fredag, maj 18, 2007
There And Back Again
Hjemme i Aalborg. Småregn, blæst og tunge grå skyer over byens lave huse. Der er langt til syvende sal og bikini på terassen. Men det er dejligt! At være hjemme, altså. Trods vejret nyder vi tøser at rende op og ned af trapperne (jeg render, Sophie hænger på) - guldklumpen hviner af fryd når mor hopper på trinnene. Det er sjovt, mor - igen!
Alligevel har jeg det lidt som Bilbo Sækker, når han sidder der i sit lille hyggelige bo og erindrer. For kontrasten mellem livet for to uger siden og livet af i dag er til at føle på. Egentlig burde det ikke være så anderledes; jeg er stadig på barsel, døgnrytmen er nogenlunde den samme, og efter lidt tilvænning er Sophie lige så munter som altid. Måske skyldes det er drastisk fald i chokoladeindtagelsen, jeg er virkelig på de-chokoficerings-kur. Dechoks, kan man vel kalde det. For under den dejlige fornemmelse af at være hjemme, kunne ringe til tøserne og råsladre i timevis, handle ind hvor man forstår hvad der står på pakkerne, have sine egne ting omkring sig og ikke mindst kokkerere i eget køkken - ja så er der altså en fornemmelse af at der mangler noget. Som om jeg har hukommelsestab, som om jeg slet ikke har været her, i mit liv, de sidste 3-4 måneder. Som om der er én Oostende-Kathrine og én Aalborg-Kathrine.
Jeg kender fornemmelsen fra tidligere. Jeg havde den samme oplevelse efter eller rettere undervejs i mit Sveriges-ophold (3. år på uni). Følelsen af, at ens oplevelser er koncentreret i en lille hukommelseskasse, som langsomt skal bearbejdes og indarbejdes i ens liv, før det virkelig kan blive en del af selvsamme liv. Som om livet laver en lille løkke, en detour som egentlig ikke hørte med til den slagne vej.
Det forklarer måske også hvorfor jeg i bund og grund elsker disse omfartsveje. Den slagne vej er fin og dejlig; det kan være rart nok med et par faste holdepunkter i dette kaos, vi lever i (og her mener jeg både bogstaveligt og overført!!!) Men ture som denne til Oostende er livsnødvendige for mig. Jeg har brug for det spice, som sådan en tur er, både til at holde mit liv ud - og holde af det. (Ih hvor jeg sætter mange tankestreger i dag - må være i tankestregshumør...)
For hvor er det dejligt at være ude. Og hjemme. At glæde sig til at komme hjem til modermælkserstatning i brikker, græsplæner der skal slås, venindesnak, rugbrød, malerprojekter, arbejdsliv, Netto og familiefester. Lilla tulipaner. Lyse, stille nætter. Mormors hjemmebagte boller. Men også at endelig kunne savne chokolade i kassevis, torsdagsmarked, penthouse-livet, Corinne, festlige sømænd med saltvand og spiritus i blodet. Belgisk øl. Løbeture langs havet. Tidevandets brusen frem og tilbage.
Så lige nu sidder jeg og stirrer ud af vinduet. Kigger på klatrerosen, som svajer for vinden. Nogen burde binde den op. Jeg burde binde den op. Men i stedet sidder jeg og nyder mit liv på en sær, vemodig vis. Nyder at have savnet hverdagen, nyder at savne livet i Belgien. Forsøger at forbinde min udlængsel med mit behov for hjemlig hygge. Og tryghed. For det er vel dér, skoen trykker.
Gud ved hvor vi skal hen næste gang.
Alligevel har jeg det lidt som Bilbo Sækker, når han sidder der i sit lille hyggelige bo og erindrer. For kontrasten mellem livet for to uger siden og livet af i dag er til at føle på. Egentlig burde det ikke være så anderledes; jeg er stadig på barsel, døgnrytmen er nogenlunde den samme, og efter lidt tilvænning er Sophie lige så munter som altid. Måske skyldes det er drastisk fald i chokoladeindtagelsen, jeg er virkelig på de-chokoficerings-kur. Dechoks, kan man vel kalde det. For under den dejlige fornemmelse af at være hjemme, kunne ringe til tøserne og råsladre i timevis, handle ind hvor man forstår hvad der står på pakkerne, have sine egne ting omkring sig og ikke mindst kokkerere i eget køkken - ja så er der altså en fornemmelse af at der mangler noget. Som om jeg har hukommelsestab, som om jeg slet ikke har været her, i mit liv, de sidste 3-4 måneder. Som om der er én Oostende-Kathrine og én Aalborg-Kathrine.
Jeg kender fornemmelsen fra tidligere. Jeg havde den samme oplevelse efter eller rettere undervejs i mit Sveriges-ophold (3. år på uni). Følelsen af, at ens oplevelser er koncentreret i en lille hukommelseskasse, som langsomt skal bearbejdes og indarbejdes i ens liv, før det virkelig kan blive en del af selvsamme liv. Som om livet laver en lille løkke, en detour som egentlig ikke hørte med til den slagne vej.
Det forklarer måske også hvorfor jeg i bund og grund elsker disse omfartsveje. Den slagne vej er fin og dejlig; det kan være rart nok med et par faste holdepunkter i dette kaos, vi lever i (og her mener jeg både bogstaveligt og overført!!!) Men ture som denne til Oostende er livsnødvendige for mig. Jeg har brug for det spice, som sådan en tur er, både til at holde mit liv ud - og holde af det. (Ih hvor jeg sætter mange tankestreger i dag - må være i tankestregshumør...)
For hvor er det dejligt at være ude. Og hjemme. At glæde sig til at komme hjem til modermælkserstatning i brikker, græsplæner der skal slås, venindesnak, rugbrød, malerprojekter, arbejdsliv, Netto og familiefester. Lilla tulipaner. Lyse, stille nætter. Mormors hjemmebagte boller. Men også at endelig kunne savne chokolade i kassevis, torsdagsmarked, penthouse-livet, Corinne, festlige sømænd med saltvand og spiritus i blodet. Belgisk øl. Løbeture langs havet. Tidevandets brusen frem og tilbage.
Så lige nu sidder jeg og stirrer ud af vinduet. Kigger på klatrerosen, som svajer for vinden. Nogen burde binde den op. Jeg burde binde den op. Men i stedet sidder jeg og nyder mit liv på en sær, vemodig vis. Nyder at have savnet hverdagen, nyder at savne livet i Belgien. Forsøger at forbinde min udlængsel med mit behov for hjemlig hygge. Og tryghed. For det er vel dér, skoen trykker.
Gud ved hvor vi skal hen næste gang.
Abonner på:
Opslag (Atom)
