Last but not least

...vi fortsætter bloggen andetsteds - se profilen!

There And Back Again

Hjemme i Aalborg. Småregn, blæst og tunge grå skyer over byens lave huse. Der er langt til syvende sal og bikini på terassen. Men det er dejligt! At være hjemme, altså. Trods vejret nyder vi tøser at rende op og ned af trapperne (jeg render, Sophie hænger på) - guldklumpen hviner af fryd når mor hopper på trinnene. Det er sjovt, mor - igen!
Alligevel har jeg det lidt som Bilbo Sækker, når han sidder der i sit lille hyggelige bo og erindrer. For kontrasten mellem livet for to uger siden og livet af i dag er til at føle på. Egentlig burde det ikke være så anderledes; jeg er stadig på barsel, døgnrytmen er nogenlunde den samme, og efter lidt tilvænning er Sophie lige så munter som altid. Måske skyldes det er drastisk fald i chokoladeindtagelsen, jeg er virkelig på de-chokoficerings-kur. Dechoks, kan man vel kalde det. For under den dejlige fornemmelse af at være hjemme, kunne ringe til tøserne og råsladre i timevis, handle ind hvor man forstår hvad der står på pakkerne, have sine egne ting omkring sig og ikke mindst kokkerere i eget køkken - ja så er der altså en fornemmelse af at der mangler noget. Som om jeg har hukommelsestab, som om jeg slet ikke har været her, i mit liv, de sidste 3-4 måneder. Som om der er én Oostende-Kathrine og én Aalborg-Kathrine.
Jeg kender fornemmelsen fra tidligere. Jeg havde den samme oplevelse efter eller rettere undervejs i mit Sveriges-ophold (3. år på uni). Følelsen af, at ens oplevelser er koncentreret i en lille hukommelseskasse, som langsomt skal bearbejdes og indarbejdes i ens liv, før det virkelig kan blive en del af selvsamme liv. Som om livet laver en lille løkke, en detour som egentlig ikke hørte med til den slagne vej.
Det forklarer måske også hvorfor jeg i bund og grund elsker disse omfartsveje. Den slagne vej er fin og dejlig; det kan være rart nok med et par faste holdepunkter i dette kaos, vi lever i (og her mener jeg både bogstaveligt og overført!!!) Men ture som denne til Oostende er livsnødvendige for mig. Jeg har brug for det spice, som sådan en tur er, både til at holde mit liv ud - og holde af det. (Ih hvor jeg sætter mange tankestreger i dag - må være i tankestregshumør...)
For hvor er det dejligt at være ude. Og hjemme. At glæde sig til at komme hjem til modermælkserstatning i brikker, græsplæner der skal slås, venindesnak, rugbrød, malerprojekter, arbejdsliv, Netto og familiefester. Lilla tulipaner. Lyse, stille nætter. Mormors hjemmebagte boller. Men også at endelig kunne savne chokolade i kassevis, torsdagsmarked, penthouse-livet, Corinne, festlige sømænd med saltvand og spiritus i blodet. Belgisk øl. Løbeture langs havet. Tidevandets brusen frem og tilbage.
Så lige nu sidder jeg og stirrer ud af vinduet. Kigger på klatrerosen, som svajer for vinden. Nogen burde binde den op. Jeg burde binde den op. Men i stedet sidder jeg og nyder mit liv på en sær, vemodig vis. Nyder at have savnet hverdagen, nyder at savne livet i Belgien. Forsøger at forbinde min udlængsel med mit behov for hjemlig hygge. Og tryghed. For det er vel dér, skoen trykker.
Gud ved hvor vi skal hen næste gang.

