængende dag med madras-saltomortaler, ny mad (mors kødboller, nænsomt kogt) og køreture i den friske blæst. Så i morges lidt før ni svingede Land Roveren ud af elevatoren, kun for at møde den søde underbo. De har (desværre) fundet ud af hvor meget flamsk jeg forstår, så nu insisterer de på kun at tale flamsk til mig. Heldigvis taler de høj-flamsk, som er mere forståeligt end Oostende-dialekten, så lidt forstår jeg da.
En kort sproglig bivej: På Oostende-mål kan man godt sige "snäll", som faktisk betyder sød, god, rar! På flamsk betyder det hurtig (tysk: schnell). Har de svenske vikinger mon været forbi?
Tilbage til emnet, Kathrine! Vi hyggesnakkede altså med naboen, og gik så afsted på markedet. Og endelig mødte vi min fransk-flamske veninde, med huen kækt på skrå og en syg datter i barnevognen. Hendes pige er en måned yngre end Sophie, men en ordentlig englebasse. Jeg tror, at hvis man kombinerer Sophies længde og hendes vægt, får man et normalt barn på en 7-8 måneder...
Jeg har ikke set hende meget længe, faktisk ikke siden mormor & morfars forrige besøg. Var bange for at hun var flyttet, var syg eller noget lignende. Men det har vist mest været tilfældigheder, der har gjort, at vi ikke har set hinanden. Hun har set mig flere gange fra vinduet, inde fra stuens lune varme. Med egne ord er hun en frossenpind. Hun sagde faktisk, at hun bliver til en ispind, når hun kommer ud i den flamske blæst! Og det må vel være fransk for frossenpind?
Hun er sød, det er dejligt at vende moderbekymringer med en anden - og så er hun så skæg. ALTING er flamlændernes skyld, det flamske vejr eller ditto mad. Sagt med et glimt i øjet, naturligvis, men ingen røg uden ild, 'ein. Endelig er det jo dejligt for en frankofil tøs som mig at få lov til at tale lidt fransk... Med én hvor det faktisk lyder fransk!
Moderbekymringer er der nok af. Tror jeg er nede i en af de bølgedale, hvor man føler sig utilstrækkelig hele tiden. Hvorfor vil hun nu ikke spise det? Får hun nok? Hvornår begynder det barn at sove igennem? Stimulerer jeg hende nok? For meget?
Barnet forstår også at udfordre sin mor. Hun er begyndt at rulle meget, foreløbig mest fra mave til ryg. Ligger hun på ryggen, forsøger hun i stedet ihærdigt at sætte sig op. Den pige har snart tyrenakke! Samtidig bevæger hun sig hurtigt rundt i cirkler, hvilket gør at jeg slet ikke har styr på hende. 2 sekunder er man væk, og så befinder prinsessen sig på ukendt territorie. Jeg ved det; det er kun begyndelsen.
I går var jeg ovenpå for at ordne vasketøj. Havde taget Sophie-ducks med, for trods alt at have lidt styr på hende. Lagde hende på ryggen på en madras på gulvet - stengulvet er hårdt og koldt. Hun gylpede lidt, så jeg ville lige løbe op og hente et stykke toiletpapir. Da jeg 40 nanosekunder senere (mor er en superhelt) kom tilbage, lå Sophie på maven og kiggede ud over kanten af madrassen. Hun strakte armen frem for at kunne banke på gulvet - det er nemlig sjovt, lyder og føles anderledes end det bløde tæppe. Og så lægger hun an til at vende sig!
Jeg kastede mig fremad i en glidende tackling, der ville have glædet min gamle håndboldtræner (men han havde selvfølgelig ikke så store ambitioner på mine vegne). Nåede akkurat at stikke en finger ind under Sophies hoved, så styrtet ikke blev helt så voldsomt. Hun slog sig naturligvis alligevel, og blev da også noget forskrækket. Gråd, hulken og en mor, der desperat forsøger at finde en måge, der kan aflede opmærksomheden. Skide fugle; de er der aldrig, når man har brug for dem.
Resten af dagen hænger der en mørk djævel ved venstre skulder. Sådan en i rød/sort dragt og med en ordentlig trefork, der prikker til dig: Dååårlig mor! Dååårrrlig mor!
Jeg ved da godt, at Sophie ikke er det første barn, der har lavet sådan et stunt. Andreas' fætter Phillip faldt ned fra en havebænk 4 uger gammel, trøster jeg mig med. Han er da nogenlunde normal? Underboen havde en lignende historie; deres dreng (som også hedder Phillip!!!) faldt ned fra spisebordet. Og endelig den ultimative skrækhistorie; Christers bror tabte ham som spæd - faldt i tæppet - så drengen slog hul i hovedet, blod over det hele og et længere hospitalsophold. Med sådanne tanker bliver man virkelig bekymret, for Christer er absolut ikke normal!
Men selvom mange andre børn har gjort det samme og overlevet, tror jeg alle mødre sværger, at det ikke skal ske på deres vagt. Når manden har barsel, bevares. Han er jo utilregnelig pr. definition. Moderen derimod forventes at have et øje på hver kropsdel (deraf de store bagdele) og superhørelse, der afslører ethvert forsøg på mytteri fra barnets side. Ok, det er i hvert fald mine forventninger til mig selv.
De sidste 6 måneder har jeg dog måttet indse, at selvom meget går glat, selvom Sophie udvikler sig til en strålende juvel i familiens pragtdiadem, ja så kan jeg ikke alt. Stilhed! Vi gentager det lige: Jeg kan ikke alt. Måske lærer Sophie aldrig at sætte pris på sin mors kartoffelmos. Måske kommer hun til at hade kødboller, fordi hun har fået dem presset ned i halsen som spæd. Måske tager hun permanent skade af alle disse rullefald, så hun udvikler helt normal intelligens...
I lyset af denne enorme erkendelse vil jeg derfor bede alle mødre - nybagte, langtidsholdbare, genbrugte, støbeklare og potentielle - om gode råd. Hvordan får jeg fast føde i mit barn? Hvordan får jeg hende til at spise andet end grød sødet med frugtmos? Hvordan går man fra flydende, cremet grød til fast føde? Altså andet end det, barnet selv kan lege med ved bordet?
For det vil hun jo besynderligt nok gerne. Sågar kartoflerne roder hun med, bare hun selv må!
Hjææææææææææælp!
Den belgiske mødregruppe er genopstået! I dag kom Sophie og jeg ud af døren til ordentlig tid. Prinsessen blev puttet klokken syv i går aftes, hun var helt umuligt træt efter en anstrængende dag med madras-saltomortaler, ny mad (mors kødboller, nænsomt kogt) og køreture i den friske blæst. Så i morges lidt før ni svingede Land Roveren ud af elevatoren, kun for at møde den søde underbo. De har (desværre) fundet ud af hvor meget flamsk jeg forstår, så nu insisterer de på kun at tale flamsk til mig. Heldigvis taler de høj-flamsk, som er mere forståeligt end Oostende-dialekten, så lidt forstår jeg da.
En kort sproglig bivej: På Oostende-mål kan man godt sige "snäll", som faktisk betyder sød, god, rar! På flamsk betyder det hurtig (tysk: schnell). Har de svenske vikinger mon været forbi?
Tilbage til emnet, Kathrine! Vi hyggesnakkede altså med naboen, og gik så afsted på markedet. Og endelig mødte vi min fransk-flamske veninde, med huen kækt på skrå og en syg datter i barnevognen. Hendes pige er en måned yngre end Sophie, men en ordentlig englebasse. Jeg tror, at hvis man kombinerer Sophies længde og hendes vægt, får man et normalt barn på en 7-8 måneder...
Jeg har ikke set hende meget længe, faktisk ikke siden mormor & morfars forrige besøg. Var bange for at hun var flyttet, var syg eller noget lignende. Men det har vist mest været tilfældigheder, der har gjort, at vi ikke har set hinanden. Hun har set mig flere gange fra vinduet, inde fra stuens lune varme. Med egne ord er hun en frossenpind. Hun sagde faktisk, at hun bliver til en ispind, når hun kommer ud i den flamske blæst! Og det må vel være fransk for frossenpind?
Hun er sød, det er dejligt at vende moderbekymringer med en anden - og så er hun så skæg. ALTING er flamlændernes skyld, det flamske vejr eller ditto mad. Sagt med et glimt i øjet, naturligvis, men ingen røg uden ild, 'ein. Endelig er det jo dejligt for en frankofil tøs som mig at få lov til at tale lidt fransk... Med én hvor det faktisk lyder fransk!