Ps til Frankrig

Jeg glemte helt at fortælle jer, hvor dejligt hovedløse vi var på vores skønne familieweekend.
Vi tog afsted uden pas!!!!
Så har man altså boet for længe i hjertet af Europa. Paris - jamen det er da lige rundt om hjørnet. Og vi bor jo hernede, så selvfølgelig har vi lov til at rejse rundt som vi vil. Teoretisk set kan de vist kun forlange at vi har billedlegitimation med os, men da Sophie ikke helt har kørekort endnu (selvom hun kan lydene), er det måske lidt svært... Men hey - ingen tjekkede os, så måske er det fagre nye grænseløse verden alligevel?
Når vi nu snakker om grænseløse verdner, vil jeg lige anbefale en bog. Egentlig købte Andreas bogen til sin far i USA, men så glemte Ole den og Andreas læste begejstret første kapitel. Meeen så fik jeg ham pudset på The Lighthouse (et Adam Dalgliesh mysterie), og så var bogen jo [tada] ledig til mig. Har foreløbig kun læst et par kapitler, men det er skæg og interessant læsning. Nå ja, bogen hedder The World is Flat, er skrevet af Thomas Friedman, som er amerikansk journalist (og Pulitzer vinder 3 gange). Ind i mellem er bogen lige lovlig amerikansk, men uanset hvad er pointerne vist gode nok. Verden er flad, fordi alting kan ordnes hvorsomhelst af hvemsomhelst. Et job behøver ikke nødvendigvis udføres i USA bare fordi varen bestilles der - fx omdirigeres telefontjenester ofte til Indien. Smarte powerpoints laves i Asien af dygtige assistenter, mens bossen snorker i Guds eget land. Voila; de er klar til om morgenen, selvom de blev bestilt aftenen før. Lokal tid.
Friedmans pointe er, at den flade struktur gavner os alle, selvom det selvfølgelig også udfordrer os dovne vesterlændinge. I stedet for at brokke os over at Asien og Østeuropa snupper jobs fra os, skal vi glæde os over at de interessante, hjerneknusende jobs er tilbage. At vi får lov til alt det sjove, kan overlade andre det grove (som så til gengæld hæver deres levestandard)... Min første tanke var naturligvis, om min hjemlige rengøring kan eksporteres til Indien. For det var sgu fedt!
Nå, tilbage til pakningen. Hvor kommer alle de ting fra?