Moderbekymringer er der nok af. Tror jeg er nede i en af de bølgedale, hvor man føler sig utilstrækkelig hele tiden. Hvorfor vil hun nu ikke spise det? Får hun nok? Hvornår begynder det barn at sove igennem? Stimulerer jeg hende nok? For meget?
Barnet forstår også at udfordre sin mor. Hun er begyndt at rulle meget, foreløbig mest fra mave til ryg. Ligger hun på ryggen, forsøger hun i stedet ihærdigt at sætte sig op. Den pige har snart tyrenakke! Samtidig bevæger hun sig hurtigt rundt i cirkler, hvilket gør at jeg slet ikke har styr på hende. 2 sekunder er man væk, og så befinder prinsessen sig på ukendt territorie. Jeg ved det; det er kun begyndelsen.
I går var jeg ovenpå for at ordne vasketøj. Havde taget Sophie-ducks med, for trods alt at have lidt styr på hende. Lagde hende på ryggen på en madras på gulvet - stengulvet er hårdt og koldt. Hun gylpede lidt, så jeg ville lige løbe op og hente et stykke toiletpapir. Da jeg 40 nanosekunder senere (mor er en superhelt) kom tilbage, lå Sophie på maven og kiggede ud over kanten af madrassen. Hun strakte armen frem for at kunne banke på gulvet - det er nemlig sjovt, lyder og føles anderledes end det bløde tæppe. Og så lægger hun an til at vende sig!
Jeg kastede mig fremad i en glidende tackling, der ville have glædet min gamle håndboldtræner (men han havde selvfølgelig ikke så store ambitioner på mine vegne). Nåede akkurat at stikke en finger ind under Sophies hoved, så styrtet ikke blev helt så voldsomt. Hun slog sig naturligvis alligevel, og blev da også noget forskrækket. Gråd, hulken og en mor, der desperat forsøger at finde en måge, der kan aflede opmærksomheden. Skide fugle; de er der aldrig, når man har brug for dem.
Resten af dagen hænger der en mørk djævel ved venstre skulder. Sådan en i rød/sort dragt og med en ordentlig trefork, der prikker til dig: Dååårlig mor! Dååårrrlig mor!
Jeg ved da godt, at Sophie ikke er det første barn, der har lavet sådan et stunt. Andreas' fætter Phillip faldt ned fra en havebænk 4 uger gammel, trøster jeg mig med. Han er da nogenlunde normal? Underboen havde en lignende historie; deres dreng (som også hedder Phillip!!!) faldt ned fra spisebordet. Og endelig den ultimative skrækhistorie; Christers bror tabte ham som spæd - faldt i tæppet - så drengen slog hul i hovedet, blod over det hele og et længere hospitalsophold. Med sådanne tanker bliver man virkelig bekymret, for Christer er absolut ikke normal!
Men selvom mange andre børn har gjort det samme og overlevet, tror jeg alle mødre sværger, at det ikke skal ske på deres vagt. Når manden har barsel, bevares. Han er jo utilregnelig pr. definition. Moderen derimod forventes at have et øje på hver kropsdel (deraf de store bagdele) og superhørelse, der afslører ethvert forsøg på mytteri fra barnets side. Ok, det er i hvert fald mine forventninger til mig selv.
De sidste 6 måneder har jeg dog måttet indse, at selvom meget går glat, selvom Sophie udvikler sig til en strålende juvel i familiens pragtdiadem, ja så kan jeg ikke alt. Stilhed! Vi gentager det lige: Jeg kan ikke alt. Måske lærer Sophie aldrig at sætte pris på sin mors kartoffelmos. Måske kommer hun til at hade kødboller, fordi hun har fået dem presset ned i halsen som spæd. Måske tager hun permanent skade af alle disse rullefald, så hun udvikler helt normal intelligens...
I lyset af denne enorme erkendelse vil jeg derfor bede alle mødre - nybagte, langtidsholdbare, genbrugte, støbeklare og potentielle - om gode råd. Hvordan får jeg fast føde i mit barn? Hvordan får jeg hende til at spise andet end grød sødet med frugtmos? Hvordan går man fra flydende, cremet grød til fast føde? Altså andet end det, barnet selv kan lege med ved bordet?
For det vil hun jo besynderligt nok gerne. Sågar kartoflerne roder hun med, bare hun selv må!
Hjææææææææææælp!
Abonner på:
Opslag (Atom)