Oostende - Bayeux - Paris - Oostende

Så er vi tilbage fra vores Låååwe-weekend! Og selvom vejret er godt, vasketøjsbunken er større end Himmelbjerget og der er tusind ting, der skal pakkes - jamen så skriver jeg da blog alligevel. KUN fordi min søster plager.
Vi drog afsted sådan i sædvanlig Thye-tid lørdag morgen. På godt dansk betyder det lørdag formiddag, men bedre sent end aldrig, ikke. Glem alt om "travel light" når man skal afsted med et spædbarn. Bare maden fylder en halv Skoda. Og når moderen så er en pylregris som synes barnet skal have rent tøj på og være klædt på efter vejret, jamen så ryger der en del i taskerne.
Afsted kom vi. Og kørte. Og kørte. Og kørte. Sophie sov det første lange stræk, men vågnede så og kørte snart sur i det. Selvom den nye autostol er super-duper, så er der grænser for hvor længe hun kan og vil sidde i den. Så da vi nåede et godt sted ind i Frankrig besluttede vi at droppe Mont St-Michel og køre direkte til Bayeux. Bjerget laaangt ud i havet må vi se (igen) en anden gang. Jeg har været der, og Andreas mente at vi måtte vente til en eventuel søn kunne tage med ham på ridder-udflugt. Jeg har forklaret ham at piger også kan lide borge.
I Bayeux gik vi på boligjagt. Jeg havde forsøgt at maile en del chambre d'hotes inden vi tog afsted, men uden held. Alt optaget. Men man satser vel, og det gik aldeles glimrende. Touristinformationen havde en fin liste over ledige værelser og ringede gerne og reserverede formedelst 2 euro. Så skidt da.
Les trois Pierres ejedes af Marie-Pierre, Pierre-Henri og deres søn Pierre-Antoine. You get the picture. De var søde, elskede Sophie fra første færd og sørgede rigtig godt for os alle tre. Meget fransk og meget fint værelse, selvom det meget hurtigt blev fyldt af alle vores pakkenelliker. Ikke særlig stort, men hey, vi skulle kun sove der.
Prinsessen fik lidt mad, og så gik vi på opdagelse i byen. Fandt et ok sted til aftensmad, nød maden (3 retter er minimum, sugar) og planlagde morgendagens slag. Tapetet måtte på tapetet først (om formiddagen), og så skulle vi bare nyde eftermiddagen i haven og lade Sophie komme på græs. Vejret var nemlig gudeskønt, og hvad er bedre end at dase den i en lille fransk by?
Vejret var ikke godt om søndagen. Bevares, det var da tørt. Men med havgus, sådan lidt råt på den ufede måde. Vi nød verdens første tegneserie - der var sågar audio guides på dansk! Glimrende måde at få forklaret og udpeget alle detaljerne. Sophie sov imens, men vågnede op da vi kom ovenpå til den midlertidige udstilling: Vikingernes indflydelse på Bayeux tapetet. Det meste af det var fra Nationalmuseet, så vi kunne kun gå rundt og nikke som kendere. Og grine af de lokales kommentarer til vores åh-så-kendte kulturarv.
Videre til en frokost i det grønne, pandekager ved den gamle mølle og et kedeligt glas til Sophie. Hvornår laver de købemad, som smager af noget? I stedet for blendet pap, mener jeg?
Når vejret nu var så kedeligt, kunne vi lige så godt tage en tur til stranden. For at se en enkelt amerikansk kirkegård, ikke. Vejret hin juni morgen på Omaha beach skulle netop have været tåget, og det giver da et ekstra pift til fantasien. Knap 10.000 hvide kors og enkelte jødestjerner stod i snorlige rækker. Smukt syn, men også meget amerikansk. De har det med at pensle lige kraftigt nok...
Resten af dagen spadserede vi forskellige steder langs kysten og så tyske kanoner, udkigsposter, allierede bombehuller altimens vi forsøgte at forestille os, hvordan det var at klatre op af disse klipper, blot for at møde en Fritz bevæbnet til tænderne. Det har ikke været særligt morsomt!
Hvad så? Nu havde vi jo set det, der skulle ses i Bayeux. Skulle vi køre videre til Mont St-Michel eller Cherbourg? Køreturen tilbage til Oostende ville blive lang. Hvad så med en tur til Paris?
Det tager kun 3 timer...
Mandag morgen pakkede vi derfor Sophie og 1½ ton habbengut ned og kørte til Paris. Havde bestilt en overnatning på det franske officershotel, som ligger lige bag Boulevard Houssmann. En lille smule slidt, men stadig med masser af fransk grandeur, pompøs marmor og mørke træsorter. Det er formentlig første gang, de har haft et spædbarn overnattende, men Sophie er jo eksemplarisk. Og de var da søde nok ved hende. Lunede hendes mad, da vi forsigtigt bad om det etc.
Men franskmændende har et helt anderledes forhold til børn end belgierne. Vi blev gemt af vejen i et hjørne, hvor belgierne havde været (lige) glade. Der er absolut ingen puslepladser på restauranter, cafeer osv - prinsessen måtte ligge i bar numse midt i Tuillerierne. Heldigt at vejret var godt og lunt. Vi oplevede også, at der pludselig ikke var plads på restauranten, når de så vores lille, sovende prinsesse - selvom der kun sad to gæster i forvejen. Forstå mig nu ret: Det er helt ok. Jeg kan sagtens forstå, at man ikke ønsker spædbørn på bedre restauranter. Men det er blot en af de slående forskelle mellem forholdet til børn i Belgien og i Frankrig. Så skal man på ferie med et spædbarn, ville jeg helt klart vælge Belgien.
Uanset forholdene havde vi en dejlig eftermiddag. Spadserede ned til Concorde, gik gennem Tuillerierne, hvor vi spiste frokost i skyggen af store kastanjer, Andreas fik endelig set Notre Dame indefra, jeg fik handlet knive hos Dehillerin, vi fik lækre crepes i solskinnet - og Sophie fik set, kommenteret og charmeret Paris. Så dejligt, rigtig Parisisk, og absolut ikke sidste gang. Vi fik dog lovet hinanden en da capo uden barn, for der er grænser for, hvad man kan se i Paris med et spædbarn. En klapvogn i metroen er ikke rigtig en option, vel?
Aftensmad på en kinesisk restaurant, ikke den store kulinariske oplevelse, men dejligt at se at vi taler bedre fransk end de lokale. ;-)
Tidligt næste morgen (for os, altså) spiste vi morgenmad på værelset alle tre. Pakkede taskerne og skyndte os ud af Paris. 1. maj er ikke den nemmeste dag at være bilist i Paris på (det er i forvejen ikke lige til højrebenet), så det gjaldt om at slippe væk inden det virkelig gik løs. Sjovt at køre ad mennesketomme boulevarder, se alle de lukkede butikker og enkelte entusiatiske løbende parisere. Eneste sted, hvor der virkelig var mennesker, var i køen til biografen! Så meget for den franske kampånd...
Hjemme i Oostende fortsatte vi den internationale stil med en middag hos grækeren. Andreas skulle forberede et oplæg sammen med Dimitrios og belgiske Axel, og så var tøserne inviteret med til middag. Konklusion: Vi kan godt forstå, underboen klager over støjniveauet! Sophie blev kysset af græske 3-årige Harry (så har hun prøvet det), slået i hovedet af 1-årige Sophokles - men hævnede sig ved at hive hårdt i hans brune krøller. Sej tøs! Græske mænd kan åbenbart ikke imponere tøsen. Så må vi se, hvad hun siger til danske drenge i næste uge?